Det, der engang var en have, er nu bare en rydning i skoven. Græsset gror højt og vildt. Der er ingen spor af hegnet. Måske ligger det i græsset? Eller måske er det blevet brugt som brænde. Hytten er der stadig. Dagmar står under et egetræs skyggefulde krone. Puster lidt. Hjertet har travlt. Det gør ondt i siden. Hun har gået i skoven længe. For vild et par gange. Mobiltelefonen har hun ikke taget med. Alt er enten lysegrønt eller brunt. Fuglene kvidrer mellem de grønne blade. Mon de savner hende til porcelænsmaling? Altså ikke fuglene, men dem, der også kommer på ældrecentret, til aktiviteter. Sådan som solen står på himlen, må klokken være over tre og holdet starter klokken to. De andre er søde, men de snakker kun om dårligdomme og børnene, der aldrig kommer. Dagmars børn kommer heller aldrig. Næsten aldrig. De var der til begravelsen; man kommer jo til sin fars begravelse, ikke? Men ellers har de så travlt.
Nå ja, selv var hun heller ikke god til at finde hjem. Der er jo langt gennem skoven. Og en dag var mor ikke mere. Peter overtog hytten. Og så var det ham, hun besøgte alt for sjældent. Dagmar tager det første skridt mod hytten. Græsstråene svirper mod hendes cowboybukser. Godt hun tog dem på. Tornede grene rækker ud mod hende. Stikker hende, da hun vil lempe dem til side. Hun skal fri af dem. Så hun trækker hænderne helt ind i jakken. Ærmerne kan bruges som havehandsker. Hun slipper fri, men pegefingeren bløder. Hun stikker den i munden og mærker smagen af blod og grønt. Tilsat en svag smag af lilla.
Sort-lilla brombær i oktober.
Peter havde plukket bjerge af dem. De skulle sælges på torvet i byen. Dagmar og Lise skulle også plukke. Men de legede bare. I efterårssolen var de vilde troldeprinsesser, der red på enhjørninge. Og fik superkræfter af at spise brombær som de snuppede fra Peters kurve. Peter var glad for sine små tvillingesøstre og skældte dem ikke ud.. Mor blev rasende og Peter fik prygl.
Sødskærmene dufter lakridsagtigt og fylder så meget, at de ikke er til at gå udenom. Hun træder dem ned. Nogle af dem rejser sig igen. De stærkeste. Dagmar tøver foran døren. Hvad nu, hvis den er låst. Dørhåndtaget går nedad, men døren går ikke op.
En gang kom Peter med en meget død ræveunge. Han ville skære i den. Undersøge den. Mor sagde, at han kunne blive ude i regnen med den. Så sparkede Peter døren ind.
Nu træder Dagmar lidt tilbage. Stormer så frem. Og sparker til døren. Det gør ondt i foden. Døren brager mod gulvet, så støvet hvirvler op og omkring. En hosten farer gennem alle Dagmars sanser. Hendes fødder klistrer til gulvet. Hendes øjne ser en blåhåret trold, der hoster og svinger med sin lange hale. Ser det, men vil ikke. Ser i stedet bøger. Stabler af gamle bøger, Udstoppede dyr. Krukker med fostre i sprit. Knastørre urter og blomster, der smuldrer. En sofa, hvor en fjeder stikker op. Et mølædt tæppe, der måske var blomstret engang. "Faster Dagmar?!" grynter trolden. Ansigtet under det blå hår ligner Peters søn. Men -
"Du er død, Jakob!" udbryder Dagmar.
For ti år siden, da Peter var død, forsvandt hans eneste søn. Man fandt hans tøj ned ved havnen. Noget sær, havde Jakob vel altid været, og de fleste troede, han havde druknet sig for ikke at komme i et beskyttet bofællesskab for sindslidende. Han havde boet hjemme ved forældrene det meste af sit liv. Til Dagmar havde han engang sagt, at han bare ikke kunne lide samfundet. Der var for meget slid og sladder - for lidt glæde og frihed. Hun går helt hen til nevøen. Lægger en hånd på hans overarm. Mærker en lugt af sved og øl. Nej, Jakob er ikke død.
"Jeg skræmmer nysgerrige unger væk sådan her," forklarer Jakob og tilføjer: "Altså hvis de skulle komme. For det meste er jeg i min jordhule. Lige i nærheden. Men jeg skulle hente nogle bøger."
" Du har vel ikke noget mad?" får en rumlen i maven Dagmar til at spørge. "Jo, jeg tog noget brød med. Og fasan. Og øl. Vil du smage?" Dagmar takker ja. Han er næppe kommet helt ærligt til de gode sager, men det gør godt. Og da Jakob forfjamsket har bredt det måske engang blomstrede tæppe ud over sofaen, sidder de ganske godt.
"Du ser pæn ud," siger Jakob pludselig. Og prøver at kvæle en påtrængende ølbøvs.
"Jeg køber det her sted," siger Dagmar, " Så kan du besøge mig. Og måske må jeg besøge dig?" Det gløder i Jakobs grønne øjne. Et smil bryder frem.