De drev formålsløst rundt i Werro et par dage. Byen var ikke ret stor, så dens underholdningsværdi var hurtigt opbrugt. Første juni hørte de et rygte om der dagen efter ville blive afsendt et tog med et par vogne til grænsebyen Schwanenburg, som nu hed Gulbene, da man anså det for sikkert.
   "Nogenlunde i hvert fald" tilføjede manden, der solgte billetter og tilføjede han faneme ikke skulle nyde noget af det forsøg.
   De gav pokker i deres løfte og besluttede at tage med toget, for at komme tættere på fronten. Inden afgang sendte de endnu et telegram om den plan og hoppede på toget uden at vente på kvittering fra København. De var stadig uvidende om at telegrammet sidst på dagen fik samme behandling, som det første, og at forbindelsesofficeren betragtede sine landkort med tilfredshed.

Et fåtalligt antal passagerer steg ombord og fordelte sig i vognen. Udover en lille familie og et par alvorlige mænd var der kun en ung dame med hat og spadseredragt, der fortjente nogen videre opmærksomhed mente Tejn. Hun tog plads på den modsatte side af gangen med et større antal pakker. Efter at have betragtet alle alvorligt så hun ud af vinduet det meste af tiden.
   Tejn bestemte sig for han lige så godt kunne slappe af når hverken landskab eller de andre passagerer bød på nogen afveksling.
   Flere år før havde en krydderhandlers datter lært ham åndedrætsøvelser til afslapning, som han havde brugt siden. Han satte sig godt til rette i hjørnet og prøvede at slappe af og følge togets bevægelser. Han mærkede med tilfredshed hele sin krop blive tung. Han sank sammen i sædet, med hatten i øjnene han lukkede og lod tankerne vandre frit. .
   Et puf afbrød hans drømme.
   "Opfør dig ordentligt for helvede, mand" hvæsede Freddy. "Er du rar at samle jakken, inden du vækker for meget opmærksomhed, din pralhals"
   Tejn kikkede ned. Tankerne om krydderhandlerens datters bløde hår, strålende øjne og flotte skikkelse havde fået ham til at tænke på det andet, hun havde lært ham, oppe på butikkens loft. Det havde ikke ret meget med afslapning at gøre, så han samlede diskret jakken foran og så sig forvirret om.
   For sent lod det til. Damen på den anden siden af gangen rejste sig med en bestemt mine og blussende rød i ansigtet. Hun samlede sine pakkenelliker sammen og tog plads i den anden ende af vognen med ryggen til.
   Efter et øjeblik skottede Tejn, diskret, i den retning og så hun på skift stirrede lige ud mod vognens endevæg eller ud af vinduet. Hun holdt en latter tilbage, der ind i mellem fik hende til at ryste over hele kroppen, ved at bide i et lommetørklæde.
   ***
   "Kan man ikke give jer to besked om noget som helst?" spurgte adjudanten opgivende. De stødte ind i ham og et par andre uden for stationen i Schwanenburg. Den lille station var stadig ved at omstille sig efter på de nye forhold. Der hang både gamle skilte med det gamle navn Schwanenburg og med dens nye navn Gulbene.
   Deres medpassager forsvandt i alle retninger. Tejn så sig nysgerrigt om og så damens ranke skikkelse forsvinde i det fjerne.
   "I må hellere komme med os. Vi inde for at finde nogle pindevogne og lidt forsyninger." Adjudanten drejede om, gik og overlod til dem selv at bestemme om de ville følge med eller ej.
   Han førte dem en snes kilometer uden for byen til korpsets lejr. Den lå bag et slot der hed Sesswegen. Styrken var udvidet med flere estiske eskadroner og et feltbatteri med fire små, hestetrukne kanoner.
   Alt var opstillet og klar til omgående aktioner. De russiske styrker var så tæt på man kunne lugte dem, mente mange. Tejn og Freddy fik anvist et sted at være med den sædvanlige besked om at holde sig i nærheden, denne gang.
   De gik ud blandede sig først med dem der lå i hvil og talte med et par enkelte. De betragtede også, med beklagelse, det engang så smukke slot. Det blev vandaliseret mens kampene bølgede frem og tilbage, havde de fået at vide og gik ind i det for at få syn for sagen. Efter et par rum havnede de i et bibliotek, hvor der lå bunker af bøger og flød over alt. En del var allerede blevet brændt i pejsen for at skaffe varme, kunne de se. Nogle var simpelhed revet i stykker ligesom møbler og spejle var smadret. Som afslutning på trangen til at ødelægge var flere malerier skåret op og ud af rammerne. Tejn samlede en lille bog op, med ejerens navn, Anna von Transee, i guldtryk op og besluttede at beholde den som et minde.
   De gik ud af ruinen og søgte videre mod kirkens ro. Bag kirken lå der en åben massegrav med kampenes ofre. Den var stadig var åben i erkendelse af det næppe var slut endnu.
   De fjernede sig hastigt med gysen fra syn og lugt og sluttede sig igen til dem, der lå i hvil og prøvede at fortrænge det syn fra erindringen.

Tidligt næste dag kom et hold estiske rytterne tilbage med fanger. De meldte der var et helt regiment oprørere var på vej, for at angribe Sesswegen. Alle blev alarmeret og gjorde sig klarn til kamp. Der blev opsat poster med felttelefoner i slottets tårn, for at holde øje med omgivelserne.
   Tårnet meldte efter et par timer der nærmede sig en større støvsky fra vest og der var en fortrop på vej mod slottet.
   Alle blev beordret i skjul og til at holde sig stille og klar. Freddy og Tejn blev varpet ned bagerst en lade, med besked om at blive der af Ivar. Han stod og kikkede ud af døren og hvæsede anspændt mod alt, der bevægede sig.
   Der var helt stille overalt. Fuglene fløj kvidrende rundt om træerne udenfor.
   Kort efter hørtes hestes trampen og pusten og lyde af stemmer og kommandoråb. Fortroppen red lige ind på gårdspladsen, uden at se sig for og begyndte at stige af hestene.

Et fløjtesignal fik alle til at komme frem fra skjul, med ladte våben, der pegede mod fortroppen. De måbede og overgav sig omgående, uden diskussion og uden der blev affyret et eneste skud.
   "Sådan en gudsjammerlig elendig indrykning, uden hverken front- eller sidesikring har jeg faneme sjældent set" mente Ivar og styrtede efter sine folk.
   De var i gang med at binde fanger, da Tejn og Freddy dukkede ud for at følge med i det, der foregik.
   Felttelefonen fra toppen af tårnet ringede gennemtrængende.
   "Så er der arbejde til det det estiske feltbatteri. Gu' ved om de kan finde ud af det?" sagde Ivar. "Hovedstyrken er i syne et par kilometer væk. Vi lader dem komme lidt tættere på. De har heller ikke den fjerneste side- eller frontsikring, lader det." Han løb hurtigt væk.
   Tejn og Freddy snurrede rundt, løb op i Tårnet. Der betragtede de kort efter vejen øst slottet sammen med de udkiksposter, der stod der var der i forvejen.
   En estisk officer havde forbindelse med de fire kanoner gennem en felttelefon. Da hovedstyrken nåede et snævert sted på vejen, ikke langt fra slottet beordrede han dem til at fyre løs.
   Det burde næsten være umuligt at ramme forbi på den afstand, men to ud af fire granaterne faldt langt fra de mål kanonerne burde være rettet imod.
   "Retter fjolset ind med en gaffel Eller tror han han spiller rundbold" jamrede Tejn, over den planløse skydning.
   Heldigvis lod det til at kolonnen derude enten manglede kommando eller en fælles opfattelse af hvad de skulle gøre. Mange løb rundt til højre eller venstre, lige så planløst som beskydningen. Andre smed sig i nærmeste dækning mens et fåtal simpelthen var frosset fast, hvor de stod, da beskydningen startede.
   "Dem der står der, hvor kanonerne bør sigte mod, opholder sig faktisk på det sikreste sted i øjeblikket. Lad os håbe de bliver stående"
   Den gamle kanoner skyggede for solen med begge hænder. Et par nye granater faldt ned i et par flokke, der befandt sig steder, hvor de ikke burde havde været, uanset om de var under fremrykning eller på flugt.
   "Der er ikke meget styr på den flok" konstaterede Freddy
   Ude på vejen virkede flere granater som piskesmæld som fik flere trætte oprørere til enten at stå stille, falde ned, eller løbe videre uden overordnet mening om hvad de burde gøre. Det var ikke muligt at se orden på noget som helst.
   Freddy luftede den tanke at dem der burde tage sig af deres mænd og give ordrer måske sad bundet nede i gården.
   Nu faldt skuddene uden afbrydelse mens den lettiske officer forgæves forsøgte at dirigere skuddenes retninger over felttelefonen.
   Pludseligt stoppede skydningen. Eskadronerne af ryttere red ud og begyndte at samle fanger ind. Det så meget let ud. En del af korpset blev sendt ud for at hjælpe med bevogtning.
   Tejn og Freddy gik ned af trapperne og sluttede sig til Ivar der bevogtede en officer.
   "Fjolset her påstår han var officer i zarens hær før i tiden. Hvis det her skal forestille staben er det er måske forklaringen på det rod. Kaptajn Grants børn får et par hundrede fanger at prale med"
   "Dem internerer vi i et par lader indtil videre, minus dem, der skal begrave de faldne, under vagt. Træn omfatter sikkert mad og sprut som de har røvet. De kan vi overlade til Valmieri-bataljonen, når den får snøvlet sig frem. Kommandanten er ikke ret ivrig efter at komme i kamp. Til gengæld er han efter sigende også en dårlig bogholder, når det gælder krigsbytte. vi må hellere gennemgå det, på hans vegne, inden han kommer."
   ***
   Under oprydningen afgik der også en deling til at forstærke Grants kompagnis feltvagt, i nogle sumpe, et stykke væk.
   Sidst på dagen kom deres bekendte Jens fra Nômme tilbage med det udskiftede vagthold og fortalte nærmere om, hvad den opgave gik ud på.
   "Tanken at vi sammen med Grants gutter opstiller spærringer for de røde enheder, der flygter mod syd. Det kræver altså en bedre logik end min, at forklare hvorfor vi skal forhindre dem i at skrubbe hjem, når det er det vi er her for, at få dem til."
   Han smed sin udrustning og støvler fra sig.
   "Lykkedes det så? Spurgte Freddy.
   "Opgaven er nærmest uløselig" mente en af hans folk. "Det er et sumpet og fugtigt område med masser af stier. Vi hørte kolonner larme af sted mod syd så de sikkert kan høres i Petrograd. Vi nænnede hverken at forhindre dem i at tage hjem, eller til at skyde på nogen vi ikke kunne se."
   "Grants Gutter har det på samme måde" sagde Jens og hentede lidt mad fra køkkenvognen, der altid havde fyret i gang og kaffe og mad. Han spiste sin mad og sagde advarende til Freddy og Tejn.
   "Hold jer fra Rugmelssuppen. Den gir' tyndskid"
   Han spiste hurtigt og trak et spil kort frem og så sig om. "Har pastoren lyst til at bladre i den lille salmebog?"
   Den nærmeste nikkede. Han et par andre sluttede sig til Jens. Den første havde studenterkorpsets uglemærke på uniformen. Han fortalte under spillet Tejn han læste teologi og havde en dybt rodfæstet tro med fra hjemmet, om medlidenhed og det gode, i de fleste mennesker.
   Han glemte alt om medlidenhed og godhed mens han langsomt og sikkert kørte alle modspillerene i sænk og indkasserede puljerne Så behøvede han ikke at lave kollekt efter de fåtallige bønner, han undertiden stod for, fortalte han.
   Kortspillet ebbede hurtigt ud og de fleste faldt i søvn efter dagens oplevelser og sov snart.
   Tejn lå stille i halmen, lyttede til åndedrættene omkring sig og de få lyde udenfor. Han faldt selv i søvn, kort efter.