I dag lossede jeg til genboens kat, tastede Magnus på Facebook og så frem for sig i det halvmørke værelse. Han måtte forklare, at katten selv havde været ude om det; den kunne jo bare holde sig væk. Hvis han ikke forklarede det lidt nærmere, ville han sikkert få en masse kommentarer om, at han var en led dyremishandler. Hvis han forklarede mere, kom Søren sikkert farende og skabte sig.
   Et skarpt lys brød gennem vinduet. Sørens. Hvad bildte den idiot sig ind? Hvorfor stod han derude med en lygte? Han kunne da lede et andet sted efter sin skabede kat.
   Lyset ramte englen over sengen. Det gyldne hår indrammede et smukt hjerteformet ansigt. Glorien over hendes hoved strålede og de fine vinger var kantet med klatter af lyseblåt oliemaling.
   Englen smilede til ham.
   Det gjorde hun tit, for han havde haft maleriet længe. Englen lignede hans mor, som hun så ud, da han var barn. Og det kunne være det var hende, for hun var en engel nu.
   Så forsvandt det skarpe lys. Magnus tændte for lampetten. Godt med lys, men han bestemte sgu da selv, hvornår der skulle lyses.
   Englen smilede stadig. Mere end før, syntes han.
   "Folk burde holde deres katte inde og ikke rende og lyse ind på folk ellers ..." sagde han og blinkede til hende.
   "Katte er onde," fortsatte Magnus, "det var derfor, jeg sparkede den. Lige i hovedet. Den peb, så jeg sparkede den igen. Man må ikke have ondt af det onde, vel?"
   "Nej," sagde englen.

Magnus havde ord på tungen, men de slap ikke ud. Havde englen virkelig sagt noget eller var det noget, han havde bildt sig ind?
   Det rumlede i hans mave. Det var nok sulten, der havde spillet ham et puds. Han gik ud i køkkenet. I køleskabet stod der noget brød, men det var grønt, så han smed det ud. I stedet fandt han en pakke havregryn i skabet. Det blandede han med vand og varmede det i mikroovnen. Med en øl til, gled det ned.
   Da han satte sig foran skærmen var englen stille. Smilede bare som hun plejede.

Næste aften tastede Magnus: Nu får jeg ikke mere vrøvl med Søren.
   Lampetten var tændt. og lyset forgyldte hans engel.
   Han ville ikke skrive mere om Søren. Ikke før han havde tørt tasterne af. De var fedtet ind i noget tykt og klæbrigt. Han skulle nok have vasket hænder, før han gik herind.
   "Nu er Søren sammen med sin kat," sagde Magnus til englen.
   Hun spærrede øjnene op. Og hun åbnede munden. Bevægede læberne:

"Hvor?" spurgte hun.
   "Under stikkelsbærbuskene," sagde han.
   "Der kan de ikke bare ligge," sagde englen, "det vil politiet ikke have."
   "Po-politiet," udbrød Magnus. Og havde ondt i maven. Men han var ikke sulten.

Han rejste sig fra computerbordet. Det drejede rundt. Han havde pludselig kvalme. Hvor var spaden? Stod den ovre ved Søren?
   "Kom her," kaldte englen.
   Han greb fat i bordet. Tvang det til at stå stille.
   Så vendte han sig mod englen.
   Hun havde en tåre i det ene øje. Men hun smilede. Rakte sin ene hånd ud mod ham - ud af lærredet.
   Det bruste i ham, mens han gik hen mod hende. Hendes hånd var så fin og hvid, så kold og tør af gammel oliemaling.

Men det kunne jo ikke passe. Og han skulle finde den spade.
   Han hev sin hånd til sig. Nej, han prøvede. Hånden strammede om hans. I et hårdt greb. Den var gullig. Uden hud. En knokkelhånd. Den trak ham til sig, så han stirrede ind i engleansigtet. Tårerne sprøjtede ned over det, men englen lo hæst og spruttede ord ud mellem tænderne: "man - må- ikke - have - ondt - af -de- onde."