Duften af nybagt rugbrød hang i luften over det meste af den lille by. Den var stærkest i hovedgaden, men den nåede også vejen med de nyopførte typehuse, To af husene var gule. I det ene af dem, boede der et ungt ægtepar med 2 søde, små piger.

Søde? Hrm? Nå, de var i hvert ikke ret store dengang.

I det andet gule hus boede pigernes juletræs-onkel. Ja, det kaldte de ham sommetider, fordi han var deres gran (d)-onkel - og det var han, fordi han var Bedstes lillebror. Han var ikke gammel, for han var hverken rynket eller gråhåret. Han havde brunt hår og store øjne - men de var vist kun store, fordi han brugte briller. Mor havde engang sagt, at da han fyldte 30, fik han peber. Det var da en mærkelig gave, syntes pigerne.

Nå, men en dag gik de to søde piger ned ad den stille vej. Ja, jeg tror, de var søde den dag, selvom de kunne hitte på narrestreger. Jeg husker dem, for den ene var mig og den anden min lillesøster. Der var ikke ret langt hen til onkel Kristians hus. (det der "gran" brugte vi ikke til hverdag), så vi var der næsten med det samme. Vi gik lige ind, for onkel låste ikke sin dør om dagen. Onkel sad i sin brune lænestol, men da vi kom ind i stuen rejste han sig og smilede:

"Nåh, det er jer to. Der er stadig kaffe på kanden."

"Det kan jeg godt lugte," sagde jeg og mine næsebor vibrerede, fordi jeg kunne lide kaffelugten.

"Når noget lugter godt, siger man at det dufter," oplyste onkel. Aha, tænkte jeg og sneg den oplysning om i mit indre ordforråd.

Vi sad ved det lille bord med en lysedug midt på og onkel hældte lidt sødmælk i vores kaffe. Så var der kun meget lidt tilbage i flasken. Vi drak lidt af kaffen og så hældte vi lidt af den ud i underkoppen. I den lysebrune væske der på underkoppen dyppede vi så hver sin kiks, så de blev bløde. Onkel Kristian havde nemlig vist og fortalt om, hvordan hans bedstemor plejede at gøre sådan.

"Ved du hvad, onkel?" spurgte min lillesøster Lotte, og det vidste onkel selvfølgelig ikke, så Lotte rejste sig og drejede sig som i en lille dans, mens hun fortalte: " Mor har syet en lap på min trøje. Se, det er en sol. Er den ikke pæn?"

Jo, onkel mente, at den da var nydelig.

"Der var en kat inde i vores have og den lå og solede sig på trappen," sagde jeg.

Så fortalte onkel om en kat, han havde set. Måske den samme? Og sådan snakkede vi og holdt kaffeslabberas.

Onkel Kristian solgte sko og var medlem af fagforeningen HK. Det var endnu en grund til kælenavnet "Juletræsonkel." Hvert år var vi til stor juletræsfest, som HK arrangerede. Der var et gigantisk juletræ og en julemand, der satte sjove lege i gang. Han delte også godteposer ud.

Selve juleaften var selvfølgelig også god. Faktisk mere end det. Den var magisk. Vi holdt den hos Bedste og bedstefar. Onkel Kristian var selvfølgelig med. Mærkeligt nok sad han hvert år på wc, når julemanden kom.

Et år var der enormt store pakker til os unger; foruden mig og Lotte var der vores fætter og kusine. Vi stirrede på de store pakker. Hvad mon der var i dem?

Avispapir!? Avisark foldet ind over hinanden. Men der var også en lille lap papir. Og på den stod der "Bliv ved lidt endnu." Det gjorde vi så. Et lag avispapir mere. En lille lap mere. Igen og en gang til. Lap på lap skrællede vi af, mens vi skævede til hinanden med øjne, der blev større og større af forundring.- tilsidst sad vi med hver sin blyantspidser i hånden.

Onkel Kristian kom dog frem med flere gaver. Det var nogle brætspil. Et af dem spillede vi, og det var hyggeligt. Hvad det var for et spil, har jeg glemt.

Men blyantspidserne husker jeg.