Julie sidder på en væltet træstamme inde i skoven. Nogle skovspurve synger og en solsort aber efter. Det lyder sjovt. På en lille plet, hvor der ikke er meterhøje træer myldrer det med anemoner. De har ikke foldet sig ud endnu, men det gør de nok i morgen. Foråret er på vej. Freddy-far har nok allerede lagt kartofler i jorden., så nu burde de sidde sammen, spise en is og se ud over søen. Men mor vil ikke have, hun besøger ham. Mor er dum. Bare fordi Freddy ikke er hendes bio-far, men en som mor engang boede sammen med.
   Mor har købt en konfirmationskjole til hende. Der er alt for mange blonder på den. Den er hæslig. Freddy-far ville have ladet hende være med til at vælge kjole, og også bestemme om hun i det hele taget vil konfirmeres..
   Med et tier fuglene. Det knaser på grusstien. Forpustede råb trænger ind i hendes øregange:

"Jeg ramte ham."

"Han smutter ind mellem buskene"

"Pas på. Han flyver væk."

Julie stivner. Mennesker kan da ikke flyve.
   En dreng farer forbi hende. Rødhåret og ikke ret stor. Nu er han et stykke væk. Nogle andre drenge kommer løbende. Tre eller fire. Større end den rødhårede.
   Julie har listet sig nærmere. Hendes tunge føles som sandpapir. Den lille falder. Og så er de over ham. Den ene vrider hans arme om på ryggen og holder ham fast. Han spræller lidt, men så slår en af de store drenge ham i ansigtet. Et skrig. Så bliver han stille.
   "Nå, hvad så?" er der en, der siger. Og han fortsætter: "Din tud bløder. Det er nu, du skal flyve."
   Det er fugle, der kan flyve" siger den rødhårede. Hans stemme er tynd og han udtaler alle mofemer i ordene. Som i en gammel film. Og så basker han med armene, mens han tripper så meget, at han næsten hopper.
   Julie knytter hænderne. Neglene skærer sig ind i håndfladerne. Pludselig føles det som om, hun har en gryde kogende vand i maven. Foran hende bølger en tåge i røde og orange farver.
   Hun springer gennem tågen. Den hvisker til hende. Rabler ord til hende i et lynhurtigt tempo. "Måske er den lille skør, men de er fire mod en. De er onde. Stop dem."
   Der er noget blødt mod hendes hænder, Et bjerg prøver at stoppe hende, men hun vælter det med spark og slag.Så finder hun sig selv siddende på maven af en stor dreng. Hans øjne er store. Langsomt bliver forundringen i dem til vrede.
   "Fuck, Mattias, du får tæv af en tøs," er der en, der siger.
   "I skal lade ham være!" siger Julie og prøver at gøre sin stemme fast og myndig. Nu hvor tågen er blæst bort, vil hun bare væk.
   "Jeg gider sgu da ikke slås med piger," siger ham, hun sidder på.
   Julie rejser sig.
   "Så skrub af med jer," siger hun.
   De ser på hinanden. Trækker på skuldrene og griner åndsvagt. Så går de.
   "Jeg følger dig hjem," siger Julie.

Den rødhårede dreng, som hun ikke ved, hvad hedder, tager hendes hånd. Forsigtigt. Han ser ikke på hende. Hun har set ham før. Han går vist i Y-klassen - specialklassen for dem, der er sådan lidt underlige.
   "Hvor bor du?" spørger hun, da de har gået lidt. Næsen bløder ikke mere, men han må vaske sit ansigt, når han kommer hjem.
   " Henne i det gule hus med mos på tager," svarer drengen. Han ser ikke på hende.
   "Nå," siger Julie og kan ikke se noget gult hus, men derimod et gult telt, der kommer imod dem. Et telt med blomster på.
   "Nå, der er du, Johnny," lyder det fra teltet, der alligevel ikke er et telt, men en meget fed dame i en gul kjole.
   "Pigen er sød, mor," siger Johnny til damen.
   "Ja, men nu skal hun nok hjem," siger damen og lyder forpustet.
   " Der var nogle efter ham," forklarer Julie, men damen tager bare fat i Johnnys arm og haler af med ham.
   Mor og søn forsvinder om et sving på vejen. De store drenge er for længst væk. Hun må virkelig se af at komme hjem.

"Nå, der er du? Hvor har du været? Du ved godt, jeg skal til håndbold, så vi spiser tidligt. Nu kan du selv varme maden."
   Ordene sprutter ud af munden på mor. Hendes hår stritter opad i en hestehale. Hun tror vist, det får hende til at se ung ud, men det ser faktisk bare fjollet ud.
   "Hvad mad er det?" spørger Julie.
   "Brunkål," siger mor.
   "Det ved du godt, jeg ikke kan fordrage."
   "Det er sundt," siger mor og glor på sin mobil.
   " Må jeg ikke få til en pizza?" forsøger Julie. Hun har kvalme.
   Endelig ser mor på hende.
   "Tror du pengene hænger på træerne?"
   "Næh," siger Julie, "jeg har set efter hele eftermiddagen."
   "Sig mig - hvad i alverden har du egentlig lavet?"
   "Der var nogle drenge, der var efter en af dem fra specialklassen. Og så bankede jeg en af dem."
   "Pæne piger slås ikke. Se nu, hvordan dine bukser er ødelagte. De kostede en kvart ugeløn. Hvad har jeg dog gjort at jeg skal have sådan en umulig datter? Nu må du gå i skole i et par af bukserne fra Genbiksen."
   "Tak. Må jeg virkelig? Det vil jeg oz hellere."
   "Nå - men så siger vi det. Og spis så dine brunkål. Jeg smutter. Jeg kommer nok sent hjem."
   "Skal du ud med ham brilleaben?" spørger Julie.
   "Brilleaben? Å håhå, du mener Lars. Nej, det skal jeg ikke. Han er gået tilbage til Lone, men Evas bror giver en tur i biografen, efter håndbold, og du er jo stor nok til at være alene hjemme, ikke? Du kan jo se en film på Netflix. Ikke også, min lille skat? Hej Hej. Jeg må altså løbe"
   Døren smækker i med et brag. Væk er mor.

Der er en klump i Julies mave. Hun åbner mikroovnen. En kvalmende stank af brunkål flår i hendes næsebor. Hastigt smækker hun lågen i igen.
   Så går hun ind på sit værelse. Klumpen fra maven er røget op i halsen.
   Hun smider sig på sengen. Og hulker. Længe.
   Så rejser hun sig. Beslutsomt. Finder et par af de gamle, slidte cowboybukser. Finder en T-shirt og sin gamle, grønne jakke.
   Hun går i bad og skifter tøj. Nynner en sang, der er dukket op i hendes hoved. En dum, gammel sang, men Freddy-far sang den tit, når han puttede hende, da hun var lille:

"Du er min øjesten.
   En bitte dejlig en, er du.
   Og når vi to følges ad,
   så er jeg altid glad..."

Mor gemmer penge under sin hovedpude. Julie så hende engang tage en seddel ud. Det var en dag, hun godt måtte få til en pizza og også til en cola. Kuverten så tyk ud.
   Den ER tyk. Der er mange sedler. Tre tusinde kroner.
   Julie tøver lidt. Så tager hun fem tohundredekronesedler. Det er nok til at rejse til Silkeborg for, og forbi Silkeborg, ud til Sønder Udby.
   Hun klæder sig på. Finder et ark papir og skriver med en knækket blyant fra penalhuset.
   Jeg er rejst hjem. Hav det godt, mor. Kærlig hilsen Julie.
   P.S jeg har lånt tusinde kroner. Du får dem igen, når jeg finder et eftermiddagsjob.
   Hun printer togtider, bustider og rejsebeskrivelse ud og tilføjer, med blyant, nummeret til en taxavognmand i Silkeborg, for lokalbussen kører ikke om aftenen.
   Så tager hun jakken på og går ud ad døren.
   Hun kan godt nå at spise en pizza inden hun skal med det første tog. Så er hun ikke alt for sulten, når hun kommer hjem.
   Måske er Freddy-far gået i seng, når hun når frem men hun ved, hvor han gemmer nøglen.
   Og i morgen skal de rigtig snakke.