Syttende juli 1959,stod der på avisforsiden.
Hvad der ellers stod, vidste Karl ikke. Han holdt øje med den lille sorthårede dreng på legepladsen. Finn var sammen med sine ældre brødre. Men på et tidspunkt blev han vel alene et øjeblik.
Forhåbentlig snart, for Ivan var ikke den tålmodige type.
En bold kom susende. Karl greb den.
Finn kom løbende og råbte: "Det er min,"
"Værsågod. Vil du have en is?"
Finns brødre så ikke, at de to gik. Hånd i hånd
Ivan ventede ved bilen. Kvaste smøgen og sagde: "Han ligner dig. Klart han ikke skal forkvakles af sin mor."
Finn lo og snakkede. Glædede sig til den lovede is.
Egentlig burde hans mor , Sussie, have lært ham, at han ikke måtte gå med fremmede, tænkte Karl. Drengen havde jo aldrig mødt ham.
Finn fik en stor Skippertop og spiste den i bilen. Det gik godt indtil den begyndte at smelte. Og grise de nye sædebetræk i Ivans danske vens bil.
"Din lille gris!" brølede Ivan.
Og Finn stak i et vræl, tabte isen og ville hjem. Nu. Til sin mor.
"Tal pænt til min søn," hvæsede Karl til Ivan. Og fortalte blidt og lokkende om hunde, heste og andre dyr, der var hjemme hos ham. Ville Finn ikke gerne se dem, før han tog hjem til mor? Barnet lyste op.
Karl sagde ikke noget om at hestene, hundene og de andre dyr befandt sig i Kaukasus.
De skiftede bil. Til en gammel, trefarvet Volvo
"Den tiltrækker da hele politistyrken," udbrød Karl.
"Jeg vil hjem nu," sagde Finn. Og var ikke til at lokke, ikke engang med løftet om mad.
Så Karl bedøvede Finn med æter og lagde forsigtigt et tæppe om hans treårige krop.
De nåede næsten til København før en patruljebil kaldte dem ind til siden. Karls hjerte slog hårdt. Han havde modvilligt overtaget rattet.
"Nå jeg se Deres kørekort?" spurgte betjenten og Karl rodede mellem de syv kørekort, han havde. Nok bedst at vise det danske, men hvor pokker var det?
Væk.
Strømerne gloede på ham. Og Finn mumlede. Han var vel ikke ved at vågne? Karl havde ikke turde bruge ret meget æter.
Med rystende hånd fik han rodet det svenske kørekort frem
"God tur, hr, Larsson," ønskede betjenten og Karl følte lettelsen strømme gennem sig.
På færgen havde de en kahyt og det lod ikke til nogen undrede sig over, at han bar et sovende barn.
Den 18. Juli 1959, stod der på forsiden af Svenska Dagbladet. Og så en lang artikel om, at den danske refrainsangerinde Sussie Kendals 3-årige søn var forsvundet, muligvis kidnappet.
Så blev Finn til en lyshåret pige, selvom han protesterede. Det kostede Karl alle hans talenter for at lyve, at berolige barnet så meget, at han holdt sin far i hånden. Ingen lod til at undre sig over at den lille pige virkede lidt forknyt og forgrædt.