"Så ti da stille, dit lille monster," skreg Brian til ungen i barnevognen. En kælling i en grå frakke og med en af de der dyre tasker gloede ondskabsfuldt på ham. Hvad bildte hun sig ind? Hun var sikkert en af dem, der lurede på, at få ungen tvangsfjernet. Men det kunne hun sgu godt glemme alt om. Han sendte hende et truende blik. Nå, det var bedre. Nu så hun ned i fortovet og satte farten op.
   Kunne den unge ikke bare klappe i?
   "Vi er der snart," snakkede han til den, selvom den selvfølgelig ikke forstod et kuk. Han vippede også lidt med vognen som hans mor havde sagt, man skulle, for det havde hun gjort, da han var lille. Og også da Tessa var lille, sagde hun.
   Det hjalp ikke at vippe vognen. Ungen hylede endnu højere og nu kom der to trunter, der først fniste og så stak hovederne sammen. Og så gloede de, så øjnene var ved at trille ud. Skulle han prøve at tage ungen op? Ellers troede de måske, han havde slået den?
   Forsigtigt rakte han armene ned i vognen.. Hvordan var det nu ,man holdt sådan en? Den var helt sprutrød i bæret og rigtig grim. Hurtigt trykkede han den ind mod sig. Måske fryser den, for det gennem ham, så han åbnede sin læderjakke og trak den sammen, så ungen var pakket ind i den. Så holdt den mund. Endelig.
   Men nu skulle han vist skynde sig. Fakta lukkede klokken 21 - og han anede ikke hvad klokken var, men den var vist halvni, da de gik.
   Med den ene hånd om ungen, der gav små lyde fra sig og den anden på vognen, satte han farten op og skred forbi de små trunter.
   Og der - der lå butikken.
   Men der var ingen varer ude. Skiltet stod der endnu, men der så temmelig tomt ud.
   "Fuck mand.," rasede Brian og så sig omkring i sommeraftens begyndende tusmørke. På en bænk sad der en knægt med en stribet sweater på. Kæft, hvor så det åndssvagt ud. Og så daskede der en sort hestehale mod de grønne, røde og orange striber. Sikke en båtnakke!
   Og nu - nu vrælede ungen igen.
   Båtnakken slentrede hen mod Brian.
   "Er det en dreng eller en pige?" spurgte han og trak på sine læber, så de dannede et smil af en slags.
   " En pige," oplyste Brian kort.
   "Er det din datter?" blev båtnakken ved.
   "Nej for helvede," snerrede Brian.:
   Båtnakken rynkede brynene lidt.
   "Det er min søsters unge," oplyste Brian og kunne vel ligeså godt fortælle lidt mere, så han sagde:
   "Tessa - altså min søster, ikke - hun satte ungen af ved muttie, og der bor jeg lige nu - men altså, Muttie er sgu skidt tilpas - noget influenzalort, ikke - og så da hende her skulle sove, så kunne vi ikke finde sutten og så sagde jeg, at vi kunne købe en i Fakta, og jeg skulle nok tage Maja med - ja, det skal hun hedde, siger Tessa og hendes fyr."
   "Nårh, på den måde," sagde båtnakken og smilede.
   Så stak han hånden ned i en lomme på sine arbejdsbukser, rodede lidt i den - og i hånden havde han en sut.
   "Den er godtnok lyseblå, sagde han, "men tror du ikke Maja er ligeglad?"
   "Hvorfor render du rundt med en sut?" for det ud af Brian, men han havde allerede hånden fremme efter den.
   "Fordi jeg lige har passet min søn."
   "Har du en søn? Men du er da ikke engang voksen."
   "Jo, jeg er sytten,og du skal nok lige sutte på sutten, for måske er der kommet lidt lommeuld på den," sagde båtnakken.
   "Adrr," sagde Brian, "er det ikke noget svineri?"
   "Nå jo, måske - men vi kan også gå op til mig og skylle den. Jeg bor på et værelse lige der ovre."
   Båtnakken pegede på en gul villa på den anden side af gaden.
   "Skidt, så gør vi det," bestemte Brian sig. Der var jo alligevel ikke nogle af kammeraterne i nærheden. Og han havde også lyst til at høre mere om den der unge båtnakken altså havde. Efter hvad han sagde.

På båtnakkens værelse suttede Maja glad på den blå sut. Båtnakken viste ham billeder af sin søn; han hed Albert og var 8 måneder, men han boede hos sin mor.
   Nå ja, forresten viste det sig ,at Båtnakken hed Bertram, men det kunne han jo ikke gøre for.
   Det vidste sig også, at han havde nogle ældgamle LP ér med Ozzy Osbourne og det lød fedt, da han satte dem på grammofonen. Maja faldt i sævn til musikken og bagefter blev han nødt til at gå, for ellers tiltede muttie da totalt.
   "Mi-ister Crowlwy," nynnede Brian på vej hjemad. Hna følte sig godt tilpas,
   For de havde aftalt at mødes igen.