Ved næste anløbsbro dukkede der ingen op og lyset begyndte at svigte. Prammen svingede kort efter ind mod et stort piletræ, der stod og dyppede grenene i vandet. Dæksdreng Laimis måtte først styrte under dæk og slå motoren om på bak. Kilmovsky holdt prammen på plads i strømmen til Laimis dukkede op igen og greb fat i en tyk gren og klatrede op med en abes behændighed. Lamis havde et tov med som han snurrede rundt om træstammen et stykke oppe. Så kurede han hurtigt ned med tovenden som blev surret til en pullert. Fortøjningen blev sluttet med et par små ankre, ude i floden, på den anden side. Laimis trak ind til de bed sig fast i bunden så prammen stille en halv snes meter fra bredden. Skipper Kilmovsky betragtede med tilfredshed det kraftige buskads, der skjulte dem og erklærede han gik til ro. Han gav Laimis et klap på skulderen, ønskede ham god nat og vendte sig mod prammens indre.
   Lamis grinede sorgløst og tog en gammel jagtbøsse ud et skab og kontrollerede den var ladt.
   "Hvorfor overnatter vi ikke ved bro?" spurgte Tejn.
   "Revolutionens mening om udligning tolkes på forskellige måder" sagde Kilmovsky sindigt henne fra trappen. "Når der ikke er andre end os til stede, er der heller ingen der hugger noget fra mig."
   "Den gamle skyder her garanterer vi har nattero" forsikrede Laimis med et grin og klappede kærligt haglgeværet.
   "Jeg vækker skipper når det begynder at blive morgen."
   Det forklarede prammens døgnrytme og hvorfor de ikke havde set Laimis i løbet af formiddagen, den foregående dag og at Kilmovsky gerne tog en lur i lænestolen mellem broerne, mens Lamis styrede. Skipperens kone Anna, var for længst gået til ro.
   "Er det sket at nogen har forsøgt at entre jer?" ville Tejn gerne vide.
   "Det rygtedes det var en dårlig ide, efter jeg havde skudt et par stykker" sagde Laimis med selvtillid.
   Tejn betragtede ham undrende. Knægten var vel sytten til atten år og betragtede allerede aflivning af andre mennesker som en naturlig del af tilværelsen. Revolution påvirkede åbenbart den normale opfattelse af alting.
   "Venligst husk jeg sover på taget af kahytten" sagde han og pegede "Den er for indelukket efter min smag."
   Laimis smilede og lovede Tejn at det skulle han nok huske. Han tilføjede at Tejn da var velkommen til at få en kop kaffe sammen med ham i løbet af natten.
   "Kom på venstre side og hold hænderne op, så jeg ved det er dig."
   "Det hedder bagbord din landkrabbe" mumlede den gamle sømand og takkede for tilbuddet.
   Tejn og Freddy gik kort efter til ro. Freddy holdt sig til kahytten mens Tejn indrettede sig med et par tæpper i fri luft. Han slappede af, studerede stjerner og skyer et øjeblik og sov snart tungt de uskyldiges søvn.
   Kraftige plask i vandet på den anden side af stævnen vækkede Tejn flere timer efter. Han var vågen på få sekunder, greb ud efter sin revolver, spændte hanen og rullede om på siden.
   Han lå helt stille og så i den retning. Plasket blev gentaget hvorefter der blev stille. Tejn skottede mod broen og så ingen bevægelse bag de snavsede ruder. Laimis var måske faldet i søvn, tænkte han.
   Han bevægede sig musestille og langsomt mod kanten af kahyttens tag og så ud med alle sanser spændt. Han hørte stille bevægelser og en tung ånden på den siden side af rælingen. Det lød som om der kun var en. Han gled stille ned og lå på dækket og dækkede den lave ræling med revolveren. Der skete stadig intet.
   Han kravlede lydløst over til rælingen, holdt sig under den og lyttede. Der var ingen tvivl om der stod mindst en og åndede tungt ude i vandet og ventede.
   Han trak vejret dybt et par gange og lyttede videre. Han fornemmede en bevægelse og hørte et snøft og et nyt plask på den anden side. Tejn trak vejret en sidste gang, rejste sig hurtigt, halvt op på knæ med armene strakt. Revolveren hævede han op i et to-håndsgreb og så om efter fredsforstyrreren. Han stivnede i forbløffelse.
   En stor brun bjørn klatrede op på bredden med en fisk i munden og så sig tilbage ved lyden af Tejn. Den blottede arrigt sine tænder, gik videre op på bredden og rejste sig på bagbenene. Den brummede dybt, advarende af Tejn og forsvandt ind i skoven.
   "Velbekomme til buffeten, kammerat" gispede Tejn med et smil og stak revolveren i lommen. Han besluttede sig til at undersøge om Laimis tilbud om kaffe stadig stod ved magt. Han huskede at gå på bagbords side og rakte hænderne op og gik kort efter op på broen.
   "Vækkede han dig?" spurgte Laimis med en grin. "De kan godt være lidt pirrelige på denne årstid. Jeg har lige sat frisk kaffe over. Hvis der er bjørne er der som regel ingen folk i skovene."
   "Kan det ske de også de klatrer over rælingen?" Tejn prøvede stadig at komme sig over den uventede morgengæst.
   "Den er for høj og det er de for tunge i røven til" sagde Laimis beroligende.
   "Gå du bare til køjs" tilbød Tejn efter han havde hentet kaffe.
   Laimis foretrak at slutte sin vagt med selskab i stedet, så de talte sammen de næste par timer. Laimis fortalte han flygtede sammen med andre, da hans landsby kom i klemme i kampe mellem røde og hvide sidste år. Tilfælde gjorde han mistede kontakten med sine forældre og de andre. Det bragte ham frem til Daugava og ombord på prammen, hvor han ikke behøvede at tage stilling til, om han var rød eller hvid. Tejn fornemmede, der var meget han ikke fortalte og fortalte til gengæld lidt anekdoter fra sine tredive år til søs.

Udenfor broen kunne de høre naturen kom til live. En klokkefrø kvækkede inde ved bredden, fik selskab af flere som fik konkurrence af et kor af fugle fra baggrunden.
   "Der er en Rørhøg" udbrød Laimis og pegede ud. De fulgte den stolte rovfugls flugt over vandet, og så den slå ned og forstyrre et par ænder. Ænderne slog ud med vingerne, skræppede op og faldt til ro igen.
   "Den var nok ude efter morgenmad." mente Tejn.
   "God ide! Vil du også have lidt at spise inden jeg vækker skipper og går til køjs? Der er stadig lidt tilbage af det brød Anna bagte i går."
   Tejn takkede og Laimis gik ned og lunede brød og et par pølser over kaffeblusset. Mens de spiste sig gennem det blev flodbredden optaget af et par Traner som rodede i mudderet. Havde det ikke været for haglgevær og pistolen i lommen kunne Tejn nemt have glemt hvorfor han befandt sig hvor han gjorde. Lyset var ved at nå fuld styrke, et par skyer gled langsomt over himlen. Solens første stråler fjernede den sidste morgendis over floden, der løb videre mod syd, så langt øjet rakte.
   Tejns lærer i skolen havde fortalt dem om hvordan vikingerne sejlede ned at de russiske floder til Miklagård. Han kunne levende sætte sig i deres sted, men for første gang, siden de tog af sted, savnede han sin kone, gård og sin udsigt over Noret. Han tænkte lidt over, hvad der havde fået ham til at forlade det. Eventyr havde han haft nok af, siden han blev tvunget til søs første gang.
   Det spørgsmål besvarede sig selv da døren til kahytten i forstavnen gik op og Freddy kom ud strakte sig og gned søvn af øjnene. Han var tvunget til søs samtidig med Tejn, og lige så modvilligt. Tejn ville aldrig glemme deres venskab startede for alvor med at Freddy, uden et sekunds betænkningstid sprang i iskoldt vand og hentede ham op mnens han var halvt bevidstløs efter at være slået overbord af en lossebom. Det havde han gengældt for længst og de følgende tredive år havde de brugt på at rode sig ind i, og ud af det ene, efter det andet mens deres venskab blev stærkere og stærkere.
   Han vinkede af Freddy, viste ham kaffekruset og gik ned i kabyssen, hvor han hentede et krus mere. Lyde inde fra kahytten ved siden af tydede på de nok snart fik selskab af Kilmovsky. Han behøvede ikke at skynde sig for Tejns skyld.
   En halv time efter stod de tre og nød morgenen og freden da tunge skridt på trappen fortalte at skipper Kilmovsky havde besluttet det på tide at komme videre. Bag ham vimsede hans kone ind i kabyssen hvor hun opholdt sig, for det meste. Kilmovsky nikkede i tavshed til de tre og tog en solid slurk kaffe. Hans ansigt fortrak sig i en grimasse men et solidt mål vodka gjorde kaffen mere drikkelig efter hans smag. Tejn og Freddy afslog. Lamis var allerede gået ned i maskinrummet for at få liv i glødehovedet. Mens de var alene havde han advaret dem at den første time helst skulle foregå i tavshed til skipper var sig selv igen. Det behøvede han ikke at uddybe nærmere.
   Da motorens tøf var stabile og skruernes omdrejninger kunne ses i vandet gik Tejn uden videre ud på dækket. Han entrede til tops i Piletræet ved hjælp af rebet, sikrede sig det havde frit løb og så sig om til begge sider.
   De var alene på floden så han kurede ned igen og så afventende på broen. Kilmovsky nikkede så Tejn frigjorde tovet fra prammen, trak det ind og gik over på den anden side. Han rystede hurtigt ankrene fri af bunden og bjærgede dem. Lamis stod med et grin og betragtede ham fra siden af styrehuset, vinkede og gik til køjs. Tejn gik tilbage til broen hvor kopperne atter var blevet fyldt inklusive lidt af skippers forbedring kunne han smage. Han nikkede til Kilmovsky og drak en slurk i tavshed.
   Kilmovsky brød først tavsheden da de var midt ude på floden og tøffede støt ned af den.
   "Vi har haft en god fart" sagde han. "Midt på dagen når vi Daugavapils og gør et kort ophold der. Senere bliver det Polotsk, hvor vi ikke behøver at holde vagt. Der overnatter vi og to dage efter når vi Wizbeck."
   Tejn og Freddy så tilfredse på hinanden.
   Hvor langt fortsætter i efter Wizbeck? spurgte Tejn efter en nødvendig oversættelse til Freddy.
   Kilmovsky trak på skulderen. "Det afhænger af forholdene. Fire til fem dage på den anden side måske, måske også kun to. I gamle dage kunne jeg sejle helt til Vitebsk eller Nelidovo af bifloder. Det kunne tage en måned men det tør jeg ikke mere. Måske tager vi snart til Polen. Min kone er polsk. Der er ikke længere plads her til folk som mig."
   Han sank hen i dystre tanker. Freddy trak Tejn udenfor og lod Kilmovsky få fred med sine tanker.
   "Det kan vi få til at passe nogenlunde sammen og være tilbage på fjorten dage sagde Freddy tilfreds. Lad os diskutere en passende bonus med skipper når vi har fundet ham Krogh og hørt hvad han har planlagt.
   Det var blevet den fjortende juni, så dagen efter ville deres venner fejre Valdemarsdag et sted bagude, og forhåbentlig vente på dem. Ved middagstid anløb de Daugavpis hvor Kilmovsky allerede havde sagt han foretrak at være så lidt som muligt, da byen lå i det revolutionære område, på den østlige side af floden. Alligevel lykkedes det ham i løbet af et par timer at komme af med høns og æg og tiltuske sig et større antal dunke med petroleum til motoren, ud over dem han havde i forvejen.
   Prammen tøffede videre og Tejn og Freddy betragtede det landskab, der gled forbi. Dybe skove blev afløst af åbent land, der var blevet tørret ud af sommerens sol. De enkelte huse og broer de så viste ingen tegn på liv.
   Døren til den anden kahyt gik op og nonnen kom ud. Hun nikkede alvorligt til dem da hun passerede og drejede rundt om overbygningen. Det lod til hun holdt skippers kone med selskab i kabyssen. Tejn og Freddy fortrak til deres vante plads i stævnen og så at næste bro kom til syne med et flag.
   Kilmovsky lagde til og lod Tejn klare fortøjningen. Den vante scene gentog sig. Også her blev nonnen konsulteret om et eller andet inden folkene forsvandt efter at have efterladt endnu et par høns, en halv gris og en kvart ko. Det så ud som om Kilmovsky betalte, for en gangs skyld.
   Ved næste bro på flødens østlige side stod der en gruppe bevæbnede mænd og ventede. De kom frejdigt ombord og en diskussion udspandt sig mellem skipper og den ene overvåget af Tejn, Freddy og Laimis, der sad hos dem.
   "Normalt tager vi haglgeværet frem til gæsterne har lagt deres skydere på broen" forklarede Laimis. "Dem vi kan se i hvert fald. Det er derfor skipper som regel er på broen mens vi fortøjer. Ham med den røde hue er skippers søn. Han ville prøve at være revolutionær og så fik jeg tjansen. Deres datter er gift og bor lige uden for Daugavapilz. Skipper prøver at få sin søn til at vende tilbage og tage med til Polen. Det ser heller ikke ud til at lykkedes denne gang."
   "Hvad sker der så med dig den dag det lykkedes " spurgte Tejn.
   "Det vil vise sig" mente Laimis fatalistisk. "Nu smutter de vidst."
   Gruppen fik suppleret deres ammunition fra et af skippers hemmelige rum.
   "Så længe han både kan hente ammunition, mad og information om de hvide på den anden side af floden skal de nok komme retur og fortsætte den diskussion" sagde Laimis gemytligt og rejste sig.
   "Jeg må hellere se ud som om jeg laver noget et øjeblik." Han kastede los mens gruppen forsvandt for enden af broen og begyndte at rydde op på dækket. I det samme kom nonnen tilbage med hænderne i ærmerne og nikkede til ham i forbifarten. Foran hendes kahyt nikkede hun også venligt til Freddy og Tejn og belavede sig på at gå ind.
   "Flygtede du fra et kloster i Verro, siden du var i normalt tøj i toget?" spurgte Tejn skødesløst.
   Nonnen så op med et frækt grin, der normalt ikke hørte sammen med en nonnedragt.
   "Overhovedet intet i den retning" forsikrede hun værdigt. "Jeg hentede medicin i Tartu til søster Annas lazaret i Kreuzburg. Uroen holdt mig tilbage i Verro et par dage. Jeg bringer noget af medicinen videre til klostre med lazaretter, vi har forbindelse med, længere nede."