Vinden hvisker om forandring,.
Ikke alle i Tydanien kan høre det, men der går rygter fra mund til mund.

Bag de tykke mure på herregården Kløverborg sidder sir John .
Det er endnu ikke daggry, men vinden har vækket ham. Den hviskende vind.
Den brændende rapsolie syder svagt i lampen. John sidder ved sit brede skrivebord af arotaktræ. Trommer lidt med fingrene. Ser på almanakken, der er slået op på maj 1687. Og skæver til skudsmålsbøgerne, han skal skrive i.
Så gnubber han sig på panden. Sukker. Synes slet ikke, det er nemt at være herremand. De to tjenestefolk, der nu vil forlade gården, har været noget sløsede, men skriver han rent ud, hvordan de har dovnet, har de jo ikke mulighed for at få tjeneste noget andet sted - og måske trænger de bare til et nyt sted, måske nye pligter. Han sukker igen og griber efter fjerpennen. Drontefjer, Lidt stive i det. Fint spidsede.
Pennen bliver hængende over papiret.
Et skingert skrig trænger ind til ham, Hvad mon Nellie, hans hustru nu hviner over? Er der sluppet en mus ind i hendes gemak?
Støvler tramper. Nogen råber.
Det handler vist ikke om en mus.
Vinden hvisker ikke længere. Drontefjerspennen falder på gulvet.
Og det banker på døren.
Tre hurtige slag - tre langsomme og igen tre hurtige.
John væder sine læber. Synker en klump, mens hjertet planlægger en flugt ud gennem ribbenene.
De kan ikke komme nu. Han er jo ikke klædt på. Sidder her i sin natsærk af fin silke og med en rødvinsplet. Fin årgang. Fra Warmirien. Altså rødvinen.
De kunne have ventet til daggry. Det er da almindelig skik og brug.
Det banker igen.
De braser ikke bare ind, så måske kan der forhandles.
Forhåbentlig har de ikke gjort hans børn eller noget af tyendet fortræd?
Han må mande sig op. Han er jo ikke en kylling eller en blegfed oldsag. Han er et mandfolk på 36.
"Jeg er ikke klædt på, så det er på eget ansvar, hvis I træder ind," meddeler han myndigt og med et strøg af sær humor, der overrasker ham selv.
"Så bliv det, for det er tid til duel. Jeg har ventet længe," svares der og døren går op.
Spæde solstråler mødes med olielampens skær og kaster et sælsomt lys hen mod den slanke, brune mand, der nu står i døråbningen.
"Godmorgen, Niku," hilser sir John og har rejst sig op. Det er for at sent at gøre noget ved det latterlige indtryk, han sikkert gør på sin uvelkomne gæst. Det er også meget vigtigere at få hold på, hvor mange "djævle," de er, om der er ikke-mennesker med og om nogle i hans husstand er sårede eller ...nej, det ord, vil han ikke tænke. Forhåbentlig er der heller ikke nogen fra hans husstand, der har dræbt nogen.
"Du husker mig altså," konstaterer den unge mand, der er i rød kjortel med en broderet djævel, der griner med glasperletænder. Benklæderne er mørkebrune og ender i et par solide støvler. Sømbeslåede. I det brede bælte, der strammer kjortlen ind om livet, hænger det karakteristiske lidt korte, men skarpe djævlesværd.
"Jeg kunne ikke stoppe ham," kvækker sir Johns kammertjener, der ellers plejer at være så slagfærdig.
"Nej, det forstår jeg, Jasper," siger sir John og fortsætter med tilkæmpet værdighed; "Måske tillader vores gæst, at du ledsager mig til mit private gemak, hvor jeg kan klæde mig mere standsmæssigt på. Og måske du, Niku Keily, vil oplyse os om, hvor mange I er. Du har vel ikke medbragt hele Djævlehæren for at få din duel?"
"Det turde jeg vel ikke have nødig," siger Niku og de fine ord klinger så pudsigt, at det er lige før, sir John kommer til at smile. Heldigvis får han kvalt smilet, inden det former hans læber. Der er jo faktisk ikke noget at smile af. Det er bare så overrumplende. Føles lidt som en dum drøm.
Niku Keily haler en handske op af den ene lomme og kyler den hen på skrivebordet, hvor den vælter bægeret med drontefjerpennene.
"Før jeg tager den op, vil jeg gerne vide, hvor mange I er og om I har til hensigt at foretage jer noget ud over vores duel," siger sir John og taler med den rolige myndighed, der plejer at gøre stort indtryk på folk.
"Rolig nu. Vi er kun en snes stykker og vi vil såmænd bare overtage herregården her og alle dens skatte," griner Niku.
"Har I dræbt nogen?"
"Næh, for det må vi ikke for min lillebror."
" Så er han altså med?"
Niku nikker.
Det giver et sug i sir Johns mave.
Hurtige glimt af fortiden trænger sig på, men der er ikke tid til at dvæle ved dem.
"Hvis du er i gården om en halv time, klar til duel, kan du blive den eneste, der dør i dag," siger Niku.
"Jeg tænkte nok, det var meningen, men har du tænkt på, at DU kan blive den, der dør?"
"Det kan tænkes, men jeg tror det næppe," siger Niku og hans læber bæver en anelse, Øjnene glipper lidt, men så bliver hans brune ansigt en maske af rolig kulde.
"Sir - De har vel ikke tænkt dem at duellere med den taterdjævel der?" gisper Jasper.
Sir John samler handsken op.
"Det bliver jeg vist nødt til," siger han.
Jasper protesterer. "Sir, med forlov, De tror da ikke, at disse djævle rider bort, hvis det lykkes dem at dræbe djævlen der i en duel?"
Johns tunge er tør som sandpapir, og der er også et eller andet med benene. De er urolige .Prøver at få ham til at dejse omkuld, men det skal blive løgn. Han synker en klump og frembringer et skævt smil, før han svarer: "Nej, Jasper, det tror jeg ikke, men jeg tror, at de så vil lade mine børn og mit tyende leve, når de overtager gården. Folkehæren er jo til hofbal eller hvad de nu laver hos kong Leopold, så hvem skulle forhindre dem i det?
"Helt dum er du ikke," siger Niku.

Jasper er lige ved siden af ham, selvom det ikke er nødvendigt. Sir John kan udmærket selv klæde sig på, og det ved kammertjeneren. Sir John kaster et kort blik på ham og mener, han kan se et ængsteligt glimt i hans grønne øjne. Dagen gryr og ude fra trænger en foruroligende blanding af lyde ind; menneskestemmer, vrinsk, grynt og skingre skrig. Blodet banker i hans tindinger og det suser for hans ører. Han må stoppe dem. Så skidt med munderingen. I et nu er han på spring med noget stopper ham; man kan da ikke fægte i natsærk. Sådan kan ikke møde dem dernede.
Hvorfor klædte jeg mig ikke på, før jeg satte mig ved skrivebordet, farer det gennem sir Johns hoved. Han finder en skjorte med krummelurer, Det har de fleste. Arbejdssærken var måske bedre, men den kan han vel ikke være bekendt at dø i. Dø? Hvem siger, han skal dø i dag. Måske stopper duellen, når en af dem er såret?
Han stikker armene i skjorteærmerne, men stopper så, fordi Jaspers buttede fingre er der som poten på en bjørn. Som et utålmodigt barn rykker han i en skjorteflig., I sin anden hånd holder kammertjeneren noget underlig, der hænger mellem to læderremme,
"Hvad gemmer han der?" spørger sir John og bruger tiltaleformen "han," som han ellers ikke anvender, når de to er alene.
Jaspers øjne flakker.
Så er det som om, han tager sig sammen. Nu ser han direkte på ham og siger: "Sir. Det er en amulet. Den bringer Dem styrke, og går det alligevel ikke så godt, kan den hjælpe.. Tag den under skjorten. Vil De ikke nok?"
"Den er ret stor af en amulet at være," mener sir John og opgiver det stive sprog.
Det er faktisk den største amulet, han har set og den er da åbenbart heller ikke til at hænge om halsen .Måske er det meningen, den skal rundt om maven?
Jasper har kun været hans kammertjener i to år, men han har tjent ham godt og virker pålidelig. Og lige nu ser han bedende ud. Dagslyset er klarere nu, og han ser det lidt blege tjener-ansigt nogenlunde tydeligt.
"Lad gå da," afgør han og tilføjer: - men skynd dig lidt. Folk kunne jo blive utålmodige,"
De bjørnebuttede hænder fumler lidt, mens de spænder amuletten - eller hvad det er - fast, så tingesten sidder lige mod det sted, hvor hjertet gemmer sig. Da skjorten er lukket og vesten trukket ovenpå, ses den ikke. Sir John kommer hurtigt i bukser og støvler, hvorefter han ser på sine kårer og vælger den, der passer sig bedst til en duel. Så tager han skjoldet med den fine firkløver, der har givet navn til herresædet, der oprindeligt blev opført som en borg.
Han er klar.

Niku går bag ved ham ned af den brede, snoede trappe. Trinene knager under deres støvler. Tavse går de gennem hallen og ud på gårdspladsen. Sir Johns hals er tør og ru.
Jasper har gjort sig usynlig, men flokken på gårdspladsen er til at få øje på. Der er mange. Flere end han lige kan tælle, for de står spredt i grupper; der er mænd i røde kjortler, klædt omtrent som Niku. Der er også orker; nogle i lignede mundering, andre i mere bondelignende tøj. Og så er der nogle, der er lige så sorte som negerslaver, men har spidse ører, små horn og kjortler, der når dem til anklerne. Lidt for sent går det op for sir John, at hans mund står åben i forbløffelse.
"Luk munden. Du ligner en nyfanget torsk," når Niku at sige, før sir John vredt og overrumplet presser læberne sammen.
Nikus hånende ord drukner næsten i tilråb fra mængden, der nu begynder at samle sig og danne en rundkreds om dem, som en form for manege.
Sir Johns øjne søger et bestemt ansigt. Men han kan ikke få øje på det.
I stedet ser han sin ridefoged med fødderne tre-fire tommer over jorden, fanget i armene på en drabelig ork, der har lagt hovedet lidt på skrå.
En mand træder frem. Hans grånende hår stritter frem under en spids blå hat med stjerner på. Håret har et rødligt skær, men det buskede skæg er helt gråt. Han har et stykke sammenrullet papir i hånden og med en håndbevægelse maner han til ro. Der lyder lidt mumlen og grynten, men så høres der med et kun en skræppende krage,
Sir John fugter sine læber. Manden med hatten rømmer sig.
Så taler han;
"Sir John af Kløverborg. I kong Atkars navn overtager vi dette sted. Du kan sgu ikke rigtigt gøre noget ved det, men du skylder Niku en duel."
John har set den mand før. Et navn ligger og ulmer i hans hjerne. Men sikke han taler.
"Står der det?" udbryder sir John.
"Næh, der står en masse indviklet, som jeg har været længe om at skrive. Der står også, at fordi det er dig, får du en mulighed. Hvis du vinder duellen med den af kong
Atkar udvalgte vil vi overveje om gården her kan tilfalde din næstældste søn og sådan noget, men jeg - du ser ud som om du ikke gider høre hele smøren. "
"Jo jovist, " forsikrer sir John, men hans øjne søger i mængden, ude af hans kontrol Er Nellie et sted i mængden? Hun er vel dånet? Der er vel ikke sket pigerne noget? Og hvad med Richard? - og hvor er HAN"
"Hvis I er færdige med at pludre, kan vi vel komme i gang," bryder Niku ind, "jeg har ventet meget længe."

"Så lad os da komme i gang," siger John og trækker sin kårde,hvorpå han gør et udfald i luften og stiller sig i kampposition. Skjoldet har hanspændt på armen under ordvekslingen med Angus. - navnet ulmer ikke længere, men brænder klart. Han siger det dog ikke højt.
"Vent er øjeblik," lyder det fra den gråskæggede Angus foran dem.
Niku sænker sværdet en anelse. John lader kården gøre det samme. Hvad nu?
Gennem mængden kommer en kvinde i brun vadmelskjole og et forklæde med blå og røde striber; det er en af køkkenpigerne. Hun holder en skål i hver af sine buttede hænder.
"I skal da have noget at drikke inden kampen," siger hun og ser mest på Niku. Der er små røde pletter på hendes runde kinder.
"Tak for det, Trudy," siger Niku og lægger skjoldet fra sig. Det er af træ og Niku har det ikke fastspændt på armen, men har holdt det i et håndtag. Han snuppede det, mens de gik gennem hallen, men John hæftede sig ikke ved det, for hans hoved var fyldt med tanker.
Niku slubrer en del af indholdet i sig og John tager tøvende imod skålen, der rækkes mod ham. Det er rødt, så det er vel vin eller måske saft. Han nipper til det og det smager sødt. Meget sødt.
"Skål," siger Niku og hæver skålen lidt.
Underligt indfald. Er de ved at lave en forestilling ud af det? Vil de se ham flæbe og nægte at spille med? Det skal blive løgn, skal det.
"Skål," siger han og tager en stor slurk. Det er både sødt og lunkent, men smager ikke værst.
Niku gør et udfald. John springer til side, instinktivt og måske en smule klodset. Skålen knuses mod brostenene, så det sidste drikkelse ryger ud. .
"Antgarde," råber John, holder skjoldet beskyttende foran sig, og angriber. Klingen strejfer Nikus overarm og skærer en flænge i kjortlen. "Touche," råber han, men ordet overdøves af et brøl fra Nikus strube. Brølet får ham dog ikke til at stoppe op eller tage sig til riften, Han angriber igen. John svinger lidt med kården, mens han igen undviger Han begynder at føle sig èt med kården. Nu er der kun ham og fjenden foran ham. Fjenden fægter godt, men kårdens klinge er længere end sværdet og våbnet er lettere. Jeg kan styre slagets gang, tænker John og er parat til en dansende, drillende undvigemanøvre; et sidelæns hop og så tillader han sig at flænge luften i en elegant zig-zag-bevægelse.

Da Niku igen angriber undviger John kun en anelse. Sværdet er tæt ved hans øre. Niku er tæt på ham. Angrebslysten. Johns strækker benet frem. Hans støvle rammer Nikus med stor kraft og angriberen falder næsegrus ned i brostenene. Med sin anden fod træder sit John på Nikus hånd og da han ufrivilligt slipper taget om sværdet, snupper John det. Så står han der, med et våben i hver hånd og venter.
Med en arrig lyd kommer Niku på benene.
"Sådan kæmper en adelsmand ikke," hvæser han og snøfter, fordi han har næseblod.
"Ikke det?! Siger John drillende. Troede knægten virkelig, han kunne forvente en kamp helt efter reglerne. Dem plejer folk ikke at følge, når det virkelig gælder. Hverken adelsmænd eller "djævle."'eller soldater. Det burde Niku da vide.
En ork kommer rendende med en klud, men Niku verfer den væk. Den grynter fornærmet og lunter væk. Den har bukser på, men det er vist alligevel en hun-ork.
"Kom nu videre," er der en i mængden, der råber.
"Tvær ham ud," råber en anden. Og de mærkelige grynt, der også lyder betyder nok noget i samme retning.
Mængden lader til at ville se blod. Og ikke bare fra en næse, Det er nok heller ikke mest Nikus blod, de vil se. Men det lader ikke til de blander sig med andet end ord. Kampen må fortsætte. Han kaster sværdet hen til Niku. Han ser lidt overrasket ud. Der falder et par dråber blod ned på skæftet.
Hvad vil de gøre, når kampen er ovre, Hvorfor er han her ikke - ham Niku kun omtaler som sin lillebror? Freddy, hedder han, Hvorfor er Freddy her ikke'?
AV. Nu er tankerne på afveje. Det svier i den ene overarm. Nu er det Niku, der har snittet HAM. Nu ikke pylre. Klar til et angreb. Hvis han sårer knægten giver han vel op?
Hvis han dræber ham, så ..ja, hvad så? Har han tænkt på det, ham Freddy? Har han?
Tøm så hjernen for alt det - og kæmp. Forsvar dig. Nu angriber Niku vist -men hvorfor er han så tåget. Hvorfor har jeg kvalme'
'
Sir John har en ækel smag i munden. Som om drikken fra skålen vælter op i halsen. Han er også tung i hovedet.
.og nu - nu rammer Nikus sværd ham. Det gør ondt. Det skærer gennem brystet, ind i hjertet- op i hovedet.
Han må være faldet. Er det nu han dør? Så må han hellere sige et eller andet. Noget de kanaljer kan huske. Han må også sige, at han elsker Nellie. Det passer ikke, men det siger man da, når man dør? Men pigerne? Hans døtre?
Han åbner munden. Tror han.
Så bliver alting sort.