De kørte ind på den sidste tankstation inden Rumænien, og tankede op, da de havde fået at vide at benzin og diesel kun kunne fås mod aflevering af kuponer. Man kunne kun få kuponer a' 5 liter pr. dag, så det var en god ide at have en fuld tank når man passerede grænsen.
   Her kunne de også få vekslet til landets valuta, leu, som ikke måtte udføres, så det var om at have så lidt som muligt med. De var heldigvis godt forsynet med U.S. dollars og rejsechecks, som man også kunne bruge de fleste steder.
   Den første del af turen, gennem Rumænien, var meget flad, men da de havde kørt gennem byen Arad, kunne de se en del bjerge, som viste sig at være Vest-Carpaterne.
   Ligesom i Ungarn, var vejene meget hullede på grund af dårlig vedligeholdelse, så der var ingen problem med at holde den højeste hastighed, som var 70 km/timen for busser.
   De ville gerne have nået Bukarest om aftenen, men det kunne ikke lade sig gøre på de dårlige veje og den megen bjergkørsel.
   Da de nåede Sibiu, var det begyndt at blive mørkt, og da man frarådede kørsel i mørke, blev de enige om at finde en campingplads.
   På deres kort var der ingen, så da de havde kørt lidt rundt uden at finde nogen, besluttede de at holde i en skov.
   De måtte igen ty til dåsemad, idet de få butikker, de havde set, havde store køer, og da de ikke var sikre på at kunne få noget, havde de valgt at køre videre.
   De nåede en stor skov, hvor de spiste Skipperlabskovs, som blev skyllet ned med mineralvand.
   Det var derefter meningen at de ville gå en tur i skoven for, muligvis, at kunne observere nogle vildsvin eller hjorte. De havde også hørt, at der skulle være bjørne på disse kanter.
   Pigerne gøs ved tanken om at møde sådan en på turen, men Peter var sikker på at de var mere bange for dem end omvendt.
   De skulle lige til at gå, da Peter tilfældigvis lukkede op for Walkien og bladrede kanalerne igennem.
   Han bad de andre om at være stille, for han mente så bestemt at have hørt en dansk stemme på kanal 19.
   Han skruede op for styrken, og så kom den igen. Det var en mandsstemme, som kaldte på hjælp.
   Han kaldte sig station Victor.
   Peter svarede med det samme:
   - Station Victor! station Victor! her er station Bussen! (Han havde lige opfundet navnet).
   - Station Bussen, hvorledes hører du mig?,
   - Klart og tydeligt!; Du går ind med 5 S- grader. Har du problemer?
   - Ja det har jeg. Min bagaksel er vist knækket, og jeg holder i en skov nær ved Sibiu.
   Peter var klar over at de ikke kunne være langt fra hinanden, og bad de andre om at gøre sig klar til at køre.
   - Hvor kommer du fra?
   - Jeg kommer fra Kalundborg.
   - Det var ikke det jeg mente, lo Peter. - Jeg mener naturligvis her i omegnen.
   - Nåe ja, selvfølgelig. Min kone og jeg har været på rundtur i Rumænien, og var nu på vej hjem da det skete. Vi havde håbet på at kunne nå Deva, hvor der er et hotel, men sådan skulle det ikke være.
   Peter fortalte ham om bussen, og at de ville køre mod Sibiu for at møde dem. Der skulle være en mulighed, hvis en af dem ville stå ved vejkanten og tage imod.

Det nødstedte ægtepar havde skubbet bilen ind til siden, og "Victor" sagde at de nu kunne se lys og høre dieselmotoren.
   Det viste sig at de to biler kun havde været en kilometer væk fra hinanden. Bussen fandt et egnet sted og kørte ind, hvor de kunne holde nogenlunde vandret.
   Victor og Lotte, som konen hed, var nogenlunde på alder med de andre, men de var "kun" på vinterferie, som skulle afvikles inden 1.Maj.
   Ulla varmede resten af Skipperlabskovsen til gæsterne, som ikke havde fået noget aftensmad. Imens gik Ole ned i proviantrummet og fandt et par flasker vin, som var velkommen ovenpå den oplevelse.
   Som sagt, mente Victor at det var bagakslen, der var knækket på Kadetten, og der var ingen bebyggelse lige i nærheden, som de kunne ringe fra, så de havde så småt forberedt sig på at overnatte i bilen.
   Tina sagde det de andre tre tænkte:
   - I bliver da bare her i bussen, her er jo plads nok, og tæpper har vi da også nok af, så det er ingen problem!.
   Peter og Ole mente, det var bedre at kigge på bilen næste dag når det var blevet lyst, og eventuelt slæbe den på værksted.
   - Jo, tak, sagde Victor, - Det vil vi da gerne, hvis det ikke er alt for meget ulejlighed, men vi har som sagt ikke noget sengetøj med.
   - Vi har da godt nok et tæppe bag i bilen, udbrød Lotte, - men jeg kan godt se, at det mangler man ikke i jeres mobile skadestue.
   De var naturligvis også meget nysgerrige efter at få at vide hvad planerne var med dette store køretøj.
   Efter at Ole have fortalt dem om deres vidtløftige planer, sagde Victor:
   - Det er jo lige det vi andre drømmer om at gøre, men aldrig får os taget sammen til.
   Ulla mente, at det nu var tiden, at Lotte og Victor fortalte lidt om sig selv.
   Det viste sig at Victor var kontormand i et bogholderi på en stor virksomhed, og at Lotte var Sekretær samme sted. De havde ingen børn. De fortalte endvidere at de lige var kommet fra Draculas fødeby, Sighisoara, som lå ca. 70 kilometer væk.
   Tina og Ulla gjorde store øjne.
   - Jeg troede da at det kun var en romanfigur, denne grev Dracula, gyste Ulla.
   - Nej han var skam ægte nok, fortalte Victor. - Han blev født i familien Dragulesti i 1430. Han boede i flere perioder i det gamle skumle slot, Bran. Grunden til at han er gengivet i utallige gyserromaner, er at han var meget grusom overfor sine modstandere. Han brugte en meget barsk metode, at straffe dem på, nemlig at spidde dem levende på pæle. Sådan behandlede han over 100.000 mennesker, og fik derfor også tilnavnet Vlad Tepes, (Vlad spidderen) eller Dragula, som er det Rumænske ord for djævel. Han havde dog ikke noget at gøre med Vampyrerne, som romanerne beretter om, og han døde i kamp mod Tyrkerne i 1476.
   De fire venner sad og lyttede med stor interesse til Victors fortælling.
   - Det må jeg sige, det er du spilleme god til, udbrød Ole da han var færdig. - Man skulle tro, du læste det op fra en bog.
   - Bare rolig, kære ven. Victor prøvede at virke beskeden. - Vi har, ligesom I sandsynligvis har gjort, læst en del i vinter om de steder vi havde i sinde at besøge.
   Victor og Lotte havde parkeret dagen før inde i Bukarest, og var gået ud for at ordne noget i en bank. Da de var kommet ud, fortalte Lotte, at deres fotoapparat var stjålet. Det lå nede i handskerummet, og tyven havde dirket fordørslåsen op.
   - Politiet sagde, at de havde så mange sager af denne type, fortalte Lotte videre, - at de ikke mente at der var noget at gøre, så det eneste vi kunne gøre, var at melde det til vort forsikringsselskab, som nok heller ikke kunne gøre så meget.

Efter morgenkaffen, gik mændene over for at kigge på Kadetten, som hang noget videre på det ene baghjul. Og Peter, som var den eneste af de tre, der havde lidt forstand på biler, kravlede ned under bilen, og kom ud med det samme igen.
   - Sig mig engang? spurgte han Victor. - Har I kørt over noget meget hårdt og stort, eller et stort hul, som der jo er mange af her i landet?
   Victor tænkte sig om og sagde at de havde kørt over et stort hul i vejen kort forinden. Han pegede op ad vejen og de kunne nu alle se hvad han mente. Det lignede et mindre granathul, som var lige oppe over en bakke.
   - Vi havde ikke set det, men jeg mener at vi kun nåede at ramme med det ene baghjul.
   - Du er en heldig mand, forklarede Peter. - Det er "kun" din ene baghjulsfjeder, som er hoppet ud af sit leje. Vi henter lige noget ordentlig værktøj i bussen.
   Da Peter kom tilbage med værktøjet, var de andre ved at løfte kadetten med Victors donkraft. Han fik fjederen bakset på plads og fandt en bolt i sin værktøjskasse, som han kunne skrue den fast med.
   Lotte og Victor var meget taknemmelige over at få bilen til at køre igen. Og inden de skiltes, kom Victor hen med en flaske Gammel Dansk, som han gav selskabet, som en påskønnelse for hjælpen.

De fire nåede Giorgiu, en lille by ved grænsen til Bulgarien, om aftenen. De var kørt udenom Bukarest på grund af meldingen om de mange kriminelle i denne by. Grænsen så meget lukket ud, men de kørte alligevel derned.
   Den ligger lige før en gammel faldefærdig bro, som fører over Donau der snor sig i bunden af en skøn dal. Ole kørte bussen, og de var alle enige om at køre ind på en plads og vente til de kunne komme over grænsen om morgenen.
   Om aftenen sad de så og planlagde den videre færd.
   Ulla, som normalt ikke sagde så meget, spurgte de andre om det ikke var en god ide at køre i retning af Sortehavet, måske forbi den berømte Madararytter (et kæmperelief, hugget ud i en klippevæg), og så køre ned langs Sortehavet til Tyrkiet.
   De så på kortet, og hendes forslag blev vedtaget uden protester.
   Efter morgenmaden, som bestod af ristet toastbrød med marmelade, samt et blødkogt æg og kaffe eller te, kørte Peter bussen ned til grænsen, som for øvrigt viste sig at have haft åbent om natten.