Han hed Billy og han ville bare spille violin.
   Men der skulle jo helst også mad på bordet. Eller i det mindste mad i maven. Han var ikke kræsen. Behøvede ikke fine retter. Lidt brød, lidt pølse eller bønner kunne gøre det. Altså den slags bønner, der vokser på marker.
   Andre slags bønner interesserede ham i grunden ikke. At bønfalde - tigge - om mad var pinligt og at bede bønner til Herren, føltes tomt og fjollet, for Han var vist bare et fantasipåfund.
   Men Sille troede på Herren og Sille var så sød og yndig. Hun var atten år og altså et år yngre end han selv Han mødte hende en kold vinterdag. Foran en lille kirke stod hun og sang en salme. En mand spillede lyre, en anden mand slog på en tromme og en tredje klemtede på en lille harpe. Sille - som han ikke kendte dengang - sang nydeligt, men musikken var hakkende og tam. De fleste kirkegængere skyndte sig videre. Enkelte lod nogle mønter glide ned i en hat.
   Netop den dag havde han tjent lidt ved at synge og spille på en stor gård. Han ville helst spille sine egne melodier, men folk ville høre viser - og helst nogle de kendte. Og der skulle gerne ord på, så de kunne tralle med.'
   Et øjeblik knugede han en mønt i sin hånd. Den var tænkt til pølse og brød. Men de så så forfrosne ud, den lille flok. Så lod han mønten dumpe ned i hatten og varmede sig ved det tindrende smil Sille sendte ham.
   "Du er ikke her fra egnen," sagde en af mændene.
   "Næh, jeg er en vejfarende," svarede Billy med et smil.
   "Du har en violin med," bemærkede en af de andre, "Hvordan har du fået fat på så fint et instrument?"
   "Min far gav mig den. Før han døde. Han var rig engang."
   De så på ham. Mistroisk. Og de så på hinanden.
   "Kan du spille på den?"
   Billy nikkede, for det kunne han da.
   Han spillede lidt. En stump af en glad vise.
   "Prøv at spille en salme," smilede Sille. Billy kunne ingen salmer, men Sille havde hovedet på skrå. Og smilehuller. Hun begyndte at nynne en salme.
   Han lyttede. Havde hørt den før. Var da, som dreng, blevet taget med i kirke. Engang havde hans moder også sunget den.
   Så han greb melodien. Greb buen. Strøg strengene ømt og overtalte instrumentet til at spille en salme, mens han nynnede til.
   Præsten var standset op. Og nogle folk kom til. Måske var de ligefrem vendt om, måske de havde besøgt et gravsted?
   De klappede, så stakkels Billy blev hed i kinderne. Og Silles øjne tindrede mod ham, mens nogle mønter landede i hatten.

Ja, sådan begyndte det. Den ene af mændene var Silles bror. Han hed Alex. De andre hed Nathan og Ray. De troede på en Gud, der ville have fat på Satans yngel og gøre kål på den.
   Billy vidste jo nok, at han boede i et land, hvor mange troede på en Gud, der hed Jahve og på, at Fanden var død, men havde en søn, der hed Belkin. Billy vidste godt at mange troede Belkin havde udvalgt en særlig person, som skulle udrydde sygdom, sult og dumhed. Han havde syntes det lød godt. Men måske havde Sille og de andre ret, når de sagde, at det var løgn. Belkins udvalgte var en ond og grusom troldmand.
   Det var ikke nemt at finde ud af, hvem der havde ret.
   Folk sagde så meget. Gik og troede på så meget. Der var jo også mange, der sagde at dem, der troede på gud var onde. Men Sille var så god og rar. De andre var også flinke. De var hans venner.
   Han ville ikke tænke for meget. Han ville bare spille violin.
   Og have mad.
   Måske også en smule kærlighed og venskab.

Og de spillede rundt omkring. Ikke kun foran kirker, Ikke mere. Og ikke kun gamle salmer. Også nye, som ganske direkte opfordrede til at hævne sig på Belkins mange udvalgte; hekse, troldkarle, dovenkroppe, vanskabninger, bastarder og andre.
   Det hændte at visse strofer i salmerne gav Billy kvalme, men Sille smilede. Silles læber var bløde og varme. Hun talte om at hun ville giftes med ham. En dag. Og hendes bror slog ham på skuldrene og kaldte ham allerede spøgefuldt "min yndlingssvoger."
   Flere sluttede sig til dem. Heriblandt ham, der skrev de nye salmer - eller viser. Smædeviser, kunne man vist kalde dem.
   Men når Billy syntes ordene var for slemme til at synge og tonerne for hånende, så fortalte de om grusomme hændelser der var sket og flere, der ville ske, hvis ikke nogen dundrede mod disse vantro, disse modbydelige skabninger, der nød Belkins gunst.

En sommerdag stod de så på torvet i en større by. En masse mennesker stimlede sammen omkring dem. De fleste lyttede opmærksomt og nogle gøs eller kom med små bifaldende udbrud, når han sang om, hvordan han ville fange Belkins særligt udvalgte. Tæve ham. Pine ham og stikke hul på hans slangetatovering, så al troldom flød ud og bortætsede den flammekrans, der omgav den tatoverede slange på umenneskets læn..
   Men i flokken skimtede han pludselig et vredt ansigt. Et ansigt med øjne, der lynede ondt mod ham. Han så en knyttet næve. En tone blev skæv. Hjertet slog pludselig hårdere end før.
   "Stop med det der," blev der råbt. Det var ikke ham med det vrede ansigt, der råbte,
   "Lad som om du ikke hører dem," sagde Nathan og afbrød dermed sin sang.
   Billy skævede til Sille. Hun stirrede trodsigt mod de vrede ansigter og sang højere end før. Lagde tryk på de håndende ord.
   De vrede trængte sig frem. Mængden gav plads. Der var mange vrede. Der var knyttede næver og solide kæppe. En mand havde blottet sin overarm og en slangetatovering grinede mod Billy og de andre. Det var den slangeart, Belkins udvalgte brugte som tatovering, så de kunne kende hinanden. Eller så Belkin kunne kende dem. Eller hvordan det nu var.
   "Jeg sagde du skulle klappe i, din lille skøge," skreg den vredeste.
   " Din søde mund kan bruges til noget bedre end det der bræk," grinede en anden.
   De omringede Sille, puffede Alex til side, sparkede til Nathan.
   Sille skreg. En eller anden prøvede at flå violinen fra Billy.
   Ikke det, tænkte Billy, ikke det. De må ikke ødelægge min violin.
   Sille skreg, Det måtte forhindres.
   Billy hævede violinen. Som et våben. Men en eller anden snappede den fra ham og grinede hånligt, før han kylede den ned på jorden og trampede på den.
   Billy tænkte ikke længere.
   Han knyttede næverne, skreg og kastede sig hvæsende over den trampende vandal.
   Han ramte en mave, men straks efter ramte en knytnæve ham i ansigtet. En sær lyd og en dump smerte senere mærkede han noget klæbrigt pible ned over sin hage
   Et sted skreg Sille skingert. Han måtte hjælpe hende. Men hænder holdt ham fast. Fødder sparkede ham. Der var mænd med kæppe.
   Slagene regnede ned over ham og stemmer lød mod ham:
   "Du kan ikke stoppe os."
   "Nu er du ikke så kålhøgen, hvad?"
   "Giver du en sang nu? Den er mig noget skinger."

Smerten var over alt. Han ville love dem, at han aldrig mere sang de sange, de ikke kunne lide. Han ville bare spille violin. Og være sammen med Sille. Hende måtte de ikke gøre fortræd. Ville han sige, men hans forsøg på at få ord frem blev hivende gisp.
   Nu ville han bare væk.
   Han lå vist på jorden nu? For alt det hvide og blå over ham drejede sig i bølger og fik også hans mave til at skvulpe. Og det gjorde så ondt.
   Var der dog ikke en eller anden, der ville hjælpe?
   Mor?

"Stop så det der!"
   Befalingen var skarp og vred.
   Der blev mumlet, skreget og gryntet. Gryntet? Sådan lød det. Måske var det en drøm? Måske var han ved at dø nu?
   En finger følte på hans strube. En hånd strøg flygtigt over hans pande.
   Så blev han løftet op. Af store hænder. Båret i arme og ben. Underligt. Og det gjorde ondt. Han vred sig vist. Havde kvalme.
   Så blev der sort omkring ham.

"Nå, endelig vågner du, Billy"
   Stemmen var venlig og rolig, så Billy slog øjnene op. Et øjeblik flimrede den talendes ansigt. Det var en mand. Sorthåret.
   "Hvor er jeg?" fik Billy spurgt. Det dunkede i hans hoved.
   "Her," lød svaret.
   Der var svalt omkring ham. Tæppet om hans krop duftede rent. Der var vist også nogle blomster i nærheden. Roser?
   "Er- er jeg død? Er jeg i Paradis?"
   "Nej."
   " Han trampede på min violin. Og Sille skreg."
   "Ja, jeg hørte det, Billy. Sille er her også. Hun skal nok blive rask.
   "Godt,"
   sagde Billy og ville spørge om violinen nogensinde kunne blive hel igen. Men det lød forkert. Og han var så træt. Han ville bare sove.

På et tidspunkt vågnede han. Skulle tisse, men var tung i hele kroppen. Fik sat sig op og så at der var mænd omkring ham. En lå uroligt. En anden hostede og var hævet i ansigtet. Billy skulle sådan tisse. Han kaldte prøvende: "Er her nogen?"
   Der havde været en mand. En der ikke sov. Men han kendte jo slet ikke hans navn.
   "Hvad er der?" spurgte en træt stemme. En kvinde med knold i nakken kom gennem en åbning. En åben dør eller bare en åbning? Lige meget.
   "Jeg - jeg skal - De ved - træde af på naturens vegne, men jeg kan ikke rejse mig."
   Det var frygtelig pinligt, men det var værre at tisse i sengen. Så blev mor frygteligt vred. Nå, nej, mor var død og han var voksen, men når man var det, var det vel endnu mere slemt at tisse i sengen?
   Kvinden stod med en natpotte i hænderne. Hendes stramme læber formede vist et lille smil, mens hun løftede den op på hans seng, der snarere var en bænk og ikke særlig høj.
   Billy fik klaret sit ærinde. Det lettede.
   "Tak," sagde Billy.
   "Jeg er her jo for at hjælpe," sagde kvinden, "Jeg hedder Doris og har nattevagt. Prøv at sove, men kald, hvis der er noget."

Billy lænede sig tilbage. Stadig tung i kroppen, men alt skulle nok gå.
   Det blev morgen. Solstråler tittede ind gennem et lille vindue i en gavl. Billy så nogle små støvfnug, der dansede og skinnede i sollyset. Der var blomster og det var rigtigt nok roser. De stod i en krukke på et bord.
   Han anbragte en albue i madrassen. Prøvende. Og hvilede den ene kind i sin hånd. Det sved lidt i kinden. Ellers føltes alt godt. Og der kom Doris med en skål og en ske.
   Hun så stadig træt ud, kom til at gabe og tjattede til en hårlok, der havde forvildet sig ud af knoldens stramme greb. Hun var vist omkring 30 år. Hun havde ingen fortænder, så hun var nok fra små kår.
   De andre sov endnu. Doris satte sig forsigtigt på kanten af bænken. Der var lige akkurat plads, for hun var lille og spinkel.
   "Du, Doris..." begyndte Billy og smagte på grøden i skålen. Den var sød og god.
   Han ville spørge, hvordan han var endt her. Han huskede en stemme, der befalede de vrede mænd at stoppe .Og de var åbenbart stoppet. Han ville også spørge om han kunne se til Sille - og om hvordan det var med Alex og de andre. Var de her mon også. Han syntes ikke, han havde set dem blandt de sovende.
   Hans blik gled rundt. Åbningen var ikke en med dør, så han, men der var et forhæng for. Stribet og af tyndt stof. Det blafrede svagt.
   "Vil du spørge om noget?"
   Doris lød en anelse utålmodig. Hun strøg over sin brune vadmelsnederdel, som for at børste et fnug væk.
   "Ja," sagde han hurtigt. Ville pludselig så nødigt trætte Doris. Hun havde nok haft en lang nat. Måske var der andre stuer. Det var vel et sygehus, men hvor? På et kloster?
   Billy tog en dyb indånding og spurgte: "Hvem er det, der har reddet mig, Doris?"
   Kvinden bed sig i underlæben, skævt, for hun manglede jo fortænderne.
   "Det må jeg vist ikke sige," sagde hun.
   "Er han da en hemmelig velgører?" udfrittede Billy.
   "Mange kender ham, men nogle forvansker alt hvad han gør." sagde Doris lavmælt.
   Det snurrede i Billys mave. Skeen med endnu en mundfuld grød hang i luften foran hans næse. En anelse var slået ned i ham.
   "Du skal ikke være bange, Billy," sagde Doris, "Det er Belkins udvalgte, der har reddet dig og de andre, men han er ikke farlig. Han er så god og så rar. Han er den blideste mand, jeg kender og ..."
   Doris afbrød sine lovprisninger og stirrede mod forhænget, der langsomt gled til side.
   En mand kom imod dem med stille, bløde skridt. Sorthåret. Langhåret. Med en lidt uglet hestehale og et ar på sin ene kind. Han rystede lidt på hovedet og i den ene mundvige var der antydningen af et smilehul.
   "Lad mig nu se nærmere på knægten, Doris. Måske vil han æde sin grød, før han bekæmper mig og min skrækkelige trolddom."
   Billy tabte skålen. Gennem tæppet føltes grøden varm mod hans lår.
   "Undskyld," fik han sagt og mente for det med grøden. Det andet kunne han ikke få hold på. Han fornemmede, at nogle af de andre var vågnet. Og ønskede brændende at han havde sin violin. Hel og pæn. Så ville han spille, så tonerne skreg om angst, usikkerhed, mavepine og flovhed.
   "Sikke noget griseri," sagde manden. Belkins udvalgte.
   Billy tissede på madrassen. Heldigvis kun et par dråber, men de føltes brændende mod hans lår.
   Den sorthårede mand stod nu henne ved et skab. Døren knirkede som besat, da den blev åbnet. Ingen sagde noget. En mand hostede. Sikkert ham, der havde hostet tidligere. Manden fandt et tæppe i skabet og gik hen til Billy.
   "Det der skal til vask, " sagde han og tog tæppet væk, hvorefter han hurtigt lagde det nye over Billys underkrop. Hvis han opdagede dråberne af urin, lod han sig ikke mærke med det.
   Var det mon en grusom leg? Ville han lokke ham til at røbe et eller andet?
   "Jeg vidste, du var et svin," lød det fra en af de andre sygesenge.
   "Er det mig, du mener?" spurgte den sorthårede og så hen på den, der talte. Han spurgte så mærkeligt roligt. Som om han bare var nysgerrig.
   "Nej, naturligvis ikke. Jeg mener ham - ham der - med krøllerne - de lyse krøller."
   "Nå, Billy. Jeg kom vist til at skræmme ham. Doris vil du bede Juanita om at komme med mere grød. Både til Billy og til Georg her. Måske er der andre, der er sultne? Du har fri nu, Doris."
   Doris nikkede og listede hen mod åbningen.
   Billy skævede til Georg. Og fik endnu mere ondt i maven, for det var ham, der havde trampet på hans violin. Han så noget hævet ud i ansigtet; det var en lille trøst.
   En mørklødet kvinde med udslået hår kom med to skåle grød. Hun var ung, buttet og virkede mut.
   "Jeg kan ikke se Thomas og Henry," sagde Georg til den sorthårede mand. Er de her ikke? Jeg syntes, da de var med?"
   "Dem har vi stoppet i fangeafdelingen," oplyste Belkins udvalgte og tilføjede: "Voldtægt er fælt, også selvom det går ud over en smådum gås."
   "Hvad Fanden er du egentlig for en?" røg det ud Georg, "Vi holder jo med dig. Med jer. De uslinge fortjente det. De svinede os til. Svinede dig til. De er skyld i, at folk mishandles, fordi man tror de er hekse eller oprørere."
   "Jeg ved I holder med mig, men jeg kan ikke lide den måde I holder med mig på," sagde den mærkelige mand.
   "Er Sille - Er hun blevet skændet?" fik Billy spurgt. Og kunne ikke fatte det.
   Belkins udvalgte nikkede og strøg sig over panden. Så sagde han: "Spis nu jeres grød. Jeg skal lige se til gutten derhenne - han har det vist ikke så godt. Senere kan vi snakke - og du, Billy kan besøge Sille."
   Det bruste i Billys årer. Et sammensurium af følelser og tanker, han ikke kunne få styr på.
   Bare han havde sin violin. Eller i det meste en fiol.
   Men det havde han ikke, så han nippede til grøden. Den voksede i hans mund, så han satte skålen fra sig.
   "Hvad vil du egentlig med dine dumme sange og den musik?" spurgte Georg og havde også sat grøden fra sig.
   "Jeg vil bare spille violin," sagde Billy.
   Og blev i det samme klar over, at det ikke var helt sandt. Der var også andre måder at bruge sine følelser på.