Prolog
   Februar 1889 - Hvalfangerskibet "Stormmågen", på vej nord om Norge. Forliser ud for Svalbard, skibet opgives og tilbageværende besætning søger i land efter forgæves forsøg på at befri skibet fra isen.


* * *
   Vi har i dag begravet 1. styrmanden B. Unden og matroserne Jensen og Ludvigsen fra Rømø. De var blevet sendt ud på jagt og havde været væk i over en uge. Aftalen var, at de skulle være af sted i tre dage, hvorefter de skulle vende tilbage, uanset om de havde haft heldet med sig eller ej.
   De udeblev og på grund af en snestorm afventede vi til den løjede af, hvorefter vi begav os ud for at lede efter dem.

Vi vidste hvilken retning de var gået og fulgte denne rute og kunne godt se spor efter dem hist og her. Sidst på formiddagen efter en møjsommelig vandring sydover. Kom vi til nogle huler og her fandt vi dem. De var omkomne. Frosset ihjel inde i hulen, hvor de havde søgt ly for snestormen.
   Vi valgte at lade dem blive i hulerne, tog geværer og ammunition, lukkede hulen med sten og satte tre kors op med deres navne og mindede dem kort inden vi begav os tilbage til hytten.

Det er nu to dage siden, stemningen var meget tynget, vi var kun tre tilbage nu, mig selv Kaptajn E. Sprit, Navigatør V. Ildspor og Hovmester P. Oison.

I går var vi ude på vores engang så prægtige skib "Stormmågen" en sidste gang, for at se om der var noget tilbage vi kunne bruge på vores videre færd.
   Vi havde ikke været derude siden vi forlod den i al hast for to uger siden, isen holdt den stadig i sit jerngreb, og den sidste storm havde ødelagt en hel del siden sidst og det der var tilbage ville ikke gøre nogen forskel, blot sinke os i vores næste mål.
   Vi må vandre sydover i håb om, at nå en af fangststationerne, der ligger i bugterne på den sydlige del af øen, inden vi også bukker under eller overraskes af en isbjørn. Udsigterne er dystre, men vi har ikke mistet håbet endnu.

Strandet
   Siden vi strandede på Svalbard har vi fundet tilflugt i en gammel jagthytte. Den havde været ubenyttet i årevis, og var ret forfalden. Vi forsøgte at lappe de gabende huller i væggene med planker fra skibet, så de kunne yde lidt modstad mod vejret hærgen og ikke mindst isbjørne.
   En gang i mellem kunne vi høre dem rumstere rundt udenfor. Formoder at de var blevet tiltrukket af stanken fra det rådnende hvalkød, idet hytten havde været brugt til at opbevare kød i, og nu hvor vi havde tændt et bål herinde tøede resterne langsomt op og spredte den mest modbydelige stank.

Vores skæbne havde bragt os til denne hytte. Det hele startede for tre uger siden.
   Vi var på vej op til farvandene nord for Norge, skulle på hvalfangst, planen var at vi skulle nå frem lige omkring solhverv, vi er i slutningen af den arktiske vinter.
   Vi blev overrasket af en arktisk vinterstorm syd for Svalbard. Sejlene blev flænset af de kraftige vindstød og mandskabet, vi havde sendt op for at redde de sidste rester ned, kunne næsten ikke holde sig fast. Vinden og overisninger gjorde at mange mistede grebet eller blæste i ishavet. Deres fortvivlede skrig forstummede meget hurtigt.
   Vi forsøgte at få skibet på tværs af bølgerne for hermed undgå de værste brændinger, kastede slæbeankret ud der skulle stabilisere vores sejlretning. Det gik godt i nogen tid og vi kunne puste ud for en stund, men med et bristede trossen til slæbeankret og vi drejede igen op i vinden. Og skibet blev igen kastet rundt i det oprørte hav, som en korkprop udsat for stormens luner.
   Bølgerne skyllede vildt indover rælingen og gjorde det næsten umuligt at stå fast på dækket. Endnu flere af vores mænd blev skyllet med ud i ishavet, de havde ikke nået at klamre sig til en mast, ræling eller blot gribe ud efter et reb før det var for langt væk. Og dem der stadig var tilbage klamrede sig til hvad der måtte være nærmest. Enkelte havde bundet sig fast, andre havde søgt tilflugt under dæk.

Roret blev belastet til det yderste for at holde kursen, og kædetrækket gav sig langsomt under belastningen, for til sidst at briste. Vi drev nu af sted rundt i mørket, prisgivet naturens luner uden nogen mulighed for at holde en kurs.

Strømningerne drev skibet mod den nordvestlige side af Svalbard
   Vi blev ført ind i en bugt, skibet var meget medtaget og vi var alle sammen totalt udmattede efter strabadserne. Derfor bemærkede ingen, at skibet langsomt blev lukket inde af is. Vi var drevet ind i en spalte i isen, som stormen må havde revet op. Da vi endelig opdagede hvad der var på færde, var det for sent.
   I dagene herefter prøvede vi forgæves at holde skibet fri for isen, men kampen var ulige, hver gang vi havde befriet lidt af skibet kunne vi begynde forfra i den anden ende.
   Inden vi opgav skibet var flere fra mandskabet bukket under i forsøgene på at få skibet fri af isen. Omkommet af udmattelse, kulden og dårlig forplejning, vi var nu kun seks tilbage.
   Selv hvis vi kunne få skibet fri igen, ville det ikke gøre nogen forskel. Vi er for få til at styre det, for slet ikke at nævne det umulige i at gøre det sødygtig igen.
   Beslutningen var ikke nem, men vi var nødt til at forlade skibet og søge tilflugt i en gamle jagthytte, som vi kunne se ude fra bugten.
   Vi samlede alt brugbart sammen og pakkede det på nogle hurtigt sammentømrede slæder og drog af sted, vejen var oplyst af nordlys. Vi overlod skibet til sin skæbne og isen krævede sin ret i sidste ende, skibet blev omklamret og langsomt knust af ismasserne.

Vandringen mod syd
   Det stod helt klart for os alle sammen, vi ikke kunne blive i jagthytten ret længe endnu. Det var kun et spørgsmål om tid inden den tilbageværende proviant slap op. Brændsel kunne der også ses en snarlig ende på og som følge heraf ville vores vandrationer også blive ret begrænsede, da vi ikke kunne tø sne eller is op uden det.
   Provianten kunne naturligvis suppleres med jagt, men brændslet var et stort problem. Drivtømmer ville være nærmest umuligt at finde, Stormmågen var for langt væk og en talglampe ville ikke være en ordentlig varmekilde i hytten - den er simpelthen for utæt.
   I det hele taget var brændsel det eneste håb for at overleve heroppe, det giver varme og holder isbjørnene på afstand.
   De har udvist en stigende interesse i hytten og lusker hele tiden rundt udenfor, hver gang vi går udenfor har vi et skudklart gevær i hånden. Vi har allerede nedlagt to af dem meget tæt på hytten, og vi håber på én mere inden vi må bryde op. Oison tager sig af rensningen af skindet og prøver at få noget spiseligt ud af kødet. Vi ved faktisk ikke hvordan det smager eller om det i det hele taget er spiseligt, normalt bruges det kun til slædehundene. Uanset hvordan det måtte smage, vil det give os noget at stå imod med til de forestående strabadser på turen sydover.
   Pelsene skal bruges til at forbedre vores beklædning og fodtøjet.

Forberedelserne
   De sidste par dage har vi forberedt os på vandringen mod syd. Vi ved ikke helt hvor meget tid der vil være til at jage i, så vi har samlet så meget proviant sammen som vi kunne. Havde lidt jagt held nedenfor hytten, hvor vi havde fundet en våge, afventede tålmodigt og kunne fangede en uforsigtig sæl. Kødet har vi mørnet over bålet, og pakket ned til turen det samme havde vi også gjorde ved noget af isbjørne kødet.

Hver gang vi havde nedlagt et dyr. Flåede og parterede vi det hurtigst muligt, de bedste stykker til os selv og resten efterlod vi i håb om at isbjørnene ville mæske sig i det, og have mindre interesse i os og hytten. Tror listen lykkes, men om det kun er en galgenfrist ved jeg ikke, men det virker lige nu. Om ikke andet håber vi alle at det vil give os lidt ro til forberedelserne, der er nok at tage sig af.

Forberedelserne var ret fremskredne, at vi havde fået det meste af udstyret klart, samt flikket et brugbart telt sammen af sejldugs stykker, og forstærket to af de slæder vi brugte til at komme væk fra skibet med. Vi vil kun have to med, da de skal trække dem på skift bagefter os. En af os skal hele tiden være klar ved geværet, man ved aldrig om en isbjørn lurer et eller andet sted, og han skal gå lidt foran os andre og holde øjne og ører åbne.
   Denne opdeling har også gjort, at vi kun kan tage det mest nødvendige med for ikke at gøre slæderne for tunge. Vand tør vi op undervejs ved at fylde sne i rensede mavesække. Oison har præpareret og monteret lædersnører til dem. Undervejs skal vi tø sneen op ved at bære dem ind til kroppen.

Således forberedte vi os på at drage sydover, vi vidste at der var beboelser og muligvis noget forplejning at hente der. Det var målet, så nært og alligevel meget, meget langt væk, lige nu her i den gamle jagthytte.

Vi drage først af sted når vejret forekommer nogenlunde stabilt, den første del af turen skulle meget gerne bringe os så langt væk fra hytten som muligt. Lugten herfra har lokket en del isbjørne sammen, og dem skulle vi helst slippe af med så hurtigt som muligt. For at give os et forspring har vi nedlagt nogle sæler, som vi vil efterlade som afledning.
   Alt var efterhånden på plads og vejret så også ud til at være med os. Vi brød op og listen så ud til at virke, vi så nærmest ingen spor efter isbjørne.
   Selvom vandringen var anstrengende og til dels uvejsomt, nåede vi at komme et godt stykke mod syd.
   Alt forløb som planlagt, og vi lagde for med godt mod og holdt en stabil fremmarch. Vandrede hele dagen, kun små pauser for at spise og drikke lidt. Ville jo have afstand til hytten så hurtigt som muligt inden vi slår lejr første gang.

Redningen
   Vi fulgte kystlinien mod syd i håb om, at der ville komme et skib forbi og sandelig om der ikke dukkede et op. Først var det kun nogle svage lys i det fjerne, men efterhånden kunne vi ane skikkelser, der gik nogen rundt på dækket.
   Vi havde forberedt nogle fakler, som vi tændte og signalerede med. Inden længe kunne vi se at skibet ændrede kurs og kom imod os. De lagde for anker et stykke ude og vi kunne høre nogle kommandoer og at en jolle blev sat i vandet.
   Der var fem mand i båden, da de endelig nåede frem til iskanten. Vi lod det meste blive tilbage, tog kun logbogen, kompasset fra "Stormmågen" med.

Vores redning blev handelsskibet "Søulken".

Vi sad nu på det gode skib Søulken, der var på vej rundt i ishavet til fangststationer, hente skind og tønder med hvalfedt. De havde proviant med til folkene der levede heroppe i sæsonen.
   Vi sad nu i kaptajnens kahyt og kunne se ud på Svalbarden, hvor vi havde efterladt mange af vores gode venner. Vi sad i varmen, nyvaskede, frisk tøj og med en kop skoldhed suppe i hånden.
   Med et skiftede stemningen udenfor naturen bød os et nærmest uvirkelig syn. Som afslutning på vores oplevelser heroppe stod solen op ude i horisonten for første gang.