En lyd borer sig ind i Cessies ene øre og suser ikke ud gennem det andet. Vedvarende, krævende hamrer det i hendes kranie. Hun vender sig, og hendes ene arm trækker dynen op over hovedet, men det nytter ikke.
Ungen vil have sin mælk. Nu.
Cessie sætter sig op og rækker ned i kurven. Tager om det skrigende væsen med begge hænder og overarme. Omslutter barnet. Vugger hende lidt og får krænget natsærken så meget til side, at hun kan lægge den lille til sit bryst. Efter en kort søgen sutter den lille grådigt.
Men stilheden sænker sig ikke. Slet ikke. Hanen galer og hønsene kagler. Fra stalden trænger Rosas brøl ind og svagt høres lyden af utilfredst gryntende grise, Hun har sovet for længe. Alt for længe. Hvad skal hun gøre? Hun kan da ikke flå Julie væk, før barnet er mæt?
En smal stribe af dunkelt lys sniger sig ind mellem skodderne og røber at dagen gryr. Og med sollyset kommer erindringen om den forrige dag. I påtrængende glimt trænger hændelserne sig på.
Så banker det på døren. Hun når ikke at råbe: "Kom ind," før en skikkelse, med sine træsko i hånden, nærmer sig alkoven. Det er Serafina med morgenuglet hår og nysgerrige øjne.
Den slanke, lidt knoklede nabokone tripper. Bøjer sig ned for at rette ålene i den ene uldhose ud. Puster en smule ved den bevægelse, men retter sig så op.
"Ja, det er jo ikke fordi, jeg vil trænge mig på," påstår konen og skæver til Julies dunede isse, der stikker frem under dynen.
Hvad mon det så er for? tænker Cessie. Har larmen kunnet høres helt over til Serafinas hus? Der er jo dog et stykke vej.
Gennem den infernalske larm stiller Serafina så et spørgsmål, som Cessie også rigtigt gerne: vil have svar på:
"Hvor er Freddy?"
"Han - øh - æh, han er vist i stalden," får hun sagt.
Serafina rynker panden, glatter den ud og får i stedet store øjne. Så går hun baglæns, griber sine træsko og går med hastige skridt mod stalddøren.
Fra det lille aflukke bag skabet kommer Keith sjoskende og gnider sig i øjnene.
"Er der ikke noget grød?" spørger han.
"Nej, for hør her... Nu må du være en stor dreng. Kan du være sød og gå ud og fodre hønsene. Det er du jo så god til."
Keith brummer noget om, at han er sulten, men så forsvinder han om bag skabet og kommer ud igen, nu med bukser på.
"Du er vel nok en stor dreng," roser Cessie ham, mens hun spekulerer på, om han måske har hørt noget af det, der udspillede sig i går.
Drengen ser et øjeblik på hende, så stikker han i træskoene og er ude af døren. Han er faktisk dygtig af sine fem år, synes Cessie og mærker et strejf af moderstolthed. Men nu er Julie vist faldet i søvn og så er det med at lempe hende varsomt ned i kurven og håbe, hun sover videre. Hun klynker lidt, men da hun får sin sutteklud falder hun til ro.
Hastigt krænger Cessie kjolen over særken og lister ud på bare tæer. Hun må se om drengen klarer det og hun må slå skodderne fra. Den varme sol overrasker hende og mens hun bakser lidt med skodderne ser hun at Keith har fundet spanden og nu lirker døren til hønsenes indhegning op
"Hvor er det godt jeg har dig, siger hun til sønnen og går ind for at koge grød.
Hverken Freddy eller Serafina er der.
Bør jeg gå ud og se, hvad der sker? tænker hun og svaret kommer som den næste tanke: Nej, det er vigtigst at koge grød til Keith og til vi andre.
Heldigvis er der lidt mælk fra i går. Hun pøser det i gryden og hælder grynene i. Så lukker hun hånden om det fornemme strygestål, som hun nu har vænnet sig til. og sætter det mod kvaset i brændestablen, som Freddy har lagt parat. Der kommer ingen flamme og hun mærker nervøsiteten. Irriteret trykker hun en gang til. Og igen. Fjerde gang lykkes det. Hun puster for en sikkerheds skyld til de ulmende gløder, før hun rejser sig og begynder at røre i gryden. Det må ikke brænde på. Det må det bare ikke.
Det pusler ude fra stalden. Hvad mon der foregår? Er Freddy frisk og i gang med at fodre? Eller er Serafina gået i gang? Hvis de ikke er kommet ind, når grøden er færdig, må hun gå derud. Så - nu kommer Keith ind.
"Er den ikke engang færdig?" mugger han og slår sig ned på bænken, griber sin slev og giver sig til at tromme mod bordet med den..
Omsider bobler grøden som en sump og i det samme går stalddøren op. Der er han. Bleg og med rande under øjnene, der er rødsprængte.
"Jeg kunne ikke sove," mumler han mod hende og svajer lidt.
Bag ham dukker Serafina op. Hun ser bister ud.
"Over i alkoven med dig!" kommanderer hun. Et kort øjeblik tror Cessie, at det er hende Serafina mener, men da Freddy lydigt dabber derover og serafina skubber dynen til side, forstår hun, at det er en skør tanke. Hun er bare glad for at hun fik hevet de blodstænkede lagen til side og skubbet det ind under alkoven (antyd det tidligere. Tak) At det slidte stribede bolster med det takkede hul så er synligt er der jo ikke noget at gøre ved.
Freddy ligger på siden. Han vender ryggen til dem. Serafina trækker dynen omkring ham. Cessie ser det, mens hun holder den tunge gryde, som hun lige har taget af krogene. Sådan kan jeg ikke blive stående, tænker hun og sætter gryden på bordet. Keith stikker omgående sin slev ned i den.
"Husk at puste!" formaner Cessie ham, for grøden er jo rygende varm.
Serafina står midt på gulvet, mellem alkove og bord. Hun purrer lidt op i sit uglede hår, anbringer hænderne mod sin hofte og stiller et spørgsmål, der faktisk ikke er et spørgsmål, men en kraftig opfordring:
"Må jeg SÅ få at vide, hvad her er gået for sig!"
Cessie slår ud med hånden mod Keith. Drengen skal ikke høre, hvad der foregik efter han var faldet til ro.
Serafina ser fra den ene til den anden. Keith sluger noget grad og ser ned i bordet.
Serafina dumper ned på bænken. Cessie sætter sig i stolen og ser Keith trække sig lidt væk fra nabokonen. Opgivende giver hun sig til at fortælle, hvad der er foregået.
"Knægten har taget opiumsdråber," oplyser Serafina så.