Månen var ikke fuld og gardinerne var ikke trukket helt tæt sammen. Kun en enkelt natlampe på et lille bord oplyste min søsters værelse. Hun og en veninde sad på skibsbriksen. Jeg og en anden veninde sad på gulvet, på hver sin pude, for der var knækket et bræt i briksens bund, så madrassen bulede ned, når man sad mere end to på den. Jeg sad i skrædderstilling: det gjorde - og gør - jeg tit, uden at tænke over det.
   "Det er altså mystisk med den knasen i gruset," sagde veninden ved siden af mig. Hun hed Britta og havde langt hår, som hun altid skubbede om bag sine ører.
   "Ja, for det lyder som fodtrin," supplerede Bente fra briksen og rykkede sig lidt, fordi brættet under hende knagede.
   "De stopper altid, før de når om bag carporten," sagde jeg.
   "Det er nok en vindueskigger," mente Lotte..
   "Men så skulle der vel være fodtrin i gruset?! Det var Britta der igen tog ordet. Hun talte lavt, men sad så tæt ved mig, at hendes ord pustede mig i øret.
   Tre gange havde vi hørt fodtrin udenfor. Første gang troede vi, at der kom gæster, men så stoppede trinene - eller hvad det nu var?
   Vi sad tavse lidt. En af os sagde: "Vi havde for resten vikar i dag." og så var der jo skiftet emne.
   Og så - lige midt i en samtale, der var drejet ind på vore fremtidsplaner, så jeg eftertænksomt ud i luften, da den sære lyd igen var der. I næste nu så jeg Bentes ansigt i skæret fra natlampen. Hun var bleg, hun holdt en finger mod sine læber og havde spærret øjnene op.
   Lyden stoppede. Et øjeblik. Så var den der igen. Men blødere. Nærmest lidt svuppende. I et kort nu glimtede et grønt lysskær. Lige mod vinduet. Lige mod mig.
   I næste nu sad jeg oppe på briksen. Stadig i skrædderstilling. Mens jeg gloede på det svage omrids af et billede på væggen, gik det op for mig, at det var en sær måde at sidde på, så jeg vendte mig og stirrede i samme retning som de tre andre.
   Jeg så et dunkelt ansigt med en kasket. En mands ansigt i sort-hvid. En lidt bred næse.
   Rystede han på hovedet? Så han ind på os?
   Lotte tændte loftslyset, og jeg så at Bente knugede Lottes slidte tøjhund, Sussie, ind til sig. Da hun opdagede, jeg så det, satte hun straks tøjdyret fra sig.
   "Så I ham også?" udbrød vi i munden på hinanden.
   Og ja, vi havde alle sammen set ham. Vi var enige om, at det var en mand med kasket, og at vi kun havde set hans ansigt. Vi talte om at gå ud og se efter fodspor, men så kunne vi selvfølgelig ikke finde lommelygten.
   Heldigvis var det lørdag ,så både Bente og Britta skulle overnatte hos os.
   Næste dag fortalte vi om hvad vi havde set. Lillebror Ib syntes, det var en god historie, men han havde nu ikke hørt trin. Far rynkede derimod brynene og sagde, at han måske havde hørt noget. Mor så lidt forskrækket ud, og så gik vi alle sammen ud for at se efter fodspor. Der var ikke nogen. Hverken i indkørslens grus eller i det regnbløde græs foran Lottes vindue.
   "I må have set syner," mente mor og tilføjede; "I læser nok for mange bøger."
   Men far sagde, lidt tøvende: "Måske har her ligget en gård før husene blev bygget? Måske er det bonden, der er forvirret?"
   Vi havde tænkt tanken, at det måske var et spøgelse, for det kunne jo være de fandtes.
   Den dag talte vi en del om det og fik i tilgift nogle historier far kendte om mystiske hændelser. Vores far troede bestemt der var "mere mellem himmel og jord."
   Nogle dage senere havde han fundet ud af, at der faktisk havde ligget en gård, og at stuehuset lå præcis hvor vores hus nu lå. Han havde også talt med nogle mennesker, der sagde, at landmanden der nu var død og at han altid gik med kasket. Så måske var det et ægte spøgelse vi så? Måske - næsten alle landmænd går jo med kasket. Og vi havde faktisk en god fantasi, men mærkeligt var det.