Nu sidder den fremmede i deres stue.
Han er bror til Pjotrs, Larissas og lille Olgas mor. Siger han. De har krammet hinanden og talt sammen på et mærkeligt sprog. Manden hedder Ulrik og har stikkende øjne. Tarnie kan stadig ikke lide ham. Heller ikke selvom han har givet dem bolsjer. Kæmpestore stribede bolsjer, som det tager lang tid at sutte færdig på.
Bedste kan vist heller ikke lide ham. Og hun er også sur på "tante Katinka" som er Pjotrs og de andres mor.
"Sikke noget pjat," vrisser Bedste, "hvad tror hun, hun er. Hun kan sandelig ikke bare kommandere ungerne i bad, midt i min bagning. Det må vente til i aften. Og dermed basta!"
Det synes Tarnie er godt, for det er ikke rart at blive badet og skrubbet. Og Pjotr kommer altid i før ham, så vandet er lunkent og grumset.
Tarnie kommer igen i tanke om Vuffies pote og spørger om Pjotr vil hjælpe.
"Så skidt da," griner Pjotr. De går ind til hundene, der er blevet lukket ind i skuret, Dyrene kommer dem logrende i møde. Vuffie går på fire ben nu.
"Det er nok onkel Ivan, der har taget tornen ud," siger Pjotr.
"Det er det nemlig," griner onkel Ivan bag dem,
"Skal Tarnie ikke ride nu?" spørger Pjotr og det synes onkel Ivan er en mægtig god idè.
"Nå, så manden er ikke hjemme," konstater Ulrik inde i stuen og ser sig omkring. Man skulle tro at man var rejst tilbage i tiden, tænker han; et langbord af noget kraftigt træ dominerer den lille stue og der er lagt skind på bænkene. For at det ikke skal være løgn er der også en slags rok. Køkkenet er adskilt fra stuen og der er vist også et kammer eller to. Ellers er det som taget ud af vikingetiden, synes Ulrik Littenberg, der faktisk ikke er Katinkas bror, men en tidligere kæreste.
Ulrik ser på Larissa. Hun er elleve, har Katinka fortalt. Hendes hår er langt og mærkebrunt. Falder i bløde bølger. Pigen har en sød næse i sit hjerteformede ansigt. Øjnene er store og mørke. Og så smiler hun sødt. Lidt genert, som det passer sig for børn i fremmedes nærvær, men alligevel imødekommende og nysgerrigt. Drengen Pjotr ligner så mange andre unger og det gør den mindre dreng også. Den lille Olga er en tyk tumling, der lige nu sidder på bænken, knuger en kludedukke og ser på ham med store hundeøjne.
Ærgerligt at Karl ikke er her.
Meget ærgerligt.
Ulrik har haft en del besvær med at komme frem. Østtyskland har jo gode forbindelser til Sovjetunionen, så når STASI gerne vil have fingre i en, er det med at være forsigtig. I en landsby som den her, skulle det vel være muligt at få fred for en tid. Gerne lang tid. Ulrik har skrevet en smule med sin gamle soldaterkammerat, der giftede sig med Katinka, som sidder der og ligner en gammel babusjka.
"Karl har skam inviteret mig," oplyser Ulrik og prøver sit mest charmerende smil..
"Han har ikke talt om det," siger Katinka. "han rejser så meget, men denne gang kom der nogle og inviterede ham til Sibirien. Det kunne han ikke sige nej til."
Katinka lægger ironisk tryk på ordet "inviterede," så det går op for Ulrik, at Karl er i Gullak eller noget i den retning.
Det burde han måske have forudset.
Der hænger ikke noget billede af Stalin på væggen, men derimod et par helgenikoner af glas. Sikkert ikke kostbare og egentlig heller ikke særligt pæne. Efter Ulriks mening.
"Jeg må hellere se om svigermor har brød færdigt. Du må da være sulten," siger Katinka og rejser sig.
En rumlen bekræfter den hypotese.
Ulrik ser mod hendes omfangsrige bagdel i den sorte kjole og sukker. Hende misunder han ikke sin gamle kammerat.
Mon Karls andre erobringer er blevet lige så fede og triste? Hende der sangerinden Sussie fra smørhullet Danmark holder sig vist nogenlunde. Ulrik synes han har set en del billeder af hende for ikke så længe siden. Noget med en af hendes unger vistnok?
***
Sussie kan ikke falde i søvn.
Hun vender sig og lytter ud i natten. Vandhanen i køkkenet drypper. Irriterende. Hun presser det ene øre ned i madrassen. Den lugter svagt af tis, fordi Erling fik lov at sove hos hende forleden. Nu sover han trygt i sin egen seng. Hun kiggede selvfølgelig ind til drengene, da hun kom hjem ud på den lyse morgen. Der var lige lys nok til at hun kunne se Kjelds røde manke, Erlings stride rødblonde lokker og Larses brune, tjavsede hår.
Hos pigerne lå Dorte uroligt og mumlede i søvne og Trunte, der er døbt Susan, men altid har været lidt buttet, hostede. Hannes lyse hår var stadig flettet, men den ene fletning var gået op og sløjfen er sikkert forsvundet, så hun må fare rundt efter den i morgen tidlig. Om alt for kort tid.
Sussie sukker.
Dorte må sende ungerne i skole og passe Erling. Det er hun efterhånden vant til.
"dryp-dryp-dryp"
Forbandede vandhane. Viceværten har lovet at skifte en pakning. Men han er ikke dukket op, den gamle idiot. Hvad får han egentlig tiden til at gå med? Og hvad tror han egentlig han får penge for?
I morgen får hun fat i ham.
Lige nu skal hun tisse.
Forsigtig lister hun gennem stuen. Det spæde sollys falder på billedet af Fritz. Stakkels lille Fritz, der ligger hos sin mormor på Vestre Kirkegård.
Ham ved hun da, hvor er, så det billede står fremme. Billederne af Finn har hun gemt væk. Holder ikke ud at se dem. Finn ligner også sin far meget mere end Fritz gjorde.
Gid Fanden havde Karl.
Gid hun aldrig var rendt ned på kroen den aften.
februar 1945, Thy, Nordjylland.
Det var Agnetes skyld. På en måde. De gamle sagde, at hun var dårligt selskab. men Agnete var livlig og sjov at være sammen med. Og så var hun sytten år. To år ældre end Sussie. Agnete troede hun vidste en masse om drenge og kunne godt lide at danse.
Sussie ville gerne vide mere om drenge og også gerne more sig, så hun gik med Agnete på kro.
Mor og far saf i stuen og hørte radio. Ikke fra BBC. Det turde de ikke og desuden blev der sendt et spændende hørespil.
"Det er mere underholdende end alle de der hilsener," havde far sagt.
Når de gamle lyttede til radioen, var de helt opslugte eller også faldt de i søvn, så de opdagede nok ikke, at Sussie var væk. Alligevel slog hendes hjerte heftigere end ellers, da hun krøb ud af vinduet. Og hun forbandede sin ene støvle langt væk, for der var hul så sneen krøb ind og gjorde uldsokken våd. Frakken var heldigvis tæt. Hun havde arvet den fra mormor, så den var umoderne, men kunne jo hænge og skjule sig i garderoben. Under frakken havde hun en nydelig bluse, hun sjældent brugte og en nederdel, hun selv havde syet. Af mange forskellige stykker. Det hed "patchwork" og var moderne, for det havde hun set i et nummer af "Alt for damerne." Selvom det ikke var en selskabskjole som den Askepot fik af sin gode fe, var det vel fint nok. I hvert fald var det hendes bedste tøj.
Kroen lå ikke særlig langt fra den lille gård, hvor Sussie og hendes familie boede. Så snart de kom ind, strømmede musikken dem i møde. Det var Orlas danseorkester, der foldede sig ud. Orkester var en noget pralende betegnelse opdagede de unge piger, da de trådte ind i krostuen; der var en rødmosset ung mand, som spillede på guitar og sang, en anden ung mand spillede klaver, en midaldrende spillede fløjte og en gamling filede på en violin. Den rødmossede prøvede vist at lyde som Viktor Cornelius
Sussie ønskede de ville spille jazzmusik, men det kunne tyskerne vist ikke lide.
Der sad faktisk nogle tyskere ved to af bordene. De drak øl og raflede. To tyskere dansede med hver sin unge pige.
Sussie så væk fra dem og håbede at en eller anden dansker straks ville byde hende op til dans.
Og da Jens, som var karl på nabogården, kom hen mod hende, sendte hun ham et strålende smil.
"Hvad katten er det for nogle klude du render rundt i, lille Sussie ?" spurgte han i et hånligt tonefald.
Sussies smil døde. Tårerne piblede frem. Hun ville sige noget kækt, men hjernen kunne ikke hitte på noget.
"Ja, hvis jeg vidste, du tog den fjollede karnevalsnederdel på, havde jeg da ikke inviteret dig med," sagde Agnete og grinede til en ung mand, der var kommet hen til dem.
"Du er også alt for lille til at være her," sagde en tredje mand, "Gå hellere hjem og leg med dukker. Du har jo et fint kludetæppe til dem."
"Det er altså mode fra Amerika," pippede Sussie og følte vreden trænge sig frem. Hun knyttede hænderne.
"Pas på. Hun vil slå," hvinede Agnete forræderisk.
Sussie hadede hende i det øjeblik.
Og i det næste nu vred hun en tot af Agnetes hår så hårdt at den dumme gås hvinede ganske forfærdeligt.
En eller anden greb fat i Sussies arm. Trak hende væk. Og stak hende en lussing.
"Halt! Oder ich tæver alles," rungede en stemme.
Der blev stille. Selv musikken tav.
Og der stod han. Med åben uniformsjakke, en stopning på uldtrøjen og med mørkt, uglet hår.
"Willst du tanzen?" spurgte han.
Sussie forstod nok tysk til at forstå, hvad han spurgte om. Hans stemme var blid, men der var en mærkelig tone i hans sprog. En blødere, fladere tone end det hun ellers havde hørt af tysk. En accent,
Det tænkte hun kort på, mens hun overvejede hans tilbud. Så rystede hun på hovedet. Det gik jo ikke at danse med en tysk soldat. Tænk hvis det ikke var dem, der vandt. Så ville det gå hende grueligt galt. Så meget vidste hun da.
Det var pænt at soldaten at hjælpe hende, men nu ville hun bare hjem.
"Ich muss zu hause," fik hun udtrykt det.
Soldaten sendte Jens, Agnete og de andre et dystert blik.
De så alle sammen ned i gulvet.
Så smilede soldaten til hende og rakte hende sin hånd.
Og hun ville ikke tage den. Men han var så venlig. Og de andre var så væmmelige.
Så snart efter stod de udenfor, mens snefnuggene stille dalede ned og lagde sig som krystaller i Karls uredte sorte krøller.
De snakkede. Så godt som deres tyske nu rakte.
Karl fulgte hende hjem, men hun ledte ham ad en omvej, hvor næppe nogen så dem.
Da de skiltes var det holdt op med at sne.
"Du bist so gut eine karl," smilede Sussie.
Han så alvorligt på hende. Så smilede han svagt.
"Spasiba," sagde han og bed sig i underlæben, som om han ville trække ordet tilbage.