Jeg sidder for mig selv inde på mit værelse. Det eneste lys der finder live i mit kolde betonrum, er den blålige, sjæleløse cancerstråle, der viser mig billeder af pæne kvinder jeg i forskellige mængder af tid har været venner med på Facebook. Der bliver klikket og scrollet på min mus der systematisk kører over alle disse kvinders billeder og navne, der kan findes på min venneliste, der derefter annullerer det venskab der ifølge min generation skulle være helligt imellem to mennesker.
   En høj brunette, en lav blondine, en patteko, en smatso, en narkoluder, en stortuder, et sexsymbol, en empatisk mongol, piger der til højre og venstre er stupide, tøser, der har omdømme for at narre invalide, alt hvad du kan finde i godteposen af ondt, og kvinder, der suger dine penge ud på et kort sekund.

Pludselig støder jeg i min systematiske vennesletterutine på din profil. En tøven melder sig, og luften bliver suget en smule hurtigere ned i mine lunger end det plejer at gøre, da min mus spontant stopper. Markøren hænger over den nu oplyste blå knap, der blot skal trykkes på for at erkende at man er sikker på, at denne person er en af dem der skal slettes fra sit webbaserede nebomiljø, i denne nazistlignende, patriarkalske udrensning.
   Efter min tøven taber jeg dog til den blanding af nostalgi og nysgerrighed der meldte sig da jeg så dit profilbillede, og trykker på "Fortryd". Endnu en gang tøver jeg en smule, men beslutter mig for alligevel at sætte musen op til dit navn, og åbne den chat vi havde haft gang i for et par uger siden, i stedet for at fjerne den eneste kontakt jeg nogensinde har haft med dig.
   Jeg fnyser kort, imens jeg kigger på de forskellige timestamps i vores samtale. Det er nu 10 dage siden du sidst har svaret, og manglen på læsningen og svaret var selvfølgelig kommet da jeg havde spurgt om du en dag ville have lyst til at mødes, selvom mine fødder gennem fødslen er blevet plantet i Nordjylland, og dine i hovedstaden. Før jeg havde stillet det altsigende spørgsmål, havde vi skrevet sammen i fire dage uafbrudt, og med kun få minutters mellemrum imellem svarene, minus de naturlige pauser der lød af at sove, og min fars flaske, der gik i stykker på min væg, da jeg ikke havde støvsuget grundigt nok i hjørnet. Men når alt kommer til alt, så ville du mig alligevel ikke lige så meget, som jeg ville dig.

Jeg sukker for mig selv, og ender med at give efter for den svagt varme følelse jeg kan mærke i maven, ruller hele vejen op i vores chat, og læser nogle af de højdepunkter vi sammen har haft i vores venskabelige flirt, som jeg aldrig har fundet ud af kun kom fra min side, eller også var returneret.
   "Jeg synes også at du er sød", står skrevet ved siden af det billede du havde sendt på andendagen af vores beskedmarathon, hvor en mellemhåret, smuk pige med grønne øjne læner sig fremad, presser sig på kinden, og kigger akavet ind i kameraet. Jeg kan se, hvordan din c-skål bliver fanget af tyngdekraften sammen med resten af dit løse tøj, da du åbenbart har tabt dig en smule for meget, dine leggins der får dine tynde og velformede lår til at virke større end de rent faktisk er, og dine øjne. Åh, dine øjne.
   Jeg sukker en smule for mig selv imens jeg kigger på billedet, og kigger på dine øjne igen. De suger mig ind, og skaber kaos i min indre, som havde jeg spist nitroglycerin til frokost.
   De er simpelthen så fantastiske. Omfavnende i deres blik, men også en smule forførende, imens disse sjælespejle akavet kigger på et kamera, du virkelig ikke føler for at smile til. Jeg kigger under billedet du sendte, hvor jeg komplimenterede dig for hvor smukke nogle farvefyldte øjenæbler du er i besiddelse af.

Hvis de altså er ægte.
   Og ikke et eller andet produkt af et fotoshopprogram du har downloadet fra en illegal hjemmeside, ligesom alle de andre piger, jeg kender, har gjort. Pyntet, plattet og klattet på et billede de har brugt alt for lang tid til at tage for blot at få deres øjne til at virke lidt pænere, deres bryster lidt større, og røven lidt strammere.
   De er alle sammen falske, løgnagtige og ivrige efter at bedrage sådan nogle stakler som mig, hvis vi skulle være så dumme at være interesseret i at starte med. Levende succubuser, der går under navnet "kvinder", "piger", ja, sikkert også "mødre" og "huskoner". "Enke" er vel ranken man får, efter et veludført arbejde, og så har man g jort sig godt fortjent til en specialreserveret plads i helvede, i en stol ved siden af Satan, for at have gjort et godt stykke arbejde med at ødelægge en mands liv i så lang tid som muligt.
   For det eneste I kan finde ud af, er at suge. I suger vores energi, I suger vores gode humør, og I suger vores sæd, så I kan beholde det hele for jer selv, og måske endda skabe en mere af jeres forbandede slags ni måneder ude i fremtiden. I er alle sammen terrorister; i er alle sammen karikerede, diabolske, langhårede dæmoner, der udelukkende hører til for at ødelægge livet for os, der åbenbart er så forfærdeligt afhængige af jeres udnyttelse, og jeres forskelligstørrelsede mælkekartoner.
   Det er i al fald den konklusion jeg er kommet frem til efter 20 års snyd og bedrageri af de her rygtespredende stilletstrudser. Min første oplevelse havde jeg med den første tægemagnet, der efterlod mig tre permanente kradsmærker i siden af panden, fordi hendes lige så giftige vaginabesidder af en ven havde bildt hende ind at jeg havde kysset med en kælling fra Slagelse, og at jeg efter sigende skulle have ladet hende suge mig med min vilje. Mine ord på, at jeg aldrig ville lade en anden kvinde suge mig tom, var åbenbart ikke nok, og mine ord om at det var løgne hendes forræderiske veninde bildte hende ind, var heller ikke nok.
   Den anden lige så ildelugtende og afskyelige engleæder af et fissefængsel, var en sadistisk tæve der tog min pung efter hun havde fjedret mig i søvn med sine ben, der blev ved med gå op og ned, imens hun sad med en dyne over ryggen, og lod som om hun nød det, og lod som om hun ikke havde øjnene på pengepungen, der lå på bordet, nogle meter fra mig.

Og så den fjerde, eller, den tredje pige, der med uskyldige, grønne øjne fik mig til at tro, at jeg så sød ud.
   Vent... Hvad er det du siger?
   Vil du gerne høre, hvad der rent faktisk skete imellem mig og hende den første skøgekåbe, og hvordan jeg fik permanente ar af disse falske negle, der så smukt symboliserer den personlighed, hun sad fast med? Vil du virkelig gerne høre om mit liv på den måde?
   Jeg stirrer ind på det billede af dit ansigt, jeg har forstørret til hele skærmen. Den her gang har du hænderne foldet over maven, imens du kigger genert på kameraet. "En ven har taget det af mig, imens jeg tænkte på en sød person jeg kender", havde du skrevet. "Nå, hvem er det så?" spurgte jeg dig, og du svarede at det var en hemmelighed. Kan du huske det?
   Pfft... Hvem prøver jeg på at narre, du kan ikke høre mig alligevel, selvom jeg sidder og snakker til dit billede lige nu. Sjæle og åndelige forbindelser findes ikke, så medmindre du har hacket min mikrofon der alligevel er slukket, så kan du ikke høre mig. Ikke at jeg giver en fuck alligevel, for om hvorvidt du kan høre mig eller ej. Det vil ikke gøre en forskel for hvad du og jeg kommer ud for.
   Men det er rart at snakke til en alligevel.
   Så jeg vil måske gerne forklare det for dig, bare kort. Jeg husker det, som var det i går, men kun hvis jeg - den dag der skulle have været i går, havde drukket sprit som et svin. De fleste steder i hukommelsestogskinnerne er mørklagte. Jeg kan kun huske højdepunkterne, der på teatralsk vis er blevet voldtaget af filmatikker og scenetikker. For selvom jeg godt ved, at hun ikke var en ondskabsfuld dronning med fire arme, der holdte et afhugget hoved i den ene hånd, og en vægt i den anden, som Kali fra hinduismen, så er det stadigvæk sådan det føles.
   Der blev fejret, at en billig skøge, jeg engang havde haft fingeren oppe i, havde fødselsdag. Så hendes søster og jeg kyssede til festen, og vi kyssede efter festen. Vi gjorde det på stolene inden i gymnastikhallen med det klæbende gulv, i hækken, hvor en svagsindet svatpisser kastede op lige ved siden af os, fem minutter senere lå vi på gaden, hvor vi blev afbrudt af en bil der dyttede af os flere gange, og vi endte i min seng, hvor min lillebror råbte at vi skulle være stille.
   Vores fundament blev bygget på sex. Og vores tag blev bygget på dårlige undskyldninger. "Hvor skal du hen? - Nå, bare en veninde". "Er du sikker på at du kan købe det der? - Selvfølgelig kan jeg det, når det er til dig." I Super-Brugsen købte vi gummidrenge og fortrydelsespiller, i biografen købte vi billetter og chokolade til upopulære film, hvor ingen ville få øje på os. Vi snavede om natten i en børnehave, og en enkelt gang havde vi gynget nøgne, da der var majfest i den lille lortelandsby jeg bor i. Hun havde sagt, hvor meget hun elskede mig, og jeg havde sagt at jeg godt kunne lide tanken om hendes bryster i mit ansigt.
   Det var min måde at sige på, at hun aldrig måtte forlade mig. Selvom disse ord aldrig ville kunne forlade min mund, lige meget med hvor meget jeg havde taget tilløb, og hvor mange glas vodka, jeg kunne presse ned i halsen, for at drikke mig til kurage. Det var nyttesløst at elske en pige, jeg kun kunne elske med, og ikke elske på. En danserinde, der danser for kameraet, i stedet for at danse med sin partner.
   Så da hendes veninde havde bildt hende ind, at jeg havde gang i en anden, fordi jeg ikke havde haft gang i hende i et par uger, på samme måde som jeg plejede, så slog hun med det samme hånden fra mig. Frygten for at hendes lystvæsker indirekte skulle blandes med en anden af samme køn, var for intens til, at hun kunne lytte til mig, da jeg fortalte hende, at jeg bare havde haft det dårligt, og at pigen der blev snakket om, blot var en distanceret kusine, der hilste på en underlig måde.
   "Du tager dig ikke engang sammen nok til at stikke mig en ordentlig løgn!" havde hun råbt, og kradset mig i hovedet. Jeg var vant til at blive kradset og slået af hende, men ikke i hovedet, og ikke uden rød hud, og sved på panden. Det var det sidste jeg så til hende, imens jeg råbte, at jeg alligevel bedre kunne lide hendes søster.
   Hahaha, du hører sikkert ikke efter mere. Jeg huskede mere, end jeg havde troet, faktisk. Hvad siger du? Lytter du stadigvæk med? Det gør mig lidt glad, selvom du bare er et smilende billede, der stadigvæk bevarer masken, selvom jeg sidder med mine ben på hvert hjørne af mit computerbord, så du kigger mig direkte ind i det blottede skridt, jeg er i gang med at klø.
   What, vil du også gerne høre, hvad der skete med tøs nummer to? Ærligt, der er ikke særlig meget at skulle fortælle om. Hun var høj, lys i håret, og let i låget. Hun snakkede hele tiden om, hvordan reinkarnation var sjælens læringsprocess, og hvordan Gud skabte os mennesker, for at vores sjæle kunne lære. Jeg grinte højlydt af hende, og stak en finger i munden på hende, imens hun snakkede, for hun var alt for dum at høre på. Jeg bildte hende ind, at hun var meget sødere, når jeg havde et eller andet inden i hende, og efter et par uger troede hun på mig, og efter et par måneder, havde hun stjålet min pung og mit pas, efter hun havde opført sig sødt overfor mig, og klemt mig der, hvor jeg bedst kunne lide det. En løgnagtig tyv, der brugte sin krop og sin snilde, til at stjæle fra mig, imens jeg mindst ventede det, og brugte pengene på at købe "det han burde have købt til mig", og snickers hun spiste, imens hun skrev på sine blogs om hvor ond jeg åbenbart havde været, i det her 4-måneder lange forhold, der ikke engang havde resulteret i analsex mere end to gange.
   Måske er det lidt groft sagt. Men når der ikke er noget i hendes hoved hun kunne have ondt i, så kunne hun i det mindste få lidt ondt i røven. Det kunne hende før hende her dog desværre ikke, da hun havde en smule mere personlighed, end den her engleyngler.
   Griner du af mig? Hvorfor gør du det? Nåh, nej, jeg glemte lige et kort sekund, at du ikke eksisterer andre steder end på min skærm. Imens jeg har snakket ud i luften har jeg åbenbart skiftet til et billede, hvor du sidder på en café med dine veninder. Du havde sendt et billede af jer alle sammen grine af en eller anden joke. Sikkert om mit ansigt, eller det poesi jeg havde sendt dig dagen forinden. Det er fint nok, alligevel. Jeg er vant til at piger griner af mig. Ligesom de gjorde i byen ved den tredje. Det er du sikkert spændt nok på at høre, er du ikke?
   Jeg havde trådt i min fars sko, og gået rundt på en alt for oplyst og feststemt gade, med en flaske, der ville stå XxX på, hvis det var en gammel Disney-tegnefilm. Mine venner var blevet væk fra mig, eller så var de gået fra mig af sig selv, for at være sammen med den halvdel af vores befolkning, der kun eksisterer, for at ødelægge venskaber og bankkontoer. Så jeg vadede ind på et par dansegulve, hvor der egentlig burde være entrépris, som ikke blev overholdt af dørvagter, der havde travlt med at lægge læberne på vampyrernes halse. Danse op af sild, danse ned af sild, falde på nakken, og købe et par shots mere. Tåge og rundtossethed har altid været noget, jeg har kunnet relatere til, men den aften var det lidt vildere. Jeg havde danset med en eller anden, der ikke havde fået barberet ben, og jeg havde sikkert også stukket min tunge ned i hendes hals, for pludselig gad hun ikkedanse med mig mere. Så jeg gik hen til en anden, der sad og flirtede med en bartender, der prøvede på at flygte, men stadig gerne ville tjene penge. Jeg satte mig fuld ved siden af hende, og lagde en arm hende, imens jeg kom med en flyvsk bemærkning om hvordan hendes røde kjole komplimenterede hendes næsten parykagtige hår. Hun havde rødmet, og sagt med en overraskende ikkelys stemme, at det var sødt sagt. Så vi havde kysset en smule derinde, vi havde kysset en smule på gaden, og vi havde kysset en masse foran min hoveddør.
   Da vi endelig kom ind, fik jeg revet bukserne og bh-indlæggene af tøsebarnet, der ikke var et tøsebarn alligevel. Jeg kiggede på dette skræmmende flade menneske med overraskede og skuffede øjne, trak på skuldrene, og trak rundt i hende, der åbenbart var en ham. Det skulle bare overstås; det var for sent at tage en anden med hjem, og jeg havde ikke tænkt mig at ligge alene i en seng, med hånden under dynen. Så vi vågnede op på hver vores hjørne af sengen, hver med vores egne fortrydelser fra dagen før, og hver med vores forskellige smage i munden, imens vi samlede det tøj op til hinanden, vi havde flået i stykker. Da han eller hende var taget hjem, foldede jeg det dynebetræk, der åbenbart havde sædpletter fra to forskellige mænd, i stedet for en enkelt, sammen.
   Jeg er stadigvæk overbevist om, at det på en eller anden måde blev planlagt af disse forbandede bhkrigere, at jeg skulle døje med at tilbringe natten med en, der havde lyst til at gøre det med mig, som jeg havde lyst til at gøre med dem.
   Ligesom hendes køn var falskt, så er din eksistens sikkert også. Hvordan kan jeg sikre mig, at de billeder af denne smukke københavnerpige ikke er fundet fra en populær model, der lægger for meget af sit liv på internettet? Hvordan kan jeg vide, at du ikke, ligesom jeg selv, sidder og kløer sig selv i grantræet, og skiftevis tuder og griner af andre mennesker, og dine egne oplevelser? Du sad trods alt og sendte alt muligt til mig, og prøvede på at opføre dig sødt, men fik kolde fødder, da jeg endelig spurgte, om du havde lyst til at lave noget.
   Du er falsk ligesom alle de andre.
   Jeg er fuldstændigt overbevist om det.
   Jeg havde håbet på, at du kunne give mig en ny start. En ny start, væk fra den her gamle tanktopiførte alkoholiker, væk fra de gamle venner, jeg plejede at sniffe en halvtredser op sammen med, og hen til det smukke, intelligente og kulturelt kreative København, i stedet for de kolde marker, og de stinkende morgener, der findes i Jylland.
   Det var vel et heksehyl midt i nytårsaften. Jeg burde have forudset, at du ikke havde lyst til at lave noget seriøst sammen med mig. Måske grine lidt af mine vittigheder, og højest trille en smule med ærten, efter du havde overtalt mig til at sende et billede af min pik, og mit fotoshoppede sixpack, jeg mistede sidste sommers. Men nej. Selv når jeg sidder her, klokken tre om natten, og forklarer dig, hvad jeg har været igennem, og hvad de her piger har gjort ved mig, så svarer du mig stadigvæk ikke. Jeg gætter på, at jeg havde ret i det, da jeg sagde at hende blondinetøsen ikke havde ret i, at der er en højere magt, en "rød tråd, der kaldes skæbnen, i vores livs rejse", som hun ellers så "smukt" havde forklaret. Ellers havde du nok svaret mig nu. Eller dengang jeg havde siddet og rystet foran tastaturet, og tigget til gud om, at jeg ville få et positivt svar om at mødes. Bare et måske. Det blev det så også, hvis man kan kalde stilhed for et måske.
   Jeg kan ikke holde det ud mere. Du symboliserer blot endnu en fejl, som jeg ikke kan redde mig ud af. Dine søde ord var løgne, men gode nok løgne til at det kunne krybe mig ind under huden. Jeg er nødt til at skynde mig. Ud fra vores chat, hvor den sidste besked du sendte var "Nu må du sove sødt, jeg tænker på dig". Ind på din facebookside, hvor du skrev en status, der forklarede, at du glædede dig til din skoletur, og ind for at fjerne dig.
   Fjerne dig fra min liste.
   Jeg ryster igen.
   Min mus hænger over "Accepter". Den kan ikke trykke. Jeg kan ikke trykke, rettere sagt. Den her lortemarkør har åbenbart bare lyst til at sidde og hænge over knappen. Jeg er nødt til at trykke, jeg gider ikke det her mere. Du er løse håb, dumme beslutninger, og dårlige minder. Jeg skal trykke. Jeg skal trykke!
   Klik.
   What?
   Klik.
   Klik klik klik klik.
   Det passer fandeme bare ikke det her.
   Jeg fik endelig kæmpet mig kræfter til at trykke, og fjerne dig fra min side. Hvorfor skal den her skide mus gå tør for strøm? Lige nu, af alle tidspunkter? Jeg er nødt til at gå ud i køkkenet og finde nogle batterier. Men ham den gamle satan ligger i stuen ved siden af og snorker. Hvis nu jeg er listig, så kan jeg snige mig derind, og endelig, definitivt fjerne dig fra min hukommelse.
   Jeg rejser mig. Lister. Henad væggen, op til døren, og åbner den så langsomt, at en hastighedsmåler ikke ville kunne opfange det på det mikroskopiske niveau. Ud i entréen, der fører ind i stuen, hen til den næste dør, der leder derind, hvor min far plejer at ligge halvdøddød på sofaen, imens fjernsynet brager, og køkkenet, der ligger lige ved siden af. Trip, trap, træsko. Mine fødder glider henad gulvet, forbi den sovende spasser, og ind i køkkenet, hvor skuffen, batterierne ligger i, plejer at sidde fast i sig selv. Jeg forestiller mig, at det er sådan Kong Arthur havde det, da han skulle rykke sværdet op af stenen. En enorm fremvisning af sin magt, hvis man lykkedes, og hån, hvis man fejler. Et ryk. To ryk. Tre ryk. Skuffen giver sig en smule, men jeg kender den. Hvis jeg rykker en gang mere, og lægger alt kroppens vægt i det, så plejer den at flyve åben. En.. To.. Tre... Nu!
   Jeg tog i al fald ikke fejl. Skuffen flyver ud af skabet. Men jeg havde bare glemt at tænke over, at der er noget, der hedder "for meget kraft". Så min krop flyver bagud, som var det en tegneserie, ind i halvvæggen der afskiller køkkenet fra stuen, og stadig med skuffen i hænderne. Batterierne der lå i skuffen før, triller nu rundt over det kolde stengulv, der larmer og resonerer igennem hele lejlighedskomplekset. Mine øjne knuger sig sammen. Det gør ondt i baghovedet, og batterierne, jeg ikke fik grebet midt i faldet, triller stadigvæk rundt omkring på det skæve gulv. Men det er den mindste af mine tanker. Mit fokus ligger udelukkende på manden, der nu har rejst sig op ved sofaen, og gør sig de typiske vredesstøn han plejer at gøre, når han leder efter sit bælte. Jeg er nødt til at skynde mig. Jeg skal rejse mig op, og komme ind på mit værelse, hvor jeg har installeret min egen lås. Så mine ben er nødt til at fungere nu.
   Nu.
   jeg sagde, de skulle fungere nu.
   Kom nu for fanden, det her er ikke det rigtige tidspunkt at gå i panik.
   Åh, det hjalp. Jeg slog mig selv i hovedet med en åben hånd, og min krop føler rent faktisk for at lystre mig. Op på benene, uden at give slip fra det skuffehåndtag, jeg stadigvæk holder fast i. For jeg er træt. Jeg er pisse sur og led, og jeg orker ikke den her fede idiots pisseri længere. Glemt at lave lektier? Bælte. Svaret igen, når han har fået noget, eller ikke fået noget? Bælte. Dårlig arbejdsdag? Fucking bælte. Men nu er jeg træt af det pis. Jeg er træt af dig, jeg er træt af alle der minder om dig, og jeg er træt af den her flaskesvingende idiot, hvis eneste kvalitet er brændt foder.
   "Ska' du vække mig din lille lort?" råber han nonsobert inde fra stuen. Jeg er parat. Jeg har besluttet mig for, hvad jeg skal gøre. Jeg tager nogle skridt hen til åbningen, ved siden af halvvæggen, og kigger direkte på denne mand, der har et bælte i sin hånd, og står og vakler en anelse fra den ene side til den anden side.
   Jeg har besluttet mig. Jeg ved, hvad jeg vil gøre. Og det indebærer ikke at blive tæsket af et bælte, ligesom dengang jeg var barn. Jeg skal vise ham, at jeg er pisse træt af ham, og pisse træt af det han byder mig. Jeg er pisse træt af det hele. Nu vil jeg være en dommer, og træskuffen, jeg holder i min hånd, er min hammer. Jeg er nødt til at give dommen, og jeg er nødt til at udøve den.
   "Far, jeg er pisse træt af dit lort. Jeg hader dig. Og jeg har tænkt mig at slå dig i hovedet med den her skuffe. "
   Jeg har ikke tårer i øjnene. Jeg kan godt se, at jeg burde. Men jeg er så fyldt med røde følelser inden i kroppen, at det eneste jeg føler for denne tragiske mandeskabning, er apati.
   Manden mumler mig et svar, som jeg ikke kan tyde ordentligt, imens han kigger ned i jorden. Jeg forestiller mig at han prøver på at forberede sig på at jeg vil slå tilbage, den her gang. Så jeg tager et skridt tættere på ham, og så et skridt mere. Imens hans parader er nede, vil jeg slå ham.
   Jeg vil slå ham i hovedet, imens hans fråde om munden viser sig, og hans øjne bliver røde af raseri, som en hund, der bider tilbage. Jeg vil sparke ham i maven, imens jeg minder ham om, hvad han har budt mig igennem årene, imens han ligger ned. Jeg vil træde ham i ansigtet, imens jeg minder ham om, hvorfor mor tog sit eget liv, og jeg vil spytte ham i ansigtet, efter jeg har kvalt ham.
   Det er i al fald det jeg forestillede mig at jeg ville gøre. Og det var det, jeg havde besluttet mig for at gøre. Men nu, efter jeg er kommet tættere på, så kan jeg se mere præcist, hvad det er manden gør.
   Han græder.

Han græder, og kigger direkte på mig. Og jeg kigger direkte på ham. Noget, jeg ikke har gjort i månedsvis. Hans klamme stubbe er længere, end den plejer at være. Hans mave er større, end den plejer at være, og hans næse lækker en væske, der er rødere, end den plejer at være.
   Jeg ved ikke, hvad det er jeg føler. Jeg havde aktivt besluttet mig for at slå den her troldelignende mand ihjel. Men da jeg så, at han blødte ud af næsen, og væskede ud af øjnene, havde jeg tabt skuffen, og gået hen for at give ham en krammer, og spurgt ham hvad der var i vejen.
   "Far skal dø", græder han, imens han tuder ind i min skulder, med snot, savl, tårer og blod.
   Hvad? Skal han dø? Hvad sker der? Hvorfor siger han sådan noget? Er han i gang med at fortælle en forfærdeligt dårlig og malplaceret vittighed, eller er han faktisk oprigtig? Er det derfor han bløder ud af næsen, og hans bælte ligger på jorden? Hvad tror du? Kan du ikke nok svare mig, du smukke pige fra skærmen?
   Og så står vi her. Med armene om hinanden, som vi ikke har gjort, siden dengang jeg fandt mor hængende i et reb, da jeg var ti år gammel. Han græder og hulker, og fortæller, hvordan han har haft cancer i leveren i tre måneder, og at hans konstante druk resulterede i, at lægerne ikke ville operere eller give kemo. Beslutningen havde han selv taget. Øl eller livet, vin eller hans søn. Og så har han siddet i tre måneder, og bare drukket sig mere og mere ind i sin egen smerte.
   Jeg havde slet ikke lagt mærke til, at han havde sagt op fra sit arbejde. Kun at han var begyndt at spørge mig om flere og flere lån til fødevarer, der ikke blev bragt i en flaske, at han havde grædt en smule højere om natten end han plejede, og at hans tv larmede i dagstimer, det ikke plejede at gøre. Jeg er nødt til at komme væk. Jeg er nødt til at lægge de her batterier ind i min mus, og jeg er nødt til at fjerne dig fra min liste, så jeg kan fjerne mig selv, ligesom min far er i gang med at gøre.

Efter en halv times trøsten og klappen på ryggen, var jeg gået ind på mit værelse igen. Han havde hulket og hulket, og sagt at han ville være en bedre far, i den tid han havde tilbage. Ikke at han ville stoppe med at drikke, han ville bare stoppe med at slå mig, eller prøve på det. Det er alligevel lige meget. Jeg er ligeglad. Jeg vil bare gerne fjerne dig fra min liste. Jeg vil bare gerne sætte mig på min stol, sætte de nye batterier i min mus, og trykke på "Acceptér", som jeg burde have gjort for en time siden. Så jeg sætter mig på stolen, tager mine høretelefoner på, og tager batterilåget af musen. Sindssygt træls, at det skal tage så lang tid at fjerne batterier fra en mus, når man ikke har nogle negle, der har overlevet angrebet fra mine tænder. Mine negle er alligevel også ligemeget. Ligesom den her mus, ligesom den her profil, jeg er ved at slette dig fra, og ligesom alle de andre piger jeg har snakket med. Jeg orker ikke mere. Jeg orker ikke at tænke, og jeg orker ikke at føle. Det gør så ondt, det er så svært at være ordentlig, og det er så unfair at jeg er blevet budt de her omstændigheder af kvinder, der hele tiden forråder mig. Både i livet og i døden. Jeg er så forbandet træt og sur og led og ked af, at alting skal være så forbandet-
   Pling
   What? En chatbesked? Lige nu, på det her tidspunkt af døgnet? Hvem kan det være? Det er alligevel lige meget. Sikkert en af de her kællinger, der lagde mærke til at deres vennelistetæller var gået ned med et enkelt tal, og er i gang med at skrive alt muligt lort til mig. Jeg er ligeglad. Jeg skal bare lige smide batterierne i musen, og så er det det.
   Pling
   Pling, pling, pling

Okay, nu er jeg simpelthen nysgerrig. Batterierne sidder i musen, og jeg har trykket på "Acceptér". Du er røget af min venneliste, jeg kommer aldrig til at se dig igen, og jeg kan i det mindste hvile trygt med tanken om, at den eneste, der stadigvæk havde en lille plads i mit hjerte, nu endelig er væk. Men nu vil jeg gerne lige se, var det en tosset kælling, eller var det en af mine drukvenner, der har fundet et tilbud på kokain i byen? Jeg åbner lige chatten, og kigger efter, og-
   Hvad fanden? Du har svaret? Nu? Af alle tidspunkter? Hvorfor ryster jeg, og hvorfor klakker mine tænder imod hinanden? Hvad fuck sker der? Jeg er nødt til at se det. Nu. Selvom jeg allerede har fjernet dig. Du er ude af min verden. Men nu kommer du og invaderer igen...
   "Ej, undskyld! Jeg er virkelig ked af at jeg ikke har svaret før nu! Jeg var på tur med min klasse, og jeg tabte min telefon i en å, og er først kommet til computeren nu. Jeg har savnet dig så sindssygt, og jeg vil så sindssygt gerne mødes. Jeg er parat hvornår end du er."
   Det her...
   Det er simpelthen ikke fair.
   Det er simpelthen ikke fair, at du spytter mig i ansigtet, efter jeg har taget en beslutning. Jeg fortryder, og fortryder ikke. Kan du virkelig lide mig? Helt oprigtigt? Og det er ikke kun noget du siger til mig, for at du kan lege med mine følelser noget mere?
   Virkelig?
   Suk. Det hjælper alligevel ikke. Jeg har siddet og snakket til dig, som var jeg skizofrensk i skallen. Det værste der kan ske, er vel at flyveren styrter ned, og det er vel godt det samme.
   Jeg gætter på, at jeg godt kan give dig en sidste chance, for at du kan vise mig, at verden ikke kun er sort og grå.
   "Jeg er parat på weekenden, jeg glæder mig til at se dig", svarer jeg dig, lukker vores chat ned, og går ind på din profil, for at tilføje dig igen.
   En sidste chance kan jeg vel godt give livet. For jeg ønsker stadigvæk at se solen skinne over landskabet, bare for en gangs skyld.
   Så håber jeg bare, du ikke er ligesom de andre.