En dag, da jeg ledte i de støvede arkiver for at researche til en historisk roman fandt jeg et gulnet ark papir med krøllede bogstaver. Det er angiveligt skrevet af en person ved navn Allan Coutly
Da jeg finder tankerne interessante bringer jeg ordlyden her - kun lettere redigeret.
A. Gyldenlyng

19. februaris 1690
Jeg er fribonde. Jeg giver til de fattige.
Men jeg er bange for at mit sind skal forkrøbles. Det føles som at være forbandet, og jeg føler mig slet ikke fri.
Stundom grubler jeg over, hvad frihed egentlig er.
Lad mig først nævne frihedens klare modsætning:
Lænke om den ene fod. Et lillebitte rum med stinkende halm. Rædsom misk-mask, der kaldes suppe. Eneste selskab er en ondskabsfuld lille mand,
Afmagt - had - frygt - sult. Og smerte, når vagterne slår.
Ikke sige noget forkert. Ikke gøre noget forkert.
Jeg og min cellekammerat klarede den, fordi vi bevarede vore tanker og drømme.
Mange bukkede under. Af anstrengelse, udmattelse og forvredne, sønderknuste tanker og drømme.
En dag kom vi ud, vi to.
Men er frihed kun det ikke at være spærret inde?
Frihed er...At sidde i fodenden af alkoven og brodere, mens mor hviler sig. Sidde med tungen i mundvigen.. Med to fingre om nålen og den anden hånd om det gulhvide, lidt grove lærred. Solen står skråt ind af det rudefri vindue. Jeg er ni år. Jeg er glad. Jeg er fri. For jeg gør det af egen fri vilje. Og da mor vågner bliver hun glad og omfavner mig.
Far ler da han ser det. Han ryster lidt på hovedet og mumler: "Du skulle da vist have været en tøs."
Men han er alligevel lidt stolt over mig, for broderiet er pænt.
Far døde og vi var alene; mor, Sissel og mig. Jeg var ti og Sissel var kun syv. Det gik ikke, så da skomageren friede til mor, så snart sørgeåret var omme. sagde hun ja.
Evig og altid var skomageren efter mig. Brodere måtte jeg ikke, men hjælpe med at lave sko, det skulle jeg. Og hugge brænde og fodre svin. Og hente brændevin; det skulle jeg.
Da jeg var fjorten rendte jeg min vej.
Fri for pligter, fri for klø, men alt for ofte kold og sulten, ildeset og jaget. Plaget af lus og snavset.
Ret et sølle kræ, der stjal fra fadebure, marker og hvad jeg nu kunne få fat i.
Hjorte, bævere og bjørne var godt vildt. Men de var ikke mine. Da jeg en tid slog følge med en dygtig jæger og lærte selv at jage, blev vi krybskytter. Fiskene i elver og åer var heller ikke vores, ikke mad til jægerens sultne børn, men en herremands eje.
Og jorden var ikke bøndernes - i hvert fald ikke de i hobetal forsultne fæstebønder, men her og der en grødfed fribonde.
Og jeg kom i de større byer, hvor borgerskabet mæsker sig ved at lade de jordløse og forarmede arbejde i spinderier og væverier, endog børn slider her for usle kobberslanter.
Diamanterne i minerne, gør ikke arbejderne rigere og slet ikke friere.
Med mindre frihed er, ikke at skulle tænke selv?
Er menneskets væsen også en fjende?
Han hed Samuel og han var min ven. Vi ville gøre oprør. Samuel, mig og nogle andre, men vi måtte få flere med - og i mellemtiden blev jeg fribonde ved giftermål. Kone, gård og en søn. Pludselig havde jeg noget at miste.
Og da dagen kom følte jeg mig syg, men sygdommens rette navn var frygt.
De hængte Samuel. Han lo lige før han døde.
Jeg tror en af grundene var, at en herremands søn nu tror på tanken om frihed til alle.
Ja, jeg er fribonde, men for at ingen skal røbe, at jeg deltog i oprøret, lader jeg onde kræfter råde. Jeg føler mig ikke fri, men længes dag og nat efter at blive det.