Der står en buket blomster på kommoden: Kornblomster og lavendler.
Cessie indsnuser duften. Blomsterne knejser i en stribe sollys, der smyger sig ind ad den småsprossede rude.
Så sætter hun sig brat overende i sengen. Så brat at det værker i hendes gamle krop.
Dave hader kornblomster. Er det ikke ham, der har sat buketten ind? En lille smule svimmel læner hun sig tilbage mod puden. Genkalder sig fornemmelsen af hans listende, lidt slæbende fodtrin, mens hun døsede. Jo, det er ham, der har sat dem ind..
Er det for at glæde hende, nu hvor hun skranter? Et smil er på vej, men stivner ved tanken om lavendlerne. Daves første kone, Bella, lagde dem mellem tøjet, så der altid var en svag duft af lavendler, også i ægtesengen. Dave fablede om det så ofte, at hun forbød ham det.
"Lad fortiden hvile," sagde de derefter til og ofte hinanden. Så blev det en vane ikke at snakke om fortiden. Og når man ikke må snakke er det bedst at glemme, så hovedet ikke revner af minder.
Men det må have slumret i hende, det må have hobet sig op, for hun er blevet så varm og træt. Har drømt så meget underligt, mens hun sov fra sine huslige pligter.
Cessie sætter sig op igen. Svinger fødderne ud over sengekanten. Stikker dem forsigtigt i sivskoene.
Rejser sig prøvende. Forsigtigt trækker hun en af kornblomsterne op. Stilken bøjer sig mod hende. Der er små dråber på det blå blomsterhoved. Af vand, Dave har hældt ved dem. Eller af dug?
Det er som om blomsten græder. Stille.
Dave er listet ind. Lidt foroverbøjet bevæger han sig mod hende. Med museskridt.
" Det er vist på tide, vi husker det forgange og lever med det," siger han. Og i Daves mund er det en meget lang sætning.
Cessie mærker at hendes mund står åben. Ord og følelser står i kø for at løbe ud af den, men ingen af dem vil først.
"Han havde jo øjne så blå som kornblomster, ikke - ham din Freddy?
Hun nikker.
"Bellas øjne var brune, men rundt om pupillen var der en krans af rav," siger Dave.
Varsomt sætter hun kornblomsten tilbage. Den snor sig blidt om en rank lavendel.
Cessie putter sig under dynen igen.
Er med et i tankerne femogtyve år tilbage. Er meget syg, men er blevet passet og plejet, så smerterne er dulmede. Har hørt en stemme så blid og urolig som var det moderen til et døende barn, der talte.
"Han elskede mig virkelig," siger hun.
"Ja, " siger Dave, "og det gør lidt ondt, for Bella elskede ikke mig, Gør du?"
"Ellers havde jeg vel ikke valgt dig, dit gamle fjols," siger hun og læner sig tilbage i sengen.
"Men sommetider savner jeg hende," siger Dave.
Hun smiler. Bag de nu lukkede øjne ser hun Freddy. Han er så ung. Så fuld af godhed. Han gløder af kærlighed.
På kommoden står der en buket blomster. Kornblomster og lavendel..