Jeg har sejlet på alle verdenshavene, Under sort flag med dødningehoved. Folk har frygtet mig, Lystret mig. Kaptajn Fidero skælvede, da vi satte ham af på en øde ø.
Og så sætter hun mig til at passe sin unge. Hvad foregår der i hovedet på det kvindemenneske?
Ja, jeg er forgabt i hende, men sådan kan hun ikke behandle mig. Ingen må få det at vide.
Jeg ville selvfølgelig belære hende om et og andet. Men så kyssede hun mig. Hendes hår duftede og kildede mig på kinden. Og så smilede hun. Det der sirenesmil, der forvandler mine ben til smør.
Vi glor på hinanden. Ungen og jeg. Det er en dreng og han fylder ikke ret meget i sengen. I staldlygtens skær, kan jeg ikke se, at han har blå øjne, Han har krøller og ligner en engel, som han sidder der i sin hvide særk. Jeg hader engle. .
"Fortæl historie," plager han og lægger hovedet lidt på skrå.
Han har et navn, den lille. Selvfølgelig har han det. Han hedder Frederik og hvad er nu det for et navn? Selvfølgelig et hans far har hittet på. Den adelige nar. Finde på et navn til sin horeunge, kunne han, men ægte Rosita, det ville han ikke. Nå, det er jo sådan set godt, for nu er hun min kvinde. Og forresten kalder hun ungen for Freddy.
Nu må jeg så føde på den horeunge. Og fortælle ham historier.
"Der var engang en ond kaptajn," begynder jeg.
"Var det dig?" spørger ungen.
"Nej, han hed Fidero og han havde træben."
"Kunne han så godt gå?"
"Ja, for han havde jo kun et træben og kun fra knæet og ned, men ti nu stille og hør efter, ellers kan du gå planken ud."
"Jaa. Planken ud," jubler den lille og for sent kommer jeg i tanke om, at ungen kan lide at balancere på en planke ude i skovbrynet, lige bag hytten,.
"Ti nu stille. Ellers gider jeg ikke fortælle historien."
Ungen klapper i og jeg fortæller. Beretter malende, hvordan kaptajnen skabte sig og stampede med sit træben. Fortæller om dengang han smed en lille pige ud til hajerne. Det var det, der fik os til at begå mytteri. Nå ja - og så det med rommen, han rationerede alt for meget.
Jeg slutter historien. Nu må ungen da sove.
Nej, han sidder helt inde i hjørnet. Op mod væggen. Pakket ind i sit tæppe, så jeg kun kan se hans lille fjæs og hans store øjne. Han ser forskræmt på mig. Ryster over hele kroppen. Tænk hvis han sladrer til sin mor. Så er der lukket for glæderne, måske i flere dage.
"Du skal ikke være bange," siger jeg.
"Vil du godt passe på mig?"
Vel vil jeg da ej. Sådan en lille blåøjet horeunge, der tror han har krav på godnathistorie og puttepjat. Som om han var helt adelig.
"Ja," lyver jeg..
Og er ved at blive kvalt af hans små arme, da han omfavner mig så langt han kan nå. Presser sin lille krop mod min.
"Så passer jeg osse på dig, Danny, jeg gør."
Der er en sær snurren i min mave, da jeg lemper ham fra mig og putter dynen omkring ham. Hans lille hånd holder om min næve. Fylder så lidt.
Jeg sidder på sengekanten. Stryger ham lidt langs næseryggen. Som min mor gjorde mod min. engang for meget længe siden.
Mine øjenlåg bliver tunge. Det har været en lang dag.
Måske falder han hurtigt i søvn, hvis jeg lægger mig lidt ved siden af ham? 'Lader som om jeg også vil sove?
Jeg gaber. Det flimrer bag mine øjenlåg.
Så kommer de. Med blodige ansigter. Med tomme øjne. Med knyttede hænder. Anklagende. De omringer mig. Kommer nærmere.Jeg er bange. Er så alene. Svag overfor spøgelser.
Bag dem ser jeg pludselig en person. En sortkrøllet dreng. Freddy. Men han er vokset. Er en stor dreng. Han blotter sine tænder. Snerrer af spøgelserne og svinger med en stav, der spyr lyn.
Spøgelserne går i opløsning.
Vågner. Ville jo ikke sove. Og slet ikke drømme den dumme, gamle drøm. Jeg har ikke skreget. Vel? Ikke det. Jeg er jo en mand. Jeg har sejlet ...
Freddy sover. Jeg ser hans ansigt i skæret fra staldlygten, for jeg har ikke pustet lyset ud.
Han ligner en lille djævel, der faktisk kan passe på mig.