København, forår 1962

Kjeld stod og så ud ad vinduet. Mor havde mødt en mand, som hun måske ville være kæreste med. Og i dag var hun taget hen til ham, så de kunne følges her hjem. De skulle købe en gave til Trunte, havde mor sagt. For Trunte havde fødselsdag.
   Bag Kjeld rumsterede hans søskende. Undtagen Trunte. Hun surmulede på pigekammeret. Hun vidste ikke noget, for det var en hemmelighed. Dorte havde bildt hende ind, at der skulle komme en af mors veninder, Gertrud, som Trunte ikke kunne lide.

"Der sidder en vovse i et vindue," sang Erling bag ham og udstødte et vuf. Så kunne han ikke huske mere af sangen.
   "Jeg håber den ik' er et dyr," sang Lars drillende.
   "Sådan er den ikke," hylede Erling,
   "Det er jo også det, jeg synger. Vovsen er ikke et dyr."
   Kjeld vendte sig og så på sin oprørte lillebror. Han så sjov og sød ud, når han var sur, men det var nu lidt tarveligt, at Lars drillede ham..
   "Nej, for det hedder nemlig slet ikke en "vovse." Det hedder en hund," klogede Hanne sig og skævede op fra sin tegneblok. Hun var vist ved at tegne tøj til en af sine fjollede påklædningsdukker,
   "Lille Per siger også "Vovse," påpegede Erling. Han havde fået lov at komme med i biografen og se Far til Fire-film.
   "I kunne godt tage og hjælpe lidt," skingrede Dorte og havde røde pletter på kinderne, mens hun placerede en stak tallerkner på spisebordet, der i dag var dækket af en hvid dug. Den havde mor lånt af fru Sørensen inde ved siden af.
   "Det er tøsearbejde," sagde Lars, "Og du har jo Helle til hjælp."
   Helle var fru Sørensens datter og Lars kunne godt lide hende, men det var også en hemmelighed. Han blev stangtosset, når man hujede: "Lars og Helle er K-K-K." Og helt rød i bærret. Så den var god nok. At han gad. Piger var underlige. Og Helle var tyk. Hun havde desuden en anden kæreste end Lars, men det var en hemmelighed.

Der er så mange hemmeligheder. Mor har også holdt det med manden hemmeligt. Lige til i går. Og det er så dumt. Hvad skal mor med en kæreste? Hun er jo oldgammel og hun har da ham og de andre, så hun er slet ikke alene, som hun snakkede om i går. Dumme mor.
   Han vil ikke have en stedfar.
   Og han skal nok få ham skræmt væk. Nede i kælderen har han fanget nogle fede edderkopper. Han har dem i stor tændstikæske. Når manden ser dem kravle hen over den hvide dug, skynder han sig nok væk. Og hvis det ikke hjælper, så kommer han da bare salt i kaffen, for de skal jo nok have kaffe efter smørrebrødet. Det ser nu godt ud, det smørebrød. Han har kigget lidt. Og han vil have en af dem med spegepølse og masser af ristede løg. Eller to. Dem spiser han inden han slipper edderkopperne løs.
   Nu lyder der motorlarm nede fra gaden. Harry og Mick står der nede og samler på nummerplader. De skriver dem op i et kladdehæfte og det gælder om at få flest. Gerne nogle, der sidder på nogle rigtig flotte biler.
   Hvad mon det er for en, der kommer nu? Er det mon mor og den der mand?
   Nej, det kan det ikke være. Det er en smadderflot, rød bil. Den ligner lidt en flyvende tallerken. Helt anderledes end alle andre biler. Og den spinder som en mekanisk kæmpepanter. Den tøffer ikke som en Volvo eller en opel.
   Drengene dernede stimler sammen om bilen. Kjeld har en gang set et billede af sådan en, men hvad er det nu, den hedder?
   En mand stiger ud af bilen. Han er gammel. Han har jakkesæt på. Nu går han ud på gaden og åbner passagerdøren. Mor stiger ud, læsset med pakker.
   Mon Trunte skal have alle dem?
   Manden må jo være rig. Tænk hvis han giver en tur i bilen. Sikke misundelige Harry og Mick og alle de andre bliver.
   Tænk hvis en af gaverne er til ham, Kjeld.
   Nej, han vil ikke have en gave af den dumme mand. Han vil ikke have en stedfar. Heller ikke selvom han er rig. Han skræmmer ham væk og hvis han gifter sig med mor, så flytter han da bare ud til far.
   "Nu husker I at give hånd," formaner Dorte.
   Og det bestemmer Kjeld straks, at han aldeles ikke vil.


I nærheden af Katharinas Gave


Farmor sover. Hendes lange grå hår er pjusket mod stablen af puder og hendes mund står åben. Der står et krus vand på kommoden. Lige ved siden af de blomster, Tarnie har plukket til hende. De hænger med hovederne som om de er kede af det. Han vil plukke nogle nye til hende, for så bliver hun glad. Og måske bliver hun så snart rask.
   Onkel Ivan sidder på sengekanten. Han har røde øjne.
   Tarnie sidder på gulvet. Det er kedeligt. Onkel Ivan sagde, at farmor vil snakke med ham, men hun ligger jo bare der. Og der kommer sådan nogle underlige lyde ud af hendes mund.
   "Jeg går lige lidt ud," siger Tarnie.
   Men så rører farmor sig. Hun hoster og presser sin ene hånd ned i madrassen. Hånden ligner en syg edderkop.
   "Lad mig hjælpe dig, mor," siger onkel Ivan.
   Langsomt sætter farmor sig op. Edderkoppehåndens krogede fingre piller lidt ved det grå hår.
   "Karl?" siger farmor.
   "Nej, det er bare mig, mor - Ivan," siger onkel.
   Farmor har store øjne. Hun hoster igen.
   "Peter," siger hun, "jeg kan jo se Karl. Lige der. På gulvet. I lyset."
   "Mor, det er jo ikke ... det er jo Karls dreng, mor."
   Der er stille. Onkel aer farmors kind.
   Så vinker farmor af ham, Tarnie.
   Hun vinker bare med en finger.
   "Gå hen til din farmor," siger onkel.
   Farmor er så underlig. Ligner slet ikke sig selv. Det gør ondt i Tarnies mave. Det er som om hullet i den vokser sig lidt større.
   Men så trækker det om farmors læber. Hun smiler. Et lillebitte smil. Og er farmor.
   Han vil trykke sig ind til hende, men hendes arme ligger slapt mod vinterdynen. Onkel rejser sig og Tarnie sætter sig forsigtigt på sengen.
   " Ivan siger, du er blevet god til at ride," siger farmor. Hendes stemme er svag. Hun taler langsomt, men Tarnie kan godt forstå hende, Han nikker ivrigt. Det er dejligt at ride, Uden saddel. Glemme alt og bare være sammen med Stenka. Kun tænke på, hvordan han og hesten bedst klarer alting. Sammen.
   "Det er godt," siger farmor. Hendes edderkoppehånd prøver at finde ind bag alle puderne.
   Den kan ikke.
   Men så er onkel der.
   "Tag posen," hvisker farmor.
   Onkels hånd kommer frem med en lille pose af stof. I mange farver. Nok syet af et kantbånd til en kofte, Onkel rækker posen til Tarnie.
   Tarnie trækker i snørrene. Nede i posen glimter det gyldent.
   "Det er din farfars knapper," siger farmor.
   Hvor er de flotte. Forsigtigt tager Tarnie en af dem op i sin hånd. Den er lidt varm. Farmors hånd griber om hans. Lukker hans fingre om den blanke knap.
   "Pas godt på dem, lille kosak," siger farmor.
   "Det skal jeg nok," lover Tarnie.