Han er syv år og hans hår ligner et bundt uldgarn, som en eller anden har dyppet i tjære. Håret klæber mod tæppet, som kællingen lagde under hans hoved, før hun satte sig hen til rokken.

Jeg kunne have siddet på kroen i min by og raflet over et bæger brændevin, hvis Bastian ikke havde kommanderet mig til at hente den dreng og tage ham med til Dalen. Vi troede turen frem og tilbage kunne gøres på to døgn, men så kom snestormen. Den er ovre nu, men da jeg vovede mig ud, sank jeg flere steder i til knæene.

Drengen er syg, og vi er i en hytte, der næsten er pakket ind i sne. Kællingen, der bor her, sidder og glor på mig, mens hendes mund bevæger sig i utakt med rokken. Hun tror nok hun synger, men det lyder som når man stikker en syl i øjet på et spædbarn.

Det kribler i mig .Mine fingre bevæger sig. Jeg ser på hende. Ansigtet har samme farve som et lig, der for lidt siden levede. Hendes hænder ryster. Jeg slikker mine læber. De trænger til vædde.

"Åhe, skænk mig en grav ..." lyder det fra hende, og jeg har lyst til at opfylde hendes ønske -. i hvert fald, hvis hun ikke snart klapper i.

Hvorfor skriger hun?" mumler drengen.

Han har vendt sig lidt. Ser direkte på mig. Jeg kan høre snottet i hans stemme. Det her kan jo vare halvfems evigheder.

"Hun skriger ikke. Hun synger," siger jeg.

Drengens øjne har samme farve som frosthimlen udenfor. Han hoster. Krummer sig lidt sammen og rækker ud efter krukken, der allerede er slim i. Det får mine tarme til at filtre sig sammen, da han hoster slim op.

Og han bliver ved. Eller nej, det gør han ikke. Hans ansigt får omtrent samme farve som hans øjne. Han gurgler. Hiver efter vejret. Ruller med øjnene.

Jeg dunker ham i ryggen. "Host op," hører jeg mig selv hvæse. Mine tarme krøller sig helt sammen. Tror ikke jeg tænker. Dunker igen. Han prøver at hoste. Jeg rusker ham.

Så hoster han. Endelig. Himmelfarven fortager sig lidt. Han synker ned mod tæppet.

Jeg hører et ekko af hans stemme, fra da vi kom og kællingen ikke ville lukke os ind. Jeg prikkede lidt til hende med min kniv og præsenterede mig. Mit navn gjorde indtryk på hende.

"Han gør dig ikke noget," forsikrede drengen.

Lidt fornøjelser har man vel ellers lov at have som forbryder. Men Bastian vil have den dreng hjem og hvis jeg piner kællingen for meget, skal jeg vel selv koge tevand og alt muligt.

"I -I lod ham ikke dø," måber kællingen, "I kunne jo have sagt, at han døde i snestormen. At I ikke var skyld i det. Og så kunne I - du -have pint mig og ..."

"Kog noget vand."

"Der er ikke mere vand," pipper hun.

"Sne bliver til vand," oplyser jeg.

Drengen ser på mig. Hans læber krænger sig lidt. De begynder på et smil. Han ryster. Har feber.

Kællingen er ude i sneen, så hun ser ikke, at jeg stryger ham over uldhåret