Tejn og Freddy brugte en del af tiden på at finde ud af hvad det var for mennesker de havde med at gøre. De hyggesnakkede med så mange som muligt.
   Som de befalingsmænd, de havde været, gennem et kvart århundrede rystede det dem i starten at opdage at en trediedel af de menige startede på Afrikakasernen uden nogen som helst millitære forudsætninger eller uddannelse.
   "Det vidste vi da godt inden vi tog afsted" sagde kommandoofficeren beroligende. "Der kom både skidt og kanel gennem hvervekontoret i Nansensgade. Ekspedienten derovre, mener jeg, han var, ville gerne se hvordan en borgerkrig foregik. Det fik han lov til, fordi hans chef havde fået ham med i borgerværnet. Han ved i det mindste vidste hvad der er for og bag på et gevær. Han er i mellemguppen. Træningen i Afrikakasernen blev brugt til at give dem operativ forståelse for koordinet indsats. Det lykkedes for det meste, mener vi selv. Et par faldt selvfølgelig lidt udenfor."
   Han trak på smilebåndet ved tanken om et par eksempler.
   "Idealismen hos ham, der passer ild under gullashkanonen opstod ret spontant, da hans veninde meddelte hun var gravid. Vi har et par stykker i trænet af samme slags. En af de værste kan ændre sig til en af de bedste med de rigtige puf. Ham der bærer rekylammunition for jeres ven Guvernøren viste sig at være en formidabel skytte, da han opdagede hvad en skyder skulle bruges til. Ukyndige blev hægtet sammen med en, der har været soldat. Vi håber det smitter den rigtige vej, på et tidspunkt."
   Tejn og Freddy fortsatte deres samtaler uden at erfare væsentlig nyt. Den fælles trang til at se hvad der gemte sig i skoven eller bag horisonten kendte de alt for godt. Den skaffede dem selv bekendtskab med en vis, fanden i voldsk, plantageejer fra Siam. for flere år siden, end de brød sig om at tænke på. En studerende fra akademisk skyttekorps tog turen som et praktisk supplement til studierne, der startede når kontrakten udløb, den første september. Han var nødt til at gå om alligevel. De fandt aldrig ud af hvad han læste.
   "Så må vi bare håbe den unge mand er i live til den tid." mente Freddy da de var på afstand. "Nu bliver det nemlig alvor."
   Tejn nikkede bare og følte alderen trykke.

Moral og utilfredshed susede op og ned i Werro, mens de ventede på at komme i aktion. Der blev gættet i alle retninger hver gang de hørte kanoner i det fjerne. På anden aften rullede en panserbil op foran teateret. En officer fra Svenska Kåren steg ud, præsenterede sig og gik rundt og hilste på, som om han hørte hjemme der. Efter en kort samtale blev der trukket lod mellem løjtnanterne. Vinderen tog sit gevær og fik plads i panserbilen. Den havde et rekylgevær monteret på, taget hvor en skytte kunne spænde sig fast.
   Seks timer efter afleverede panserbilen en ivrig løjtnant med skinnende øjne.
   "De fyre er med statsgaranti skideskøre!" sagde han og faldt om i en stol efter spændingen. "Vi kørte rundt på patrulje. Nogle steder var vi så tæt på boljsedrengene, vi næsten kunne lugte dem. Hver gang de hørte bilen skød de selvfølgelig ud i mørket. Tårnskytten rettede ind efter mundingsilden. Jeg fik også løsnet et par skud."
   "Fik du nogen?" spurgte en.
   "Aner det ikke men meningen var god nok Det var modpartens også. Kaptajn Lundberg, der kørte har taget flere fanger. Han siger det bare er civile rebeller uden nogen særlig træning. De kan alligevel ikke kan ramme en tyr i røven med en kontrabas, når de står lige ved siden af den."
   Latter og optimisme bredte sig under ivrige kommentarer.
   "Han tilbød at hente en frivilllig i morgen. Det bliver samme tur så den anden side får ødelagt deres søvn."
   En flok hænder røg op overalt men kommandoofficeren kvalte glæden med sin fløjte.
   "Der er kommet marchordre. Vi marcherer mod syd i morgen for at afløse en estisk bataljon ude i første række. De fortjener efterhånden en pause. Nå vi er på plads kommer fjenderne selv. Aftræd til hvil."
   ***
   "Så er den ged barberet" meldte en stolt Ivar et par dage efter, ud af vinduet fra korpsets enlige lastbil. Den dukkede pludseligt op i Werro hvor Tejn og Freddy stadig befandt sig og kedede sig grundigt. De stod tilfældigt foran teatersalen, da lastbilen kørte ind i byen. Det var efterhånden blevet den 26. maj. De brugte kun tiden på at vente på nyt og lytte efter skydning i det fjerne. Freddy måtte også bruge en del meste af tiden på at holde Tejn tilbage.
   "Selvom jeg også anser dem som venner efterhånden, har vi altså en helt anden opgave som du måske husker!" måtte han flere gange minde sin utålmodige ven om.
   "Gutterne har fået deres ilddåb. Nu er der sikkert renset ud over det hele. Vi skal hente de sidste forsyninger møder dem i morgen på vejen mod Sirul. Vi kører tilbage når vi har læsset bilen."
   "Hvordan slap i fra det indtil nu?" spurgte Tejn. "Kan vi hænge på for en kort bemærkning?"
   "Desværre har vi en falden og syv lettere sårede - Det er til at holde ud. Jeg tror det er bedst i bliver her et par dage endnu."
   "De sårede falder under os" sagde Fredddy bestemt. Uvirksomhed passede heller ikke ham.
   "Selvfølgelig skal vi med." erklærede Tejn lige så bestemt. Han var ved at sprænges af trang til at der skete noget.
   Da bilen var læsset færdig og klar til at køre næste dag havde de plaget Ivar, så han ikke gad høre på dem mere. Han tog dem med og understregede igen, det var på eget ansvar.
   Før afgang blev rollerne fordelt på en anden måde. Tejn skulle køre og de menige blev forvist til ladet, til rygdækning forklarede Tejn dem. Den flaske, han stak dem i smug, fik dem til at anse rygdækning for en særdeles fornuftig sikkerhedsforanstaltning.
   De kørte gennem det kuperede landskab efter Ivars anvisning mens han fortalte om deres oplevelser undervejs.
   "Det var her vi mødte grevinden" sagde han pludselig, da de rundede et sving.
   "Var hun mon det?" spurgte Tejn og skiftede gear. Vejen gik brat opaf.
   "Det påstod tolken hun sagde. Konen selv kunne god se ud af lidt af hvert. Hun var laset og møgbeskidt og kæften stod ikke stille på hende. Hun forfulgte os et par kilometer inden hun forsvandt i skoven igen. Hun påstod hun havde set sin mand og bror blive skudt."
   Han holdt en kort pause mens de kørte videre og pegede kort efter frem.
   "Deroppe fik vi kontakt til første linje. Vi blev lidt overraskede, da vi opdagede det var meningen at tohundrede mand skulle afløse en bataljon på sekshundrede. De påstod at de havde ryddet det meste og at området var frit for fjender. Det havde de desværre glemt at fortælle fjenderne."
   "Beskød de jer?" spurgte Tejn.
   "De prøvede da på det og ramte en og ridsede et par stykker. Da det blev mørkt kopierede Peter Svenska Kårens taktik. Han sneg sig på visit med et par patruljer for at protestere over underholdningen. Det fik bolsjedrengene til at skyde ud i terrænet længe efter patruljerne var tilbage og sad og drak kaffe. Da vi havde gjort det et par nætter, fik de nok og gik hjem på tredjedagen. Vi forfulgte dem et par kilometer, til vi var sikre på de tog helt hjem."
   "Det er en ordentlig bakke de har lagt her" mente Tejn og skiftede igen til et lavere gear.
   "Det er skam også Estlands højeste punkt. Bjerget her hedder Munamägi."
   "Da vi var sikre på at de var kommet langt nok væk, den rigtige vej gravede vi os ned ved Poskow søens bred. Der prøvede vi at slappe af til der kom der en forbandet ordonnans til hest. Han bad os fortsætte til kroen på næste bakketop ved Sirul. Der må de være nu. Jeg blev sendt tilbage forinden."

Kort efter passerede de korpsets forsyningsvogne og fik øje på kroen ved Sirul efter et par sving. Den lå på en nydelig grøn bakketop, med udsigt over landskab og grænse. Der var tydeligt roligt og bygningen var omringet af korpsets folk. Efter det sidste stykke drejede de af fra vejen og kørte op af bakken og parkerede foran kroens dør. Til Tejns sorg var kroen komplet mennesktom og forladt. Døre og vinduer var væk. Hele stedet gjorde kun et skummelt indtryk.
   De stod ud af bilen og mødte en overrasket kommandoofficer.
   "Den går ikke de herrerI" sagde han strengt "I har ikke noget at gøre i en kampzone for det er det her stadig, her omkring."
   "Nu er vi her søreme" meldte Tejn optimistisk "Vi hørte der var sårede. Når vi har tilset dem, kan vi jo hjælpes ad med at åbne kroen."
   "Der er ikke noget at åbne" sagde Guvernøren dystert. Han gik forbi i det samme. "Tror du ikke det var det første vi undersøgte. Den er lige så tørlagt som Sahara, til manges sorg, skulle jeg hilse og sige."
   "Vores ærede modpart skal vel også ha' lov at slukke tørsten, ind i mellem" mente Freddy.
   "Gu' skal de ej" mente Guvernøren, der blev vinket videre af kommandoofficeren. Han gentog at Tejn og Freddy absolut ikke måtte være der.

Freddy og Tejn brugte de næste par timer på at finde et par sårede og ellers snakke om løst og fast med alle. De sårede blev inspiceret under lidt diskusssion om hvad der skulle regnes for sår eller skrammer. De sårede tilkaldte lægen for at få en ende på det. I stedet fandt Tejn han lige så godt kune bruge tiden til at yde lidt privat førstehjælp til Guvernørens sårede følelser over den erobrede kros mangler. Heldigvis var han forberedt på den slags.
   Det foregik diskret bag en mur, hvor de havde overblik over vejen og betragtede at korpsets køkken- og forsyningsvogne ase sig op til kroen, trukket af et par heste.
   "Så er der friskt kød til en forandring" grinede Guvernøren, da vognen kom tæt nok på. "Vi kom til at nedkæmpe en gris i en landsby vi gik gennem. Den ligger ovenpå vognen."
   Tejn tog sin kikkert frem og betragtede området og den store landevej, der lå for foden af bakken. Rundt om bakken var der en del åbent terræn og omgivelserne bag det var domineret af mørke, tætte og truende skove, som nemt kunne skjule et større antal fjender.

Tejn og Freddy blev bestemt beordret til at holde sig tæt ved kroen, mens der blev udstillet vagtposter og man så sig grundigt om. Alle forventede at fjenderne muligvis var tættere på end godt var. Tejn fik travlt med kikkerten og gik rundt om huset og bemærkede alt.
   Et stykke over huset slog en høgh ned og fangede en sangfugl, der var uforsigtig nok til at gøre opmærksom på, den var der.
   "Det er sådan i også gør" bemærkede Ivar til dem der stod nærmest og betragtede den triumferende høgh der flyve bort med sin frokost."Uventede bevægelser og lyde vil gøre forskellen på liv og død herfra."
   Da Tejn hørte den bemærkning trak han diskret Ivar i ærmet.
   "Hvis det har nogen interesse sidder der i hvert fald et geni og gemmer sig oppe i et træ ved udkanten af skoven derovre. Der sidder en anden og gemmer sig ved foden af træet med en felttelefon tror jeg."
   De stod i mørke inde i huset. Ivar lånte hans kikkert og så i den angivne retning.
   "Hvor fanden har du den fra?" spurgte han, efter han have studeret træet grundigt.
   "Lovligt krigsbytte fra den franske flåde" forskrede Tejn. "Et venskabsbesøg fra Martinique udviklede sig ikke ret venskabeligt da de havde smagt på rommen, under landloven. Skipper var skidesur over at skændes med en franskmand, han ikke forstod, om jeg eller de andre skulle i brummen."
   Hans kikkert gik på omgang til flere var sikre på han havde ret. Et par soldater tog plads udenfor og begyndte at opstille et rekylgevær og sigte mod det udpegede træ. De blev hurtigt stoppet i den ide.
   "Vi sender en patrulje derover når det bliver mørkt nok. De må spørge hvad de tror de laver" afgjorde chefen.

Da det var blevet mørkt nok, et par timer senere, gjorde et par patruljer sig klar til snige sig mod de skjulte udkiksposter. Udover udkikken i træet havde de opdaget en anden post, i mellemtiden. Førerne studerede terrænet grundigt i det sidste lys og aftalte hvordan de gik frem uden at rende i vejen for hinanden og vigtigst af alt, helst at undgå at grupperne eller posterne kom til at skyde på hinanden, hvis det blev nødvendigt. Tejn stod i baggrunden og lyttede med uden kommentarer.
   Ved midnatstid smuttede første hold stille gennem forposterne og forsvandt kort efter i mørket. Tejn havde i mellemtiden holdt så godt øje med sin opdagelse, han havde fået ejerfornemmelser over den.
   Da andet hold var klar til afgang var han havde iført helt mørkt tøj og sluttede sig uden videre til dem.
   "Traditionen er at bytte tilhører den jæger, der ser det først" sagde han bestemt, men dæmpet. "I må, gerne komme med."
   Rygtet om hajdræberen og et par af Guvernørens andre historier fik gruppen grinende at lade Tejn føre an. Ivar overværede holdenes afgang og rystede på hovedet. Han undlod at protestere eller råbe op, for ikke at afsløre noget.
   Tejn førte stille holdet i en stor bue mod syd som det var aftalt. Da de kom halvvejes blev den anden gruppe opdaget. En indædt skydning startede et stykke væk. De så skuddene glimte i mørket og bevægede de sig hurtigt nærmere mod deres mål i ly af larmen. En af mændene faldt så lang han var, i et hul og landede på en gren der knækkede med en lyd som et pistolskud. Tejn hev ham på højkant og hviskede irriteret i hans øre.
   "Behøver du sende dem besked om hvor vi er?"
   Gruppen lå stille og spejdede mod træet efter tegn på aktiviteter derover. Den unge mand der var faldet nikkede slukøret. Lyde og glimt fra håndgranater overdøvede for et kort øjeblik alt og gjorde det overflødigt at hviske. Glimtene oplyste området en halv kilometer væk. Mellem glimtene forcerede de hurtigt det sidste åbne stykke. De kom tæt på træet uden yderligere episoder og uden at blive opdaget. Holdet blev liggende helt stille, under en pause i deres kollegers skydning. Da rekylgeværet tog fat på næste magasin og resten faldt i rejste to mand sig efter tegn fra Tenjn. De sneg sig helt lydløst hen til træet hvor den ene stak geværet i nakken på russeren, der var distraheret af kampen. Den anden sikrede sig der ikke var flere.
   Efter et pift stod hele gruppen med geværerne pegende op mod træet og beordrede udkikken til at komme ned. Der hørtes ikke en lyd der oppefra. Ingen kunne se noget i mørket.
   "Gik han mon hjem, da det blev for mørkt?" spurgte lederen irriteret.
   "Det vil vise sig" brummede Tejn og tog fat om træstammen. "Pas lige på nedfaldsfrugt."
   Han rystede træstammen lidt. Der lød et overasket udbrud deroppe og et sekund senere faldt mandens gevær ned på jorden.
   "De sidste æbler smager bedst" afgjorde Tejn og lagde nakken tilbage. "Ned skal han sgu."
   Han tog fat om stammen og rystede træet igen og mere og mere indædt mens gruppen så undrende og grinende til. Tejn stemte fødderne hårdt mod jorden, og satte dem længere tilbage. Senerne i hans hals stod spændte frem, mens han rystede træet mere og mere. Der kom et endnu et udbrud fra udkiksposten, der selv, kort efter, trimlede ud af trækronen og faldt til jorden under mændenes latter.
   Da skydningen fra det andet hold var ophørt blev de bagbundne fanger ført tilbage til kroen, hvor Tejn trak sig diskret tilbage og overlod til føreren at aflægge rapport.

"Alt i alt slipper du altså billigt" konstaterede kommandoofficeren hovedrystende, dagen efter. "Officielt er i her stadig ikke så chefen vidste ikke rigtigt, om han skulle skælde ud eller grine. De er ved at afhøre din nedfaldsfrugt. I to er i bestemte vendinger beordret til at tage tilbage til Werro og til at blive der, til vi melder klar bane. Er det forstået?"
   Flere gik smilende forbi. Et par stykker klappede anekendende i hænderne. Det andet hold havde jaget den anden post bort uden skader på dem selv, så alles selvtillid havde fået en saltvandsindsprøjtning yderligere.
   "Skal vi gå tilbage til Werro mener du?" spurgte Freddy bedrøvet.
   "Der er nok ikke mere end tredive, fyrre kilometer. Det tager i nok ikke skade af." mente kommandoofficeren. "Til jeres held skal bilen tilbage og aflevere fangerne til det rigtige Røde Kors. Der er ingen der tror på jer efter i nat. Den kører om et øjeblik. Hvis i venter rundt om hjørnet dernede, giver jeg chaufføren besked. "
   "Husk også at give besked om de forbistrede pakker til Valdemarsdag" mindede Freddy den anden om. "Den nærmer sig hurtigt. De ligger også i den vogn der blev koblet fra."
   Mindre end en time efter svingede lastbilen rundt om de buske, de sad og gemte sig bag og stoppede ud for dem.
   "Så er det afgang" sagde en løjtnant med et grin og bad dem kravle op bagi. En af russeren havde masser skrammer i ansigtet efter sin ufrivillige nærkontakt med træets grene under nedturen natten før.
   Russeren genkendte Tejn og nikkede til ham da de tog plads på ladet.