Ombord på Ægir
   De to måneder på Ekcercerskolen gik hurtigt med øvelser og teori, som for det meste var meget interessant.
   Endelig kom den dag alle ventede på. Nemlig da vi blev udtaget til de forskellige enheder.
   Der var nogle gaster, som skulle til Grønland, mens andre skulle til de forskellige forter, og så var der os, som skulle ud og sejle (20% af styrken).
   Jeg skulle ud med Ægir, og jeg var så heldig at mange af mine nære venner også skulle med.
   Ægir, der forlængst er hugget op, sejlede som depotskib og skoleskib for konstabler og kadetter. foruden det var det også moderskib for ubåde.
   Ægir lå for øjeblikket på orlogsværftet, hvor det var under en større ombygning, hvor man bl.a. gik over fra hængekøjer til faste køjer på banjerne.
   Imens ombygningen foregik, blev vi, der skulle sejle med det, kørt i busser ud til Margretheholmen for at blive uddannet i havaritjeneste. Det vil sige at lære noget om brandslukning, skader på skibsskroget, førstehjælp og lignende.
   Vi blev ligeledes kørt til Østerbro svømmehal, hvor vi lærte at betjene vores redningsflåder og veste.

Endelig oprandt den store dag, hvor vi skulle ombord på Ægir for at blive. Vi blev naturligvis budt velkommen ombord af vores nye chef, som havde rang af Kommandørkaptajn.
   Han var meget tiltalende i sin udtryksform; han fortalte bl.a. at 80% af den nye besætning aldrig havde været på Ægir før, hvilket betød, at der ikke var mange der kendte til skibets indretning og drift.
   Jeg kom med i maskinbesætningen, der talte 24 mand, og vi havde fået den nederste banje (sove og opholdsrum), som var placeret lige over ammunitionsdepotet, og lige under den såkaldte fribanje, hvor matroser, kokke og andre frigængere holdt til.
   Disse banjer var helt ude forskibs, hvor man rigtig kunne mærke søgangen.
   Jeg havde fået den øverste køje af tre, som var placeret lige under et spjæld, der gav masser af frisk luft (når den virkede).
   Enhver kan vel næsten forestille sig hørmen, når den ikke virkede (og det var tit).
   Det eneste privatliv vi havde, var et skab på ca. 1 meter gange 0,40 gange 0,60, og da jeg også havde en saxofon med, var det ikke meget plads.

Pumpemesteriet
   Vi fik at vide, at det ville vare endnu ca. 14 dage inden vi kunne komme ud og prøvesejle båden. I den tid skulle besætningen lære alt om deres nye opgaver.
   Jeg var, sammen med tre andre maskingaster, blevet installeret i pumpemesteriet. Vi havde her et virkeligt godt job, og alle tiders pumpemester. Han var en mand på, sandsynligvis, et sted mellem 50 og 60 år. Han blev altid omtalt som "pumpemik", og havde rang af overfænrik.
   Kort fortalt var pumpemesteriets opgave, at sørge for at de forskellige vandsystemer fungerede optimalt (ferskvands- og varmtvandssystemet, sprinklersystemet og kølesystemet ).
   ligeledes hørte al brandmateriellet, de to store dækskraner , de to motorbåde (ophængte), ankerspillet og varpespillet under vort domæne.
   Ægir kunne "startes op" på ca. en time. Det var den tid vi havde til rådighed til at kontrollere og afprøve tyfonerne (tudehornene), gyrokompasset, alle telefoner og styremaskinen, mens de øvrige maskinfolk startede de kæmpestore dieselmotorer op.
   Når skibet lå i havn eller til ankers, indtrådte den såkaldte ankervagt. Det vil sige, at pumpemesteriet gik med i den almindelige vagt sammen med de øvrige maskinfolk, og havde således vagt både i fyrrummet og hjælpemaskinrummet (elektricitetsværket). Men så snart søvagten var sat (når skibet sejlede), var vi kun tjenestegørende i pumpemesteriet.

Den første sejlads
   De 14 dage gik hurtigt, og det der syntes at være indviklet i starten, var lidt mere overskueligt nu, og alle var naturligvis spændte på at se hvordan "hun" ville té sig i søen, altså på åbent vand.
   Det var en dejlig solskinsdag. Jeg sad på en stol i pumpemesteriet og holdt pause, efter et stykke arbejde med en ventil henne agter. pludselig mærkede jeg en sitren i dørken; akkurat som man mærker på de store færger, og så var jeg klar over at vi skulle til at sejle.
   Vi var nu på vej ud i Øresund, og jeg styrtede hen til det nærmeste koøje, og så at vi langsomt gled ud fra kajen.
   - Har I set det? råbte "skæg" (han var det, og han havde det). - spanden sejler sgu.
   - Op på dækket drenge! råbte en elektriker, der hed Ole. Han var ved at lave noget med nogle ledninger nede i "dybet".
   De tog lejderen i nogle få spring, og var hurtigt oppe på dækket, hvor de hang ud over rælingen, som aldrig blev kaldt andet end brækstangen, fordi der her fandt mange ofringer sted ude på de store have.
   Vi så pludselig at 2'mester kom gående hen ad dækket.
   - Sig mig engang, er I ikke klar over, at man ikke må færdes på dækket i drejlstøj (arbejdstøj) under en havnemanøvre? Han standsede op og satte hænderne i siden.
   - Javel! sagde jeg (der var ikke andet at gøre) - Men kan De ikke fortælle os, hvor vi er på vej hen?
   - Ved I ikke, at vi er på vej til Veen for at få vores gyro rettet ind?
   Han ventede ikke på svar, men fortsatte:
   - Vi skal nok sejle adskillige gange frem og tilbage inden vi er færdige, og i aften ligger vi nok til ankers ude ved Middelgrunden. Nå, men se nu at komme ned om læ, og fortsæt med arbejdet.
   2'mester gik derefter videre ad 2.dækket (hoveddækket), og op af en lejder til første dækket, hvor 1'mesters kahyt lå.
   - Det var satans! råbte Ole, kan man nu ikke engang få lov at få lidt frisk luft i lungerne uden der kommer nogen, og koster med en?
   Vi gik derefter ned i pumpemesteriet, hvor der var nok at tage fat på. Den værnepligtige tømrer, der havde værksted på samme dæk, som pumpemesteriet, blot modsatte side af skibet, var i fuld gang med at lave sofaben til officersmessen. Tømrerværkstedet (shoppen) blev i fritiden brugt som hobbyrum af alle ombord, der havde lyst til at arbejde i træ. Der fandtes også et mørkekammer, som måtte bruges af alle. Der opholdt jeg mig meget i fritiden.

Det var nu op på formiddagen, og vi havde passeret Veen, der ligger midt i Øresund som en lille perle, og vi var nu på vej tilbage mod København. Jeg stod oppe på dækket, og nød solen og den kølige luft i min korte formiddagspause.
   Pumpemesteren kom hen til mig, tog sin pibe op af lommen og tændte den.
   - Er det første gang, du er ude at sejle? Eller er du ude i "koffardien" som civil?
   - Næh, jeg har såmænd aldrig sejlet med andre skibe end Storebæltfærgerne og robådene på Odense å, svarede jeg. - Hvor meget kan den gamle spand her i øvrigt sejle?
   - Ca. 18- 20 knob, afhængig af vind og strømretning. Han bakkede på sin uundværlige snadde, og kiggede ud over det blanke sund. Jeg kunne næsten fornemme at han samtidig stod og tænkte på konen derhjemme i Nyboder.

Det blev aften, og turen til Ven var blevet tilbagelagt adskillige gange, og vi var nu på vej ned til Middelgrunden.
   - KLAR VED BAGBORDS ANKER, lød det i det mægtige højttaleranlæg, som talte over 500 højttalere, fordelt over hele skibet.
   Da det var mig, der igen havde vagten (søvagten, som trådte i kraft når vi sejlede, og var på 4 timers vagt, og 4 timers fri), måtte jeg op på dækket, og køre med ankerspillet når tiden var inde.
   - Det var dog satans, så koldt det er i aften. Pumpemesteren stod ved siden af mig, for at gribe ind, hvis jeg gjorde noget forkert, og stod og bankede næver.
   - Ja vi kan nok mærke det kun er forår, svarede jeg, og foretog også nogle kuskeslag.
   - I morgen sejler vi nok til Frederikshavn omkring ved syvtiden. Så da må du nok hellere være parat ved spillet. Hans ånde kom ud som en lettere tåge.

- Tyve favne!.Seksten favne!..Det var matrosregnskabsføreren, der stod helt ude ved boven, og målte dybden med en lodsnor.
   - Ti favne!. Syv favne!.. Seks favne!. råbte han.
   Chefen, der stod på broen, gav omgående besked, via maskintelegrafen, til maskinrummet, om at få hovedmotorerne til at stoppe med det samme.
   - LAD GÅ BAGBORDS ANKER! lød det i højttalerne. Jeg slækkede øjeblikkelig på koblingen til ankerspillet, og det store anker røg i havet med et øredøvende spektakel fra de store kæder, der raslede ned gennem klysset, som er et stort hul i dækket, der fører ud til skibssiden.
   - FULD KRAFT BAK! lød ordren til maskinrummet, og der mærkedes en svag sitren i dækket, da de sidste meter ankerkæde løb igennem klysset. På kæden var der, for hver fem favne, fastgjort en rebstump, og matrosregnskabsføreren holdt øje med, hvor mange der passerede.
   Da han nåede til femogfyrre favne, gav chefen ordre til, at gøre ankerkæden fast. Det sørgede et par konstabelelever for.
   Da manøvren var forbi, fulgtes jeg med pumpemesteren ned i skibets indre, for at rigge af; Det vil sige at slukke for styremaskinen. Lukke for luftkedlerne. Tage loggen o.m.a.. Da alt var i orden, blev ankervagten sat.
   Jeg skulle først have morgenvagten fra kl. 04:00-06:00, og det skulle være i fyrrummet, så det var ikke så slemt.
   Der var en god stemning ombord, den aften. De allerfleste havde aldrig prøvet at sejle med så stort et skib før, og vi var meget spændte på at se, hvordan hun ville opføre sig under en længere sejlads.

Vagt i fyrrummet
   Jeg blev purret (vækket) klokken 03:45, og så det var om at skynde sig, at få noget vand i hovedet. De fleste sov med tøjet på under en søvagt, hvor man højest kan få fire timers søvn ad gangen. Derfor fik de fleste kun brusebad en gang om ugen, når vi var til søs. Det kunne sandelig også lugtes på banjen.
   Når man kom ned i den udefra den friske havlugt, var dunsten afskyelig, men vi vænnede os hurtigt til den.
   Da jeg kom op på dækket i den friske morgenbrise, vågnede jeg først rigtig op, da jeg stod et øjeblik ved rælingen, og fik noget af det salte skumsprøjt i hovedet, og nød det spæde morgengry.
   Klokken 04:00 gik jeg ned i fyrrummet, som var placeret i umiddelbar forlængelse af maskinrummet, for at afløse en kollega, kaldet Nilaus, der havde haft hundevagten (00:00-04:00).
   På grund af beliggenheden, var der hele tiden en infernalsk spektakel, som krævede ørebeskyttelse.
   - Go'morgen! råbte jeg så højt jeg kunne, for at overdøve motorlarmen. - Er der noget at bemærke?
   - Jep! sagde Nilaus, du skal sørge for at der er varmt badevand om en times tid.Hvis du ikke ved det, er det den ventil der sidder oppe på skottet (væggen) helt til højre i rækken. Nilaus pegede på et helt batteri af ventiler og manometre, som sad på det bageste skot.
   - Nu vil jeg gå op og tage mig en skraber, inden vi alle tørner ud klokken 06:00.
   Jeg satte mig godt til rette efter at have kontrolleret, at de forskellige manometre stod på de angivne tal, og fødepumperne gik som de skulle, og tog derefter høreværnet på. Gik hen i pulten, og fandt en bog, som jeg begyndte at læse i. Det var en billigbog, der hed "Havets helte".
   Jeg havde nok siddet der en times tid, da jeg hørte den svage lyd af en luge, der blev åbnet oppe på maskingangen, og der lød hastige skridt ned ad lejderen. Jeg fik i en fart gemt bogen væk, da det var strengt forbudt at læse på vagten. Det var tredje mester, der ville ned, og høre om jeg havde husket badevandet. Jeg havde fuldstændig glemt tiden, men fik fremstammet, at jeg var i gang med det.
   Var tredje mester ikke kommet, var der ikke nogen, der havde fået varmt vand til tiden. Så da han var gået, kom der gang i ventilerne, der førte dampen op til baderummene. Derefter tog jeg de sædvanlige tjek, som man skulle gøre hver time.
   Jeg nåede ikke at læse ret meget i bogen mere, for der var vrøvl med fødepumperne resten af tiden.

Klargøring til sejlads
   Klokken 06:00 kom Poul Davidsen, også kaldet David på grund af hans ringe størrelse, ned for at afløse.
   - Så er det om at komme op, og få noget i "skrutten", du skal være med til "klargøring til sejlads" om nøjagtig ni og et halvt minut, grinede han skadefro på sit udprægede sjællandske (han kom fra Hundested ).
   Jeg fik fart på, som var en hvis person i hælene på mig, for jeg var blevet meget sulten.
   - PUMPEMESTERIFOlKENE MØNSTRER PÅ STYRBORDS SIDEDÆK! lød det i højttalerne, ti minutter senere. Jeg havde lige slugt den sidste skefuld cornflakes, og skyndte mig så ud på sidedækket; her stod pumpemesteren sammen med "skæg" og Ole.
   - Godmorgen!
   Pumpemesteren så meget frisk ud, men han var vel også vant til det hårde liv på søen, tænkte jeg.
   - Så er vi her vist alle sammen, så vi kan komme igang. Ole du går i styrehuset, og "skæg" (som egentlig også hed Ole), du går ned i hovedmaskinen, og du (henvendt til mig), må så tage styremaskinrummet nede agter. Og efterhånden I bliver klar, ringer I til mig i pumpemesteriet. Husk at bruge nødtelefonerne, der jo er de eneste som kan kobles sammen, så vi kan tale sammen alle fire på en gang.

Jeg gik helt ned til den agterste luge på bådedækket, hvor styremaskinen lå et dæk længere nede. Jeg tog telefonen, der sad ved siden af gyrokompasset, som det var meningen, at vi skulle kontrollere, og sammenligne, via telefonen.
   Hvis de ikke stemte, skulle de rettes ind efter selve gyroen, som lå i hovedmaskinrummet, hvor "skæg" opholdt sig.
   Jeg meldte klar over telefonen, og de andre kom kort efter med deres meldinger, som heldigvis stemte overens.
   Endelig begyndte det at rumle nede i hovedmaskinen. Det var vist nok Søren, Hans, Daffy (Preben) og Per, der var dernede sammen med 2'mester, der for øvrigt altid skulle være med når der skulle startes op.
   Lidt efter lød ordren: - KlAR VED BAGBORDS ANKER! og så måtte jeg afsted til spillet for at hive ankeret hjem.
   Ti minutter efter var ankeret oppe, og kursen blev sat mod Frederikshavn, hvor vi skulle være hen under aften.
   Så snart vi var stået ud af Øresund, kunne vi nok mærke, at vi var kommet ud i Kattegat.
   Med den store overbygning, Ægir havde, var den meget tilbøjelig til at rulle. Værst var det ved Læsø Rende, hvor hun svajede ca. 10 grader fra side til side.
   FREDERIKSHAVN.
   Jeg havde aldrig prøvet at være "havgal" (søsyg) før, men ude på Kattegat havde jeg en kvalmende fornemmelse i maven, som dog gik over da vi kom ind på smult vande, omkring Frederikshavn.
   - KlAR TIl HAVNEMANØVRE OM FEM MINUTTER! lød det i skibets højttalere, og besætningen fik pludselig travlt med, at komme ned og klæde om, fordi man skulle være i paradetøj, når man skulle opstilles på hoveddækket under indsejlingen til den store havn.
   Jeg var heldig, for jeg skulle være i pumpemesteriet under havnemanøvren, og slap derfor for at klæde om. Det var David, der skulle være ude på Bakken (forskibet) ved ankerspillet.
   Man havde altid folk ved ankerspillet, for det tilfælde, at manøvren skulle slå fejl, og man måtte smide ankeret.
   Havnemanøvren forløb tilfredsstillende, og der blev travlhed oppe ved spillene, hvor de svære tove blev lagt om, efter, at de var fastgjort på pullerterne nede på kajen, og en lydelig snerren og knasen forkyndte, at der nu var "halet tot" (d.v.s. at tovene var strammet).

Klokken var nu omkring 18:00, og den første landlovsmønstring fandt sted klokken 18:30, så der kom gang i skopudsningen, og tøjet skulle også lige have et ekstra eftersyn, idet man så meget strengt på at gasterne skulle se ordentlige ud når de gik fra borde.
   Hvis der var nogen fejl, blev landloven / orloven forsinket, og i værste fald, inddraget.
   Jeg hørte til de heldige, der ikke havde vagt, og da det var fredag, og jeg havde fri i weekenden, overvejede jeg at tage hjem til Odense.
   Jeg skulle først møde igen mandag morgen klokken 07:00, og da det var blevet ret sent, blev jeg enig med mig selv om at tage med de andre gutter i byen, og eventuelt tage hjem lørdag formiddag.
   Vi var en flok på ca. 10 gaster, der glade gik ned ad landgangen, og gjorde honnør for flaget. Vi gik langsomt op gennem Danmarksgade, der førte op til byen. Undervejs kiggede vi efter de kønne piger, og nogle af dem fik et pift med på vejen.
   Da vi havde gået et par hundrede meter op af gaden, mødte vi en temmelig bedugget herre, som så ud til at have det vældig rart. Vi spurgte ham, hvor han mente, vi skulle slå tiden ihjel.
   - I skal selvfølgelig op på "Skansen". Den ligger lige henne om hjørnet, og oppe ad trapperne. Så kommer I lige ind i baren.
   Vi fulgte rådet. Entrede trapperne, og kom ganske rigtig lige ind til baren, som var indrettet meget eksotisk, med bambusmøbler og noget der lignede palmer.
   Det var lidt svært at se noget i den dunkle belysning, men øjnene vænnede sig hurtigt til det, og vi havde lige fået os sat, da vi fik øje på de mange piger i lokalet. Vi fik bestilt nogle bajere, og faldt straks i snak med dem, og fandt ud af at de tilsyneladende godt kunne lide vore uniformer.
   Vi havde kapret næsten alle ledige piger ved baren, da en lille flok "grønne" (hærsoldater) kom ind. De var lettere selskabeligt overrislede, og begyndte straks at gøre krav på vore piger.
   Da vi bad dem om at holde sig væk, blev de sure, og en næsten to meter høj soldat sagde:
   - Gu'vil vi ej, I blafrende møl! I kan bare komme an! Han truede med næverne. Nogle marinere rejste sig, og mente da ikke at det skulle være noget problem, men syntes nok at det skulle ordnes i det fri. Så der var en del stykker, som ramlede ned ad trapperne.
   lidt senere kom de op, uden blå mærker, eller anden tegn på overlast. De var heldigvis blevet enige om, at det var bedre at deles om en omgang øl.

Jeg sad sammen med en pige, som jeg straks var på bølgelængde med, og da kammeraterne lidt senere ville videre, var vi nogle der fik vores piger overtalt til at tage med.
   Det viste sig at være en god ide', for de var stedkendte. De foreslog, at vi gik hen på "Ritz", men da vi kom derhen ville de ikke have flere marinesoldater ind. Så traskede vi videre, og nåede et værtshus nede ved havnen, som hed "Grand". Her var Valborg chef, og der var helt anderledes end på "Skansen".
   Her var det mest fiskere, der holdt til. Og da de fleste selv havde været soldater, var der ikke langt imellem de gratis bajere.
   Jeg nåede kun at købe de første to (2,75 kr. pr. stk.), resten gav fiskerne.
   Til gengæld måtte vi så sidde og høre på deres gamle soldaterhistorier (hvad gør man ikke for en gratis øl).
   Jørgen, det var vist nok Valborgs søn, kom med den ene stribe bajere efter den anden, og snakken gik. Efter 7-8 stykker var man dus med alle i lokalet.
   Omkring midnat blev de af os marinere, som var tilbage, enige om, at vi nok hellere måtte se at finde skibet. Men først skulle jeg lige følge Inge (sådan hed min ledsagerske) hjem.
   Hun boede i den anden ende af byen, så det tog sin tid inden jeg kom ned til Ægir.
   På vejen ned til havnen, fra Ingers bopæl, mødte jeg et par andre gutter, der åbenbart havde fået en del mere end mig.
   - "Hvod'n eret skivet gynger"? sagde den ene, som brugte hele vejen. - "Jeg sy..sy.nes sgu' hun er noget urolig i aften, så jeg må nok hellere komme op i masten og se om der er noget galt". Derpå begyndte han at klatre op i den nærmeste gittermast, som bar elledninger.
   På trods af min tilstand, var jeg klar over, at det var en yderst farlig operation, min kollega var ude på. Jeg råbte til ham at alt var under kontrol, og at han hellere måtte komme ned, så vi kunne komme videre. Han opgav langt om længe sit forehavende, og sluttede sig til os. Vi fortsatte, og kom, efter nogle omveje, ned til Ægir.

Nu var gode råd dyre, for det var forbudt at komme ombord, synligt beruset, og det var Hugo i hvert fald. Vi nærmede os langsomt skibet, og spejdede efter vagtassistenten, der plejede at gå på sidedækket. Det var hans opgave at sørge for, at der ingen uvedkomne kom ombord, eller at arrestere eventuelt berusede.
   Vi gik op af lejderen med Hugo imellem os. Vi havde på det kraftigste bedt ham om at holde kæft. Så nu gjaldt det om at holde tungen lige i munden når vi skulle aflevere vore landlovskort, så vi kunne blive registreret, som ombordværende.
   Da vi kom op på dækket, stod sergenten og tog imod os, og vi fik kortene hevet frem. Sergenten så udmærket at vi ikke var helt
   appelsinfri, men lod som ingenting, og sagde bare at vi skulle gå stille ned til vore køjer.
   Det er vist længe siden, vi havde været så stille. Vi listede ned uden at forstyrre nogen, og nåede vores banje, efter at have afleveret Hugo på frigængerbanjen.
   Vi var nu udenfor sergentens lytteområde, så vi begyndte at synge nogle af de vovede viser vi havde hørt i Nyhavn. Det har åben bart ikke lydt så godt, for en del af de andre, som lå og sov, vågnede og bandede en del over vores munterhed.
   Men da de så, hvad vi havde med oppe fra "Grand", fik piben en anden lyd. Hugo kunne ikke sove, og kom derfor ned til os. Han havde, hvor utroligt det end lyder, fået fat i en hel flaske snaps, og gemt den i inderlommen.
   Der blev nu disket op på maskinbanjen. Vi fandt gamle krus og plastikbægre frem. Der var nogle, som havde et par sodavand liggende. Så det varede ikke længe før stemningen var endnu højere.
   Det blev på et tidspunkt alligevel for meget, for nu kom sergenten farende ned ad lejderen. Men vi nåede da heldigvis at få brændevinen stuvet af vejen.
   Han sagde med MEGET STORE BOGSTAVER:
   - Hvis d'herrer ikke forholder sig rolig fra nu af, vil I blive indberettet!
   Og det var ingen spøg.
   Vi blev så enige om at vi hellere måtte komme til køjs, så vi kunne få bare lidt søvn den nat.

Hjem på orlov
   Næste morgen var der udpurring klokken 07:00, og efter morgenmaden kom kommandoen over højttalerne: - AN TIl ARBEJDE! kl. 08:00. Det arbejde bestod heldigvis kun af lidt rengøring for os, der havde fri.
   Klokken 09:30 var der landlovsmønstring for de, som havde fri.
   Her spurgte sergenten, hvor mange der kom til skafning. Det viste sig at være godt halvdelen af besætningen, da københavnerne ikke tog hjem. De mente, at det var for langt at rejse, så de tog vagten for en del jyder, som så måtte holde for, når vi lå i København.
   Jeg var alligevel kommet i tanker om at jeg ville hjem på orlov, så jeg fik travlt med at samle mine småting sammen. Det skulle helst kunne ligge i min lille mappe.
   Jeg gik derefter, sammen med de øvrige, som skulle på orlov, hen til banegården, hvor jeg brugte denne måneds "femkronesbillet" til Odense.

Klokken blev omkring 12, inden toget afgik til Ålborg, hvor der skulle skiftes til et andet tog, et lyntog, der kørte til Odense, og kun stoppede i de større byer. jeg regnede med at kunne være hjemme ved ca. 17:30 tiden.
   Det første stykke, fra Frederikshavn til Ålborg, forløb uden problemer, men da vi nåede Ålborg, kom de. Da vi skulle over i lyntoget fik vi at vide at alle pladserne var reserverede, og at vi derfor ikke kunne komme med, men måtte vente, og komme med det almindelige hurtigtog, som afgik to timer senere.
   De fleste af mine kammerater blev enige om at gå en tur op i byen for at slå tiden ihjel, men min kollega Uffe og jeg, blev stående lidt endnu i håbet om at der kom en løsning, ellers var der lange udsigter til at komme hjem.
   Lige inden lyntoget skulle afgå, vinkede jernbanefunktionæren, som havde afvist os lidt tidligere, os hen til sig, og sagde at vi godt kunne komme ombord. Der var et par passagerer, som var udeblevet, og vi kunne derfor få deres pladser, da toget skulle køre nu. Vi var naturligvis henrykte, og skyndte os at komme ombord.
   Da vi havde kørt et stykke tid, kom en steward gennem toget med pølser og sodavand. Vi fik således stillet vores værste sult.
   Da lyntoget kun stoppede kort i de store byer, kunne vi godt slappe lidt af på turen.

Klokken 17:15 var vi i Odense, og styrtede hen til telefonboksene for at fortælle vore forældre, at vi var ankommet. Men Uffes forældre var vist ikke hjemme, så han tog bybussen. Mine forældre var til alt held hjemme, og min far var rede til at køre ind og hente mig i sin bil.
   Vi boede et lille stykke udenfor byen, så det varede ca. 15 minutter inden han kom.
   - Velkommen hjem, sømand! Det er snart længe siden. Kan du lide at sejle med Ægir?
   - Ja, det går såmænd udmærket.
   Jeg kom til at tænke på den spirende søsyge i Kattegat, som jeg ikke ville bekymre dem med. Jeg ville heller ikke ind på mine små oplevelser i Frederikshavn, derfor prøvede jeg at skifte emne.
   - Mor er vel som sædvanlig i gang i køkkenet?
   - Ja, hun har fundet lidt frem, svarede han, og spurgte en del mere om mine meritter i Søværnet. Der var vel ikke noget at sige til, at han var lidt nysgerrig, da jeg var hans eneste søn.

Da vi kom hjem, havde min mor dækket det helt store kolde bord, med øl og snaps.
   - Det var vel nok en dejlig overraskelse, at du kom hjem i dag, smilede hun. - Var det noget du lige fandt på, siden du ikke har ringet tidligere, at du kom hjem i denne weekend?
   Jeg måtte gå til bekendelse, og fortælle, at jeg faktisk ikke havde mange penge tilbage, og derfor havde brugt denne måneds femkronesbillet til orloven.
   Min mor var et dejligt menneske, og det mærkedes især når hun listede lidt penge i lommen på mig. Jeg bad hende desuden om at gå i banken i løbet af ugen for at hæve noget af min opsparing, og sende dem til mig.
   - Næste weekend ligger vi i Korsør, men da jeg har vagt, kommer jeg ikke hjem.
   - Så var det godt du kunne komme i denne weekend, men lad os nu få noget at spise, sagde min far, og vi gik så igang med min mors hjemmelavede pålæg.

Da vi havde spist, syntes jeg lige, at jeg havde lyst til at hilse på min fætter, der boede lige i nærheden, hos sine forældre.
   Han var glædeligt overrasket over at se mig i uniform.
   - Nyt at se dig, gamle kriger.
   Han spurgte også om, hvordan jeg levede ombord.
   - Jeg har lige lidt "saft" stående oppe på værelset. Kommer du med op?
   Jeg gik selvfølgelig også lige ind, og hilste på min moster og onkel, der sad i stuen og så fjernsyn.
   Vi kom op på værelset, og ganske rigtigt, her stod et par flasker rom, som han havde taget med fra en tur i Tyskland. Han havde heldigvis også et par colaer, men dem brugte vi nu ikke meget af.
   Da vi havde drukket en del, blev vi enige om at vi ville til bal i Otterup (en mindre by, lidt nord for Odense).
   Fætteren ringede til sin pige, som boede 16 kilometer væk, og spurgte om hun kunne låne sin fars bil, og komme og hente os.
   Jeg hørte ikke samtalen, men han fik hende, langt om længe, overtalt til at køre for os.
   Hun kom lidt efter, og vi kørte op til Otterup Hotel, hvor der var bal med Peter Belli og rivalerne.

Jeg kunne tydeligt mærke at marinesoldater var forholdsvis sjældne på disse kanter, det varede nemlig ikke længe inden jeg var ude på dansegulvet med en sød pige.
   Jeg dansede også en del med fætterens pige, og der røg en del øl ned denne aften. Jeg lagde mærke til at flere unge mænd var ved at gå ind på den nye mode med langt hår. Da dette var uvant på den tid, syntes jeg de så ulækre ud.
   Det blev midnat, og ballet skulle til at slutte. Jeg kunne tydeligt mærke, at min nye "veninde", som jeg havde danset med det meste af aftenen, gerne så, at jeg fulgte hende hjem, men det måtte jeg desværre afslå (jeg havde ingen penge til en taxa).
   Da jeg kom hjem, sov mine forældre godt, så jeg listede stille ind på mit værelse, og faldt hurtigt i dyb søvn.

- Godmorgen! Så er det søndag, og morgenkaffen er serveret.
   Det kom fra min omsorgsfulde mor, og min far var ved at være færdig på toilettet.
   ÅÅhh... mit hoved; Det var ikke håndværkere, nej det var en hel fabrik, som var derinde. Jeg skyndte mig ud, og fik noget vand i hovedet. Klokken var nu 09:15, og jeg rakte hånden op i toiletskabet, hvor jeg famlede efter en hovedpinepille, som hurtigt tog de værste smerter.

Efter at mine forældre havde udspurgt mig lidt om aftenens hændelser, blev jeg spurgt om jeg ville med på familiebesøg, og det indvilgede jeg i (det var ikke med den store lyst).
   Vi var tidligt hjemme, og spise til aften, for toget gik allerede klokken 2000.
   Begge forældrene tog med ind på banegården, hvor der var et mylder af soldater, som skulle tilbage fra orlov, og der var masser af kærestepar, som tudede i afskedens stund.
   Jeg genkendte straks nogle marinere, der stod i et hjørne af ventesalen. Jeg nåede dog ikke hen til dem, da der kun var få minutter til afgangen.
   langt om længe kom toget drønende ind på perronen, og bremserne satte i med et langt hvin, som helt overdøvede den megen snakken.
   Jeg var, som sædvanlig, heldig med at finde en plads i en kupe. Efter afskeden satte jeg mig godt til rette og begyndte straks at
   spise nogle af de lækkerier min mor havde givet mig med, bl. a. nogle bananer som fyldte godt i maven.
   Mens jeg sad og gnaskede, så jeg nogle af mine skibskammerater komme løbende ude på kupegangen, de ledte vist efter en ledig plads.
   - Kom herind! Jeg gjorde opmærksom på at her var plads nok. De så meget trætte ud, og slængte al deres grej op i bagagenettet over hovedet. Derefter gik snakken om vor gøren og laden på den, desværre alt for hurtigt, overståede orlov. Det var naturligvis mest piger, kærester og fester, det drejede sig om.
   Der sad et ældre ægtepar i kupeen foruden os. Vi kunne mærke på dem at vores snak ikke rigtig var noget for dem, og det varede da heller ikke længe før de forlod kupeen.
   I Middelfart kom der to piger ind i kupeen, og da de var meget snakkesalige, fortalte de at de skulle op på husholdningsskolen i Vejle. De var meget friske, og fortalte blandt andet om deres fyre, som de lige havde forladt, men som de skulle besøge igen næste Weekend. Der var nogle af mine kolleger, som prøvede at lægge an på dem, men det mislykkedes.

Øvelser i Kattegat
   - TTRRIIllE...PIIFTH....SKEJE UD OVER ALT, OP FRA BANJERNE!!
   Det var højttalerne, som forkyndte den sædvanlige ordre om, at det nu var tiden at komme ud af fjerene. Vi skyndte os at prøve og komme først til baderummene, for der var ikke plads til ret mange.
   Efter badet kom turen til morgenmaden, som var meget varieret, lige fra havregryn til rundstykker og kaffe eller te.
   Man kunne nok se at det var mandag morgen. Der var mange af dem som stod i køen i messen, der så noget klatøjede ud.
   En time senere kom ordren igen:
   - SKEJE UD OVER ALT, OP FRA BANJERNE! MASKINFOlKENE MØNSTRER PÅ STYRBORDS SIDEDÆK, OG DE ØVRIGE I KLARGØRINGSRUMMET, GENTAGER o.s.v..
   Endelig kom der noget liv i kludene. Folk styrtede ud og ind mellem hinanden, så det mindede om en stor myretue. Alle gasterne havde hurtigt indtaget deres pladser, og mønstringen kunne foretages. Maskinsergenten råbte vore numre op, og noterede vor tilstedeværelse, eller mangel på samme, på sin tavle.
   Da det var konstateret at alle var mødt op, kom 2. mester tilstede, og gav de nødvendige anvisninger på dagens arbejde, og så blev ordren givet: ALLE RET! AFTRÅDT, OG AN TIL KLARGØRING!
   Vi, fra pumpemesteriet, henvendte os til "pumpemik", og begyndte at starte op.

Klokken ca. 08:30, stod Ægir ud i Kattegat, der viste tænder, og alt tydede på at et stormvejr var undervejs. Man gjorde derfor alt klar til at modtage den.
   - PAS OP FOR SLINGERAGE!
   Ordren betød, at alt løst skulle surres forsvarligt, og da vi var nået ud for Læsø, gik det løs. Vindstyrken var oppe på 11, og skibet rullede temmelig meget.
   Skibets chef benyttede nu lejligheden til at lave en redningsøvelse, som havde betegnelsen "bjergningsrulle", hvor besætningen skulle, på et givet signal, gå ned, og iføre sig redningsveste, og derpå stille på bådedækket ved nogle, i forvejen udpegede, redningsbåde.
   - BJERGNINGSRULLE!.BJERGNINGSRULLE!..SKEJE UD OVER ALT!.. SKEJE UD OVER ALT! Højttaleren tav, og der lød en trampen og buldren, da hundredvis af støvler løb hen over dækket.
   Jeg stod kort efter oppe på ved "min" redningsbåd sammen med ti andre marinegaster. Det var svært at stå fast på dækket i den hårde sø, og det var lige så svært at høre hvad der blev sagt.
   Sergenten, der havde til opgave at mønstre os, havde det bestemt heller ikke nemt, idet han både skulle holde sig fast, og samtidig krydse os af på tavlen, så han kunne foretage en melding til chefen om, hvor mange der var mødt.

Vi havde alle slået stormremmen ned under hagen, ellers blæste huen af i denne orkanagtige storm. Snart hældede skibet 20 grader den ene vej, og snart den anden, samtidig med at skumsprøjtet stod om ørerne på os hele tiden, så vi blev våde og kolde.
   Langt om længe blev vi færdige med "bjergningsrullen", og vi fik besked på at fortsætte det daglige arbejde, og i øvrigt holde søvagten.
   Det var en hård tørn, og der var mange, der måtte op til brækstangen, og ofre til Neptun (havets gud).
   Jeg var nok en af dem, der var heldigst stillet, for pumpemesteriet var placeret midtskibs, hvor man "næsten" ikke kunne mærke rulningerne.
   - 85 (det var mig)!
   - Javel!
   - Du skal op i masten!
   Det var "pumpemik", der kom med den dårlige nyhed. - Tyfonerne (skibshornene) virker ikke. Det er nok bare viren, som har sat sig fast et eller andet sted deroppe, men pas nu godt på når du klatrer op. det er farligt med det vejr vi har i dag.
   Jo tak, tænkte jeg, det kan han sagtens sige, det er ikke ham der skal klatre de 20 meter op i en gittermast, som var både våd og glat.
   Den eneste trøst jeg fik, var at der blev sat en konstabelelev til at holde øje med mig når jeg klatrede derop, men han havde vist nok at gøre med at klare sig selv.

Jeg havde hentet lidt værktøj, og gik nu i gang. Jeg samlede det i en pose af lærred, som jeg spændte om livet, og begyndte nu turen derop.
   Alene det at komme ud på dækket, hvor masten havde sin "rod", var lidt af en prøvelse, da lugerne var meget svære, at have med at gøre under disse vindforhold, men vi kom da ud. Der var til alt held et stormgelænder på skottet, som viste sig at være uundværligt under disse forhold. Det var anbragt i håndhøjde hele skibet rundt; det var simpelthen nødvendig at hage sig fast, mens man gik på dækket.
   Endelig nåede vi "broen", hvor håndtagene, som påvirkede tyfonerne var, og her startede jeg undersøgelserne af virerne, som førte op til tyfonerne.
   Vi kunne være heldige, at det var her viren sad fast, men nej, det skulle vise sig at være helt oppe i toppen af masten. Vi næsten kravlede hen ad dækket til masten, der, selv om den var lavet af stål, knagede noget videre i den voldsomme blæst.
   Jeg begyndte opstigningen indvendig i gittermasten, og kunne nu rigtig mærke hvordan blæsten forsøgte at flå tøjet af mig. Det gik meget langsomt med at komme derop, især det sidste stykke, hvor jeg stadig kunne mærke skumsprøjtet fra boven.

Da jeg var kommet helt derop, skulle jeg ud på en platform for at komme ud til tyfonerne. Jeg gjorde nu noget man aldrig skal gøre i sådan en situation; jeg kiggede nemlig ned på dækket. Og fra den dag, led jeg af en højdeskræk, som jeg aldrig er kommet af med.
   Da jeg nåede tyfonerne, tog jeg et bælte op af lommen, og spændte mig fast til masten, så jeg frit kunne bruge hænderne til arbejdet, der var meget vanskeliggjort under disse forhold.
   Jeg tog en skiftenøgle op af posen, og begyndte at løsne en arm, hvortil viren var fastgjort. Den sad fast, men jeg fik den da løsnet, og smurt den med noget olie, så tyfonerne fungerede igen.
   Jeg fik mig i øvrigt en ordentlig forskrækkelse, da jeg kom til at bøje armen så meget, at tyfonerne gik igang. Hvis jeg ikke var spændt fast med remmen, var jeg nok faldet ned.
   Derefter begyndte nedturen, der var lige så besværlig som turen
   op. Forsigtigt lod jeg mig glide ned ad den indvendige side af
   masten, og det var lettere sagt end gjort, for det var begyndt at regne ret kraftigt, så det var svært at holde sig fast til gittermasten. Men til sidst lykkedes det da at komme ned på dækket, hvor "pumpemik" netop var kommet til stede for at se, hvordan det gik deroppe.
   - Sikke et vejr..., sikke et vejr, sagde han, og rystede vandet af sit regnslag. - lad os skynde os at komme ned om læ hurtigst muligt.
   Da vi langt om længe var kommet ned i pumpemesteriet, gik jeg omgående over til radiatoren for at få lidt varme i mine frosne lemmer. Ole, der også var dernede, så ud som om han kunne brække sig når som helst, og pludselig farede han hen til det nærmeste koøje og ofrede til havguden.
   - Hvad med en gang gule ærter! råbte jeg drillende til ham. Han kiggede, og vendte så hovedet ud af koøjet, og ofrede endnu mere.

Nu skete der imidlertid det, nærmest tragikomiske, at mens Ole hang med hovedet ud af koøjet, krængede skibet så meget, at der kom vand ind af koøjet, og der stod Ole med sit drejlstøj, der nu var, ligesom mit, sjaskvådt.
   - I skal sgutte stå der og grine, sagde han henvendt til mig og "pumpemik", der ikke kunne lade være med at skraldgrine, da det så noget så komisk ud. Vi fik dog hurtigt lukket koøjet, så der ikke skete flere " vandskader" i pumpemesteriet, og da Ole havde fået tørt tøj på, kunne han også se det sjove i det, og det blev så dagens samtaleemne.

Vi "gik" nu ned gennem Storebælt, hvor man nok kunne mærke, at der var mere smult vande, for nu rullede skibet knapt så kraftigt mere, og vi sejlede forbi Sprogø, der så meget øde ud.
   Det eneste vi fik øje på, foruden den, var nogle måger og et par færger.
   Nu da skibet lå lidt mere roligt, udnyttede vi tiden til at udbedre de småskader, der uvægerligt kommer efter sådan et vejr. Det drejede sig især om smadrede glas og andre ting, som ikke var surret forsvarligt.
   Hen under aften var vindstyrken aftaget så meget, at man kunne sidde på dækket og fiske, til stor glæde for kokken, der gerne ville have et tilskud til aftensmaden.