Vingerne løftede den op og førte den hen over himlen lige over trækronerne. Ravnen svævede hastigt hen over det grønne tæppe, som skovens træer skabte. Den fulgte de usynlige strømninger i højderne, og i lavningerne hen over frodige enge i en rask flugt. Aldrig mere end blot et par favnes højde over jorden. I en uskreven bane, som førte den fremad.
   Med et par kraftige vingeslag løftede den sig op over skoven på ny, da engen blev afløst af træer. Og fulgte strømningerne videre hen over skovens loft nogen tid til den nåede de sølvblanke søer, som gennemskar landskabet i lavningerne. Den rettede vingerne ind, så glidebanen førte den nærmere nogle små øer på den nordlige bred. Engang i tidernes morgen var de blevet skabt af is og sne, men nu skjulte de en flod bag sig inde på land.
   Ravnen baskede kraftigt med vingerne igen, så den løftede sig højt op over øerne i en blød bue. På det højeste dykkede den ned mod landsbyen, der lå i skjul af øerne. Med joller og langskibe, der vuggede trygt i den naturlige havn i vandende mellem øerne og fastlandet.
   Inde på land bredte landsbyen sig ud til begge sider af floden og var omkranset af en høj jordvold, der bugtede sig i en blød bue fra stranden og et stykke ind på land og tilbage igen. Den omkransede det hele og blev kun afbrudt af tre porte, så man ubesværet kunne komme ud og ind af byen. For at komme op mod bjergene mod nord, og ind i skovene mod øst og vest. Ravnen lod sig glide ned mod landsbyen i en langsom cirklende bane. Fløj hen over de stråtækte langhuse, værksteder og dyrefolde. Folkene som bevægede sig rundt i byen stoppede op, et par kvinder blev stående og så op mod den. Den ene pegede op mod ravnen og sagde noget til veninden, der nikkede ivrigt tilbage. De fulgte den en stund, mens den trak cirkler i luften højt over deres hoveder uden at tage notits af dem. For den fulgte to ungersvende bagved en lade, de var i færd med at øve sværdbrug. Det tog dens opmærksomhed. Ravnen trak cirklerne tættere hen over deres hoveder og fulgte dem nogle sekunder med sine sorte øjne, hvorefter den gled ned i mellem to af træhusene og ud på pladsen midt i landsbyen. Hvor der stod et gammelt og dødt egetræ med kraftige grene, der næsten nåede helt ned til jorden. Dette stilede den hen imod og landede på den øverste gren. Velplaceret udstødte den sit rustne skrig ud over pladsen, som om den proklamerede sin tilstedeværelse over for alle dem, der ikke havde set den i første omgang. Men den så ikke, at alle smilede og snakkende genoptog deres sysler, for den trippede frem og tilbage på grenen, mens den fulgte de to ungersvende nøje.

"Du snød mig!" Toke lå, så lang han var med benene opad i halmstakken og med hovedet nedad. Han så op på sin storgrinende ven, der stadig holdte sit træsværd i højre hånd.
   "Ja, naturligvis gjorde jeg da det! - Hvad regnede du med jeg ellers skulle gøre, da du angreb mig så iøjefaldende?"
   Leif tog sværdet over i den anden hånd og rakte den nu frie hånd frem for at hjælpe ham op på benende igen. Toke greb ud efter hånden og satte en fod i maven på Leif og sendte ham i en rund bue op i toppen af halmstakken.
   "Ha! Sådan skal det være, uden omtanke, at gribe de muligheder, der byder sig til."
   Toke rettede sig op, støttende på sin albue og så op på ham.
   "Hvad mener du?"
   "Du så muligheden for, at angribe og reagerede på det øjeblikkeligt uden, at tænkte over det, det var det første skridt. Nu skal du bare handle på samme måde i kamp."
   "Åh, hold op - Leg og kamp kan da ikke sammenlignes!"
   "Hvorfor ikke - Kampe mand mod mand. Du ser ham an, måden hans harnisk er sat på. Er det sjusket, vil han ret sikkert også kæmpe sådan, så ved du allerede en del om, hvad du kan forvente. Se alt uden at du henfalde til de store grublerier, for så har du allerede tabt på forhånd. Se alt og følg hans mindste bevægelser og lad dem fortælle dig hans næste træk, så ved du, hvad du har i vente."
   "Men jeg er slet ikke god nok til sådan noget."
   "Sandt nok, men hvis vi øver, hver morgen og aften og du derimellem holder øje med, hvad kroppene fortæller dig om, hvad de gør som det næste - Så."
   "Er det virkeligt nødvendigt, der er så meget andet jeg skal?"
   "Du gør, som jeg siger ellers kan du stå til regnskab for ravnen, som lige nu ser på dig." Leif pegende over imod Ravnetræet midt på landsbys plads, hvor en stor ravn sad og så i deres retning med sine sorte knappenålsøjne. Toke så eftertænksomt på den og så så over på Leif.
   "Så lad gå - Samme sted i aften?"
   "Ja, og husk at bruge øjnene, ik'?"
   "Ja." Toke skuede i retning af ravnen, der med et skrattede sit kald ud over pladsen, som om den gav Leif ret i, hvad han sagde. Han bukkede sig ned og greb sit slag, som han svang rundt om skuldrene. Landsbyens totem sås tydeligt på brystet i hvidt uld på mørkegrå grund. Toke samlede sit træsværd og skjold op, puttede det i sin læderbylt og svang den om på ryggen. Hvorefter han luntede ud mellem bygningerne, så han stod på stien, der snog sig igennem byen og forbandt alle dele af den, som var det midgårdsormen der var på spil. Han gik mod nord over imod den anden ende af landsbyen. Det var stadig tidligt på dagen, men alle var allerede i gang med dagens gøremål. Bønderne drev deres køer sammen, så de kunne drives ud på markerne i samlet flok. Hyrderne svang kæppene og drev dem langsomt af sted. Toke fik øje på Freja og Lyrra, som kom ud fra en af staldene efter malkningen af køerne. Han vinkede til dem og hilste på dem, mens han stadig var ret langt væk. Han kunne se, at de stak hovederne sammen selvom ågene med mælk begrænsede dem i det. Da de passerede ham, hilste de afmålt på ham og han på dem. Han forsatte fremad, men vendte rundt og gik baglæns uden at slippe dem af syne. Han kunne se, at de snakkede med hinanden og af og til sende et stjålet blik tilbage mod ham. Toke kunne helt tydeligt høre, at de fnisede skingert et par gange. Lige inden han skød genvej ind imellem to langhuse, vendte han atter rundt og satte i småløb, der føltes lettere end ellers. Han stilede mod den nordlige voldport og videre til udkanten af skoven, hvor træfælderfolkene holdt til. Det var her han skulle tilbringe yderligere to somre, så have han tilbragt i alt tre der, mens han samtidig trænede med sværdet. Han kom nærmere og kunne se at fældningsmesteren Tejn, som stod ude under halvtaget. Slibestenen udsendte en skinger og gennemtrængende lyd, hver gang han satte øksens skær imod den roterende sten, som svendene drev rundt med en jævn hastighed. Han fik øje på Toke og sagde noget til mesteren. Tejn tog øksen væk fra slibestenen og så ud på pladsen.
   "Nå, der er du - Har I sluttet tidligere i dag?"
   "Nja, jeg skal holde øjnene åbne og af sted med Leif igen i aften."
   "Godt, godt - Så skal vi se at komme i gang med dagens arbejde." han satte øksen mod slibestenen igen, og gjorde den færdig.
   "Der er en lille plads, vi skal rydde oven for floden, så du skal nok nå det." Tejn holdt øksen op, og førte prøvende sin tommel hen over den nyslebne æg.
   "Den er god igen. I to kan tage økserne og følge med." han satte øksen over til de andre nyslebne, og stillede sig ud foran halvtaget med hænderne i siderne, mens de fik samlet økserne op i en kurv. De hankede op i, hver deres side af kurven og gik ud til deres ventende mester.
   "Klar til afgang - Mester?"
   Han drejede overkroppen rundt og så ned i kurven.
   "Ja, sandelig - Følg mig!" han satte sig i bevægelse med tunge skridt rundt om værkstedet, hvor en sti førte ind i skoven. De fulgte Tejn lige i hælene, mens de nåde længere og længere ind i skoven til de nåede en stigning.
   "Nu skal I hanke ordentligt op i kurven, det går opad resten af vejen."
   De så på hinanden, strammede grebet og svarede i munden på hinanden. Toke undrede sig over, hvordan skovarbejde kunne gøre ham til kriger, men stien blev stadig mere stejl. Han måtte tage fat med begge hænder for ikke at tabe kurven.
   "Er der langt endnu?" spurgte Toke, med værkende arme efter at havde slæbt på kurven en halv time.
   "Bare roligt, du vænner dig til turen - Vi skal herop en del gange."
   Tejn smilede inde bag sit store skæg.
   "I skal nok vænne jer til det - Stol kun på det." Tejn skrævede over nogle sten og fortsatte opad med uændrede faste skridt, så Toke og svenden måtte kæmpe for ikke at sakke for langt bagud.
   "Kom, vi løber." Sagde svenden med ét. Toke nåede kun lige at nikke, inden de begge satte i let løb langs stien for at holde trit med Tejn, der trampede raskt af sted. Stien snoede sig ud og ind mellem klippestykker, som gennembrød skovbunden.
   Højt over deres hoveder svævede en ravn. Dens kraftige vingeslag og skrattende skrig lød over trækronerne.
   "Det bliver fladere igen, mon vi er ved at være fremme?" tænkte Toke og så videre frem.
   "Lyt!" sagde svenden "Hører du? - Økser - Vi må være tæt på nu."
   "Ja, vi er der lige straks - Så skal I bare se løjer." sagde Tejn muntert og satte hastigheden op, så de igen sakkede bagud. Han svingende rundt om nok en klippe, som spærrede for udsynet. Toke pegede på helleristningerne, som dækkede den side, som vendte ned mod dalen den samme vej, de var kommet af. Lige bag klippen åbnedes en bred lysning til alle sider. Da de trådte ind på den, sagtnede de farten og stoppede helt op ved siden af Tejn, der stod og ventede på dem.
   "For nogle uger siden var her kun skov og prøv at se det nu." Tejn spredte armene ud og gjorde en stolt mine: "Og med de nye økser vil det gå endnu hurtigere - I kan bære dem over til hytten, men sørg for at de står i læ under halvtaget."
   Toke og svenden gik over til hytterne, imens de så sig nysgerrigt til alle sider. De kunne se en gruppe mænd, som skrællede barken af træer og andre der var i fuld gang med at grave en rod op.
   "Når vi engang er færdige med at udvide lysningen, skal vi i gang med at bygge hovedhuset, lagre til fødevarer og alt, hvad der ellers hører til en kongsgård." han så sig rundt, som om han stod midt imellem bygningerne: "Se I de afbarkede pinde, der er lagt ud på jorden?" han pegede og så over mod dem: "Der skal hovedhuset opføres; sten i bunden og ovenpå træstammerne, som vi er ved at gøre klar, til det får den rette højde." han holdte hånden op over sit hoved for at vise, hvad den rette højde var: "Og for det ikke skal være løgn, vil vores høvding have egetræspalisader hele vejen rundt om det hele - Er det ikke bare godt?" sluttede han glad.
   "Som om han skulle gøre det hele selv." sagde Toke stille og puffede til svenden.
   "Ha! - Ja, som om?!" de begyndte at grine højlydt, så Tejn vendte sig om mod dem.
   "Vi må vist hellere finde noget arbejde til jer to i en fart!"
   Latteren forstummede.
   "Sku' vi ikke gå op til det hold, som rydder skov til udkigstårnet øverst oppe? Tag vandsækkene og fyld dem op ved bryghuset. Og du?" han pegede på Toke: "Du kan tage krukkerne og fylde noget af stuvningen i dem. Husk skåle og skeer." sluttede Tejn med en løftet finger.
   Svenden rakte ud efter de to skindsække, som hang på en knast i hjørnestolpen. Han vendte rundt og gik raskt af sted i retning af floden, hvor han hurtigt forsvandt ud af syne imellem træerne. Toke rakte ind efter kæden, som gryden hang i med ragekrogen og hev den af varmen. Han løftede den af og satte den ved siden af ildstedet, og satte øsen i og rørte indholdet godt igennem.
   "MMM - Det ser lækkert ud." han mærkede nu, at han ikke have fået noget at spise. Han tog begge krukkerne, der skulle hænge i, hver side af åget og øsede kødstuvningen op i dem. Inden han rejste sig og samlede han nogle trætallerkner, benskeer og krus og lagde dem i bylten. Toke løftede åget op og hankede krogene i hver sin ende. Han tog bylten i den frie hånd.
   "Klar mester!"
   "Godt Toke! Nu skal vi bare have mjøden, så går vi. Vi går over til ham, for vi skal alligevel den vej- Kom!" Tejn gik af sted med Toke lige i hælen, til de nåede hen til fældeholdet.
   "Vi går op til tårnpladsen - Vi ses senere." råbte han til dem.
   Formanden så op og svarede "Forstået! Hav en god tur!" han vinkede mod dem.
   Tejn og Toke forsatte forbi dem og gik ad stien, som førte dem ind i skoven igen og videre ned til floden.
   "Om nogle uger er vi nået hertil. Vi skal rydde hele vejen ned til floden. Det er et stort og krævende arbejde, men vi skal nok nå det i fællesskab. Tro mig!"
   Toke nikkede indforstået bag ved ham. De gik igennem den smule skov, som adskilte dem fra floden i raskt tempo. At de var på den rette vej, kunne der ikke være nogen tvivl om for lyden fra floden blev højere, mens de gik. Hver gang stien snoede sig, kunne Toke se lidt længere frem end mesterens brede ryg, tillod det. Snart så han bryghuset for enden af stien. Det lå i udkanten af skoven ved den stenede bred. Et simpelt tag holdt oppe af stolper, et ildsted og tønderne til mjøden.
   Toke fik også øje på svenden, der stod ved tønderne og lukkede hullet i den sidste sæk med en træprop, der blev holdt på plads og tæt med en lædersnøre.
   "Hej, jeg er netop blevet færdig. Mester, jeg tror det vil være en ide med en bro, for stenene er ret glatte. Jeg var ved at glide ud, da jeg ville have lidt vand at drikke." svenden råbte til dem, alt imens han svang de fyldte sække om på ryggen og kom ud til dem.
   Tejn gned sig eftertænksomt i skægget.
   "Du kunne have ret i det, når alt står færdigt, skal der jo alligevel hentes vand her, så hvorfor ikke?" han så over på svenden, som om han havde fået en ide: "Du kunne jo starte på den, når vi kommer tilbage senere i dag. I hvert fald en midlertidig, men følg nu med, vi skal af sted." Tejn fløjtede muntert, mens han letbenet hoppede fra sten til sten langs den rivende strøm. Toke og svenden bevægede sig mere forsigtigt og bevægede sig langsommere for ikke at miste balancen, med alt det de bar på.
   Tejn var allerede et godt stykke foran dem, da han endelig kastede et blik tilbage for at se, hvor de andre blev af.
   "Kom nu i sving! De venter på maden. Det er høje tid." han pegede mod solen, der for længst havde passeret zenit. Toke og svenden så instinktivt op mod solen, hvad de ikke skulle havde gjort. I samme øjeblik de drejede overkroppen og stoppede brat op igen, trak åget videre, så Toke måtte følge bevægelsen og hoppe rundt i ring fra sten til sten inden han genfandt balancen. Mindre heldig var svenden som med de tunge sække væltede, så lang han var ned i den rivende flod. Sækkene landede på den sten, han før havde stået på, mens han havnede i vandet. Han undgik kun at blive revet med strømmene ved at klamre sig til en klippe lidt ude i floden.
   Toke bukkede sig ned og fik hægtet madkrukkerne af i en fart, og hoppede fra sten til sten, til han ikke kunne komme tættere på svenden, som stadig klamrede sig til klippen. Han gled ned på hug, støttede med den ene hånd mod klippen, og rakte åget ud imod svenden.
   "Grib fat!" råbte han af sine lungers fulde kraft for at overdøve vandets brølen.
   Svenden stirrede på åget, som Toke strakte ud i mod ham med vildt opspilede øjne.
   "Kom nu jeg har godt fat i denne ende. Slip med den ene hånd og grib fat i staven, så trækker jeg dig ind!" Toke prøvede at lyde overbevisende, selvom pulsen rasede. Han havde mest af alt lyst til at råbe det ud over vandene, men gjorde det ikke. Leifs ord havde sneget sig ind i hans hoved.
   "Nogen gange, må man føle ét men gøre det modsatte, for at sejre i øjeblikket." i tankerne gentog han sætningen, som et livgivende mantra. Nu gjaldt det svendens liv.
   Toke strakte sig yderligere frem, så hans fingre nåede kanten af den sten han sad på. Åget nåede næsten svendens hånd. Med ét mærkede Toke et kraftigt greb i sit bælte, og kunne således strække sig yderligere fremad. Endelig fandt svendens fingre en sprække, så han kunne holde tilstrækkeligt fast på stenens ru overflade. Helt uventet greb han ud efter staven med den ene hånd og fik et godt greb i den.
   "Giv slip med den anden hånd. Strømmen fører dig sikkert ind, hvis du bare kan holde dig fast så længe!" Toke måtte gribe fat med begge hænder for at holde imod.
   "Se, han er ved at slippe helt - Se hans øjne!" Tejn viskede ærefrygtigt i øret på Toke. Og ganske rigtigt, svendens øjne var blevet faste - Angsten var væk og afløst af viljen til at sejre over elementerne. Toke og Tejn vekslede blikke. Svenden nikkede og slap endeligt grebet i klippen. Toke blev kun stående, fordi Tejn stadig havde et godt greb i hans bælte, ellers ville de begge to være blevet trukket af sted ned ad floden og ende nede ved vandfaldet på få øjeblikke. Men i stedet blev svenden trukket i en bue ind mod bredden, hvor han dunkede ind i en sten, som han fik et godt tag i. Tejn slap Toke og sprang svenden til hjælp. Tejn rakte sin hånd ud mod ham, og den blev modtaget med taknemmelighed. Svenden prøvede selv at komme op, men det gik først da Tejn fik fat i hans bælte. Han blev trukket op på stenen med et hurtigt ryk. Våd og underkølet lå han lidt og pustede ud inden han forsøgte at rejse sig op, men benene rystede for meget under ham.
   "En hård omgang - Hvad?"
   "J...Ja og koldt var det også."
   "Det tror jeg gerne - Kom læn dig op ad mig, så går vi ind til land." Tejn tog fat i hans ene arm og lagde den om nakken på sig selv. Svenden blev nærmest løftet op i luften, men fulgte med. Tejn balancerede af sted med svenden hængende langs siden, som om det ikke begrænsede ham det mindste, hoppede han fra sten til sten til de begge to havde fast grund under fødderne. Tejn slap grebet i svendens hånd, som øjeblikkeligt sank sammen på skovbunden.
   "Er alt i orden ude hos dig Toke?" Toke rettede sig op og nikkede bare, han havde fulgt alt uden at røre sig ret meget ud af stedet. Hans puls hamrede stadig, så det gjorde helt ondt i hovedet på ham.
   "Kom ind på land." Tejn gjorde en skovlende bevægelse med armen for at understrege, hvad han mente, men Toke havde fanget ideen. Det var nok med én, der endte i vandet den dag.
   Med velovervejede skridt hoppede Toke ind til de to andre og satte sig ved siden af svenden.
   "Odins tinder - Vandet er altid koldt, som en frostklar vintermorgen."
   "Ja, naturligvis. De tager og giver liv - I dag i mere end en forstand og godt for det!" Tejn rejste sig og så ud på den rivende flod, så ned ad den vej de var kommet af og så opad mod bjergende der udgjorde Odins tinder.
   "Vi må op til det øvre hold." Tejn lagde hånden på svendens skulder: "Du skal have tørt tøj på, så hurtigt som muligt. Kan du klare det sidste stykke?" Svenden sad sammenkrøbet og tænderklaprede.
   "J.., J.. Ja."
   "Godt - Toke, du tager maden og sækkene her."
   Toke var af sted med det samme og kom kort efter slæbende med det hele.
   "Giv mig sækkene!" Toke hang de to sække over Tejns frie arm, han havde svenden hængende på den anden: "Toke du stikker i forvejen og sørg for, at bålet deroppe brænder godt, og se så om du kan finde nogle tæpper eller tøj. Skynd dig - Af sted!"
   Toke nikkede, vendte rundt og satte i løb. Bag ham hørte han Tejn råbe: "Bare følg floden!" Toke bevægede sig hurtigt, og da floden drejede første gang, stoppede han op for at se sig tilbage. For at se, hvor langt de andre var kommet. De var kun nået halvt så langt som han selv, men selv på den afstand kunne Toke tydeligt se mesterens ildrøde og svendens blege ansigt lidt længere ned. Han genoptog hastigt vandringen langs floden.
   Toke skyndte sig, hoppende fra sten til sten. Hele tiden ledsaget af flodens brusen og med billedet af de to for sig forsatte han ufortrødent opad nogen tid. Inden længe fik han øje på rydningen længere fremme, som bredte sig fra floden og op omkring en klippe.
   "Det må være der, tårnet skal bygges." tænkte han og satte farten op, for at komme hurtigere derhen. Flodens monotone brusen fulgte ham, men efterhånden som han kom tættere på rydningen lød lyden af øksehug, tydeligere og tydeligere.
   "Nu er jeg der næsten." tænkte han og begyndte at løbe, og nåede derfor rydningen hurtigere end, han havde regnet med. Han så ud over den et øjeblik. Den var godt hundrede skridt bred og bredte sig længere ind i landet, end han kunne se fra, der hvor han stod. Han så, at skovarbejderne havde flikket en hytte sammen ved at lægge et tag over nogle klipper, som gennembrød jorden i en lille klynge.
   "De kan ikke være langt væk." tænkte han, mens han så, hvordan røgen steg op mod himlen fra hyttens trækhul. Lige udenfor hytten stod rigeligt med brænde stablet op ad klippen, men han kunne stadig ikke se nogen. Han satte i løb op mod den og stoppede ikke før, han stod udenfor indgangen. Her satte han madkrukkerne forsigtigt ned på jorden, og stak hovedet ind for at se, om der mon var nogen derinde. Men kun den kraftige duft af røg, skind og frisk gran mødte ham. Toke trådte væk fra hytten, og så op mod klippen højere oppe, men kunne stadig ikke se nogen. Han satte hænderne foran munden og råbte.
   "Hallo!" Der gik lidt tid, hvor lyden fra de klingende økserne langsomt døde hen. Oppe på bakken foran klippen, dukkede nogle mænd op, med økser i den ene hånd og den anden skyggende for øjnene, mens de spejdede ned imod ham.
   "Ja, hvem der?" råbte den største af dem, mens han kom nærmere.
   "Jeg er med Tejn og svenden og mit navn er..." han nåede ikke at tale ud, men stirrede på den store mand.
   "Jaså, så må du være Toke, men hvor er de andre?" spurgte kæmpen.
   "Svenden faldt i floden, men vi fik ham op i tide, og..." Toke nåede ikke at sige mere, før kæmpen pludseligt stod ved siden af ham. Han bukkede sig ned, så de kom i øjenhøjde og lagde en stor barket hånd på hans skulder.
   "Hvor er de lige nu?" brummede manden, og så på Toke med et fast blik.
   "De er nok nået halvvejsvej herop." sagde Toke med usikker stemme.
   "Kom! Vi skal derned med tæpper med det samme." Kæmpen skred hurtigt af sted, så Toke måtte hoppe og springe for at følge med over grenene, der lå spredt ud over det hele. Da han endelig indhentede ham ved hytten, havde manden allerede grebet tæpperne fra sovebænkene og rullet dem sammen til en bylt.
   "Her - Grib!" Kæmpen kastede dem over til Toke, der rullede dem strammere sammen, og klemte dem ind under armen. Kæmpen var allerede på vej ned mod floden, og Toke satte i løb, for at indhentet ham. Manden stoppede og spejde de ned ad floden.
   "Der er de!" han pegede i retning af flodens sidste bugtning: "Kom med." Kæmpen satte sig i bevægelse igen med Toke halsende bagefter. Heldigvis var det lettere at komme frem her end på rydningen, hvor grene dækkede jorden hulter til bulder. De nåede derfor hurtigt frem til Tejn og svenden, der så lidt friskere ud end da Toke så ham sidst. Kæmpen trak svendens frie arm op og lagde den over sin egen skulder, så svenden svævede frit i luften mellem dem. Toke greb fat i stropperne på mjødsækkene, trak dem ned fra Tejns skuldre og smed dem over sin egen. Inden Toke fik mulighed for at lægge tæpperne over svendens skuldre, satte de i bevægelse mod tårnpladsen. Toke hoppede bagefter, og fik smidt et af tæpperne op om skulderen på ham, for ikke at sakke bagud. Tejn og kæmpen, som meget passende hed Touron, havde kendt hinanden siden, de var helt små. De snakkede sammen som gamle venner. Tejn nød anseelse i landsbyen, og Touron var draget ud i skovene, da han var blevet gammel nok til at vælge, hvad han skulle. Ingen i landsbyen kendte han længere, eller også undlod de at tale om ham, men det nåede Toke ikke at finde ud af før, de var nået tilbage til rydningen og var på vej op til hytten. Her så han de andre stå uden for hytten i færd med at varme maden og koge styrkende urter i en gryde. Den kraftige suppe skulle snart få livet tilbage i svenden.
   Tejn og Touron gik sidelæns ind i hytten med svenden hængende imellem sig, hans læber begyndte at antage en mere normal farve. De fik sat ham ned foran bålet, trak det våde tøj af i en fart og pakkede ham ind i flere tæpper. En af skovfolkene kom hen til ham med en skål dampende afkog. Uden at sige noget greb han om svendens hånd, og drejede den så han kunne fatte om skålen. Skovhuggeren blev stående ved siden af ham, indtil han havde drukket lidt, hvorefter han samlede hans tøj og gik udenfor med det. Han smed det over et raftestativ uden for hytten. Toke stod stadig som forstenet ved indgangen til hytten, det var ved at dæmre for ham, hvor skrøbeligt livet var.
   Han var så opslugt af tanken, at han slet ikke hørte Tejn komme over til ham - Ikke før han klappede Toke på skulderen, og udbrød.
   "Stærke sager, hva?"
   "Ja, det gik hurtigt og..." Toke så lidt frem for sig.
   "Han kommer sig, bare giv ham lidt tid. Det er også sket for mig engang, men du har ret, det kunne være gået galt, hvis du ikke havde reageret så hurtigt, som du gjorde."
   "Virkelig? Men jeg gjorde jo ikke meget."
   "Det var det eneste rigtige der var at gøre. Det du gjorde med staven. Jeg ville ikke have gjort noget som helst andet i dit sted!" han så ned ad sin runde mave: "Muligvis ville jeg tage lidt længere om at nå ud til ham, meeen ..."Tejn smilede bredt og klappede ham på skulderen et par gange for at muntre han op: "Lad os gå over til de andre og overlade ham til Arne, vores kloge mand."
   Toke nikkede og lod sig trække med ud af hytten og længere op af bakken til, de stod på toppen. Han mistede pusten af, det han så. Bakken var ryddet for træer, og man kunne se ud over hele skoven.
   "Sådan må det være at flyve." sagde han drømmende.
   "Muligvis - Men prøv at se der." Tejn pegede på en høj klippe bagved dem, som rejste sig i højderne. Langt højere end, hvor de stod.
   "Den skal blive til tårnet, når vi er færdige med det her. Deroppefra kan vi se alle, der prøver, at angribe landsbyen, længe inden de kan gøre nogen skade."
   Toke stod og så eftertænksomt op mod klippen. Han forsøgte at forestille sig det færdige byggeri.
   "Hvordan får de andre besked, hvis der sker noget? Der er jo for langt til, at nogen kan råbe helt ned til Kongsgården?"
   "Sandt nok - Du har et kvikt hoved siddende på skuldrene. Men hør nu efter; Om dagen vil vagten bruge bue og pil med farvede fjer og om natten fakler, men det sidste er vi ikke helt enige om endnu."
   "Smart nok!" sagde Toke og nikkede forstående.

"Kom, så skal jeg vise dig det hele." Tejn førte Toke over til klippen og rundt langs klippevægen til de stod i niche, imellem moderbjerget og tårnklippen. Den henlå i skygge.
   Tejn stoppede lidt inde i nichen: "Vi bygger en solid mur af sten her, med port og det hele." han trak en linie i luften imellem de to klippesider: "Der skal stå en god stige her med brede trin, så man kan komme op i tårnet. Muligvis får vi også en hytte hernede, men det er vi stadig ikke helt enige om."
   "Hvorfor er I ikke det?" spurgte Toke og rynkede brynene.
   "Jo, ser du." han så hemmelighedsfuldt til begge sider for, at ingen nyfigne øre hørte, hvad han sagde: "Det kunne blive for mageligt. Det kunne friste selv den bedste mand i et svagt øjeblik til en stille stund." Tejn blinkede og smilede skævt.
   Toke så sig til siderne og vendte Tejns ord i tankerne, og så igen på ham med et hævet øjenbryn: "De mener vel ikke at vagterne skulle ... Nej"
   "Jo, lige netop." svarede han med et smil, som forplantede sig i hele hans ansigt: "Høvdingen stoler ikke på sine egne folk, men i sidste ende får vi det nok bygget alligevel. Vent du bare og se!"
   Toke nikkede, mens han prøvede at forestille sig, hvordan en stenmur så ud, men han kunne ikke få stablet fundamentstenene ovenpå hinanden for sit indre øje uden, at de rullede ned igen.
   Tejn gættede hans tanker og sagde snedigt: "Noori er på togt sydover for, at hyre håndværkere, som er indviede i stenens mysterium. De kan forme dem, så vi kan sætte dem solidt ovenpå hinanden uden, at de falder ned igen."
   Toke huskede dengang han havde stået ved stranden og set de tre drageskibe stævnede ud fra havnen. Da var det forår og nu var det blevet efterår: "De har været længe væk." sagde Toke stille.
   "Ja, og hvis de ikke er tilbage inden vinteren, så slår de lejr et godt sted undervejs - Hvor de kan jage, og hvor der er friskt vand i nærheden, men de kan stadig nå at komme."
   Imens Tejn talte videre om alle Nooris bedrifter, stod Toke med blikket rettet mod klippen, der skulle ende med at blive et tårn. Da Tejn endeligt holdte en af sine sjældne pauser, fik han indskudt sit spørgsmål.
   "Hvor kan jeg kravle op henne?" spurgte Toke.
   Tejn så undrende på ham, løftede så armen og pegede mod et hjørne af nichen, hvor tårnklippen og moderbjerget smeltede sammen. Der stod en træstamme med udhuggede trin, godt skjult af den ujævne klippe.
   "Kunne, vi ikke kravle derop?" Toke ventede ikke på svar og var allerede helt henne ved stammen og havde sat sin fod i det første hak. Han tøvede, mens han så bedende over på Tejn, der med en opgivende håndbevægelse gav ham lov og satte sit mægtige korpus i bevægelse i retning af stammen.
   "Af sted!" sagde han, inden han selv var nåede derhen. Toke strøg op af stammen, som et egern i et træ. Han tog alt deroppe i besiddelse længe, inden Tejn nåede derop. Det første han så var Toke, som stod helt ude ved kanten af den 15 favn høje klippe. Toke var opslugt af de ukendte vidder han nu kunne overskue. Heroppe fra så verden helt anderledes og imponerende ud end nedenfor. Han var opvokset i lavlandet, i de tætte skove og ved søens stille vand, hvor man ikke kunne se andet end det, der var lige foran en. Og det var uvant med det store udsyn.
   "Det er dragende, ikke?" Tejn stillede sig ved siden af Toke.
   "Ja, jeg viste godt, at verden var stor, men.." ordenen slap op for ham.
   "Og, der er meget mere af den end nogen, som helst kommer til at se i hele deres liv. Om Odin vil kan man se en lille del af den, men helheden vil altid fortabe sig bag horisonten."
   Toke så på Tejn - Vinden legede med hans tøj og det lange hår, som faldt ud under den pelsforede hue. Toke frøs med ét og trak sin kappe tættere om sig.
   "Nej, der er ikke længere sommer." sagde Tejn, uden at se ned, heller ikke han kunne få nok af synet og de lod blikket glide ud i det fjerne. Stod bare stille og så ud over skovene, som rakte helt ned til søen, hvor de skimtede røgen, der steg op fra ildstederne nede i landsbyen.
   En helt ny verden havde åbnet sig for Toke, tænk at man bare skulle kravle op på en klippe for, at se verden på en helt ny måde. Han kunne slet ikke løsrive sig. Hvis ikke Tourons stemme afbrød hans fascination: "Hallo - Kom ned, vi skal tilbage til arbejdet!" råbte han nedenfra foden af klippen.
   Tejn lænede sig frem med foden på et klippefremspring, som ragede lidt ud over kanten og så upåvirket af højden ned på Touron.
   "Ja, vi kommer ned nu." svarede Tejn og vinkede med hånden. Rettede sig op og så over på Toke, som stadig stod helt opslugt af sine egne tanker: "Du kommer herop igen vær sikker på det, så gem lidt til næste gang." sagde han.
   Tejn så på Toke, hvis øjne var store, som havde han stået overfor guderne selv. Tejn lagde armen om skuldrene på ham og trak han over mod stigen. "Vent og se - Du kommer tilbage, og det vil stadig være noget helt specielt." han klappede Toke et par gange på skulderen, lige inden Toke forsvandt ned af stammen med stive bevægelser, derefter kravlede han selv ned. Han så Toke sidde på hug med ryggen mod tårnklippen.
   "Jeg anede ikke, at verden var så stor." mumlede han lavmælt.
   "Og den er endda endnu større end du aner. Selv, hvis du kravlede op på den højeste tinde, ville du stadig kun se en lille stump af den." brummede Tejn velvidende, at det ikke ændrede noget for ham.
   Touron kom trampede rundt langs klippen og stoppede op et par skridt fra dem: "De store vidder?" spurgte han og pegede på Toke med en håndfuld langøkser.
   "Ja!" Tejn trak Toke op på benene og slæbte ham ud foran tårnklippen, hvor solens stråler varmede og blændede dem fra en skyfri himmel. Tejn tog fat i Tokes skuldre og ruskede ham lidt for at få lidt liv tilbage i ham.
   "Det må også være strabadserne på vej herop?" sagde Tejn.
   "Så afgjort, men så må vi få ham på andre tanker i en fart?" Touron rakte en langøkse frem imod Toke.
   "Enig." Tejn nikkede og så direkte på Toke "Vi skal skove nu. Tag øksen og følg med - Forstået?" Toke nikkede sløvt, hans hovedet føltes underligt, verden trængte kun langsomt ind. Touron vendte rundt og trampede af sted hen over granrisene, som dækkede rydningen til knæene. Tejn og Toke fulgte tæt efter ham, hvor lydene fra skoven langsomt trængte igennem til Toke: "Økse hug." Han så frem og fik øje på skovløbere i færd med at trække stammer ud fra skoven.
   Touron hilste på dem, men forsatte forbi dem uden at stoppe op og gik videre ind i skoven. Til han stillede sig op ad et grantræ og så direkte på Toke: "Jeg vil vise dig, hvordan man fælder træer, så følg godt med og lær!" Med de ord vendte han sig rundt, så lidt på stammen, og lagde en hånd på den. Han lænede hovedet tilbage og så op gennem grenene et øjeblik, derefter slap han stammen og trådte tilbage fra den. Han lagde økserne han havde båret med sig på jorden, rettede sig op og slog sin kappe til side, så han med slet skjult stolthed kunne afslørede sin helt egen langøkse, som hang ned fra hans bælte.
   Toke spilede øjnene op og betragtede øksen, mens Touron langsomt trak den frem. Det gik op for ham, at den var større end de andre økser, noget han ikke havde lagt mærke til med det samme, fordi Touron selv var noget af en kæmpe og derfor virkede den normal i hans hænder. Han kiggede ned på økserne, der lå på jorden og tilbage på Tourons igen.
   "De er næsten ens, det må være den samme smed, som har skabt dem." tænkte han og så på det blanke stål, der kun blev brudt af Ravneklanens totem, præget i det flade stykke af bladet og Tourons navn i runer i en elegant bue ved siden af.
   "Jeg begynder nu." proklamerede Touron og tog ordentligt fat om økseskaftet og svang øksen op over sig. Øksehovedet for gennem luften og bed sig fast i veddet.
   "Det var det første hug. Kan du se, hvorfor det er forkert, selvom bladet er gået lige ind!" meddelte Touron og så på Toke.
   Toke så på øksen, der var gået et godt stykke ind i træet og tænkte sig om et øjeblik.
   "Det er for fladt, næste slag skal rette op på det, ellers risikere man, at bladet smutter."
   "Rigtigt!" Touron vrikkede bladet ud og svang øksen igen.
   "Første to gange, oppe fra." sagde han, inden han lod øksen glide igennem luften. Lynsnart den var gået ind i stammen, trak han den ud og slog til anden gang. Touron lagde an til tredje hug, men ændrede kropsholdningen ved at gå lidt i knæ med det ene ben og støttede af med det andet, så huggene kom mere nedefra. To hurtige hug, fik de første spåner til at flyve væk fra stammen, men Toke kunne ikke se, om det gjorde ret megen forskel. Touron rettede benet ud igen og lagde an til endnu et hug, men lod øksen hvile en stund højt over hovedet.
   "Toke - Se nu godt efter." opfordrede han, og svang øksen med en smidig bevægelse, der placerede den præcist midt imellem de fire hak. Spånerne stod ud fra stammen og efterlod en kile i træets overflade.
   "Så du det? - Sig, hvad du så!" kommanderede Touron.
   "To slag oppefra og to nedefra og et midt imellem." svarede Toke, undrende, for han havde da fældet træer før.
   "Og?" udfordrede Touron ham.
   Toke så på ham "Og gentage det til man er næsten helt igennem stammen, velsagtens?!" han trak på skulderen, for han vidste ikke helt, hvor Touron ville hen med spørgsmålet.
   "Ser du, du skal lade øksen gøre arbejdet. Du skal kun styre den og naturligvis også sætte kraft til, når det er nødvendigt, men hovedsageligt lade øksen gøre det. Prøv nu selv og start langsomt op, indtil du får en fornemmelse af det."
   Toke byttede plads med ham og samlede en af økserne op fra jorden på vej derhen. Han indtog samme stilling som Touron med let spredte ben, så han havde et godt fodfæste. Han tog et godt greb om øksens skæfte, svang den op og sendte bladet ind mod stammen på samme måde, som Touron netop havde vist ham. Touron og Tejn stod sammen lidt derfra og fulgte ham. Touron tog en hånd op til munden og råbte: "Toke - Sørg for, at der er en ordentlig kile i den side træet skal falde."
   "Ja!" Toke valgte, at lade det falde nedad det skrå stykke for nemhedens skyld, skiftede side og begyndte, at hugge kile ind i stammen. Øksen fandt selv vejen igennem luften igen og igen. Han følte sig hjemme i bevægelserne, og stammen gav sig lidt efter lidt. Et sidste hug og træet knagede højlydt.
   "Jeg tror, den er der nu." Toke så over mod Touron og Tejn, som med tegn signalerede, at han skulle gå om på den anden side og skubbe til stammen.
   Toke nikkede og gik rundt om træet, hvor han lod øksen glide ud af hånden. Han lagde begge hænder mod stammen og lagde al kraft bag dem. Første gang gav den sig ikke meget. Kun et ynkeligt lille knæk var, hvad han fik ud af sine anstrengelser. I andet forsøg ville han få træet til at gynge ligesom en gangbro, hvor man går hen over i jævn hastighed, så den gynger ildevarslende. Med små rytmiske stød fik han sat træet i bevægelse og efter nogle sekunder begyndte det endeligt at falde ned mod skrænten. I øjeblikket efter blev Toke overvældet af en hidtil ukendt glædesrus, men det varede kun til, han lod blikket glide hen ad det fældede grantræ og videre ud i underskoven, hvor han fik øje på noget.
   "Hvem er det, som står derovre?" Toke pegede på en skikkelse, der stod i mørket inde imellem en lille gruppe tætte graner. Tejn og Touron kunne ikke se noget fra, hvor de stod og kom over til Toke med det samme. De stirrede ind i mørket mellem stammerne. Tejn skyggede med den ene hånd foran øjnene og fik øje på skikkelsen, der stadig stod i skjul.
   "Vis dig!" råbte han bydende, men bestemt.
   Skikkelsen satte sig i bevægelse og kom ud i lyset med små skridt.
   "Ah, den gamle druide, han holder til herude et sted." sagde Tejn overlegent.
   Toke var målløs, den gamle var klædt i gråhvide pjalter, håret var sølvgråt og dækkede skuldrene. I hånden holdte han druidernes insignier; den knudrede stav med små hellige medicinposer hængende ned fra toppen af staven.
   Toke studerede oldingen, der blev stående længe nok til, at han kunne se igennem alle rynker og det filtrede hår. Han så lige ind i to meget levende øjne. De trængte sig lige ind i ham.
   "Toke - Du må ikke se... Ved Odin." Tejn greb beskyttende om ham, dækkede hans øjne med den ene hånd og vendte ryggen til oldingen med Toke i favnen.
   "Du må aldrig, aldrig se en klanløs druide i øjnene." sagde han alvorligt ind i hans øre.
   "N...Nej, det skal jeg nok huske." stammede Toke og blev sluppet igen. Han kastede et stjålet blik i retningen af druiden, men han var allerede væk.
   "De er alle og ingen steder på samme tid. De er hvileløse, som har undveget Hel længere end nogen kan huske." Touron spejdede rundt, men druiden var der ikke længere: "Jeg tror, vi må få lokket høvdingens druide herop. Toke er ikke den eneste, som er kommet i hans band."
   "Tror du han holder til heroppe et sted?" spurgte Tejn.
   "Det er ikke utænkeligt, der er huler og skov nok til at skjule lidt af hvert."
   "Skulle vi ikke gøre træet færdigt?" Tejn skiftede emne, og uden mere snak gik de tre i gang med at hugge grenene af stammen og derefter rense grenene af, så de kunne bruges til, at rulle selve stammen ud af skoven på, så andre kunne arbejde videre med stammen senere. Den første del tog dem ikke ret lang tid, for Touron og Tejn arbejde hurtigt og rutineret efter år i skoven og Toke gik dem til hånde, hvor han kunne. Touron bandt et kraftigt hampereb rundt om den brede ende af stammen og kontrollerede, at det ikke kunne give sig, mens Tejn og Toke lagde alle grene ud på jorden i en lang række, som førte helt ud af skoven.
   "Toke - Stil dig ved siden af og vær klar. For mens vi trækker stammen, skal du samler grene op bagved og løber helt frem med dem og lægger dem i forlænger af de forreste." sagde Tejn og snoede rebet rundt om sin ene arm: "Når stammen først er i bevægelse - Må den ikke stoppe igen."
   Toke nikkede opmærksomt og så ned på stammen, der lå klar for fødderne af ham.
   "Så trækker vi!" råbte Tejn. Trækket i rebet satte stammen i bevægelse. Toke ventede rastløst på, at han skulle til at samle grenene op og placere dem foran med det samme slut enden, havde forladt grenene var han der og samlede så mange op, som han kunne have i favnen og løb op foran og lagde dem ud i forlængelse af de andre. For så at gentage det til han var både forpustet og svedig. Da han endelig hørte det forløsende "Holdt" fra Tejn, Smed Toke grenene fra sig og lod sig falde fremad, så han støttede sig med armene mod knæene.
   Tejn kom over til ham og klappede ham på ryggen: "Godt nok, du skal nok blive en passabel skovløber, inden vi er færdige med det her - Ha!" grinede lagde han armen op på skulderen af Toke. De gik sammen ned mod hytten, der næsten ikke kunne ses oppefra. Hvis det ikke havde været for den afslørende røgsøjlen, som steg op imellem klipperne, ville ingen ane det. Men de viste, hvad kipperne gemte på og fulgte den sti, som skar sig igennem rydningen hele vejen ned til floden. Den slyngede sig ud og ind imellem halvt opgravede træstubbe og hele stammer, der kun ventede på at nogen ville flytte dem hen til det sted, hvor de skulle bruges.
   Tejn gik midt imellem Touron og Toke, som stadig havde sin arm liggende på hans skulder. En nærmest faderlig gestus som dengang i det ufærdige klippetårn.
   Tejns øjne flakkede hen over vidderne, da de stod på det højeste punkt midtvejs imellem skoven og hytten og så ud over det land som udgjorde Ravneklanens verden.
   "Ja, det er flot, stort og denne bid er vores!" Tejn så ned på Toke: "Og en dag kommer du til at se det hele, men lige nu skal vi ned til de andre i hytten." Han gav et lille klem med hånden, mens de gik videre, kort efter, stod de ved indgangen til hytten, hvor lyden fra mændene trængte ud til dem. Snak, latter og lyden fra en slibesten. Touron var den første, der trådte ind igennem tæppet i døråbningen, og brød dermed barrieren imellem hyttens trygge indre og verden udenfor. Lige bag ved ham var det Tokes tur til at træde ind over tærsklen. Han trak tæppet til side og stak hovedet indenfor. Og så svenden sad ved bålet og så mere frisk ud nu, hvor han sad og spiste. Toke trådte helt ind helt ind. Tejn kom også ind og satte sig med det samme for enden af bålet på en bedre skammel med ryglæn. Man rakte ham tavst en dampende skål mad. Touron sad på hans højre side og var i gang med, at skovle stuvningen ind i munden og smaskede lystigt, og kun afbrudt af veltilfredse ræb.
   "Toke, kom dog over og få dig noget mad. For i morgen kommer nok en dag, og vi skal være klar til at modtage den ordentligt." sagde Tejn og lod skeen forsvinde i munden nok engang samtidigt. Han løftede hånden med skålen op og pegede med den i retning af svenden. Toke satte sig ved siden af ham og fik med det samme rakt en skål mad og et krus mjød. Toke sad og mærkede duften, som steg op i hovedet på ham.
   "Ved Odin, hvor er jeg sulten." var det eneste han kunne tænke, da han satte kruset på gulvet ved sine fødder. Han greb skeen og lod den forsvinde ned i stuvningen. Han satte tænderen i den første mundfuld, som var en eksplosion af saft og kraft i munden på ham. Svenden puffede til ham, og han så over på ham.
   "Jeg tror ikke, at du når tilbage til landsbyen i dag." sagde han.
   "Nej, det tror jeg heller ikke." svarede Toke stille: "Mon Leif forstår det?"
   "Ved det ikke, men et par af mændene gik tilbage. Lige efter I var gået op til tårnklippen, så han har vel hørt, at vi er heroppe nu."
   "Tror du virkelig det? Så han venter os altså ikke tilbage i dag?" Toke lyste op over ikke at svigte sin ven.
   "Ja, det er jeg ret sikker på."
   Toke slappede af igen og forsatte med, at skovle mad ind indtil skålen var tom og han stillede den fra sig. Mæt og træt efter dagens strabadser havde han for første gang lejlighed til at se lidt nærmere på hytten og folkene, der sad rundt om langilden midt i den. Lige overfor ham sad en mand, som lignede en dværg ved siden af Touron.
   Svenden lænede sig over mod Toke: "Det er Runar, han er heroppe for, at snitte gavlene og kipstykkerne." svenden pegede diskret i retning af hyttens fjerneste ende, hvor Toke nu fik øje på nogle kunstfærdigt udskårne planker.
   "De er flotte, men hvad forstiller de?" spurgte han kunne ikke se dem i deres helhed og derfor heller ikke genkende motiverne.
   "Midgårdsormen. Vi er så højt oppe, at vi må sikre os alles velvilje." svarede svenden alvorligt: "Hans arbejde er vigtigt for, at sikre gudernes gunst. Ingen må glemmes!" Toke nikkede indforstået og løftede sit krus op og tømte det i et drag.
   "Ovre ved plankerne er skovløberne, de snitter nagler. Dem skal vi altid sørge for, der er nok af." Toke nikkede igen, han havde allerede lært at snitte dem, da han var gammel nok til, at holde en kniv i hånden, hvis der ikke er andet at give sig til, som et brætspil eller snak.
   "Lyt, kan du høre de lyde." Toke spidsede ørene og kunne med et høre nogen, udenfor: "Det er jægerne." sagde svenden og holdte en lille pause: "Dem vil jeg gerne følge en dag, men det må vente." sagde han med et længselsfuldt udtryk i stemmen.
   "Hvorfor det?"
   "Man skal først være optaget i krigernes rækker, før man kan gå med dem." han så væk og ind i ilden igen. Toke så tilbage imod indgangen, hvor lyden fra tunge skridt blev mere og mere tydelige.
   "De må godt nok have fanget et stort dyr, sådan som de tramper afsted." nåede Toke lige at tænke inden han hørte lyden af noget tungt, som ramte jorden. Det fik ham til at se over på indgangen igen og så over på Tejn med et spørgende blik. Han gjorde ingen mine til, at der skulle være noget særligt på færde.
   "Gå bare hen og se - De bider ikke." kluklo Touron og tog et ordentligt drag af sit krus. Toke gned hænderne på lårene. Han rejste sig hurtigt op og gik hen og løftede forhænget til side. Han kunne ane fire mænd, som stod rundt om noget stort, der lå i græsset for fødderne af dem.
   "Jeg tror, de har fanget et vildsvin eller muligvis en buk." gættede Toke ud fra størrelsen: "Skal jeg se efter?" han skævede over skulderen for at se reaktionen.
   "Ja, gør du bare det." svarede Tejn bagved ham. Et nik og Toke strøg ud i skumringen og stod i næste nu ved siden af forsamlingen.
   "Vær hilset, hvem er du?" spurgte en af de nærmeste, der holdte en langbue i hånden.
   "Toke, søn af Aasmund Eriksøn fra Ravneklanen - Jeg er her med Tejn og Touron."
   "Niebuhr Fangeren." brummede han og så igen ned på sit bytte - Et velvokset vildsvin.
   "Det må jeg nok sige - Sikke et bytte du har fået med tilbage!" udbrød Toke, målløs af beundring. Han sendte en forstående tanke til svenden, der måtte blive inde i hytten og gå glip af dette øjeblik.
   "Det skal hænges op, så det kan modne lidt, inden vi kan spise det." tilføjede en af mændene. Imens han trak et kraftigt hampereb ind imellem bagbenene på byttet, der allerede var bundet sammen, så byttet kunne blive løfte tilbage til lejren. Manden trak rebet ud i sin fulde længde og smed enden over en træstamme. Der var sat i spænd mellem nogle klipper, så den stod skråt op i luften, så den kunne bruges til at trække byttetdyr op i.
   Rebenden blev grebet trukket ud, hvorefter alle jægerne samledes langs det og tog fat med begge hænder om det.
   "Også dig - Du kan lige så godt gøre lidt nytte nu, du alligevel er her." råbte Niebuhr til Toke, som hurtigt fik stillet sig op bagerst i rækken og tog fat i ræbet.
   Niebuhr så sig over skulderen og konstaterede tilfredst at alle var klar: "Så trækker vi til!" råbte han højt. Idet ordene lød, gik alle baglæns til, rebet var helt strakt helt ud.
   "Og en gang til - Nu gælder det!" råbte Niebuhr, og han trak i rebet alt, hvad han kunne med hele sin vægt. Og samtidig begyndte han at gå bagud i små skridt og alle fulgte efter.
   "Toke, du holder øje med, om der ligger noget i vejen - Sig til, hvis der er noget." ordene sev ud imellem Niebuhr sammenbidte tænder. Et nik fra Toke blev indlysende nok overset, da han jo var sidst i rækken af mænd og så lige ind i en bred ryg foran ham. Han trak, alt det han kunne og kastede efter hvert skridt et blik bagud, men grunden var god og jævn.
   "Så, kun nogle favne til, så hænger den, hvor den skal!" brølede Niebuhr højt, hvorpå alle mændene lagde ekstra kræfter i, så dyret langsomt begyndte at løfte sig op fra jorden. Selv Toke med sin position som sidste mand i rækken kunne mærke vildsvinet vægt i den anden ende.
   "To favne mere - Vildsvinet skal helt op, så ingen af nattens væsner kan nå den!" kommanderede Niebuhr. Og med en sidste kraftanstrengelse svævede dyret yderligere et stykke op imod himmelen til Niebuhr råbte: "Stop - Nu Toke - Træk rebet helt ud og bind det til en rod."
   Toke stoppede med at trække, men holdt stadig om rebet med let hånd, mens han gik bagud mod en stub, der så solid nok ud. Toke svang rebet et par gange rundt om det og satte foden på stubben. Hvorpå han trak rebet helt stramt, så vægten fra vildsvinet blev holdt af stubben. Rykkede et par ryk til i rebet, før han var tilfreds og bandt så en kraftig knude på det og vendte sig rundt imod de andre.
   "Den er fæstnet nu." råbte Toke.
   En efter en slap mændene deres greb i rebet, så rebet ikke ville briste, hvis det blev belastet for hurtigt, så det til sidst holdte hele dyrets vægt alene, da Niebuhr til sidst slap rebet.
   Toke gik frem og stillede sig lige under dyret, og så op på det nu, hvor arbejdet var gjort.
   "Sikke dog et stort dyr." tænkte han, mens de andre ubemærket samlede sig lige bag ved ham.
   "Vil du med ind i hytten til de andre?" spurgte Niebuhr "Eller vil du hellere blive herude sammen med vildsvinet?" han udstødte en latter og drejede hovedet om imod de andre, som også grinte med, mens de gik forbi Toke og forsvandt bag tæpperne ved indgangen.
   Toke så igen op på dyret, som dinglede frem og tilbage i aftenbrisen.
   "Kom!" Niebuhr puffede til ham og gik selv ind. Nogen øjeblikke senere fulgte Toke efter og nåede lige, at se Niebuhr og Tejn hilse på hinanden, som frænder. Han blev stående og så til, indtil alle havde sat sig ned, hvorefter han gik over til svenden og satte sig ned.
   "Det tog lang tid, hvad lavede I?" spurgte han nysgerrigt og vrikkede lidt uroligt rundt indtil Toke havde sat sig helt til rette.
   "Jeg hjalp med at trække et vildsvin op, så det kunne modne." fortalte Toke og så hvordan Svenden spilede sine øjnene op og så på ham med fortæl-mig-mere blikket.
   "Jeg stod for enden og skulle til sidst fæstne rebet, så vildsvinet blev deroppe." Toke bukkede sig frem og øsede et krus vand op, dette drak han grådigt ud, mens han skulede over imod Tejn, der sad lænet over mod Niebuhr, de snakkede dæmpet med hinanden.
   "Hvad tror du, de taler om?" spurgte Toke svenden., der lænede sig frem for at kunne se noget for Toke.
   "Ved det ikke, men efter deres miner at dømme, må det være alvorligt."
   Toke nikkede og så igen derover, mens alle de nytilkomne tog for sig af retterne med megen latter og en god appetit. De havde slået sig ned på bænkene overfor, hvor han og svenden sad. Deres klæder var mere mørke, end dem Toke kendte til nede fra landsbyen - Kun totemet var lyst. Rundt om underarmene havde de lædermanchetter og deres fodtøj var også forstærket med læder og holdt på plads af lædersnore.
   "De er godt tilpasset jagten, hva?" spurgte svenden.
   "Mja." mumlede Toke: "De har ikke noget sværd - Kun dolke, spyd og jeg så også et par langbuer."
   Svenden afbrød ham: "Det er jægere ikke krigere, hvad skulle de med et sværd, der hele tiden kunne hænge fast i et eller andet."
   "Du har ret, hvad skulle de med den, så er en dolk og en langbue bedre."
   De sad og lyttede til de fortællinger, der svirrede igennem luften, der handlede om alt fra gudernes gerninger i Midgaard til jagtens feber, der havde pulseret i deres årer hele dagen, og som nu var ved at ebbe ud. Om det at ligge på lur og kun kunne afvente, måske hele dagen uden, at der skete noget. Kun at vente på det rette øjeblik for, så at slå til i et nu. Toke og svenden var især tryllebundet af Fredbjørns beretning om, hvordan han fik sig sit navn. Dette gjorde han med mange fagter og passende grynt, spandt han på ny sagnet om den unge jæger, der drog ud i de dybe skove. Sådan cirka på samme tid af året, som nu bare for virkelig længe siden. Der strejfede han rundt i skoven om dagen og gjorde jagt på alt, der bød sig til. Og sov under den åbne himmel kun varmet af et lille bål og et uldtæppe, der var trukket helt op om ørene. Han havde tilbragt flere uger på den måde og havde hele tiden haft jagtlykken med sig lige indtil en nat, hvor han var blevet vækket af lyden fra et stort dyr, som maste sig igennem skoven. Han var faret op og trak sin dolk. Beredte sig på at møde den indtrængende. Han forventede det værste. Med ét brasede en bjørn ud imellem to træer lidt til venstre for ham og stoppede op nogle favne fra ham. Den fangede hans blik og den første kamp begyndte uden, at de bevægede sig ud ad stedet. Fredbjørn stod med ryggen til bålet, med armen løftet og klar til at drive dolken dybt ind i bjørnes bryst. Men den rørte sig ikke ud af stedet, den stirrede kun på ham med hovedet sænket næsten helt ned til jorden.
   Fredbjørn viste ikke, hvor længe de stod overfor hinanden på den måde, men skoven begyndte at vågne rundt om dem. Og i takt med at lyset vandt frem og bålet flammer svandt ind til gløder, der rejste bjørnen sig med ét op på sine bagben og ragede dermed flere hoveder højere op end han selv var høj. Men også denne gang angreb den ham ikke, selvom han var klart underlegen i forhold til den. Den udstødte et brøl, der fik blodet til at stoppe i årene på ham, så sveden piblede frem og han anråbte derpå alle de guder, han kendte og muligvis også et par han ikke tidligere havde bedt til. Og med et begyndte han, at råbe af al kraft lige op i ansigtet på den: "Må Odins øje lyne og gøre dig blind om dagen. Og må Thor drive sin vogn hen over himlen, hver eneste nat, så hvilen ikke bliver dig forundt til alle tider." brølede han igen og igen i forventning af, at blive flået i småstykker af bjørnen, hvert øjeblik det kunne være. Men intet skete. Den blev bare stående på bagbenene uden, at røre sig ud af flækken, med dens øjne tung hvilende på ham. Men så skete der noget, han ikke havde regnet med, for med et forsvandt dens stive blik, og den lod sig falde ned på alle fire igen, men blev ellers stående på samme sted som før og stadig uden at vise nogen tegn på, at ville forlade hans plads.
   I den stund var gode råd dyre, og i desperation var det eneste Fredbjørn kunne komme i tanke om. At strække sin frie hånd langsomt ud til siden og famlede sig frem til gårdsdagens fangst, der var hængt op i et træ ved siden af ham. Han løftede en af harerne, som hang der, ned og smed den over til bjørnen. I første omgang lugtede den kun mistænkeligt til den, men satte så tænderne i haren og flåede en ordentlig luns ud af siden på den, og i løbet af nogle få bidder var haren forsvundet ned i maven på bjørnen. Frygten var veget lidt og det begyndte at more ham, sådan at fodre en vild bjørn. Så derfor smed han nok en hare hen til den og også den forsvandt hurtigt ned i den mave.
   Fredbjørn så rundt på alle i hytten og var godt tilfreds med, at have alles opmærksomhed. Og han tog en dyb indånding for, at fuldbyrde slutningen på historien.
   "Sådan mistede jeg godt nok min fangst, men vandt en ven for en tid. For efter den nat fulgtes vi ad indtil den dag, hvor den trak sig tilbage til sin hule for at tilbringe vinteren der. Jeg lod den være, men vendte tilbage til hulen det efterfølgende forår med en lækker buk til den, og vi fulgtes også det år og mange efter det. Indtil bjørnen og jeg blev kendt vidt og bredt, som ... Fred med Bjørnen, der senere blev til Fredbjørn. Vi fulgtes i mange år og selv i krig, var vi sammen. Og hvilken krig, men det er en anden historie. Så en dag vågnede den ikke op, og jeg gav min ven den sidste ære og en bålfærd, som ville være en højbåren høvding værdig. Det eneste der blev tilbage var en af dens mægtige klør, den havde tabt år tidligere i kamp." Han trak i en lædersnor, som han havde om halsen fri af tøjet. For enden af den hang der en bjørneklo, større end mange nogen siden før havde set mage til: "Og mit navn vil altid forbinde mig med bjørnen, der var fredelige overfor venner og grusom mod alle fjender. Fredbjørn talte videre næsten uden at trække vejret.