Cessie står nede ved søen. Der er små krusninger på overfladen og himlen spejler sig, så vandet virker gråt. Julies lille buttede hånd ligger trygt i hendes. De har fodret ænder, svaner og andre vandfugle.
De er sammen med Mary og den lyskrøllede dreng, der hedder Billy og er lillebror til Harry. De skotter til hinanden; den lyskrøllede syvårs purk og den mørke kvinde med det korte hår. Der er ind i mellem et sært glimt i Marys sorte øjne, forekommer det Cessie. Skyldes det at hun savner sin egen dreng? Eller handler det om noget andet?
Det drypper på Cessies kind. Og dråber rammer Julies hår.
Det regner.
"Lad os gå hjem," siger Mary.
Det er en silende regn, men den falder stille. De går gennem den svalende sensommerregn. De kan jo skifte tøj, når de når tilbage til slottet. Det er en sær, men behagelig viden.
Der er så meget, der er sært her i dalen. Det er som om hun deltager i et eventyr..
En alf har talt til hende. I går. Netop som de gik videre fra kirken.
Først forstod hun ikke dens sprog. Dens lille stemme havde også været svær at høre. Alfen stod med sine bittesmå hænder om løkkerne i den flettede kurv. Som rev den i sine tremmer og bønfaldt om at blive lukket ud.
"Jeg tror gerne alfen vil ud af sit bur," tænkte Cessie højt.
Den lille pige, Patty, så på alfen i buret og sagde; "Ja, det vil hun gerne, men så flyver hun bare sin vej. Og hun er så sød, selvom det slet ikke er mor."
"Nu hvor du ved, det ikke er mor, kan du vel godt lade hende flyve," mente Pattys far, Dave.
Patty tøvede. Så rundt på alle dem, hun var sammen med.
"Jeg slipper hende fri," besluttede hun så. Låsen drillede og hun blev rød i kinderne.
"Lad mig hjælpe," tilbød Harry.
Det bævede lidt om Pattys læber. Måske irriterede det hende, at hun behøvede hjælp fra en fremmed mand? Måske stolede hun ikke på manden i det fornemme tøj?
"Jeg gør ikke alfen noget," forsikrede Harry og havde åbenbart gjort sig tanker, der lignede Cessies. Den lille pige smilede forsigtigt og sagde: "Så må du godt hjælpe." Og med et snuptag var lågen åben. Den lille alf var lige ved at tumle baglæns, så pludseligt skete det. Men Harry stak forsigtigt en pegefinger ind, listede den om livet på den lillebitte skabning og holdt hende oprejst.
Øjeblikket efter var alfen ude og fløj gennem luften.
Det var det, tænkte Cessie; væk er det lille myr.
Hun fulgte det lille væsen med øjnene. På afstand mindede alfen om en guldsmed. Så vendte den i luften, fløj i en halvbue og kom tilbage.Cessie havde strakt en håndflade frem. Uden at tænke nærmere over det. Ikke før senere. På den udstrakte håndflade landede alfen og spæde, knitrende lyde nåede Cessies ører.
"Lad os gå væk fra kirken," foreslog Harry, "de vælter snart ud. Og de tror ikke på alfer."
"Lyver alfer da nogen gange?" spurgte Billy.
"Nej, dit lille fæ," grinede Harry og nev sin lillebror blidt drillende i det ene øre, så den lille fyr fik smilehuller af fornøjelse.
Harry gik videre i retning af en lille, rund hytte med stråtag. De andre fulgte efter og alfen havde sat sig ned på Cessies håndflade. Det var en underlig fornemmelse at have en lillebitte kvindenumse mod sin hud. Alfen havde vist ikke sine unævnelige på. Måske brugte alfer slet ikke den slags.
"Det sære insekt bliver søreme siddende," fastslog Dave.
"Du er kvik af en bonde at være," sagde Mary og Cessie kunne ikke afgøre om det blev sagt i spøg. Mary kunne være noget hoven - af en vaskekone at være.
Der virkede meget stille, da de stod under stråtaget. Det hang ud over den lille hytte, så de stod under tag uden at være inde i bygningen. Op ad de runde mure snoede der sig snerleagtige planter med orange, gule og lilla blomster, der mindede om store fingerbøl.
I stilheden virkede alfens knitrende lyde højere.
Det var ikke fordi hun gned vingerne mod hinanden. Ikke fordi hun skrabede prøvende mod Cessies hud. Hendes lillebitte mund bevægede sig. Hun talte. Men meget stille.
Harry plukkede en af blomsterne og lod en lille smule stilk sidde på. Som om det var noget ret dagligdags holdt han så blomsten frem mod alfen.
Og da alfen igen talte lod lyden sig opfange af menneskeører.
Mary og Dave så forbløffede ud. Pattys øjne strålede og Billy så fornøjet på sin dygtige storebror-.
Men hvad var det for noget vrøvl alfen sagde? Cessie hørte, men ordene gav ikke mening: Fe er reddie kez alarim hekafrils."
Hun så på Harry. Spørgende. Gav ordene mening for ham?
Han havde rynket brynene og kløede sig bag det ene øre.
"Det er vist nok det der mærkelige, ældgamle sprog." sagde han, Freddy kan lidt af det, men jeg ved ikke rigtigt - jeg er ikke sikker på, jeg forstår det. Måske er det et særligt alfesprog, men alfesprog er vist mere skingert. Jeg tror hun prøver at tale det gamle menneskesprog. Noget af det kan godt lyde som "kez". Sommetider siger min far "kez war."
""Kez" betyder "ikke," snappede Mary og tilføjede:" min far sagde tit "kez war," - og det betyder bare "ikke sandt." Det var irriterende at høre på."
" Aha," sagde Harry og sendte Mary et besynderligt smil. "Nå ja, det var ham der Sammy, der rendte rundt og sagde "kez war" - men så ved vi da at det er noget nogen IKKE må. Tak for det, Mary."
"Det er sikkert Freddy, der ikke må det som det nu er nogen ikke må," fremturede Mary. Nu var der en vis beundring at spore i Harrys blik. Og Cessie følte at den følelse spejlede hendes egen oplevelse af Marys overraskende skarpsindighed.
"Hvorfor tror du det?" spurgte Dave.
"Alting handler om den hvalp," fnøs Mary og tilføjede kryptisk: "Det plejer det at gøre, men vi får se. En gang vaskekone er ikke altid vaskekone."
Det så ud som om Harry sendte Mary et advarende blik. Cessie fattede ikke, hvad det gik ud på, men skænkede det nu heller ikke mange tanker. På det tidspunkt af dagen. Det var jo alfens besked, det drejede sig om.
"Hekafrils," mumlede Cessie og søgte i hukommelsen. Hun havde hørt det før. Engang. For en evighed siden - eller der omkring. Var det Freddy, der havde brugt ordet? Det kunne også være hans mor. Eller hans tvære gamle moster Serafina. Det var underordnet! Hvad i alverden var det nu ordet betød? Heka? Heka - tides - riste - fedes - fides? Hekafides! Der var det. Hekafides var den højeste af beviakguderne. Og blandt hans skabninger var alferne - både lysalfer og dæmonalfer, selvom de sidste havde sluttet sig til Belkins tropper.
Belkins tropper? Ja, ligesom Freddy.
"Jeg tror de der hekafrils eller Hekafilito blodo er dæmonalfer, " udbrød hun.
"Det kunne det sgu godt være," mente Harry og fløjtede langtrukkent.
"Nå, men så må ham der Freddy, der vist er min kones morder, altså ikke tilkalde en hær af dæmonalfer," sagde Dave og Cessie syntes hun kunne se hans opfattelse af situationens groteskhed printet i hans trætte ansigt.
Hun syntes det var som om fortvivlelsen glimtvis blev overdøvet af en evne til at bruge sort humor.
Staks efter brød han i en latter, der klang uhyggeligt og hult.
"Hold op, far," bad Patty flere gange.
""Freddy har ikke myrdet din kone," sagde Cessie skarpt. Og bad til at det var sandt.
" Pludselig ved jeg ikke, hvad jeg laver sammen med jer," gispede Dave.
"Nå men så skrub da hjem," hvæsede Harry.
"Det kan jeg jo ikke," smågræd Dave.
"Nå, men så gå tilbage til fangehuset og græd snot," foreslog Harry.
"Lad mig følge jer to hjem," sagde Mary, "Jeg er heller ikke så vild med Freddy. Kom, så går vi."
Billy rakte tunge af dem, da de gik.
Der stod de så: Cessie, Harry og lille Billy, sammen med en alf, der ville advare Freddy, som ikke var der.
"Duer har større vinger end alfer," sagde Harry.
"Så kan alfen ride på en due," jublede Billy.
"Måske," nølede Harry og grublede højt: "Eller også sender vi en due alene. Lad os gå over til Angus. Han kan måske fortælle alfen, hvad vi har tænkt os. Eller - kan du gå alene over til ham, Cessie? Så går Billy og jeg over til Frankie og hans duer."
"Jeg ved jo ikke hvem Angus er," nølede Cessie.
"Nåeh nej, men du har hilst på Gregory Hayes. Han kender Angus. Ellers er han nok i tronsalen og arbejde med en af sine statuer eller noget. Han har vidt skæg med et stænk af rødt. Tør du?"
"Næh," sagde Cessie og tilføjede modigt: - "men jeg gør det alligevel. Jeg gør det for Freddy."