Vinden leger med de blomstrede gardiner i karnappen. De er florlette og med hvid baggrundsfarve, Mor har sat andre syopgaver til side for at sy dem. En svag lyd af trafik når helt herop på fjerde sal og sniger sig ind af vinduet, der står på klem.
   Der dufter af citron, for vi har lige gjort rent .Der dufter også en lille smule af olie og benzin, for Kaj har taget nogle knallertdele ind i stuen for at rense dem. De ligger på en avis oven på sofabordet.
   I det værelse, vi kalder soveværelset, ligger kludetæppet af fløjl i brune, gule og grønne firkanter bredt ud over sengen, og de gamle bamser sidder på rad og række op af væggen under billedet af en stolt enhjørning i et spraglet landskab.
   "Jeg ville altså ønske, vi havde vores helt eget køkken," siger Kaj henne fra sofaen, og gnubber på et tændrør. Han har en lille olieplet på trøjen, og han skubber en lok tykt rødbrunt hår lidt til side.
   "Det ville jeg også ønske," svarer jeg, for det er træls at slæbe madvarer og opvask op af trapperne til det køkken, vi deler med beboerne på tre-fire klubværelser. Men det er vores hjem. Vores første fælles hjem.
   Her kan far ikke komme og brokke sig over, at vi err kærester. Her behøver jeg ikke at åbne mit vindue, så Dan kan snige sig ind af det. Og her bliver vi ikke forstyrrede af små, nysgerrige søskende, der ville vise os deres tegninger eller lige låne et eller andet.

Min mor var ikke ligefrem begejstret for mit valg af kæreste, men hun spurgte bare en enkelt gang, om jeg nu var sikker på, at det var klogt. Det var jeg selvfølgelig og så sukkede hun bare lidt og sagde: "ja ja da."
   Men far var vred. Hans lille pige skulle aldeles ikke komme sammen med en knægt i læderjakke med nitter og langt hår; en fyr, der engang havde smadret et helt klasseværelse, fordi han blev mobbet og lærerne ingenting forstod. Og der var meget andet i vejen efter fars mening.
   Alt i alt fik vi nok af det skaberi, så en dag lejede vi de to værelser og allierede os med Dans forældre. De lejede en trailer. Så tømte vi først Kajs værelse, og derefter kørte vi over og tømte mit.
   Far stod ude på trappen og prøvede at spærre for os. Han var lilla ansigtet og hans øjne skød lyn. "En eller anden dag, så skyder jeg dig!" hvæsede han til Kaj, der så helt forskrækket ud og ikke vidste, hvad han skulle sige.
   "Tag nu og flyt dig," sagde Kajs mor ganske roligt og tilføjede, "Du skal jo alligevel have et skydevåben før du kan plaffe løs på min søn!"
   "Jeg ved, hvor jeg kan købe et," mukkede far, men trådte alligevel til side .Lidt efter traskede han over til genboen for at få lidt afløb for sit raseri.

Jeg skæver mod skrivemaskinen. Den er smart og rød. Måske skal jeg skrive lidt videre på min historie om en dreng, der hedder Tarnie? Farvebåndet er vist ikke helt slidt op?Jeg har fornylig vendt det. Og jeg har også en hel stak papir. Ja, jeg tror, jeg vil skrive.
   Jeg når lige at sætte arket i. Så banker det på døren.
   Da jeg åbner den står han uden for. Far. Han glor på dørmåtten. Den er skam også ret pæn. Vi har givet fem kroner for den hos marskandiseren. Men det er vel ikke den, han er kommet for at se på? Næh, du ser han op. Han står med en lille pose i den ene hånd. Med den anden stryger han sig gennem sine mørke krøller.
   Så ser han på mig. Eller måske på min næse? Forhåbentlig ikke på den irriterende bums, der er sprunget ud ved siden af næsen?
   "Nå, her bor I," siger han og tripper lidt.
   "Ja, her bor vi," siger jeg og kommer til at smile lidt, fordi han ser så forsagt ud. Han slikker sin underlæbe og åbner munden. Der er et ord, der vil ud. Men han kan ikke sige det. Jeg har aldrig hørt ham bruge det ord. Alligevel fanger jeg det.
   "Kom ind," byder jeg og er glad for, at vi har gjort rent.
   Far tørrer skoene godt af inden, han træder ind.
   Han stopper op midt i stuen og ser på gardinerne, der stadig blafrer lidt-
   "Nå, sølvuhyret skal ordnes," siger far til gardinerne. Men det er selvfølgelig Kaj, han vil sige noget til og "Sølvuhyret" er Kajs elskede Puch tre-gears med lammeskind på sædet og englestyr.
   Kajs hånd er stivnet i luften og han har rykket sig lidt længere tilbage mod sofaens ryglæn.
   "Ja, den får jo kørt en del," siger han.
   "Her bor I jo godt," siger far så og ser først på mig. På mig. Ikke min næse. Ikke bumsen. Og så ser han på Kaj. Det rykker lidt i fars mundvige. Så smiler han. Smilehullet lyser hans ansigt op. Han ryster lidt med posen: "Jeg var lige et smut i Tivoli - og jeg var heldig, så jeg tænkte på, om I ikke vil en tur med i Tivoli?"
   Posen er fuld af poletter og dem kan man bruge som betaling i Tivoli. Vi elsker at komme i Tivoli, så selvfølgelig vil vi med.