"Jeg ved ikke, hvordan du har det med den historie, men den bliver bedre for hver gang, han fortæller den." Tejn så direkte på Niebuhr og de braste i latter med det samme. Og mjødhornene blev løftet højt og Valhallas lyksageligheder blev lovprist med mange lovord, og derefter blev hornet ført til munden og tømt i et langt drag, så skæggene blev dækket af lysebrunt skum.
   "Ah, hvilken fryd." Tejn lagde hovedet tilbage og lod de sidste dråber mjød dratte ned i sin vidt åbne mund. Hvorefter han trak det væk i en stor bue og satte det på træblokken ved siden af sig.
   "Niebuhr." Tejn vinkede ham tættere på, så nyfigne øre ikke kunne høre, hvad de talte om.
   "Hvad ved du egentlig om den gamle druide?"
   "Nå, så I har også mødt ham. Ja, han er noget for sig."
   "Ja, det kan man roligt sige, men altså, hvad ved du om ham?" Tejn så afmålt på ham: "Du har jo tilbragt en del tid herude i skovene, hvor vi andre aldrig kommer, og muligvis har du opsnappet noget om ham."
   "Jo, hørt og set har jeg da en del, men..." han bukkede sig fremover og kløede sig i hovedbunden og så først op igen efter nogen tid.
   "Han hedder Iskadur og flygtede herop i nærheden af Odins tinder kort tid efter, at landsbyen, som han var druide for, var blevet overfaldet og udryddet af en fjendtlig klan. Alle indbyggerne i klanen blev dræbt i løbet af bare én nat og kun han overlevede. Det kun fordi han ikke boede i selve landsbyen, men lidt udenfor den i sin egen hytte inde i skoven. Da rygtet om overfaldet spredte sig gik alle ud fra, at han også var blevet dræbt sammen med alle de andre, indtil han begyndte at blive set af rejsende heroppe på disse kanter." Niebuhr løftede sit drikkehorn op, da Arne kom rundt med mjødsækken. Da det igen var helt fyldt op løftede han det, som en ordløs tak, og så over imod Tejn igen.
   "Ifølge beretningerne dukker han altid op af skyggen, siger intet, men hvis man ser ham i øjnene - Uha, så er man fanget. De, som har oplevet det, taler om, at de hørte messen, og at det var, som om alle deres gode og dårlige gerninger blev vist for deres indre øje. Og det uden at de kunne stoppe det endsige bevæge sig ud af stedet."
   "Det stemmer godt nok, selvom jeg ikke ved, om Toke oplevede det indre syn, han har ikke nævnt noget om det." de så kort over mod ham, og forsatte så: "Når vi er ude i skoven for, at jage finder vi nogle gange spor efter, at nogen har gravet i jorden, skrællet bark af træerne med en kniv og ikke sjældent fornærmelsen af, at nogen holder øje med os."
   "Har I på jeres jagttogter på noget tidspunkt fundet noget, der kunne minde om en bosættelse?"
   "Nej, ikke andet end små bål langs med floden, men det behøver ikke, at betyde noget som helst."
   "Nej, men vi må hellere gøre noget ved det, inden arbejdet skrider for langt frem. Kunne du og dine mænd ikke under påskud af at jage begynde at afsøge skoven heromkring efter et sted han kunne holde til?"
   "Jo, det ville ikke være noget problem, vi er jo alligevel derude så ofte, så hvorfor ikke."
   "Godt, så siger vi det." Tejn løftede sit drikkehorn, og de slog dem sammen for, at besegle deres aftale. For så igen at deltage lidt i den runde, som sad om ildstedet. Fredbjørn var midt i nok en fortælling og havde samlet en lille skare af lyttere, ovre ved den anden indgang. Blandt disse var svenden og Tejn samt et par af jægerne, der fulgte fortællingen, alt imens de ordnede deres våben, så de var klar til dagen efter. Selv Runar lyttede med, dog var han mere interesseret i at slibe og rense alle sine værktøjer, så de ikke rustede. Krumbøjet over arbejdet sad han helt tæt på ildstedet og løftede hver kniv op en efter en og betragtede dem nøje. Han vendte og drejede dem et par gange i skæret fra ilden foran sig. For at afgøre om de skulle slibes, pudses eller kun fedtes ind for at modvirke rust. Under alle omstændigheder gnubbede han dem ind i fedt, som han smeltede i en lerkrukke i udkanten af ildstedet. Han lod sig ikke forstyrre og så kun op nu og da, når Fredbjørns beretning blev for spændende så slap han sin sysler nogle få øjeblikke.
   "Ha, sikke en gavtyv." sagde Niebuhr og tog en god slurk mjød.
   "Ja, han får alle til at glemme deres pligter." Tejn så over på Hjalte, der var faldet i søvn op af en stolpe. Han rejste sig op og gik over til ham. Han ruskede i Hjalte, så han nær var faldet bagover.
   "Du har vist noget, du skal ordne." sagde Tejn alvorligt. Hjalte rettede sig op og så sig hurtigt rundt. Alle så på ham, uden at han bemærkede det. Det var mørkt udenfor. Han greb ud efter en fakkel og tændte den i ildstedet og kom på benene i en fart.
   "Ja, det har jeg." sagde han, og gik ud af hytten med faklen i hånden. Tejn så efter ham og blev stående, selv efter at han var ude af syne. Nogen tid senere kunne de inde i hytten ane skæret af vågebålet, som var blevet tændt udenfor begge indgange.
   "Så er det vist i orden." Tejn satte sig tilbage på sin plads "Vi skulle nødigt få uventet besøg af vilde dyr eller det, der er værre." sagde han alvorligt. Niebuhr nikkede indforstået uden, at sige noget, men tømte sit horn i et langt drag.
   Aftenen var stadig ung, men rundt om ildstedet krøb de en efter en op på siddebriksen for at sove. Til sidst lagde Tejn og Niebuhr sig også til ro for natten uden mange ord, kun ildstedets sagte knitren og snorken fra mændene indledte nattens hvile, der kun ville blive forstyrret, når Hjalte i løbet af natten vækkede sin afløser. Noget de fleste slet ikke ville bemærke, før de vågnede næste morgen og eventuelt bemærkede, at Hjalte også lå og sov på briksen. For mændene behøvede kun at vide at alt var, som det skulle være og dagen kunne starte.