Hanen galer rustent. Hønerne putter sig i halmen. To opløbne hanekyllinger, der har undgået øksen puster sig op, ser lidt på hinanden og galer søvnigt. Det får to høns til at kagle. En smule lys når ind og de tripper ud af lemmen, men forsvinder næsten i den hvide, hvide verden. Galende, larmende, kaglende søger de ind igen.
   Så trænger lydene fra hønsegården ind gennem bjælkerne og den endnu lukkede vinduesskodde. Den ældste kvinde derinde vender sig i alkoven og trækker den tunge vinterdyne omkring sig, ruller sig i den. Manden ved hendes side fryser og griber gryntende ud efter den forsvundne dyne, men kvinden borer sig fast. Hun vil ikke afgive sit bytte. Mon hun heller ikke vil stå op og lægge på ildstedet? Der skal vel også laves grød? Man kunne jo puffe til hende? Og dog - hun har jamret i nat. Hun har så ondt i sin mave, Lad hende så da sove. Manden sætter sig op. Kryster sig af kulde og famler efter den lille tælleprås, der skal være et sted. En meget smal stribe vinterlys er så venlig at skinne på ildstedet, men der er ingen gløder. Sukkende får han sine kolde hænder til at lukke sig om fyrtøjet - en kostelig skat fra en fortid, hvor han fik fat i gode sager. Han trækker de uldne sokker langt op af benene. Godt man i det mindste har sin vams på under natsærken.

"Barbara! Vil du koge grød i dag?" kvækker han mod halmlejet, hvor deres datter sover. Hun brummer noget, men sætter sig op.

Nu vågner soen og grislingerne. Nu muher koen. Skal han da selv fodre og malke?

"Kenny. Det er morgen," vrisser pigen og puffer til sin bror. Når hun skal op, skal han vel også?

Drengen brummer noget. Det skal nok betyde, at han lige vil sove lidt mere?

Manden brummer. Kæmper med sin skat. Fyrtøjet vil ikke slå gnister,

Pigen gør kuskeslag.

Fra stalddelen høres grislingehvin og en arrig so. Nu vækker de sikkert den gamle ko? Nej, der bliver stille. Eller skraber det lidt derudefra?

Pigen roder op i ilden. Et par gløder ulmer frem fra sodet. Hun tømmer kurven for kvas. Roder i ilden. Skramler med gryden.

"Gamle lort," mumler manden og lægger fyrtøjet fra sig.

Han skal noget nu, så han tramper mod stalddelen. I sidste øjeblik husker han at få fødderne i træskoene. Noget bider ham i den ene tå. Et eller andet forbistret kryb.

Først siddende i renden, skulende op mod koens hale, ser han, at den tredje unge - ham konen har hentet hjem - er i færd med at malke. Ja altså han aner ham mest som en skygge, som han ser akavet over skulderen. Drengen smiler ikke. Slet ikke.

Og manden gør sig færdig. Kan vel nok være værdig. Skal man så skal man.

Da drengen fra stalden kommer ind med mælken, er Barbara allerede i gang med grøden. Det dufter dejligt. Konen sidder op i sengen. Kenny er også oppe.

Manden går ud. Ud i den hvide verden og trækker skoddet fra lyshullet i væggen, så frostsolen vælter ind.

De langer til fadet med hver sin slev.