De kæmpestore øjne i det blege ansigt stirrer på ham. Det lille ansigt er stribet af gamle tårer og barnet rækker bønfaldende sine hænder frem mod ham. Han iler frem mod barnet, klar til at tage det i sine arme og bære det væk.
Men et tæppe daler ned omkring ham. Han kan intet se. så han puffer til tæppet. Slår mod det, for at få det væk, men det svøber sig bare tættere omkring ham
Det kærtegner ham. Beroliger ham.
Intet se. Intet gøre. Det hele er ligemeget.
Pludselig trænger en smule sollys gennem tæppet. Han ligger i en seng. Solsorte, mejser og spurve kvidrer i kor. Eller om kap ?
Ligemeget.
Det var bare en ond drøm. Ikke? Han fornemmer en krop foran sig. Der ligger hun jo, hans kvinde, hans lys. Han smiler og strækker en hånd frem under tæppet. Stryger en finger mod hendes ryg. Fornemmer en kjole. Hun har sovet i sit tøj. Mærkeligt. Og ryggen sitrer. Græder hun? Han skubber tæppet bort. Vil se hendes gyldne hår lyse i solen, stryge over det og hviskende spørge, hvad der er galt.
Men håret foran ham er kobberrødt.
Det er ikke hende han elsker.
Hans elskede er gået fra ham. Bare gået sin vej. Med en anden. Og med børnene.
Hvad er det, hun hedder? Kvinden, der ligger ved siden af ham? Annie? Sally? Nej, Kate. Hun hedder Kate, men det er ligemeget.
Han sætter sig op. Gør sig fri af tæppet, men et nyt tæppe lister sig omkring ham, Usynligt og imaginært svøber det sig omkring ham, mens han langsomt kommer i tøjet. For det gør man jo, når det er morgen.
"Godmorgen, Paddy," siger kvinden og klør sig foran sit ene øre, mens hun slikker sine læber og klør sine rødrandede øjne.
"Godmorgen, Kate," siger han og frembringer et smil.
"Hvorfor smiler du?"
"Du sagde jo godmorgen til mig. Er du sur?"
"Sur? Johnny er stadig ikke kommet hjem."
Johnny?
Hans hjerne snurrer. Johnny er Kates lillebror og han gik sin vej engang i aftes. Han var sur og råbte noget om, at nu ville han bo i skoven. De havde begge to regnet med, at han nok snart kom igen. Han er jo ikke et pattebarn, men ni år gammel.
"Han sover nok hos Peter," siger Paddy. Nu begynder det at dunke i hans hoved: Børn på ni år bør ikke være alene i skoven om natten. Hvorfor har hende Kate ikke kaldt noget før?
"Nej, jeg har ringet. Han er der ikke."
En mærkelig fornemmelse dukker op i Paddys mave.
"Hvorfor vækkede du mig ikke? Har du først lige ringet nu måske?"
"Nej, men du er bare ligeglad med os. Du synes, det hele er ligemeget."
"Sludder," protesterer han. Og har lyst til at krybe ned under tæppet igen. Hvorfor gik han nogensinde med Kate hjem og blev der? Sikkert for at få lidt mad og lidt varme. Lidt selskab. For at være sammen med nogen. Måske for at slippe af med det underlige imaginære tæppe?
"Har du ringet til politiet?" kommer han på at spørge om. Det er vel at vise interesse?
"Nej," piber Kate, "jeg kan ikke lide politi. De snager i alt. Og måske er det nogen fra Jeffs bande der har taget ham, fordi de tror jeg ved, hvor pengene fra bankrøveriet er."
Nu snurrer det virkelig i Paddys hoved.
Han må da være faret helt vild fra sig selv! Har slet ikke interesseret sig for, at Kates eksmand sidder i fængsel for bankrøveri. Har vist en gang mumlet noget om, at det ingenting betød.
Det gør det heller ikke. Det hele er jo for pokker lige meget. Og han kan vel bare gå sin vej? Så kan hun selv finde sin åndsforladte lille blege lillebror med de store fortænder.
"Paddy, du har da altid hjulpet folk. Du hader at nogen lider," lyder en stemme i hans hjerne.
"Ja, men jeg havde så travlt med det, at jeg ikke så at min kone og mine børn, havde brug for mig," jamrede en anden indre stemme.
Det er squ da ligemeget hvor den dumme unge er. Han har nok bare gemt sig i den der hule, han fablede om forleden. Og der har han nok lagt sig til at sove. Han sidder da ikke der i hulen og er bange for noget og vil have ham, Paddy, til at hjælpe. Vel? Det var jo bare en drøm.
Bare en drøm. Han får ikke varselsdrømme. Ikke mere. Han vil ikke have dem. Man kan ikke redde alle og så kan man lige så godt lade være med at redde nogen.
Det er for Fanden da også ligegyldigt.
Mens han tænker tager han jakke og sko på.
De store øjne i det blege ansigt. De gamle tårer. Drengens bundløse angst sender en stråle gennem Paddys krop - så stærk at han ryster over det hele.
"Måske er han stadig i hulen," råber han til Kate, "måske var det bare en drøm, der fik ham til at græde og kalde på hjælp, men kom - skynd dig. Vi tager cyklerne. Nu!"
Mens de begge tramper hårdt i pedalerne, mens de smider cyklerne og han løber ind i skoven med Kate halsende forpustet mange skridt bag sig, falder det usynlige, imaginære, kvælende tæppe af ham og bliver til støv i skovbunden.