"Det er hendes egen skyld!"råber den blå gestalt og stirrer på ridderen med øjne som kugler af ild. "Vogt dig for at lyve!" hvæser Ridder Rask til uhyret og retter sin dirrende kårde mod uhyrets orange kjortel ...orange...? Nej, den er brun. Med taftgrønne mønstre som slangeagtige borter på kjolens underdel. En del er dog dækket af et nusset forklæde. Ridder Rask stirrer på et slankt fruentimmer med tjavset hår: noget af det er samlet i en uordentlig knold. Under håret er der et hjerteformet, lidt blegt og fregnet fjæs. Ved opstoppernæsen og på hagen er der en lille byld. I den på hagen har noget gult materie samlet sig igen. Fruentimmeret peger truende med en kost, og det ser latterligt ud.
Komplet latterligt. For hun er 26 år og det er sit eget spejlbillede, hun står der og truer.
Hastigt sænker hun kosten og mærker en varme i sine kinder og i panden. Nu er hun igen kommet til at fantasere, midt i rengøringen. Heldigvis er hun alene i stuen. Men alligevel...

Den slags skete ind i mellem for Cessie. Ikke så tit efter at hun var blevet voksen og gift med en smed, men det hændte altså den dag i august 1683. Straks efter sænkede hun kosten og begyndte ihærdigt at skubbe rundt med det fine sand, hun havde drysset ud over bræddegulvet. Det skulle blive så fint. Martin og svigermor skulle bare få at se, at hun duede. "Så, op med jer fra revnen, små sandkorn," mumlede hun og fortsatte, henvendt til sig selv: ".Du kan skrive senere og du kan fortælle Keith en godnathistorie. Bare ikke en der er for drabelig, for så kan han ikke sove. Han går jo dog kun i sit femte år"
Så fniste hun lidt. Hvis sønnen havde været der lige før, havde han sikkert leet; sin hjertelige barnelatter, der klang som tusinde små sølvklokker og varmede hende om hjertet. Men svigermor havde taget ham med over til nogle naboer, der havde et barnebarn boende, fordi deres voksne datter var syg.Noget senere satte hun kosten på plads i krogen og sukkede tilfreds.Nu var stuen nydelig. Så gik det vel an at skrive lidt.

Nogle solstråler skinnede skråt ind af de småsprossede vinduer. Udenfor skræppede en krage og en kat miawede langtrukkent og pibende. Var den vrede krage nu igen efter "Fjumse"? Den dumme, gamle kat havde taget en af dens unger i juni, og nu hakkede kragen katten, når den kunne se sit snit til det.
Cessie rystede lidt på hovedet. Det måtte fugl og kat selv finde ud af. Nu ville hun altså skrive. De skulle have suppe fra i går og dertil noget brød, som de stadig havde rigeligt af. Derfor var det ikke nødvendigt at starte på maden, før solen hang lavere på himlen. Der burde være fred og ro, lidt endnu. Beslutsomt fandt hun arkene frem, satte sig på bænken og åbnede for blækket. Der var ikke meget tilbage og hvordan skulle der dog blive råd til nyt? Fjerene hun selv havde spidset til stod i den lille krukke, hun havde haft med hjemmefra. Skadefjeren var flosset, men fjeren fra valisken var stadig blanksort med gyldengule spiraler; den ville hun skrive med i dag.
Hvor var det nu, hun var kommet til i sin fortælling? Hun lod øjnene løbe hen over et tæt beskrevet ark; den ædle ungersvend rettede netop sine blå, blå øjne mod det frygtelige uhyre - så forsvandt resten i en blækklat og hun kløede sig irriteret i hovedbunden.
Hvordan var det nu? Jo, jomfru Dorithy var uhyrets slave og det havde stjålet hendes fri vilje. Bestandigt måtte den arme Dorithy skjule sit inderste væsen og gøre uhyret tilpas, men nu var ridderen kommet, så nu var der håb.
Cessie tog et tomt ark og skrev, så det skrattede. Inspirationen var over hende. Hun lod sig suge ind i handlingen. Hun skrev den scene, hun havde spillet foran spejlet. Så kom hun til at se på den frønnede ramme omkring glasset. Det var derfor, hun havde fået det med, da hun og Martin havde giftet sig. Det var fra mors barndomshjem, mor havde giftet sig et stykke under sin stand, da hun faldt for en søn af en kroejer.
Nå, videre med historien. Cessies tunge gled ind i mundvigen. Odden på ridder Rasks kårde pegede lige mod uhyrets hjerte. Men nu begyndte det pludselig at græde. Store, grønne tårer piblede ned over det blå ansigt og ...
"Mester spørger om vi snart skal æde?"
Forvildet så hun op og stirrede ind i lærlingens smågrinende fjæs. Et lidt forlegent smil, erstattede omgående grinet og han tilføjede: "Ja, undskyld forstyrrelsen, men husbonds mave rumler. Er ridderen ved at få has på uhyret?'"
""Han slår ham måske ihjel om lidt," oplyste Cessie irriteret. Uhyret, der var blåt og havde horn i panden stod overfor ridder Rask og påstod, grædende at det skam ikke pinte og plagede Dorithy - i hvert fald kun en ganske lillebitte smule, og det var fordi hun var så doven og ikke passede sine pligter. Ridder Rask havde en skarp bemærkning klar - og så var det altså allerede spisetid.
Hun sukkede: "Jeg må vel hellere få suppen over. Svigermoder og Keith er her nok snart. Harry, du kan sige til husbond, at det ikke varer længe, før der er mad."
"Fint," smilede Harry og forsvandt.

Hun nåede lige ud i stegerset, fik proppet lidt brænde på ildstedet og tændt det med det fyrtøj, der også var fra mors barndomshjem, en meget praktisk ting, som nabomadammerne misundte hende. Slige som hun havde hængt den tunge gryde med den skvulpende suppe op over de ulmende brændeknuger kom Keith løbende ind og snakkede løs: "Ved du hvad, mor? Jeg legede med en top og den snurrede rundt og rundt og..."
"Jeg ser gryden er sat over," bemærkede svigermoderen Eliza og løsnede sit sjal, mens hun så rundt i hver krog. Hun smilede: "Det var godt, min søde pige."
Cessie kvalte et fnys. Hun var gift kone på 26 år, men Eliza behandlede hende som et barn. Som om det ikke var nok, at Martin hersede med hende og syntes, at hun nåede for lidt.

I aften lod det dog til, at han var i godt humør. Han havde vasket det værste sod og skidt af udenfor, så fregnerne var synlige. Hænderne var også nogenlunde rene og han snusede smilende indad. "Her lugter jo godt. Sikke en sød, lille kone jeg har. Bliver du ikke helt misundelig, Harry?"
"Jo, mester må hellere passe på hende," grinede lærlingen og Eliza snerpede sit ansigt sammen i mishag.
Martins øjne glippede et øjeblik. Selvom han snart fyldte 30, betød moderens meninger en del for ham.
Denne gang klarede han dog straks efter op i et frejdigt smil.
"Mon jeg tør tage hende med til marked i morgen? Der er jo ikke rigtig nogle her i byen, der vil købe de sidste fire af soens pattegrise, men på det store marked kan vi sikkert få en god pris for dem."
"Åh ja, der er jo stort marked i morgen."
Eliza så ud som om hun tyggede på ordene.
"Moder vil måske også med?"
Det så ud som om den gamle overvejede det, men så blandede Keith sig.
"Også mig! Må jeg så få en top, ligesom..."
"Det er ikke noget for børn," Eliza snerpede munden sammen igen og afgjorde:
"Du bliver hjemme ved bedste."

Næste dag skinnede solen fra en himmel med små, hvide lammeskyer. De smalsnudede lædersko klemte ganske rædsomt, men det ødelagde ikke Cessies gode humør. Det skulle blive rart at se noget andet end stue, stald, stegers og landsbyens madammer.
Nå ja, en af dem måtte hun finde sig i, selv i dag. Den buttede nabokone, Betty, kom travende op ad indkørslen, sammen med sin ranglede mand. der hed Larry.
Lærlingen var ved at spænde vallakkerne for vognen og selvom både vogn og heste havde set bedre dage, var de da flottere kørende end så mange andre. De fire pattegrise gryntede skingert fra træburet bag sædet.
"Åh, hvor er det dejligt, at vi sådan kan køre med jer," kvidrede Betty og pustede. Kurven hun bar over sine ene arm, var åbenbart tung. Cessie slikkede sig om læberne, for kurven indeholdt sikkert ækker mad og kage til turen. Betty var ferm til det huslige.

"Er I klar til at køre?"
Martin trådte ud på gårdspladsen, nybarberet og i sit stadstøj. Hvor var han egentlig flot med sine brune krøller og brede skuldre. Han var den stærkeste mand i hele Bakkeby. Han var hendes. Og i dag skulle de til marked. I dag ville hun ikke tænke på stakkels Dorithy.