1. december 2012
   " ... Jeg opdagede det ved et tilfælde. Jeg havde krydset en udsendelse af i tv-bladet, jeg ville se og da jeg zappede, stoppede jeg forvirret ovre på TV2 News.
   (Blankt stykke dagbogspapir, før håndskriften fortsætter):
   Lige nu er der stille. Jeg er gået tidligt i seng og ligger her og skriver efter en helt vild oplevelse. Måske kan jeg bedre fatte det, hvis jeg får det på papir?

Det er selvfølgelig en kæmpe breaking news historie på TV - det er klart. Hvad kunne næsten være større? Jeg har skruet ned for lyden. Har fået nok nu. Det store skilt med en skriftstørrelse ellers reserveret til død i kongefamilien eller advarsel om 3. verdenskrig fylder et halvt skærmbillede. Studieværtens blåprikkede slips hopper op og ned i genudsendelsen og hans fingre danser rytmisk over papirerne. Jeg må have set det ti gange. Det er ham, Jimmie et-eller-andet, der altid ligner én, der har paryk på. Nå, hellere komme til sagen.

Jeg stoppede altså på News og mærkede det svimle. Da billedet skiftede væk fra studieværten, så jeg nemlig pludselig min egen udsigt fra højhuset. Det var rigtig mærkeligt. Det var lige som at kigge ud ad vinduet, da jeg i skærmformat, så himlen over Domus Vista flække og et knudret ovalt objekt suse ned mod mig. Hvordan reagerer man i den situation? Det ved man jo ikke før det sker. Jeg stod bare helt stille og stirrede. Jeg skreg ikke eller besvimede, men det kunne jeg da lige så godt have gjort.
   Jeg troede jo den ville smadre mod jorden og udslette os alle sammen, men et par meter før den landede, tog stenen farten af og dalede det sidste stykke, - før den til sidst kolliderede mod Damhussøen med et plask, der rev ænder, cyklister og fodgængere væk fra bredden. Jeg så det hele på tv, lige mens det skete, - ude på den snedækkede Roskildevej."

- Jeg har fundet min dagbog og læser fra en ende af. Tit når noget går mig særligt på, skriver jeg i datid. Måske for at distancere mig fra oplevelsen? Jeg læser videre:

2. december 2012
   "I dag er det min fødselsdag. Tillykke Karen. Klokken er lidt over fem om morgenen. Det er som om det ikke fylder så meget at blive 32, når man får konkurrence fra en stor meteorit, der simpelthen falder ned, lige vest for Valby Bakke.
   (blankt papir)
   Jeg vågnede ved en knasende lyd.
   Jeg fløj selvfølgelig op af sengen, fandt min kikkert og løb ud på altanen, der adskiller mig 27 etager fra jorden.
   Meteoritten lå stadig midt i søen, stak som en knudret bakke op af den halverede vandstand. Jeg vendte mig og tændte fjernsynet. Gennem Tv's kamera så jeg verden tættere på end med kikkert. De har oplyst meteoritten med projektører. Langs bredden lå fisk gispende af iltmangel og mågerne der ellers ville feste, holdt sig afventende bag bænkene i nærheden. Noget måtte være sket dernede. Jeg så skiftevis på søen gennem kikkerten og på Tv'et i stuen. Fulgte nyheds-helikopternes manøvrering over højhusets tag. Lyttede til den skarpe, hakkende lyd fra rotoren. Det var faktisk lidt som at være med i en film. Bare meget skræmmende.

Først var der selvfølgelig vild panik. Nogle timer senere, da redningsvæsnet havde fjernet de døde og sårede og ambulancernes tuden blev fjernere, er jeg også selv blevet lidt roligere. Man kan jo ikke sætte Verden i stå, selvom der lander en meteorit fra det ydre rum. Man er nødt til at leve videre.
   Myndighederne har spærret søen af for nysgerrige. Mange kom forbi, men kun få samlede sig. Luften er også bidende kold. Det var også koldt at lufte ud, men det var jeg næsten nødt til. Jeg kæderøg selvfølgelig. Mere end jeg plejer.

Puh ha. Jeg vil ikke sige, at jeg ikke stadig er bange. Men jeg er da stoppet med at hyperventilere. Jeg holdt omsider op med at ryge fem cigaretter i timen og bide negle. Det tog nogen tid, før jeg fandt mig selv igen.
   Jeg gik hele tiden ud på altanen for at kigge på den. Så ned på søen gennem kikkertens øjne, og tænkte på, at den bedste måde at kapere alt det her på, måske er at skrive det ned i min dagbog. Jeg har heller ikke rigtigt nogen at tale om det med Hvis jeg havde været gift, kunne jeg have drøftet det med ham. Eller hvis jeg havde haft en kæreste."

(Håndskriften fortsætter længere nede på siden).

"... Vi reagerer nok forskelligt på direkte chokpåvirkninger, har jeg læst. Jeg opdagede så i aften, at jeg ved stærk skræk stivner og oplever verden som set på et biograflærred. Sådan føltes det."

Jeg smiler, når jeg læser den knudrede skråskrift. Margenerne er skæve og visse ord er overstreget og skrevet igen, hvis der er stavefejl i det jeg skriver. Det er som at genopfinde sig selv, at være mig lige nu. Jeg lægger dagbogen fra mig et øjeblik og ser rundt i det rosafarvede soveværelse. Der sidder en porcelænsdukke og tre bamser opad de pink puder på sengetæppet. På toiletbordet sidder en stofklovn med tårer på kinden. Er jeg virkelig 32 år?
   Senere læser jeg videre:

4. december 2012
   "Meteoritten stikker tre meter op over vandoverfladen. Kikkerten har en interessant zoom-funktion, der gør at jeg kan få de fleste detaljer med. Den første måge var landet, så jeg i TV. Forsigtig og parat til flugt. På himlen hørte jeg skrigene fra hundrede andre.

Jeg spottede gennem kikkerten, hvordan fuglen trippede først til venstre, så til højre. Som usikker på at træde ud fra sit tilsyneladende helle. Omsider begyndte den grå måge at spankulere frem og tilbage. Tog mod til sig og hoppede adræt op på en ny knoldet fure. Fuglene indtog derefter hurtigt den grå masse fra det ydre Rum.

I baggrunden kører News med sidste nyt. Ham, direktøren fra planetariet inde i byen; biografen der viser omnimax film - han var også på TV for lidt siden og gætte på hvor meteoritten kommer fra. Det er der så ingen der ved endnu. Teorier er der til gengæld nok af."

8. december 2012
   "Det er kommet frem at myndighederne, herunder Folketinget, udmærket har vidst, at meteoritten var på vej. Spørgsmålet var mere, hvor den ramte.
   Den var åbenbart ikke mulig at skyde ned, da den ville ødelægge enorme områder, kvase hele byer i småstykker. Så hellere lande hel og i et stykke.
   - Stakkels dem selvfølgelig, der skulle lægge postnummer til mødet med meteoritten. Faktisk havde man beregnet den til at lande i Ishøj eller Hundige. Det var selvfølgelig synd for dem, der boede lige der, men det var trods alt billigere i efterfølgende erstatning, end hvis meteoritten havde planlagt at rydde Rungsted Havn eller lægge Vedbæk Strandvej øde.

Man besluttede, efter en kort og mørkelagt debat i Folketinget at holde mund og så se meget overraskede ud tre dage og 57 minutter senere. Det var ret pinligt, da det blev opdaget, men da både den blå og den røde fløj i Folketinget havde haft en finger med i spillet, (og for længst havde evakueret egne familiemedlemmer fra området) var der ikke rigtigt nogen, der havde lyst til at sige noget. Aviserne slog det stort op, men debatten fusede mærkværdigt ud. Faktisk druknede den hurtigt i sensationen om, hvad det egentligt var der lå derude- for det ved man altså stadig ikke."

Jeg fandt min dagbog i en skuffe, da jeg ledte efter en neglefil. Mine negle vokser hurtigt. Neglelakken skaller. Mit blonde hår når mig til nedover skuldrene og afgiver lange tynde, døde efterladenskaber, som jeg finder alle vegne. Jeg overvejer at klippe det af lige over ørerne. Store blå øjne stirrer anklagende på mig i spejlet.

6. december 2012
   "Jeg bruger meget tid på at kigge ned på Damhussøen. Mågerne har for længst indtaget deres territorium og vingebasker heftigt ad skarverne, der også forsøger at lægge billet ind på en attraktiv koloni-mulighed. Meteoritten har annekteret Damhussøen, som havde den altid ligget der. Forskere i Røde Kors-både sejlede ud til stenen i går og tog prøver. Vi holder vejret i spænding. Jeg er virkelig spændt på hvad de finder ud af!"


9. december 2012
   "Vi er naturligvis alle meget spændt på hvad det skæve, ægformede objekt indeholder. Det virker ikke specielt farligt, siden mågerne kunne slå sig ned uden problemer. Dagene er gået og intet nyt er kommet ud. Forskerne er igen-igen på TV og erkender modstræbende at meteoritten er skabt af et stof, man ikke lige kan definere. Det er blevet meget koldere den sidste uge."

10. december 2012
   "I nat flækkede meteoritten. Jeg vågnede ved en dyb brummen, som fik min seng til at vibrere. Der var en stærk lugt af ozon i luften. Forvirret tændte jeg lyset og gik over mod vinduet, trak gardinerne fra. Den ventede snestorm rasede allerede. Jeg så med det samme lyset pulsere omkring meteoritten. Et orangerødt lys, der smeltede den frosne sø. Mågerne var ingen steder at se.

Tæt giftiggrøn røg omfavnede stenen og orange lys pulserede i kraftige bølger. Der lød et skarpt knæk, da bjerget flækkede i toppen. Det måtte kunne høres milevidt. Jeg tændte for fjernsynet og ventede på at News kunne oplyse mig om, hvad der foregik, men de sagde ikke noget.

Da bjerget kløvede, blev røgudviklingen kraftigere. Den øverste del af bjerget faldt af. I hvert fald så jeg hvordan toppen pludselig var væk. Nu lignede meteoritten nærmest et vulkankrater lige før udbrud. Orange lys kom væltende op indefra. Stenens indre lagde sig som en gyngende masse på toppen. Som om det indre krængede ud.

Jeg stirrede skiftevis på "News" og på meteoritten, men de talte stadig om håndboldpigernes chance for oprykning. Det lignede en genudsendelse. Jeg lyttede efter nyhedshelikopteren, som da måtte være på vej? Men der var ingen lyde, udover snestormen, der tog til.

Et øjeblik troede jeg, at jeg måske var den eneste, der var vågen den nat. Men andre måtte da have hørt den dybe tone eller vibration, som jeg følte? Jeg spejdede ud i al den dalende sne og selvom jeg ikke kunne se så meget, så jeg heldigvis lys i mange lejligheder og huse rundt om. Jeg var næppe den eneste, der havde opdaget at noget var sket derude. Klokken var ellers lidt over fire om morgenen.

Omsider så det ud til, at de vågnede inde på fjernsynet. Man kunne se på studieværterne at der skete et eller andet og et øjeblik efter skiftede de til vejrudsigten. En kvinde med en underlig tingest i håret, der nok skulle være smart, fortalte begejstret om udsigter til mere sne. Det kunne såmænd også være en genudsendelse. I hvert fald har de sagt cirka det samme i flere uger nu, mens sneen stædigt vokser i Europa.

Pludselig kom der alligevel meteorit-billeder på TV. Nede på søen begyndte isen at smelte omkring stenen. En smal bræmme af sort vand omkring den voksede. Gennem kikkerten så jeg området hurtigt blive større, til bjerget efter nogle minutter lå isoleret i det kolde, grødisfyldte vand.
   Dagen efter var der ikke længere is på Damhussøen. Nu lå kun det mørke vand og duvede stille. Men optøningen fortsatte og stierne rundt om vandet blev fri for is og i går kom de første gule erantis frem, spredt ud i et dekorativt tæppe langs hele bredden.

Flere og flere søger hver dag mod meteoritten. Hvor resten af verden er hvid og kold, er foråret virkelig kommet til Damhussøen. Grønne skråninger ned mod søbredden og mætte, kåde ænder svømmer rundt i meteorittens skygge. Jeg skal selv derned i aften og gå tur i lygternes skær. Jeg skal huske mit kamera."

Jeg læser i min dagbog. Jeg skal lære mig selv at kende. Jeg ved jeg hedder Karen og jeg er 32 år.

Da vi landede i Damhussøen, tog vi straks vores nye territorium i besiddelse. Jeg og et par andre søgte mod den høje bygning, der ragede op ved den brede, trafikerede vej. Fløj næsten op til toppen og ind gennem et stort vindue, hvor beboeren luftede den giftige cigaretrøg ud et øjeblik. Hunkønnet sad og så gennem en kikkert ned mod vores rumskib.

I starten hang jeg i loftets venstre hjørne. Jeg var en fin blå tåge, hun ikke kunne lufte ud. Her befandt jeg mig nogle dage for at lære min nye krop at kende.

Da jeg fik signalet fra moderskibet var jeg klar. At overtage hendes sind og krop var nemt. Kvinden opdagede det næppe, før det var overstået. Jeg har klippet det lange blonde hår og kortet de lyserøde negle. Den slags har Karen ikke længere interesse i. Mine præferencer er ændret, min verden er ny.

Jeg ser mig i det flueplettede spejl. Mit navn er Karen, jeg er 32 år. Nej tak, jeg ryger ikke. Jeg er lige holdt op.