"Er han ikke skøn?" henåndede Bea og rakte sit to dage gamle barn frem mod Laura. "Jo, han er dejlig," løj Laura og strøg over den lidt rynkede kind. Det var en dreng, og han var lidt gullig i huden, men ellers så han ud omtrent som andre nyfødte, syntes Laura.
   "Han har da vist sin fars næse," smilede Sonja og Laura spekulerede på, hvordan mon Beas mand så ud uden næse. Men hun sagde ikke noget om det. Selvfølgelig ikke.
   "Du skal vel også snart have en?" kvidrede Sonja.
   Men nej - det hastede ikke. Faktisk var hun slet ikke sikker på, at hun nogensinde ville have sådan en lille krævende en.Så skal jeg da først have mig en kæreste," sagde hun let.
   "Ja, du må se at vælge en af dine mange beundrere," mente Sonja og så ganske alvorlig ud, mens hun glattede kjolen,der strammede om hendes bugnende mave.
   "Det må jeg vel," mumlede Laura.Terry havde rendt efter hende siden de var børn. Han var god nok, men meget barnlig.
   Så var der Hagbart, som mor så gerne ville have hun forlovede sig med. Han var god at tale med. Om så meget. Og altid venlig. Men gammel. Oldtussegammel. Mindst 40 år.
   Og så var der ..."Du er heldig,at du har så mange at vælge i mellem," sagde Bea. Hendes forældre havde fremhævet de mange fordele ved at få en god gård og en mand, der havde rendt hornene af sig,
   "Du vil vel ikke ende som gammeljomfru?" sagde Sonj
   "Gammeljomfruer kan have et godt liv," sagde Laura og tilføjede: "Hellere det end at leve sammen med en dum stodder og føde syvog halvfems unger."
   "Så mange kan man altså ikke få," påpegede Sonja surt og fortsatte:. Bobby er altså ikke en dum stodder. Og en dag så får vi også en gård. Ja vi gør. Nemlig."
   Laura ville sige, at det var da godt, men i det samme gik døren op. Det myldrede ind med barselsgæster. Rummet blev fyldt med sved, gaver og snak.
   Laura rejste sig og gik ud.
   Hendes hoved føltes som et hvepsebo og hun gik bare. Hen ad den snoede sti. Mellem huse og gårde. Ud på engen. Ned mod søen.
   En let brise legede med hendes hår og hun følte sig bedre tilpas. Sytten år og stadig fri. Fri som en fugl. Hrm? Nej, de dannede jo også par. og fik reden fuld af pippende unger, der skulle fodres. Det kunne de så bruge al deres tid på, fuglene - og veninderne. Laura følte sig udmattet og satte sig i et buskads,
   "Bomster - fi-in bomster," lød en stemme, og ikke langt fra Laura gik en lille pige frem mod en skikkelse, der sad på en kampesten. Så tæt gik den lille forbi budskadset, at Laura så de mange blomster mellem barnets snavsede, buttede hænder. De havde næsten ingen stilke. Barnet havde nippet hovederne af, men der var jubel og stolhed i stemmen.
   Skikkelsen rejste sig fra stenen. Det var en mand. Med lette skridt gik han barnet i møde og da de mødtes satte han sig på hug foran hende.
   "Dig have," sagde barnet med forårssolen i sin lille stemme.
   "Tak - hvor er de smukke," sagde manden og tog varsomt blomsterne i sin ene hånd,
   Mens han rejste sig op, greb barnet ud efter hans anden hånd og den lukkede sig om hendes.

Måske alligevel...en gang, for det gennem Laura, mens barnet noget kluntet smådansede afsted ved siden af manden.