Bubi har gemt sig i sin hule af grene. Nede bagerst i den store have, Hun kryber sammen. Holder et øjeblik hænderne presset mod sine ører. Vil ikke høre genklangen af ordene, der blev sagt: "Nu stopper du, din forkælede møgunge!" Ordene runger fortsat i hendes hoved og overdøver den prikkende svie fra hendes brændende kind, der hvor fars store hånd ramte. Dumme, dumme far.

Forkælet? Det er hun i hvert fald aldeles ikke.Er hun måske ikke med til at sørge for, at alting hænger sammen? Tjener hun måske ikke penge ved at optræde alle mulige skøre steder? Hoppe, springe og danse i sin røde, lappede kjole, så folk jubler? Så gamle koner siger til hinanden: " Hvor er hun dygtig og kær." Bider hun ikke tænderne sammen og smiler, når folk smider mønter mod hende og med brændevinshæse stemmer, opfordrer hende til at gøre dansen vildere og springene bedre?

Jo, det gør hun!

Og hun passer også på Kenny. Selv om han er 10 år, skal man passe godt på ham, for han lider af Den Faldne Syge..Han kan ikke tåle, at man er efter ham, sådan som de store drenge var den dag,. Og hvis hun ikke havde hentet far, var det nok gået helt galt.

Bubi ryster over hele kroppen, Fjerner hænderne fra sine ører. Trækker knæene ind mod sin mave og folder hænderne om sine skinneben, mens hun tænker på hændelserne:

De havde sat husvognen på en eng, og Kenny var gået ud efter vilde æbler, som han havde set, da de kørte forbi. Men han var længe om at vende tilbage, og så besluttede Bubi, at gå ud og se, hvor han blev af.

Da hun fandt ham,var han omringet af de fire store drenge, der drillede ham

"Hvis du går med ind i skoven, så brænder vi dig ikke ihjel," sagde en af dem.

Hun havde knyttet sine næver, rettet dem ud igen og famlet efter dolken, men de var fire store drenge,. Hun turde ikke kaste sig over dem.Hun turde heller ikke bruge de forbandelser, mor havde lært dem. Det ville ikke nytte. Så i stedet skyndte hun sig at hente far.

Da hun kom tilbage, var der kun Freddy. Han sad ved siden af Kenny, der havde fråde om munden.

Far var rasende på Freddy, og bad ham om følge med til husvognen, som de boede i, når de skulle langt omkring og optræde,

Mens mor tog sig af Kenny, der var ovre sit anfald, men noget forslået spurgte far vredt: "Var I fire store drenge om en lille fyr."

"Ja,"indrømmede Freddy.

"Hvem er din far?"

Freddy vædede sine læber og sank en klump. Så så han direkte på far: "Sir John af Kløverborg."

Far fik et underligt ansigtsudtryk. Efter et øjebliks stilhed spurgte far: Og hvad hedder du så?"

"Freddy -men (tilføjede han tøvende) jeg er døbt Frederik Jonathan Ronantez Keily," Og han tilføjede,:" -og min mor hedder Rosita Ariella Ronantez Keily."

Sådan fandt de ud af, at han nok var mors søn, som hun ellers havde sat i pleje hos sin mor. Nu boede han åbenbart hos rig fribonde, der hed Allan Coutly. Den bonde kunne far ikke lide, men alligevel tog de med hjem til ham, fordi han gav øl og fordi, de tre, der var løbet deres vej, også boede på den store gård. Hr, Coutly kunne bekræfte, at Freddy )som han altid var blevet kaldt.var mors søn. Og efter nogen kiggen, mente far og mor da også at de kunne genkende ham på de store blå øjne, de fine træk og den lyse hud.

Men så vidt hun havde set, var bonden rar ved ham. Han ville ikke engang have, at far straffede Freddy. Og han holdt så kærligt om Freddy, men far havde råbt at nu tog de Freddy med hjem.

Det gjorde de så, og alt er blevet så anderledes.

Hun vil ikke have en bror, der kun er en halvbror og halvt adelig og halvt sød, halvt ond - og hun vil ikke tro på, at verden er så grusom og farlig, som han siger.

Hun har prøvet at finde ud,af om han er mest god, men dumme far forstår ingenting. Han slår bare.

Det har han ikke gjort siden hun var lille, og da var det i numsen.

"Nå her gemmer du dig. Vi skal spise."

Bubi farer sammen ved lyden af hans stemme. Hun har ikke hørt grene knække eller fugle flyve op. Han må være kommet listende som et skyggevæsen.

"Gå din vej!" råber hun arrigt og føler tårerne presse på, men hun ville ikke lade dem trille, for hun er ikke et pattebarn, Og man bliver grim af at vræle.

Han sidder udenfor hytten. På knæ. Halvbroderen. Freddy, hedder han. Hun kan se ham gennem hulens åbning. Han glor på hende. Piller ved en sort krølle:

"Vi skal have pandekager."

Pandekager! Det lyder godt, men Bubi tier. Flytter sig ikke.

"Du slår mig når jeg kommer ud." Han må da være sur, over at de har drillet ham?.

"Hvorfor tror du det?"

Det gider hun virkelig ikke svare på. Det må han da vide.

"Jeg er ikke sulten." Hendes mave protesterer mod påstanden, men det kan han forhåbentlig ikke høre.

" Mærkeligt. Du spiste ikke af grøden."

"Den var sveden." Hun får en grim smag i munden ved tanken om den grød.

"Ikke ret meget."

"Jeg kommer ikke ud, før du siger undskyld."

"For hvad?"

Han ER sur. Og så spiller han ovenikøbet dum.

"Du sved grøden og sagde, vi skulle spise den."

Han gumler på sin underlæbe, før han åbner munden:

" Jeg havde ikke smagt den, da jeg sagde det."

Nej, måske ikke, men alligevel ...han kunne vel lugte, den var sveden?

"Jeg havde ikke smagt på den," vrænger hun og ser ham knytte sine hænder med de slanke, lyse fingre. Hun trækker sig længere ind mod hulens bagerste grene.En kvist prikker hende gennem kjolen.

"Du kan selv undskylde." Han siger det langsomt og retter sine hænder ud igen.

Han kan tro nej. Skal ikke tro, hun er bange for ham:

"Gu vil jeg ej!"

"Så lad være. Jeg er ligeglad. Men hvorfor gjorde I det med vasketøjet?"

"Fordi ..." begynder Bubi.

Hun gider ikke snakke om vasketøjet, som de smed i mudderet, så hun rejser sig og går ud af hulen. Freddy rejser sig også. De står overfor hinanden. Er omtrent lige høje. Og har omtrent lige langt hår. Han har hestehale som en forbasket aristokrat.

" Du skulle ikke have tævet Kenny dengang!" hvæser hun.

"DET har jeg sagt undskyld for," siger han.

Og det har han, men hun kan ikke få billederne ud af sit hoved; fire store drenge, der drillede Kenny, tog hans kurv med æbler og sparkede til dem, kastede med dem, råbte modbydelige ting. Og slog ham.

Far havde ikke set det, for da han endelig kom, var de tre andre drenge løbet langt væk.

De går ved siden af hinanden. Begge med hænderne ned langs lårene.

"Hvorfor var I efter ham?" spørger hun og prøver at gøre sin stemme rolig.

Han standser. Ser ned i græsset, som om det kan svare. Skal hun puffe til ham? Bare lidt? Nej, så siger han det måske til far.

Men hun vil se hans fjæs, når han svarer. For han skal svare. Hun stiller sig foran ham. Med hænderne i siden.

Han ser op. Slikker sin underlæbe. Og gør en synkebevægelse, før han endelig ser på hende: "Det har jeg sagt."

"Jamen, sikke noget sludder. Mor er ikke en heks - og selvom hun var, så kunne Kenny da ikke gøre for det. Vel?"

"Nej! Men - men det var også mest fordi, at - fordi jeg ville møde hende - min mor, og jeg vidste I var i nærheden og nok kom og ...det har jeg sagt, jeg har."

"Jeg hader dig!"

Han siger ikke noget. Ha - nu er han vist lige ved at tude. Nu bliver han nok snart så gal, at mor og far kan se, hvor ond, han er.

Mor står i døråbningen.

"Det var på tide." Hun ser undersøgende på Bubi.

"Far slog," farer det ud af Bubi.

"Ja, det har jeg hørt." Mor stryger en kroget finger mod Bubis kind. Kærtegnet er uventet, men gør godt.

Bubi sætter sig ved siden af Kenny. Freddy søtter sig på den anden side af ham. Kenny trykkere sig ind mod Bubi og smasker i hendes øre.

"Har du sagt undskyld til Freddy?" tordner fars stemme mod hende.

Bubi skæver til Freddy. Han stirrer på sin pandekage.

"Hvorfor i alverden skulle hun sige undskyld?" hvæser mor til far.

" Fordi hun og Kenny plager ham. Ser du slet ikke noget, Sita?"

"Jeg både ser og hører," bider mor far af.

"Ja, du har vel så haft krystalkuglen med over til din skrupskøre søster, og der har du set ..."

"Serafina er et fint og klogt menneske."

Far hoster. Kunstigt.

" Hvad har dine søskende gjort dig?" henvender mor sig til Freddy,

"Det - de - kan ikke lide mig." Freddy tværer brombærsyltetøj ud over sin pandekage.

"Bubi sætter ham til at passe sine pligter. Han har kogt grød og han har vasket tøj," fortæller far.

Det passer ikke. Hun sagde ikke, at han skulle. Hun var bare så træt. Det må hun forklare:

"Han ville godt selv!"

Mor så spørgende på Freddy: "Passer det?"

"Ja."

Mor sukker dybt og, ser på hylderne med urter og krukker, som om det er en eller anden krukke, hun taler til:"Tag nu og vær lidt søde ved Freddy. Jeg vil have fred i mit hus. Er det forstået?"

Bubi nikker, men hun har hul i maven. Mor forstår ingenting og far fortryder slet ikke, at han slog hende.

Og så blander Kenny sig pludselig:"Det var ikke mig, der spændte ben for ham,f or jeg synes, han er rar. "

Hullet i maven vokser.

"Men han siger så meget dumt," forsvarer Bubi sig. De må ikke se sådan på hende - som om hun er ond og bare driller Freddy for sjov.

"Hvad siger han?" Nu ser mor på hende. Kærligt og bekymret.

"Han - han siger ...," ja, hvad var egentlig det dummeste, han havde sagt? Hun så på Freddy.

Han smiler. Skævt. Irriterende. Uforståeligt og provokerende.

"Han siger, at jeg kun må danse for folk, når en af I andre er der, for ellers så kan det være, at der er en, der gør sådan ved mig, som tyren gør med koen." Hun nærmest rabler det af sig. Det lyder dumt, kan hun selv høre. Hun er 12 og ved godt, hvordan man får børn - men voksne gør vel ikke den slags med børn?.

Tavshed.

Så siger far langsomt, mens han gnider sit grå skæg: "Det gør du vel heller ikke?"

"Nej," lyver hun.

Uf. De er slet ikke vrede på Freddy.

Men der er mere og nu skal det ud:

"Han siger, at mænd godt kan gøre det med andre mænd. Passer det , for så skal Kenny også passe på."

Stilheden larmer.

Så siger far. "Vi skal vist lige tale sammen, Freddy."

Bubi smiler.

Bubi og mor er alene i stuen, for Kenny er gået med far og Freddy ud i stalden.

Mor sukker. Hun rejser sig og tager gryden ned fra stativet over gløderne. Vandet skvulper, for den tunge gryde dirrer i mors hænder. Hun sætter den uden for gløderne.Så stryger hun nogle fingre gennem sit grå, tjavsede hår, klør sig på næsen og spørger:

"Du kan godt lide at danse, ikke?"

Bubi nikker.

"Du skal ikke gå og være bange, men man skal passe på, så det er godt, hvis der er nogle i nærheden, du kan kalde på.Men ellers kan du jo forsvare dig. Hvis nogen vil dig noget ondt, kan de få sig en overraskelse! Ikke sandt?"

"Joeh," mumler Bubi. Mor og far har lært både hende og Kenny noget om forsvar. men hvad havde det nyttet, da de store drenge var efter Kenny?

Bubi rækker ud efter syltetøjskrukken. Lukker hånden om den. Krukken har plads mellem kraniet og krukken med valmuesaft. Engang spurgte hun sin mor: "Er du en heks?" og mor svarede: "Ikke sådan en slags, som dumme folk mener, når de siger det ord."

Bubi trykker to fingre mod sin pande. Der er så mange tanker bag den. De summer som spyfluer. Hun må samle dem.

Men så er der noget helt andet, der presser på.

"Jeg skal skide," erklærer Bubi og åbner stalddøren, før mor når at sige noget.

Heldigvis er koen ikke trængende. Dens hale er helt sænket, så Bubi krænger kjolen op og sætter sig i møgrenden. Far og drengene står helt henne ved kaninerne, så de kan nok ikke se hende.

"Vi må gøre et eller andet ved hende," siger far.

Ups. Måske har de alligevel opdaget hende. Hun gør sig færdig og vil ind til mor igen. Men så råber far:

"Barbara! Du er genkendt. Kom her hen."

Hendes hjerte hopper og hun er lige ved at hoppe med. Far bruger hendes døbenavn. Det betyder, at de skal have en alvorlig samtale. Og det har hun ikke lyst til.

"Snerod er meget syg!"

Det er Kenny, der råber ordene mod hende.

NEJ, skriger det i hende. Hendes lille, hvide kanin må ikke være syg. Hun stormer derhen. Den lille, hvide krop ligger for sig selv i en krybbe med halm. Den trækker vejret i små hurtige gisp. Varsomt tager hun den op i armene.

Far ser på hende. Hans sorte øjne er bedrøvede: "Jeg bør vel slå hende ihjel, men det er jo din kanin, så du må bestemme om ..."

Kenny blander sig "Freddy siger, at han måske kan gøre den rask. Skal han prøve?

Bubi føler på Snerods lyserøde næse. Den er varm. Kaninen mimrer. Svagt. Men hun raller. Spjætter, men kun lidt. Dens mave føles tyk og hård. Hun får en tanke om hvad der er i vejen med den: "Den har vist forstoppelse."

Hun ser på Kenny som om det er ham, der måske kan gøre noget. Han spærrer øjnene lidt op og hæver brynene, mens en lille hvislelyd slipper ud mellem hans læber:

"Så er det lige noget for dig, hvad Freddy?"

Det er noget sært noget at sige, så Bubi skal da lige se, hvordan Freddy reagerer.

Freddy ser på Kenny, ryster lidt på hovedet og spørger, hvad han mener.

Kenny ser på far og så gør Bubi det også. Far ser bister ud.

"Jeg har givet den lidt vand," siger Freddy, "det har hjulpet lidt, og måske har den forædt sig, men jeg tror, der er noget andet i vejen også. Der er noget med dens hals. Må jeg holde hende?"

Bubi stryger Snerod over pelsen fra struben og ned. Den skriger. Og begynder at gurgle. Eller nærmest ralle.

Den skreg virkelig. Det gør kaniner sjældent. Freddys øjne er blå. Blanke. Han har hænderne fremme. Peger med en finger. Tripper. Er meget tæt på hende.

"Det skal nok være nu," siger far.

Og så langer Bubi Snerod i armene på Freddy. Hans hænder lægger sig om dens hals. Han trykker. Siger nogle underlige ord. Snerod hoster. Gisper. Og hoster. Hoster. En kaskade af gult pus fosser ud og sprøjter på Freddys lasede skjorte. Han holder dyret lidt ud fra sig. Stryger dens pels. Ser på dens øjne. Taler til Bubi:

"Måske vil Sita - mor - lave lidt kamillete tiil Snerod?"

"Det - det var en stor byld," er alt, hvad Bubi kan sige. Snerod er stadig sløj og slap, men hun raller ikke mere.

Bubi tager forsigtigt sin kanin. Den har pus i ansigtet. Den skal vaskes. Godt at mor har kogt vand.

I stuen - ved ildstedet - bliver Snerod vasket med lunkent vand og Bubi presser nogle dråber kamillete ind i dens mund. Den synker det næsten uden vrøvl.

Freddy har taget skjorten af. Den skal vaskes, men det må blive i morgen.

Snerod skal nok blive helt rask, men Kenny surmuler. Der er et rødt fingeraftryk på hans kind. Han og far kom ind lidt efter hende og Freddy.

"Du behøvede da ikke slå ham, Danny," siger Freddy til far.

Og far ryster på hovedet: " Næh, måske skal man ikke slå sine børn. Jeg elsker dem jo, men jeg er vred på mig selv. Når de er så dumme, må jeg have forsømt noget. Men I har været lidt forkælede, har I. Jeg - det ..."

Mor sidder på bænken. Hun ser træt ud. Det gør hun næsten altid. Hun åbner munden:

"Måske skal vi snakke sammen, alle fem - Snerod kan du lægge i høkassen, så vi kan give hende vand og kamillete. Hun skal nok også have et lavement. - Danny, du kan jo forklare, hvorfor, du slog Kenny."

"Jeg er ikke god til det med at tale om følelser og sådan. Men - det - jeg prøver - Kenny drillede Freddy, fordi Allan ..."

Bubi sidder ved høkassen og tænker på hvordan, man giver et lavement. Og på det Kenny sagde. Hun lytter. Undres. Spørger.

Det er rart, at de nu taler sammen. Rigtigt taler. Om vigtige ting.