Tejn gjorde uvilkårligt en bevægelse med hånden, så sig om og besindede sig..
   "Klogt" sagde Nigurskij. Han tog et triumferende overblik over gruppen.
   "Pjotor min ven. Er du venlig at hjælpe den store mand af med den grimme, tunge tingest, han uden tvivl har i lommen."
   Tejn lod opgivende sin køjesæk falde ned for fødderne. Han satte sig på dækket med armene over kors og bøjede sig frem og stirrede stift ned i dækket.
   "Sådan gjorde jeg også i Petersborg da ham derhenne prøvede at arrestere mig for noget han ikke skulle have blandet sig i. Husker du det Leonid?"
   "Tydeligt" kom det bistert fra Kennikin med had i stemmen. "Ham, der blev skudt, da i stak af var nemlig min lillebror."
   "Beklager. Det var ikke mig der skød ham" kom det overasket fra Nigurskij. Han slog ud med hånden. "Alle sætter sig ned linje med hænderne bag nakken. Så bliver i visiteret og bundet."
   Ud over Nigurskij stod der seks mand rundt om og så truende ud. Der var intet at gøre. Alt foregik i tavshed.
   "Er alle forsvarligt bundet?" Nigurskij travede frem og tilbage med et triumferende smil.
   "Tag hellere ham her med og hende tøsen" beordrede han.
   Laimis blev smidt på dækket for enden af rækken og bundet lige som de andre. En mand forsvandt ind i kabyssen og kom tilbage med en sprællende Vaida. Hun var både bundet og kneblet. Hendes nokkedragt så ud som om det var sket under heftig modstand.
   "Kneblen behøver hun vel ikke længere?" spurgte manden. Han fjernede den med Nigurskijs samtykke og smed Vaida på dækket hvor hun bandede og svovlede.
   "Giv hende den hellere på igen. Sådan taler pæne nonner ikke" formanede Nigurskij. "Ligesom Rasputin er der vel også undtagelser blandt jer."
   Han puffede til Vaida med den ene fod og fik et rasende svar..
   "Den ed kendte jeg ikke" hviskede Tejn til Freddy. "Han er ikke klar over han har fanget en huntiger."
   Freddy nikkede bare og prøvede at se sig om og følge med. Tejns hvisken fik en af mændene til, advarende, at dreje sit våben i deres retning.
   "Vær hellere absolut stille" kom det fra Nigurskij. "Yuri siger ikke så meget men handler så meget desto mere hurtigere. Har i for øvrigt truffet hans bedste ven Lev Kadynov undervejs? I fik ikke slettet jeres spor efter bildækkene ret godt, da i forlod hytterne. Vi bad ham for god ordens skyld se efter hvad der var for enden af den vej. Vi har ikke hørt fra ham siden i passerede en by der hed Kruslaw."
   "Det kommer i nok heller ikke til" kom det tørt for Kennikin. "Vi drejede nemlig af og kørte en anden vej. Hvis fjolset tog den ordre lige så bogstaveligt, som han plejer får du nok en hilsen fra fra Kiev en dag. Men hvordan har du fulgt os og hvordan fandt du frem til prammen her?"
   "Det sådan set en længere historie." sagde Nigurskij.
   "Jeg har ingen aftaler resten af dagen" sagde Kennikin.
   "Den må du få senere" afgjorde Nigurskij og så ud over floden.
   "Smid dem ned i et lastrum." beordrede han kort. "Dobbelt vagt! Nu får i en gratis sørejse op til Daugavapils. Den er stadig på vores hænder. Turen skulle efter sigende tage fire eller fem dage herfra."

Kort efter lå de igen bastet og bundet i et lastrum. Denne gang blev de smidt ind mellem Kilmovskys marskandiservarer i rummet foran motor- og kabysrum. Vagterne skiftede regelmæssigt hver anden time. Ethvert tilløb til samtale mellem dem blev stoppet brutalt med spark og slag.
   Tejn lå mellem Kennikin og Vaida. Han smilede opmuntrende til Vaida og kneb det ene øje i. Hun smilede lige så opmuntrende tilbage. Kennikin betragtede dem undrende. De lå direkte på dækket i det halvmørke rum. Vagterne indrettede sig derimod med magelige sidepladser ved hjælp af Kilmovskys varer. Under første vagtskift ulejligede Nugurskij sig selv ned for at tage et overblik over forholdene og for at kontrollere de stadig var bundet tilstrækkeligt forsvarligt. Det skete også ved andet skift, men siden så de ham ikke.
   Støjen mens vagterne talte sammen under tredje skift skjulte at Vaida hviskede kort til Tejn.
   "Der er en lang spids hattenål de ikke tog i mit hovedtøj" hviskede hun krigerisk.
   "Hvis du ikke har bemærket det, er du stadig bundet" hviskede Tejn tilbage.
   "Så find på noget for fanden" hviskede den lille huntiger tilbage.
   Kennikin vendte sig larmende og hostende og overdøvede deres hvisken. Da der blev stilhed og vagten var på plads vendte Tejn hovedet om og så på Kennikin. Han klemte det ene øje i og nikkede umærkeligt. Det ville kun blive korte samtaler mens vagterne skiftede. Nu havde de en mulighed, der skulle bruges.
   "Jeg skal bruge latrinen inden det bliver nat" råbte Tejn til vagterne. "Det skal de andre også. Ellers vil der lugte ret slemt herinde, længe før vi når Daugavapils."
   I det samme stoppede motoren med et par host. De hørte at prammen blev fortøjet til en bro. En af vagterne kaldte på Nigurskij uden at rejse sig."
   "Nu er det for mørkt deroppe. Den gamle tør ikke længere" lød de fra Laimis.
   Nigurskij kom ned, så først irriteret ud men, men indså de havde et praktisk problem.
   Med alle seks mand på vagt blev de løsnet på skift og benyttede det lille rum. Claudias og Vaidas protester over at døren skulle stå åben imens nyttede ikke spor. Kort efter var alle bundet igen. Det lykkedes efter meget besvær Tejn at slumre ind og få lidt hvile i løbet af natten trods den stilling han lå i.

Han blev vækket ved at motoren blev startet og mens Nigurskij råbte af Kilmowsky at han bare skulle gøre som der blev sagt.
   Kilmowskys mumlende svar gik tabt i motorlyden. Han havde nok ikke drukket morgenmad endnu tænkte Tejn med et smil. Den ene vagt havde blundet et øjeblik, vågnede op sæt og ruskede i den anden, der sov trygt.
   "Godmorgen venner." kom det muntert fra døråbningen til den bagerste del. Nigurskij kravlede besværligt ned med en kop kaffe i hånden. Han så helt udhvilet ud. Det gjorde de to mand bag ham til gengæld ikke. De så både sure og trætte ud.
   "Er den kaffe til os?" spurgte Tejn ironisk. "Du lovede at forklare hvordan du overhalede os."
   "Desværre er der lidt begrænsede forsyninger, som jeg omhyggeligt har har gennemgået. Til vi når Dagavapils er de forbeholdt mig og mine mænd."
   Nigurskij satte sig på hug foran Tejn. Han kunne dufte at Nigurskijs gennemgang af forsyninger også omfattede Kilmovskys morgendram.
   Nigurskij så spørgende på Kennikin.
   "Lyttede dine folk med under mine møder med Koltsjaks folk."
   "For det meste" bekræftede Kennikin. "Allerede januar, sidste år vidste vi, i forhandlede med Admiral Koltsjak om et eller andet. Vi aflyttede telegrafen fra Berzins hus i Perm."
   "Kan man det?" Nigurskijs ansigt fortrak sig i raseri.
   "Det påstod et par studenter. De viste sig at have ret og Lenin blev orienteret om jeres forhandlinger. Vi vidste det når i holdt møder med dem fra Omsk og lyttede med på de fleste. Vi hørte nok til at fortælle Koltsjak han var ved at få få en øverstkommanderende marionet, for dem i forhandlede med og nok måtte udskifte sin veninde, Anna Timiryova, af praktiske årsager. Det skulle han ikke have noget af. Anna Timiryova kom til Perm og foreslog vi sendte dubleanter, de ikke kunne bruge til noget som helst."
   Nigurskij forsøgte med største besvær at følge med.
   "Var dem vi hentede i Tobolsk den 30. april kun dubleanter" spurgte han truende.
   "Selvfølgelig. De havde bare ikke fået træning nok på det tidspunkt. Jeg stod og grinede, et par huse væk da i drog af med statisterne. Vi opfangede også telegrammet, da i opdagede det og sendte toget tilbage. Jeg fik ordre til kun at giver jer halvdelen, mens de skændtes færdig i Moskva. Den anden halvdel isolerede vi og påstod de havde influenza. I måtte under ingen omstændigheder få både zar og tronfølger."
   Nigurskij nikkede eftertænksomt.
   "Vi vidste der foregik et eller andet, men kunne ikke finde ud af hvad."
   "Det vidste vi også. Hvordan fandt du ud af det jeg lavede?".
   "Du ved jo hvor god jeg er at overtale folk. Lev Kadynov er endnu bedre, som du husker."
   "Til tvang og bestikkelse mener du?".
   "Hvis du foretrækker det. I fængslet i Petrograd sidder der nemlig en vis Vasili Kukushkin og hans to børn. De håber hans kone både holder sine aftaler med dig, mig og fortæller mig, hvad du laver. Det har hun heldigvis gjort indtil videre."
   Claudia stønnede højlydt.
   "Claudia anede hverken ud eller ind. Hun fik ordre på at gemme sammenrullede meldinger nederst og bagerst i nærmeste brændestak. Din kollega lagde heldigvis ikke skjul på han tog til Bori for at møde dem, der skulle eskortere jer videre. Hvor er han for resten?"
   "Død af et skudsår. I ramte ham da han stak af."
   Kennikin så intet formål i at fortælle Nigurskij om intermezzoet på vejen til Leipel. De andre var helt enige med ham.
   "Hvorfor er Claudia bundet, hvis hun også arbejder for dig." spurgte Tejn.
   "Det er jeg først helt sikker på hun gør, når hun offentligt bekræfter i også sendte en flok dubleanter til Jekaterienburg. Den aftale er ikke overholdt før, og det ved hun ikke endnu."
   Claudia stønnede igen og så skrækslagent på Nigurskij.
   Den herre jeg arbejder for foretrækker en anden udlægning end det rod, der er officielt i øjeblikket. "Sagde Nigurskij ligegyldigt. "Min opgave er løst når jeg afleverer jer til at bevidne det var statister vi skød i Jekaterienburg. De blev indøvet i at dublere af fru Claudia Kukushkin" han bukkede mod hende, "Og blev allerede byttet ud af Leonid Kennikin oppe i Tobolsk." Det bliver med garanti en flot retssag med de fleste af jer, som anklagede."
   "Det er bare det lille problem at et par af dem var gode nok." indvendte Kennikin. "Min chef holdt det han lovede. Nogenlunde i hvert fald. Det klarede vi i Perm."
   "Bureaukrater er jo gode til at sikre sig og hytte deres sarte skind. De finder nok på passende forklaringer om hvorfor vi ikke kan finde dem alle, nogen steder."
   "De fleste er jo gode til at se det de ønsker, uden særligt meget hjælp" mente Kennikin.
   "Netop. Bagefter kan vores chefer for min skyld skændes videre om, hvis version, der er rigtig, til dommedag." Nigurskij gav Kennikin et ondskabsfuldt spark til afsked og gik væk.