Laimis startede prammens motor mens Tejn halede ankrene op. De var enig om at udnytte det sidste dagslys så længe som muligt og sejle så langt de kunne. Det foregik stort set under tavshed. Alle prøvede både at absorbere de ubehagelige minder og det de havde hørt. Hvert regelmæssigt tøf fra motoren markerede de nærmede sig slutningen af rejsen. Stilheden blev kun brudt at ganske få bemærkninger, af praktisk karakter.
   Tavsheden gjaldt især kammerat Blasjenko. Indtil videre lå han bundet i et lastrum og var, forståeligt nok, særdeles urolig over, hvad de ville stille op med ham. Sidst på aftenen fortøjede de prammen ved en bro, på den fredelige side af floden.
   De diskuterede om de burde holde vagt på grund af Blasjenkos tilstedeværelse. Sammen traf de en beslutning og gik ned og efterlod lidt vand og mad. Samtidig forsikrede de ham om at ingen ville forhindre ham i at forsvinde og løsnede hans bånd. Derefter fordelte de vagten mellem Kennikin, Tejn og Freddy så Laimis kunne sejle dem videre efter en fuld nattesøvn.
   Næste morgen lå Blasjenko stadig i lasten. Det gjorde han ikke, med hans gode vilje forsikrede han, men på grund af skudsåret.
   Sidst på dagen kunne de nå Jakobstadt, hvis prammen anstrengte sig en smule, forsikrede Laimis. Han tilføjede det skulle han nok sørge for den gjorde.
   Tejn forlod kabyssen uden et ord. Han afprøvede den udslidte båd, der lå ved siden af broen og bandt den til prammen i et slæbetov. Derefter gik han, stadig uden et ord, ned efter Blasjenko og læssede ham ned i robåden.
   "Om fem eller seks timer passerer vi Daugavapils. Efter sigende er den på jeres hænder. Hvad enten det er rigtigt eller ej slipper vi under alle omstændigheder dig og robåden fri, uden for den. Der kan du få hjælp til dit sår. Resten er op til dig selv."
   Blasjenko nikkede taknemligt og prøvede at lægge sig så mageligt som muligt.

Prammen gjorde sit bedste, som Laimis havde lovet. Han fandt rutineret de steder, hvor strømmen løb bedst og hjalp til. Han begyndte så småt at vænne sig til, han nu var kaptajn. Efter kun fem timer kom de første tegn på en sammenhængende bebyggelse til syne foran stævnen.
   Daugavapils var vokset op rundt om en borg på toppen af en bakke. Bakken pegede mod vest og floden fulgte med og slog også et stort sving mod vest, inden den fortsatte ufortrødent mod nord, på den anden side.
   Da bebyggelsen var passende tæt svingede Laimis prammen lidt tættere mod den side, oprørerne kontrollerede. Han nikkede til Tejn, der holdt ham med selskab, da de var tæt nok på. I fællesskab studerede de bredden for at finde et passende sted til at komme af med robåd og Blasjenko,der stadig fulgte dem som en hund i en snor.
   Laimis sigtede mod en lille træbro der lå lige fremme. Der stod allerede et par mennesker og så afventende efter prammen. I stedet for at lægge til drejde Laimis tilbage mod midten af strømmen. Tejn snittede slæbetovet over uden et ord. Det var tæt nok på og robåden var nået yderst i buen. Kort efter så han Blasjenko padle ind mod broen med et bræt, han havde smidt ned til ham, til det brug. Dem på broen betragtede undrende scenen.
   "Stødt som den går skipper Laimis" sagde Tejn opmuntrende, da de nåede midten af strømmen igen.
   "Nu er vi er er omkring halvtres til tres kilometer fra grænsen og firs til halvfems Keuzburg. Det når vi nok inden det bliver for mørkt," mente Laimis. "Hvis jeg finder en god strøm går den gamle tøs let et sted mellem seks og ni kilometer i timen."
   Han så vurderende ud over floden.
   "Sejler i videre tilbage bagefter?" Spurgte Tejn, der stadig var mest vant til knob og sømil og regnede efter.
   Laimis nikkede bare. Vaida kravlede op på broen i det samme, hørte spørgsmålet og nikkede også.
   Hun gav nonnetøjet en pause og var skiftet om til spadseredragt. Det var det sæt hun havde på, da han så hende første gang i toget til Schwanenburg. Hun stillede sig ved siden af sin bror og så ind mod Daugavapils.
   Den gled langsomt og truende forbi om styrbord. På molerne stod der mennesker og betragtede prammen sejle forbi. En gruppe bevæbnede mænd, stod i en klump og kikkede med efter dem. Ingen kunne hindre dem i at sejle videre. Snart lå husene mere og mere spredte og beboerne så mindre truende ud. Da floden svingede mod nord igen lå Daugavapils bag dem og landskabet blev igen erstattet af store marker og skove.
   "Det er svært at forestille sig, der foregår en hidsig borgerkrig i det landskab" mumlede Tejn. "For ikke at glemme de laver de numre, vi har hørt om de sidste par dage."
   Han så ud over omgivelserne og savnede udsigten over sit Nor fra sine vinduer hjemme.
   "Hvis det stadig kniber med troværdigheden, kommer der en påmindelse deroppe." lød det tørt fra Laimis.
   Et par flyvende spejdere dukkede ud fra en sky. De små dobbeltvingede fly dykkede længere ned og tog et overblik over prammen. Det ene var en Aero med Jernbrigadens mærke på siden. Magnus løb henrykt ud fra kabyssen og vinkede med tørklædet med regimentsfarver. Freddy vinkede ved siden af ham.
   Piloten tog en runde til, i lavere højde, vippede med vingerne og vinkede, hvorefter maskinerne forsvandt mod nord.
   "Så er dem på højre bred blevet mindet om, at vi holder øje med dem hvis de sætter over floden" råbte han op til dem på broen."Nu har de også tid til at arrangere en passende modtagelse, i Kreuzburg og Jakobstadt."
   "Og hvad stiller vi op med dem?" ville Tejn vide.

De sad rundt om bordet i kabyssen og lagde råd op. Man ventede kun en, befriet person. Den tidligere revolutionære kaptajn Kennikin fra det hemmelige politi betakkede sig på forhånd for at fortælle nogen som helst hvide styrker om det han var og havde lavet. Claudia var meget interesseret i en mulighed for at komme til Tyskland. Hun foreslog hun fortalte om det plejehjem i Perm, der var brugt som midlertidigt fængsel. Hun foreslog Mariana at gøre det samme.
   "Hvad så, hvis i kommer til at modsige hinanden?" spurgte den rutinerede politimand, Kennikin.
   Slutningen blev Mariana og Kennikin skulle skjule sig i lasten til Magnus og Claudia var af vejen.
   De kunne begge tage med Tejn og Freddy som almindelige flygtninge. De, der også ventede en person i København, måtte nøjes med en tilsvarende historie, når de nåede så langt.
   "Fortsætter i bare med med smugleri?" spurgte Tejn, Vaida med et smil.
   "Vi får se" svarede hun. "Kilmovsky, den gamle buldrebasse, fungerede fint som skalkeskjul. Det må vi drøfte med dem, der venter os i Riga."
   Kennikin så uforstående ud. Han fik hurtigt et indblik i den gamle skudes bi-erhverv, ud over marskandiservarer.
   "Vi gør skam ikke forskel på nogen" forsikrede Vaida. "Den opium, der ligger under marskandiservarerne bliver lavet om til Morfin i både Riga og Tartu. Den går videre til begge sider. Vi får nok lov til at være i fred et stykke tid endnu."
   "Hvor kommer den fra?" spurgte Kennikin nysgerrigt.
   "Mest fra Kirgisien eller Khazakstan tror jeg. De støder op til det område vi stammer fra. Det bliver forhåbentlig snart en Volgarepublik."
   "Nu kan vi se Kreuzburg og Jakobstadt forude" råbte Laimis oppe fra styrehuset.
   Alle klumpede sig sammen i styrehuset, der blev overfyldt, og fik gang i et par kikkerter.
   I det tiltagende tusmørke lignede tvillingebyerne, på begge sider af floden stadig de slagmarker, de havde været i flere omgange. Der var stadig mennesker i syne, mellem ruinerne, på begge sider. Det ud som om der var tilløb til små markedspladser.
   Mens prammen sindigt bevægede sig nærmere stod trækfærgen ud fra Jakobstadt. Trækfærgens tov ville forhindre dem i at sejle forbi.
   "Der står kun en gammel lastbil og en enkelt mand på kajen i Jakobstadt" sagde Magnus undrende og tog kikkerten fra øjnene.
   "Det ligner Molkte. Lad os klare ham først."
   Kennikin tog Mariana med ned i lasten hvor de gemte sig. Så ville Magnus gøre sit bedste for at komme af vejen i en fart. Han var forvirret over han ikke fik en større velkomst.

Molkte sprang ivrigt ombord, omfavnede Magnus og ønskede ham velkommen tilbage.
   "Har du haft en god ferie?" ville han omgående vide. .
   "Den har skam været særdeles underholdnende" forsikrede Magnus. "Var der ikke flere, der ville med ned og se resultatet.Vi skal have damen her med." Han hjalp Claudia op på kajen og bad hende tage plads i bilen.
   "Nydelig, bestemt" forsikrede Molkte afsides. Han så efter Claudia.
   "Det er ikke din sædvanlige type, men det er der vel en grund til. Du skal huske den lille udflugt kun var et privatprojekt, med mindre du fandt en af dem, vi håbede, selvfølgelig. Det ser det ikke ud til?"
   "Det gjorde jeg ikke" forsikrede Magnus. "Hun så lidt i Perm, der ikke ændrer slutresultatet. Hvad er der ellers sket med verden, mens jeg holdt ferie?"
   "Hvor skal jeg næsten starte?" spurgte Molkte og tænkte sig om.
   "Flere af vores folk opsagde deres kontrakter og tog hjem da der startede rygter om at de hvide styrker stod bag progromer, ved den Ukrainske front. Det var ikke det de kæmpede for, mente de og skred. Pyt med dem! Der kom halvtres nye rekrutter i i stedet. De har intet mod de rygter og vil stadig gerne rette lidt op på oprørernes opfattelse af politik og civiliceret adfærd. Du har vel ikke et par oprørere med i lasten, de kan øve sig på?"
   "Det skulle jeg have vidst på forhånd" sagde Magnus uden at fortrække en mine. "Så havde jeg inviteret et par stykker med. Ellers noget?"
   "For ti dage siden erklærede Finland sig selvstændigt. Det giver nok arbejde oppe ved det Finsk-Karelske frontafsnit hvis Lenin og Trotskij altså kan enes om det. Måske skulle vi tage op og hjælpe dem. Skal vi se at komme videre?"
   "Jeg tror såmænd også jeg tager hjem" sagde Magnus. Han tog afsked med Tejn og Freddy med faste håndtryk.
   "Enfield geværet og den sidste ammunition ligger i kabyssen. Her er en hilsen til Nigurskij, hvis i støder ind i ham igen." Han stak hånden ned i sin rygsæk og gav dem hver sit rør med håndgranater. Så kravlede han op på kajen, efter Molkte, med et smil og vinkede farvel en sidste gang.
   Molkte blev stående ved kanten af kajen og så ned.
   "En sidste ting er at jeres korps afgik til fronten ved Ostrov for en uge siden. Valmeri Bataljonen overtog Kreuzburg. Det er nogen højrøvede skiderikker. Dem skal nok ikke tage over til. Området bag Kreuzburg vrimler med oprørspatruljer igen. Dem har de så meget mas med, der ikke kører tog i øjeblikket. I kan ikke komme op til Tallin."