Anette har kort lyst hår og i anden klasse sidder vi ved siden af hinanden. Hun er sød, og en dag har hun fået lov at tage med mig hjem. Min søster, Lotte, har fri en time før os, så det er bare mig og Anette, der kører af sted på vores cykler, ned ad gaden, ud på hovedgaden og gennem hele byen. Det er lidt koldt, og det fyger med visne blade. Vinden er imod os, så vi tramper hårdt i pedalerne.
   "Men så har du vinden i ryggen, når du skal hjem," trøster jeg Anette, for da er vi nået forbi bageren er hun lige ved at give op. Der er også lidt langt, men jeg synes, det er sjovere at cykle end at køre med skolebussen - også selvom Magnus chauffør er rar og har en hyggelig "rugbrøds-" bus.
   Endelig er vi fremme og gruset knaser under cykeldækkene. Det første Anette får øje på er vandpumpen.
   "Hvad er det?" udbryder hun.
   Og så må jeg jo forklare: "Den er til at pumpe vand op med. Men det er altså meget svært. Heldigvis bruger vi den slet ikke mere, for vandet nede i jorden blev giftigt. Så kom de ud med vand i store tønder, som vi kunne tage af."
   "Jeg kan ikke se nogen tønder," siger Anette og drejer sig lidt-
   "Nej, for nu har vi fået vand indlagt," oplyser jeg. Godt nok er det kun koldt vand, så mor må stadig varme vand på gaskomfuret. Sommetider sukker hun og siger, at alt var bedre, da vi boede i Pandrup. Jeg synes nu, her er rart.

Da vi kommer ind, har Lotte tændt op i kakkelovnen. Det er hun blevet god til. Hun har også sat en sjat kaffe ovenpå kakkelovnen, for hun drikker stadig kaffe, sådan som vi gjorde hos onkel Kristian i Pandrup. Anette og jeg vil hellere have mælk og flasken, som vi henter i baljen ude på trappen er dejligt kølig. Vi smører os nogle madder med abrikossyltetøj, for vi er lidt sultne, selvom vi har haft madpakker med. Så kigger vi lidt på dukkerne og det andet legetøj. Anette synes, at Lottes tøjhund er nuttet, men hun stirrer forundret på min trold..
   "Hvorfor har den sokker og vanter på?" spørger hun. "Ser det ikke pænt ud?" spørger jeg i stedet for at svare. Vanter og sokker er lysegule. De har været vores lillebrors, men han er vokset fra dem. Min trold har dem på, fordi hans hænder og fødder er smuldret væk og der stikker træuld ud. Mor og far ville smide ham ud, men da jeg bad for ham, fik han altså de lysegule sager at skjule skaderne med.

Så skal Anette tisse, og hun bliver forbavset over, at vi skal udenfor.
   "Det er ligesom ude i min mormors kolonihavehus," siger hun så og bliver derinde så længe, at vi ved, hun kigger i det Anders And-blad der ligger der. Men lige som. jeg vil til at råbe, at vi altså keder os, kommer hun ud.

"Skal vi på skattejagt?" spørger Lotte så.
   "Vi kan også gå ud til kaninerne og fodre dem," foreslår jeg, for Anette ønsker sig en kanin, og der er ikke så langt hen til manden, der ejer dem..

Anette spørger, om det er en rigtig skat.
   "Det ved vi ikke endnu," siger jeg, "men vi har fundet en spand og en hund og ..."
   "En hund?" måber Anette.
   "Altså ikke en rigtig," forklarer jeg, "men en figur."
   Anette vil gerne med på skattejagt, og så drager vi hen, hvor ting og sager ligger i bakker og bundter. Der kredser krager over os og der lugter ikke af lagkage. Vi vil ikke rode i bunkerne med hænderne, så vi har hver taget en kæp med hjemmefra. Dem roder vi med. Anette rager en dåse frem. Der er billede af en kat og hun kigger på den.
   " Vil du have den, så tag den!" råber vi som vi plejer. Anette tager den forsigtigt op. Hun åbner den og vi ser ned i den; der ligger bare noget blåt, der har samme form som en brunkage. Anette kyler dåsen fra sig og tørrer hænderne i sine bukser.
   Vi leder et stykke tid uden at finde en skat eller bare noget brugbart, men så får Anette igen øje på noget. Der stikker en lille, skrøbelig vinge frem mellem nogle krøllede poser og nogle klude.
   Lotte og jeg råber igen: "Vil du have den, så tag den!"
   Forsigtig graver Anette vingerne fri - og så hele den lille krop. Det er en engel. Af hvidt porcelæn. Anette tørrer den af og vi ser på den. Lidt misundelige, for den er så fin, men det er jo Anettes skat. Den vil hun gerne have. Så hun putter den forsigtigt ned i sin lomme.

"Gud!" råber hun så, " klokken er halv fem og jeg skal være hjemme klokken fem.

. Vi har har glemt alt om tiden.

"Vi har også lovet at skrælle kartofler," siger jeg.
   "Æv," kommer det fra Lotte. Kartoflerne bliver så små, når hun skræller. Jeg er bedre til det, men mor siger vi begge to er dygtige og bare vi tager den tid vi behøver så går det.

Vi vinker til Anette, da hun tager sin cykel.