1961.
København
Tapetet er falmet. Blåt med matte ranker, der engang var gyldne. Der står en buket blomster på et sminkebord i det lille rum, der gør det ud for garderobe. Sussies næsebor vibrerer, for rosernes duft kilder de små fimrehår. Der er hæftet et kort ved buketten. "To the prettiest woman I have ever seen," står der og Sussie vrænger af sit spejlbillede; skønheden er forsvundet sammen med sminken. Og med årene. Otte børnefødsler har sat sine spor. Også i ansigtet.
Kortet er underskrevet "George W" og hun aner ikke, hvem han er. Han må jo have været et sted i knejpens røgtåger, mens hun sang.
Der er længe i mellem hun får blomster fra beundrere. Og denne buket er virkelig smuk. Der er både hvide og røde roser. Og desuden et par liljer.
Der var ikke liljer i den buket, der stod på hendes bord i -44 men også dengang var roserne røde og hvide. Og langstilkede. De stod på et bord i en lille garderobe på kroen i Thy - ovre i det mørke Jylland.
Teksten på kortet lød: "Weil sie so gut singst, lieber Fraulein.
I mange år gemte hun kortet, men nu er det i politiets varetægt; ligger vel og samler støv i et eller andet glemt arkiv. Håndskriften er stejl og skæv. Minder om den person, der har den.
Hvor hun dog hader ham.
Hun vil slet ikke tænke på ham. Det nytter jo ikke noget. Det må jo være ham, der har bortført Finn, men både han og drengen er sporløst forsvundne. Og Karl har ikke skrevet til hende, så politiet har ikke kunnet sammenligne nogle beskeder med den hilsen på kortet.
Sussie synker en klump, Det nytter ikke at gruble over fortiden.
Det er nutiden, det gælder. Hun må hjem til sin treværelses lejlighed på Nørrebro. Hjem til ungerne, De sover nok. Dorte er heldigvis en stor pige og Lars er så fornuftig.
Men Kjeld har et vanskeligt sind. Han ligner sin far, gør han. Stor af sin alder, rødhåret og fregnet. Og hidsig. Nu har han igen været oppe at slås. Dorte ringede og forstyrrede hende med den besked.
***
"Du skal ikke gå og snakke om det!"
Ordene runger i Kjelds hoved. De holder ham vågen og han kigger ud i det nattegrå værelse, det er som om en bold har farvet brandbilen, fortet og det andet legetøj gråt. De små cowboydere og indianere kan man næsten ikke se; de er bare små sorte streger i det grå. Hvis der går en sky for månen forsvinder de.
Ligesom Finn.
Men figurerne dukker op igen, når månelyset rammer den. Eller i hvert fald, når det bliver dag.
Finn er væk. Helt væk. Og har været det meget længe. Så længe at Erling næsten ikke kan huske ham. Men Erling er også bare en lille unge på syv år. Selv er han, Kjeld, ti år. Og for stor til at slås. Siger mor og dumme søster Dorte, der er seksten år og tror hun bestemmer alting. Det gør hun også. Når mor ikke er hjemme.
Men når nu dumme Oskar påstod han løj fordi han sagde: "Min yngste lillebror er sorthåret og har krøller." - så var han da nødt til at banke ham. Bare sådan at han ikke skulle række tunge og råbe: "løgner-løgner-din sigøjner!" efter ham.
Og uf - det var jo ikke meningen, han ville fortælle om Finn. Det er ikke hver dag, han tænker på ham. Ikke mere. Det var bare fordi, de fik en ny dreng i klassen. En dreng med sort hår. Og så sagde Flemming, at den dreng var sigøjner og ham skulle man ikke lege med. Men drengen hedder Niku og han er god til fodbold, for det har de spillet hjemme i gården. Før han dukkede op henne i skolen. Og Kjeld sagde til de andre, at han var god nok, men Oskar sagde, at sådan nogle med kulsort hår, dem kunne man ikke stole på, for det havde hans far selv sagt. Og så kom de op at skændes. Kjeld kan ikke helt huske, hvem der så lige sagde hvad, men så kom han altså til at sige det med Finn.
Og kom til at banke Oskar, så han blødte og sladrede til fru Madsen, som ringede hjem og det var Dorte, der tog telefonen, fordi mor synger et eller andet dumt sted og tager derhen allerede før de skal spise, fordi hun vistnok lige skal øve sig sammen med musikerne.
Og det var heller ikke meningen at slå Oskar så hårdt, for nu lader han nok som om de er venner, mens han i virkeligheden er bange for at få flere tæsk. Eller også sladrer han måske til sin far.
Men Oskars far er en splejs, så hvis at han gør det, så finder Kjeld da bare ud af, hvor far er flyttet hen. For far er nemlig meget stærk og kan sagtens banke Oskars far.
Tanken om at far ordner det hele varmer lidt. Men måske bliver far sur. Endnu mere sur end Dorte. For far kan heller ikke lide man snakker om Finn.
"Godt den horeunge forsvandt," har han sagt og ville ikke holde op med at sige det, selvom farmor så surt på ham og sagde, at den slags sagde man ikke mere, for børn kan ikke gøre for, hvem deres far er.
Nu er far rejst væk, men mor siger, han ikke er væk på samme måde som Finn. Far bor bare ovre i Sverige, hvor han vistnok arbejder.
Og forresten var far sommetider dum. Især når han var fuld. Men der er mange fædre, der bliver fulde. Og så er de altså underlige.
Det snurrer i Kjelds hoved.
Lars vender sig på briksen. Og prutter. Erling vender sig også. Lige under ham. I underkøjen. Han mumler noget i søvne og sutter på sin tommeltot. Det giver sådan en svag smaskende lyd. Godt Dorte ikke hører det, for hun siger, han ikke må. Men det passer altså ikke at tommelfingeren falder af, hvis man gør det. Det ser bare dumt ud, når man er stor. Men når man sover kan ingen se det.
Når man sover ser man ingenting.
Kjeld sætter sig op. Træder ned af stigen. Lars og Erling sover videre, mens Kjeld lister hen til kommoden. Forsigtigt åbner han den nederste skuffe. Den knager. Meget højt. Eller også er det bare fordi han vil være musestille?
Under nogle tæpper ligger Vuffie. Lille, plysset og ensom. Gennem et hul i ryggen stritter lidt træuld ud.
Kjeld trykker Vuffie ind til sig og lister op i køjen igen.
Tøjhunden dufter ikke længere af Finn. Kun af støv og lidt af dengang han kom til at lægge den oven på en tisseplet i sengen.
Men den her gang lægger han Vuffie tilbage inden de andre vågner. Helt sikkert.
Og med den tanke, falder han endelig i søvn.
En landsby syd for Katharinas by, Kaukasus
Vuffie har fået en torn i poten. Den piber og rækker den ene forpote frem mod Tarnie. Igen. Men han har jo prøvet at få den ud. Han kan ikke.
"Jeg er kun fem år," siger han til Vuffie, men det forstår den ikke.
Den er også kun to år, men når en hund er to år, så er den voksen, siger onkel Ivan. Og Bedste siger, at det passer. Og så passer det.
"Jeg får en til at hjælpe dig," siger Tarnie til Vuffie. Den piber bare. Rejser sig, står på tre ben. Slikker sin pote og ser på ham, mens den logrer med halen. Han kæler for den. Hans fingerspidser forsvinder i de bløde brune og hvide hår. Der er stadig lidt filter i pelsen, for det er lidt svært at få dem alle sammen ud. Men Vuffie er hans hund, Og hans ven. Pjotr har sagt, at han fik den, da den var en lillebitte hvalp. Pjotr siger også, at Vuffie er et mærkeligt navn, men at det måske betyder noget på et andet sprog. Og så vil han ikke sige mere om det sprog og det andet land, for det må han ikke for Bedste. Siger han. Og Pjotr er stor og stærk. Otte år. Det er godt at have ham til storebror, også selvom han nogen gange driller.
Pjotr har også en hund. Den hedder Nina og er mor til Vuffie. Pjotr er god til at få filter ud af Ninas pels.
Nu ved Tarnie hvem. der skal hjælpe.
"Kom her, Vuffie. Pjotr kan få den torn ud."
Vuffiie følger med ud af skuret, hvor alle hundene sover om natten. .
Pjotr står foran hestenes indhegning. Nina er med og løber hen mod Tarnie og Vuffie, Onkel Ivan er ved at trække gamle Stenka udenfor indhegningen.
"Nå der er du, Tarnie," smiler han, "Vil du også ride?"
Og selvfølgelig vil han gerne det. Han ved bare ikke rigtigt om han tør, for hestene er så store. Det er bedst at sidde foran far eller onkel Ivan, men det er han blevet for stor til. Nu skal han lære at ride helt selv.
Han nikker og kommer i tanke om at det med at ride må vente lidt. Heldigvis.
"Men Vuffie har en torn i poten og jeg kan ikke få den ud," siger han.
"Så må jeg jo hjælpe dig," siger onkel Ivan og ser på Vuffies pote. Den står på tre ben og poten bløder lidt.
"Vil I så se mig ride?" spørger Pjotr og har sin nye kjortel på. Den er rød med skråbånd i mange farver. Bedste har lovet at Tarnie også får en. Når han kan ride uden sadel sådan som Pjotr har lært nu.
Der sidder han på Stenkas ryg og holder i rebet om dens hals og det er nok onkel Ivan, der har bundet knuden, så Stenka ikke bliver kvalt. Stenka traver hen over græsset, hen mod husene. Det ryger op af alle skorstene, for Bedste og de andre koner bager i dag.
Så begynder Vuffie at gø.
Lige efter gør de andre hunde også. De samler sig og løber hen mod en mand.
Det er er en fremmed. I sådan noget bytøj. Mærkeligt at de ikke har hørt ham komme.
"Kald de køtere til jer!" råber den fremmede.
Onkel Ivan knurrer, men så kalder han alligevel på hundene. Tarnie kalder på Vuffie. Den stopper, Vender sig mod ham. Den har halen mellem benene og ørerne tilbage.
Men så skynder den sig hen til ham og står lige ved siden af ham. Stadig med ørerne tilbage.
De andre hunde kommer hen til Ivan og nogle af de andre i landsbyen kommer også hen til dem. Ovre ved husene standser Stenka og Pjotr glider ned fra dens ryg, men kommer ikke hen til dem.
"Det er sandelig nogle fine heste I har," siger den fremmede. Onkel Ivan ser ikke spor glad ud.
"Jaah, de er da meget pæne," mumler han bare og ser tvær ud.
Tarnie går helt hen til Vuffie.
Han kan ikke lide den fremmede