Barnet ligger ganske stille i den store seng. Dets ene fod stikker uden for tæppet, og den stribede uldsok hænger i ål. De sorte krøller klæber mod panden, og en sveddråbe pibler ned mod de vibrerende næsebor.
   Det er en dreng. Han er tre år, og han trækker vejret lidt for hurtigt.
   Hans lysebrune ansigt vender mod en stor mand, der sidder ved sengen, men drengen har lukket øjnene, så ingen kan se, at de er blå.

Det er en lun sommeraften i det lille land, langt her fra og i en anden tid. Og skovens træer synger om blod, lidelse og ondskab. Eller måske er det bare vindens susen?
   Danny er ikke sikker.
   Måske er det bare dagens oplevelser og indtryk, der synger i hans blod, og får det til at virke som om skoven synger med?

Han føler varmen fra hånden, der holder om hans pegefinger, og forsøger at vriste sig fri.
   "Dumme unge," hvisler Danny, da barnet lukker sin lille, varme hånd endnu tættere om hans finger.
   Nu har han både fortalt en historie og ladet som om han også selv ville sove.
   Og alligevel er ungen stadig vågen. Lader bare som om han sover.
   Det hører da ved havenes guder ingen steder hjemme, at han - en granvoksen mand på 45 - skal sidde her til nar og grin i et støvet aflukke, hvor der lugter underligt?
   Hvis han går udenfor kan han måske få tænkt over situationen.
   Der er vist kun en løsning?
   Men først skal ungen sove.
   For lidt siden havde Danny forsøgt sig med et barskt: "Nu skal du altså sove!" Men ungen var brast i en ynkelig, rædselsslagen gråd.
   Som om Danny ikke var ligeglad med det hyleri. Den forkælede møgunge kunne for hans skyld skrige sig ihjel,
   Men det skar i hans ører, borede sig ind i øregangene som en syl, så han snoede en af barnets krøller om sin pegefinger og lod ham bagefter gribe om den.

Og her er de så. Kun de to i hyttens menneskedel.
   Så vidt Danny ved.
   Mens han venter på, at ungen falder i søvn, tænker han over skovens sang.

Den var begyndt, da han gik hjem fra høstarbejdet på herregården. Han var træt og oprevet. Ikke oplagt til uro, men det var netop hvad, der mødte ham. Fra den del af hytten, der var stald, lød høje, skingre hvin, og han stormede derind.
   Det var nogle af pattegrisene, der hvinede, og soen nappede efter dem. Koen trippede uroligt i nabobåsen, men fik så øje på en tot hø i truget. Så gumlede den roligt og så dorskt på ham, mens de andre dyr også faldt til ro.
   "Hvad var der dog med jer?" tænkte han højt, mens han kløede den gamle so bag ørerne, så hun slog krølle på halen.
   Dyret gryntede og Danny lo. Han havde naturligvis ikke regnet med at få et fornuftigt svar. Siden alt nu lod til at være roligt kunne han vel lige så godt gå ind i stuen. Måske vidste hans kone, Sita, noget.
   Han vendte sig og trådte uden om en klump halm blandet med afføring.
   Og så gled han.
   Han nåede akkurat at afbøde slaget med sine hænder, og da de landede i klumpen, han gerne ville have undgået, slog han sig ikke slemt.
   Han bandede nu alligevel ret stygt.
   Først over dyrene. Behøvede de dælens svin være så svinske? Dernæst over nabodrengene, som han formodede havde fodret og muget ud. Kunne de ikke have lukket kælderlemmen helt? Sådan nogle landkrabber og døgenigte?
   Det var nemlig den han var faldet over.
   Nu måtte han have den snak med Sita. Det her var for galt!
   Men der var ikke nogen Sita i stuen. Hverken ved rokken, langbordet eller ved ildstedet. Heller ikke i alkoven eller i aflukket.
   Der var heller ingen lille pige eller et svøbelsesbarn i en kurv.
   Men der stod en dreng henne ved skabet, der fungerer som rumdeler. En spinkel dreng med halvlangt, uglet og tjæresort hår. Og med sorte øjne, lysende af frygt.
   "Hvor er din mor, Niku?" forhørte Danny.
   Den niårige dreng svarede ikke. I stedet sagde han:
   "Der var et monster under hans seng, onkel Danny."
   "Sludder og vrøvl," udbrød Danny og tænkte: har ungens hoved alligevel taget skade af hans fars død eller af, at jeg - hans onkel - nu er hans stedfar?
   Men måske mente han bare, at den lille unge - hans lillebror - troede, at der var et monster under sengen.
   "Jeg jog det væk, men ungen hylede. Han gjorde, og nu er han bange. Han er."
   "Nå?"
   Danny var fuldkommen ligeglad med, om den underlige unge var bange. Han havde en livlig fantasi, selvom han var så lille. Eller måske derfor?
   Alligevel krøb det i ham, som om en hær af kakkelakker havde invaderet hans krop.
   Han hørte selv, at hans stemme var umandigt skinger, da han igen krævede svar:
   "Hvor er din mor og mine børn? Hvor er de?"
   "Ovre ved Rurik og dem. Mor sagde, at ..."
   "Hent hende!" kommanderede Danny og havde fået kontrol over sin stemme, så den myndigt drønede mod den skræmte nevø.
   "Ja ja," mumlede Niku, men blev stående og gloede på ham med sine bundløse natøjne. Som om han ville sende ildkugler af sted der fra, og på den måde afkræve ham et løfte om ikke at skælde den lille der inde ud, hvis han græd eller stod op af sengen.
   "Af sted mig dig, hvalp," kommanderede Danny, men noget fik ham til at tilføje: "Hvis han ikke sover, kan han jo få en historie, så han falder til ro."
   "Jeg skynder mig," oplyste Niku. Og Gud-hjælpe-en om han ikke tillod sig at se truende ud. Sådan en opblæst, lille loppe.
   Men i næste øjeblik sprang han af sted. Måske var han en slags loppe, men han var hverken dum eller døv. Danny smilede svagt, for Niku mindede ham om Sammy, hans afdøde lillebror.
   Mens han gik ind i aflukket, døde smilet.
   "Han er væk," kom det fra sengen. Ungen sad op. Var krøbet helt ind i et hjørne og sad op mod væggen. Storøjet og dirrende.
   "Hvis du putter dig, får du en historie."
   "Om alferne," sagde ungen med en forknyt, babyblød stemme.
   "Put dig så ..." Danny havde nær tilføjet: "...underlige unge," men valgte så at bruge ungens navn: "Put dig så, Freddy."
   Ungen adlød, greb sin kludedukke med det slaskede, lysegrønne uldhår og krøb ned under sit tæppe. Dukkens uldhale stak uden for.
   "Der var engang en drabelig sørøverkaptajn ...," begyndte Danny tøvende. Måske var det ikke en historie for en unge på tre år, men da Freddy ikke protesterede, fortsatte Danny og snart kom ordene af sig selv. Det blev til historien om den magtsyge kaptajn Fidero, der ville sætte nogle af sine mænd i land på en øde ø, uden forsyninger - men i stedet selv kom til at bo der.
   Da historien var færdig lå ungen stille, men med åbne øjne.
   "Sov!" kommanderede Danny, og Freddy kneb hurtigt øjnene i.
   Danny blev siddende på sengekanten, men vendte ryggen til barnet. Vreden, der ulmede i ham, tog retning efter Sita:
   Hvad bildte hun sig ind?
   For det første skulle hun slet ikke omgås den lede sæk til nabomadamme. For det andet skulle hun ikke slæbe hans to børn med derover, og så overlade de to stedbørn til ham.
   Tænk, de havde kun havde en eneste nabofamilie, og så var konen derovre en grim og modbydelig harpe, der vimsede omkring hans Sita, talte stygt om alle mænd og satte hans kone op mod ham. Sita var sikkert i færd med at ævle om, hvor led han var, og hvor træt hun var af at være gift med ham. Hvor meget hun ønskede, hun havde sagt nej, da han friede til hende for to år siden. Man skulle aldrig stole på en sømand, der var gået i land for sidste gang - og bla - bla - bla ...
   Hvis hun virkelig mente, han var så afskyelig, var det jo nærmest ondskabsfuldt, at hun overlod Niku og den lille møgunge til ham.

"Ha' en tår vand," beder ungen i sengen.
   " Det her kan ikke blive ved," vrisser Danny.
   En smal bræmme af sollys trænger ind gennem sprækken mellem skodderne. Det er nok til, at Danny kan se, at ungen har sat sig op i sengen. Igen. Han siger ikke mere, men ser storøjet på ham, mens han sutter på sin tommeltot.
   "Undgyld," siger ungen og lægger hovedet lidt på skrå.
   "Mener du "undskyld?"" Danny klør sig i skægget, og bliver klar over, at han har snerret sit spørgsmål frem i en hård, hånende tone. Det farer gennem ham, at han nok ikke skal skræmme barnet. Så falder han jo aldrig i søvn.
   "Undgyld, far."
   "Jeg er ved Calabatras bramsejl ikke din far! Jeg hedder Danny."
   "Dumme Danny." Der er gråd i stemmen nu og det irriterer manden.
   "Du får én tår vand," bestemmer han og rækker ud efter kruset, der står på dragkisten. I halvmørket fejlbedømmer han krusets placering og spilder lidt af vandet ud over sig, før han får hold på kruset. "Satans vand!" hvæser han.
   "Mit vand," retter ungen med træt pylrestemme.
   Freddy drikker en slurk af vandet og lægger sig ned. Han krammer puttetrolden hårdt og lukker øjnene.
   Danny putter tæppet omkring ham og sukker dybt. Det stikker i hans øjne og dunker i panden. Han presser to fingre ind mod næseroden og tænker på episoden med Joes søn:

Broderen, Joe, var fæstebonde, og her i høsten, var det hårdt arbejde, så han havde sin ældste søn med; en knøs på seksten år.
   Danny var der som daglejer, for med mange munde at mætte var det godt med lidt mønt.
   De arbejdede sig gennem marken og rugen segnede for deres leer.
   Så skete det. Herremanden syntes, at Joes knægt arbejdede for langsomt. Det skulle straffes omgående, med piskeslag. Og ikke bare med et par slag for at sætte fart i ham.
   Nej, han fik sin foged til at prygle, sparke, håne og ydmyge knægten. Joe turde ikke gribe ind, men raseriet voksede frem i ham og smittede de andre. Langsomt stimlede de sammen og slog kreds om fogeden, herremanden og offeret.
   "Hvis Sammy havde været her ...," mumlede Joe sammenbidt.
   Det tog Danny som en opfordring. Det var muligt Sammy havde været barsk og
   oprørsk, men nu var han død, og så måtte storebror vel tage affære, var det faret gennem ham.
   "Stop det der!" befalede Danny og lød som den myndige og barske styrmand, han havde været.
   Fogeden stoppede. Både han og herremanden gloede på ham. Joes dreng lå mellem kornet, blødte og jamrede sig.
   "Hvem er så han?" henvendte herremanden sig til Danny med en stemme som slebet stål.
   Fogeden svarede for ham: "Gode herre Richard af Kløverborg, det der er Daniel Keily, ham som tager sig af deres søns horeunge."
   "Ja så," svarede den fedladne herremand og betragtede ham med en nedladende blanding af morskab og foragt.
   Så rettede han opmærksomheden mod sin foged, der stod og grinede dumt.
   I næste nu plantede hr. Richard sin kødfulde, ringbesatte og pludseligt knyttede næve i fogedens fjæs.
   Et overrasket, frydefuldt gys løb gennem tilskuerne, men døde hen, da hr. Richard koldt erklærede: "Min søns horeunge er ikke noget at gøre sig lystig over. Jeg vil aldrig mere høre om det barn. Det gælder også dig, min gode mand. Jeg ser du er tater, som den Satans heks, der fordrejede min søns forstand. Det er jo glimrende."
   Mens Danny søgte efter ord og Joe bøjede sig over sin søn, sparkede herremanden Joe i bagen.
   "På benene med den hvalp!" kommanderede Hr. Richard og rettede blikket mod Danny. Fra bunden af de dybblå øjne truede uhyrlige dæmoner med alskens ulykker og lidelse. Truede så stærkt, at Danny veg et skridt baglæns.

Joes kone fik lov til at tage sig lidt af sønnen, men så snart hans sår var skyllede og han lå på et tæppe i et udhus, måtte hun fortsætte med at stakke korn.
   Danny arbejdede stadig tæt ved siden af sin bror, og kunne mærke vreden springe i mod sig. Den lå i hver sveddråbe, der perlede frem på Joes mørke hud, og den lå i hans vrede bevægelser.
   Over dem var himlen varm, blå og truende.
   Danny famlede efter ord, der kunne udtrykke hans had til herremanden og hans ækle foged. Ord der kunne afværge den retning han fornemmede Joes vrede ville tage. Ord, der måske kunne få ham med i fæstebøndernes og de andre daglejeres kreds.
   Men de sad fast og Joe kom ham i forkøbet:
   "Og den stodders barnebarn vil du opfostre? Du har endda adopteret ham og givet ham dit efternavn. Føj!"
   Joe talte lavt, men indædt og med dyb foragt.
   "Herremanden vil jo ikke have ham og sønnen er et umyndigt skvat på 22, så Freddy bliver vist aldrig nogen herremand, vel? Gider du lige tygge en ny beskøjt, brormand?"
   De havde skændtes om det før, og Danny var mere end træt af at skulle forsvare sig. Sita havde dummet sig, da hun indlod sig med det lille, lyskrøllede aristokrat-skvat, men nu havde hun da skænket ham to børn, med kun 11 måneders mellemrum, en pige og en dreng - så kunne han vel også nok mætte brorsønnen og den lille horeunge med de dybblå øjne. Som Sita havde sagt, måtte man jo håbe, at nogen tog sig af de horeunger, han selv havde her og der.
   Men Joe fnøs og stoppede op. Da han opdagede at fogeden var et godt stykke væk, vendte han sig mod Danny og så kom det:
   "Du tror du er en Helvedes karl, hvad? Sørøverkaptajn for en tid, fordi du ledte et mytteri. Stor mand, men ingen skatte. Ingenting. Du burde dingle i galgen som den forbryder du er, men fedter for hr. Richard og tager dig af hans ækle kryb af et barnebarn, avlet i synd af den heks, du har giftet dig med - og hvorfor? - det skal jeg sige dig ..."
   Joe vendte leen og viftede med det skarpe blad en halv tomme fra Dannys næse.
   Det spændte i alle Dannys muskler. De gjorde sig klar til forsvar. Han stod stille, men hans fingre krøb mod dolkens skæfte. Bag øjne, der blev tomme af sorg og raseri tog han mål af angriberen, og ønskede bare, at hans daggert ikke lå hjemme under staldgulvet.
   Hans ører ville ikke høre flere af Joes tåbelige tirader.
   Han mærkede, at flere af de andre igen tog sig tid til at komme nærmere. Deres ånde krøb ind i hans nakke, som bølger, der pustede sig op til en stormflod. Det gav ham kvalme.
   "Du vil da ikke slå din egen bror ihjel," skar Joes stemme gennem hans trommehinder og landede i klumpen af opkast, der ventede i Dannys hals.
   Og først da blev han klar over, at han stod på spring, ikke med dolken, men med leen og med dens blad mod Joes hals, så en enkelt rød dråbe forsigtigt boblede frem.
   I det øjeblik var det faktisk det eneste han ville. Dræbe Joe. Se ham gurgle og kvæles i sit varme blod, som han havde set mange fragtskibs-sømænd gøre.
   Men billeder af Joes lig, deres gamle mors afsky, en galge og Joe som barn for gennem ham og tvang hans ansigt i en grimasse, der skulle forestille ydmyghed og anger.
   En eller anden tog hans le. En anden hans kniv.
   Han slugte opkastet og fremtvang en lille, bjæffende latter: "Jeg er træt og lod vreden løbe af med mig. Lad os nu fortsætte høsten, før fogeden blander sig."
   Han skulle nok have sagt, at han var ked af, at Joes søn lå og vred sig. Der var så meget han nok skulle have sagt, men han var ikke en Ordets mand - og desuden galede Joe straks videre, hvor han var kommet til, før de begge brugte høstredskaberne som våben:
   "Horeungens far dræbte vores lillebror, Danny. Han dræbte Sammy og så bedrev Sita hor med ham. Hun ville have et barn, som kunne tjene Mørkets fyrste - avlet i synd og gru som han er. Nogen må da gøre noget. Synes du ikke - brormand?"
   En bonde, Danny ikke kendte navnet på, stod pludselig ved siden af Joe.
   "Snak nu ikke så meget om Mørkets Fyrste," sagde han, "Fanden hytter vel sine, men du, Daniel Keily ..." Han pegede med en barket finger, "...du pisser på din brors grav, når du tager mod hans morderes penge. Din bror var oprørsk og blev hængt. Det syndens barn burde aldrig vokse op og vil du undgå den galge, en mytterist af en sørøver som du, fortjener, så gør du dit til, at dette ikke sker. Hr. Richard ved jo nok ikke, hvad du er for en kanut, og vi bønder må jo holde sammen. I det meste ..."
   Det sortnede for Dannys øjne. Klumpen røg igen op i halsen, og denne gang kom den ud. Ud over Joes træsko - og ud over de træsko, der sad på fødderne af bonden med det fisefornemme kirkesprogs-bræk.
   Og så dånede han som en af de fornemme kællinger, han foragtede.

Da han var kommet til sig selv, gik han.
   Han nærmest tumlede gennem byen og nåede snart skoven, men tog sig tid, og følte ikke, at han kunne gå tilbage til stedet, han kaldte sit hjem.
   Og så var det, at skovens træer gav sig til at synge.
   De sang samme sang som Joe, kirkesprogs-bonden og de andre idioter, men de bryggede videre på den og blev ved til sangens budskab kunne kortes ned til:
   "Hvis jeg ikke gør det af med ungen, vil de få mig hængt, og de vil også fortælle præsten, at Sita faktisk sysler med noget hekseri. Så brænder de hende levende - og ungen sender de vel til et kloster, hvor han får at mærke, hvad Helvede er."
   Han ønskede Freddy langt væk. Bare den underlige unge på en eller anden måde forsvandt.
   Underskoven nynnede noget om, at han måske nok var en sølle og morderisk kanalje, men ikke en børnemorder.
   En mand, der nedlod sig til at dræbe børn, var et monster.
   Et uhyre.
   Lette, flaksende vingeslag fik Danny til at se, først lidt op, og så lidt frem. Et underligt væsen kom direkte imod ham.
   Blåt som onde øjne. Horn i panden og sylespidse tænder. Øjne af ild.
   Næsten stille hang det i luften.
   Danny sprang op og slog ud efter det, men det undveg med en rislende kluklatter.
   Så begyndte det at vokse, og mens det groede som en stormflodsbølge trak det sig baglæns.
   Danny ville hellere end gerne have afstand i mellem dem, så han trådte nogle skridt tilbage, slog hælen mod et træ og trådte til side. Der stod han så og gloede på et magert gespenst, der var mindst et hoved højere end ham. Det spilede sine lange, sylespidse kløer ud og strakte dem frem mod ham, som en "ni-halet kat" i en ivrig bøddelhånd. Dets næsebor vibrerede og dets hugtænder var blottede. En lysegul væske boblede om dets gab. Savl eller fråde?
   En lang, sort tunge med orange knopper gled frem og slikke det meste væk. Så var det nok savl, og det betød vel, at uhyret var sultent.
   "Æd mig ikke," hørte Danny sig selv trygle og selvom han bed sig i underlæben for ikke at synke så dybt, fortsatte han: "Jeg er gammel og sej. Er det ikke meget bedre med ungt, friskt og sødt kød?"
   En styg tanke formede sig i Dannys hjerne: hvis monstret der løb hen og åd horeungen, var det vel ikke hans skyld?
   Hans hjerne arbejdede for at finde på en god, hurtig måde at overbevise monstret om, at det ville kunne lide Freddy ...Han var jo en sød unge. Bløde krøller. Store, troskyldige øjne. Nysgerrig. Fræk. Sjov.
   I et glimt så Danny et billede af Freddy, der dinglede i monstrets gab, hylende og sparkende.
   Hans hånd gled ned for at få fat på kniven.
   Det var jo monstret, som skulle dø.
   Men kniven var der ikke. Man havde jo taget den fra ham. Han krammede hårdt om et stykke brød, han havde levnet. Det lå stadig i frokostposen, der hang i hans bælte.
   Mens brødet blev til store, ujævne krummer besvimede han igen.

Da han kom til sig selv og fik sat sig op, så han en guldsmed svæve elegant af sted.
   Han havde en rigtig dårlig smag i munden. Måtte have vand.
   Hvor der var guldsmede, var der ikke langt til vand. Han stavrede efter den, og snart lå han på maven foran et vandhul. Han drak grådigt og satte sig derefter til at spise brødkrummerne.
   Mens han gumlede på de tørre, kedelige bidder dæmrede det for ham.
   Han måtte jo have været helt udmattet af dagens arbejde og hændelser. Havde nok også spist alt for lidt. Og i sin udmattede tilstand havde han set syner.
   Nu ville han hjem og sove.

Skoven synger stadig. Men det er vist bare en ugle, der vil ud på rov.
   Ellers er der temmelig stille. Mørket tager til, og Niku er ikke kommet tilbage sammen med sin mor og sine to, små halvsøskende.
   Det er mærkeligt. Og det er ikke det eneste mærkelige.
   Der stinker altså i aflukket. Han har prøvet at ignorere det, men tanken om, hvad det er for en fæl lugt har alligevel rumsteret i baghovedet.
   Er det fra ham selv? Er det alt det bræk, han ikke har fået skyllet ordentligt af sig? Eller er der et eller andet under den seng?
   Har her virkelig været et monster? Et som han har fremmanet?
   "Sludder," mumler han og trækker sin finger til sig. Prøvende. Barnets greb er slapt, og nu er dets vejrtrækning roligt.
   Freddy sover.
   Danny har lyst til at fare over for at hente kone og børn. Men de dukker vel op? Og det går jo ikke at lade ungen være alene.
   Så kan han vel liste ind i alkoven og få hvilet, men først vil han altså undersøge, hvor stanken kommer fra. Han lægger sig ned på gulvet. Hans fødder strejfer skabet. Lugten er stærkere nu. Det er ikke bræk. Det er mere som krudtslam. Og så alligevel ikke helt.
   Mens han åler sig ind under sengen og er lige ved at bande højlydt, fordi pladsen er trang, ved han pludselig godt, hvad det er: Svovl.
   Hans ene hånd strejfer noget. Det er småt og blødt. Det virker lidt stift trods det bløde og der er en lang, nøgen hale. Et fnis er på vej. Det er jo en mus eller en rotteunge. En latterlig, lille død gnaver.
   Danny smiler og trækker dyret med sig ud, ved at holde om dens hale med to fingre.
   Den får ingen stor begravelse, men kan ligge udenfor og vente på den dovne kat, der åbenbart ikke har gidet spise op.
   Freddy mumler noget uforståeligt og vender sig i søvne. Mon han drømmer om en kat, som han tror er et monster?
   Danny knæler ved sengen. Han sover vel endnu?
   Han taler igen, men i en fjern tone. En drømmestemme. Han fabler noget i søvne.
   Det lyder som: " kez re banki."
   Rent ævl.
   Danny ryster på hovedet, lukker hænderne om dyreliget og går mod hoveddøren. Hurtigt stikker han i træskoene.
   Og stivner.
   Der var en bevægelse mod hans håndflader. Og en meget svag piben. Hvad i al verden? Lever det lille kræ?
   Han ryster på hovedet af sig selv. Nu er det vist med at komme ud i den friske luft.
   På vej ud snupper han piben på væggen og tobakskrukken fra langbordet. Han trænger virkelig til noget beroligende. Han roder rundt i ildstedets gløder og får ild på en svovlstik.
   Udenfor holder han tobakken op under sin næse for at nyde dens milde duft. Men den er ikke så mild og krydret som den plejer. Hvor underligt. Hans mave slår en knude ved tobakslugten. Nå, det må være kvalmen, dagen og skovens sang, der driller hans sanser. Det vil han ikke lade sig gå på af, så han stopper piben, får den tændt og bapper på piben, mens han samtidig indsnuser duften af modne hindbær, snerler og humle.
   Så overdøves duften af svovl. Det river ham i næseborene, så han nyser.
   En smerte jager gennem hans ene hånd, så han hyler og slår ud med den smertende hånd. Piben flyver hen til en klynge snerler og forsvinder mellem dem. I den anden hånd vrider kræet sig og piber skingert.
   Et stærkt, orange lysskær fejer mod ham og i skæret ser han, at det er en rotteunge. En stor pæreformet bloddråbe står ud fra dens hals og den ser ud som en død, men bevæger sig, kæmper for at komme på højkant og skriger som sad dens hale fast i Dødsrigets port.
   Det skrig Danny i næste nu udstøder lyder lige sådan. Bare meget højere.
   Foran ham står monstret fra skoven.
   Dets lange, orange hår flagrer om et dybblåt fjæs, og lyser som et kraftigt bål.
   Jeg må hellere finde den sovemikstur Sita har brygget, tænker Danny. Dette her er en meget virkelighedstro indbildning, men ikke virkelighed.
   Det kan det ikke være. Tanken beroliger ham så meget, at han med nogenlunde rolig stemme spørger, mens han holder rotteungen frem i dens hale: "Er den her din?"
   Nogle gutturale lyde sprutter ud af udyrets gab, mens det strækker en smal hånd, med skarpe kløer, ud og griber den lille gnaver. Rotten piler op af hans arm og sætter sig til rette på hans skulder. Den sidder og ryster, men den piber ikke længere.
   "Nej - det - er - min - søns."
   Ordene kommer ud af gabet på det frygtelige væsen. Den udtaler dem langsomt og søgende, som om den både har defekt stemmebånd og er idiot.
   "Din - øh - søns?"
   Danny kradser sig i skægget. Et væld af tanker farer rundt i hans hoved som forvirrede fluer.
   Et øjeblik glimter udyrets øjne, som om det tænker, at Danny må være idiot. Så vender det sig om og svirper med halen, så de åbenbart skarpe hår i haledusken kapper nogle humleplanter midt over.
   "Det der bliver Sita ikke glad for," siger Danny.
   Udyret har flyttet sig få skridt og nu synker det ned i knæ. Dets hår lyser ned på en kurv, flettet af noget der ligner forstenede rødder. I kurven ligger der et ganske lille monster. Det sutter på sin tommelfinger og dets lille, blå ansigt ser fredsommeligt ud.
   "Sød unge," siger Danny, "men hvad laver I her?"
   "Du ikke flygter?"
   Trods besværet med ordene, lyder væsnet oprigtigt forundret.
   "Man kan ikke blive ved med at flygte. Slet ikke for sig selv," siger Danny træt.
   "Du er modig." Det er som om udyret er ved at komme efter at tale menneskesprog. Som om det sagtens kan, men ikke gør det ret tit. Danny ranker sig uvilkårligt ved dets ros, men gentager alligevel: "Hvad laver I her?"
   Nu ser det ud til, at væsnet leder efter ordene. Den skal vel bruge nogle stykker for at forklare sig, så Danny giver den tid og betragter rotteungen, der tumler hen og lægger sig til rette op ad den sovende monsterunge. Han ser ungen slå øjnene halvt op, smile og holde om kræet. Ungen smiler, fører rotten op til sit gab og stikker en hugtand i dens hals. Bagefter er bloddråben væk, rotten er helt stille og ungens øjne glider fredeligt i.
   Godt jeg ikke er en rotte, tænker Danny flygtigt og venter på den forklaring, han synes, han har krav på.
   Så kommer den: "Nogle vil gøre Sitas søn fortræd, for han har særlige evner og også lidt fordi, de kalder ham en horeunge. Det er noget grimt, siger de. Men vi fra riget under jordskorpen vil ikke have det, for han skal forandre hele kloden. Min søns mor er en mærkelig mor, men kan meget magi. Hun forlangte, at jeg skal hente den lille dreng med de blå øjne. Ham der inde."
   Uhyret peger med en knoklet finger. Det tror vist virkelig, at Danny er idiot. En vrede ulmer i manden, men man kan jo ikke fjerne febersyner ved at slå løs på dem eller tage kvælertag.
   Desuden er han blevet ret nysgerrig. "Hvad vil I med ham?" spørger han. Det med de særlige evner, lyder underligt.
   "Han har magi i sig. Ikke så meget endnu, for han forstår det ikke, men han gjorde da rotten levende. Hvad fornøjelse, den så havde af det."
   Uhyret smiler grumt, men med en vag undertone af medynk med gnaveren. Danny overvejer om han er blevet fuldkommen forrykt. Monstre har ikke medynk med usle rotter. Eller har de? Er det måske bare mennesker, de ikke kan fordrage.
   Så taler uhyret igen: "Mit barns mor, sagde jeg skulle bytte ungerne, tage din unge med, og lade vores blive her. Men jeg kan ikke gøre det."
   Det glimter og gløder i udyrets øjne, mens det betror Danny, hvad det så vil: "Jeg siger til hende og de andre, at du nok skal passe på Freddy til han bliver større, og hvis du ikke kan det, så vil du føre ham til en, der kan."
   "Det kan Sita vel?"
   Væsnet åbner munden. Sikkert for at svare, men så spidser det ører. Helt bogstaveligt. De store ører har ligget fladt ind til hovedet, næsten skjult af flammehåret, men nu stritter de op i luften, spidse som pile.
   "Din onkel må da kunne fatte, at jeg skal amme barnet, før jeg kan komme," klinger Sitas stemme.
   "Vi fordufter," hvisker uhyret, griber kurven og forsvinder hastigt.
   Væk er de.
   "Behøver du tænde et flammehav for at få ild i din pibe?" snerrer Sita og snuser ud i luften: "Her stinker jo."

Næste morgen vågner Danny til en blanding af hanegal og fuglesang.
   Sikke en underlig drøm, tænker han og rækker ud efter Sita. Men hun ligger ikke i alkoven. Han vender sig og sætter sig halvt op.
   Hun sidder i gyngestolen. Vipper lidt frem og tilbage, mens hun stirrer intenst og beslutsomt på ham. Gulvet giver sig under stolens bevægelser. Hun har hans dolk i hånden.
   Har Joe været forbi med den? Og hvorfor peger hun på ham med odden?
   Det er næsten lige så grotesk som drømmen om uhyret og dets unge, så Dannys stemme er rolig, da han spørger: "Vil du slå mig ihjel, min skat?"
   I stedet for at svare vipper hun ekstra kraftigt, så stolen og odden kommer lidt tættere på Danny. Han når lige at tænke, at det sikkert betyder, at det vil hun. Så stiller hun et spørgsmål:
   "Hvordan fik du Niku til at tro, han så det monster?"
   "Øhe..?"
   Danny ønsker virkelig at lukke munden, for han ligner sikkert en torsk. Men han kan ikke. For det spørgsmål passer jo ikke med noget som helst.
   Måske ser han ikke bare dum ud, men også forvirret, for nu vender hun dolken væk og gemmer den ned i skeden som hun snurret fast til bæltet om sin kjole. Eller måske udsætter hun bare mordet, fordi hun kommer i tanke om, at Niku og småbørnene også er i stuen?
   Så er det som hun sluger noget, før hun taler videre. Nu er hendes stemme hård og fyldt med had:
   "Du er et uhyre. Jeg skulle aldrig have giftet mig min næsten ukendte fætter, der jo åbenbart er både sørøver og barnemorder."
   "Han er da ikke død," protesterer Danny forvirret.
   Det iskolde, vanvittige blik hun sender ham, gennemborer ham. Et frygteligt øjeblik er han sikker på, at hun nu tvinger ham ind i aflukket, så han kan se Freddys døde, lille krop.
   Alting står stille et øjeblik. Så lyder Sitas stemme: "Jeg har set ind i din sjæl!"
   Hun siger det hånligt og ondt. Men Danny er lettet.
   "Nå," siger han og føler sig virkelig idiotisk, men hvad skal han egentlig ellers sige.
   Sita rækker ud efter en lille lerkrukke, der står på den nærmeste hylde, Hun ler, ryster den under hans næse, og lader ham se de hvide valmuer, der pryder låget.
   "Nå," siger Danny igen. Det må jo så have været opiumsfantasier, han prøvede i går.
   Hun må have proppet noget af det opium i hans pibe.
   Jajada? Så er det vel bare Sita, der er en led kælling og ikke Niku, der kan flå sjæle ud og Freddy, der kan hekse liv i de døde og meget andet.
   Danny sukker og bestemmer sig for at anbringe sine børn hos Joe, før han går sin vej og får hyre på et skib.
   Der lyder en spæd vrælen, blandet med pludren fra den etårige pige. De kalder hende Bubi. Hun er sød, som en lille troldunge, men hun klarer sig nok uden ham. Og svøbelsesbarnet har vel knapt sjæl endnu. Han er vel nem at glemme, som han næsten har glemt så mange andre unger?
   Sita rejser sig, tager svøbelsesbarnet og lægger ham til, mens Niku ser den anden vej og leger med Bubi.
   Danny tager bukser på for at gå ud til dyrene. Der skal fodres og muges ud. Der skal også malkes, for heksen Sita nægter at gøre det.
   Danny hører skridt bag sig og mærker en lille hånd i sin.
   "Mig med ud til griserne og ko," tigger Freddy.
   "Nå," siger Danny og knuger den lille hånd.
   Det svier, for han har et sår i håndfladen.
   Ude i stalden ser han nærmere på det. Det ligner et slemt rottebid. Det dunker i det og det er gult, både i midten og kanten.
   "Det er sikkert giftigt," tænker Danny højt, og ved pludselig, at han ikke har drømt i en halvvågen opiumståge. Det usandsynlige forvandler sig til de første brikker af en ny virkelighedsopfattelse. "Jeg dør sgu nok af det." fortsætter han sin højlydte tankevirksomhed og holder såret hen under Freddys næse. Ophidset hvæser han:
   "Dør som den dumme rotte. Den er død igen. Av. Stille. Væk du - væk."
   Endelig bider Danny sig i underlæben. Det bæver om ungens læber. Der pibler vand frem i de fordømte, blå øjne. Det lille pjevs skal da ikke høre på hans febrile vrøvl. Han må være lidt venlig, og nu slipper han da af med ungen. Nu da Sita vil sætte ham i pleje hos sin gamle mor.
   "Ikke dø," siger ungen. Så bøjer han sig forover i en hurtig bevægelse.
   Og bider Danny i hånden.
   "Av for Satan, din lille modbydelige, afskyelige, vanartede hekse-hore - aristokratbastard!" brøler Danny og sparker ud efter ungen.
   "Dumme Danny," brøler ungen og tuder.
   Pludselig er Niku der. Han tager Freddy i hånden og trækker ham med sig.
   Danny synker ned på malkeskamlen, skjuler sit ansigt i hænderne og mærke det svide i øjnene. Sære lyde er på vej i hans svælg og han har en fornemmelse af at synke ned i et morads, der er så uforståeligt, at kun gråd er en mulig reaktion.
   Med tåreblanke øjne begynder han at malke koen. Den ser på ham med dorske, brune øjne og svirper med halen, mens den tripper uroligt. Tager han måske for hårdt på dens yver?
   Hvad forventer den fordømte ko? Hvor vover den at glo sådan på ham?
   Arrigt kigger han forbi den.
   Kælderlemmen er lukket helt i og der ligger den døde rotteunge. Flad og blodløs. Tårerne i Dannys øjne føles som om de koger.
   Det var aldeles ikke en drøm. Og heller ikke syner i en opiumståge.
   Nu skal den heks få besked på, at hun må hjælpe ham med at udrydde den dæmonunge! Og så har hun forhåbentlig en modgift mod hans bid. Det bobler sikkert allerede. Giften er måske på vej mod hans hjerte?
   Med galoperende hjerte løfter Danny hånden op foran sig.

Han betragter sin håndflade. Ser længe på den, mens forbløffede tanker køler de hede tårer, og han ved, han og Sita har meget at tale om.
   Og at han holder af en underlig unge.
   Før han går ind i stuen falder en tåre på hans håndflade.
   Der er ikke noget sår længere. Kun et svagt omrids, der langsomt fortoner sig.