Til manges irritation var opfattelsen af forfriskninger i Tartu begrænset til spiritus til officerer. Talerne afleverede et par langvarige taler til lige så meget irritation. Mens formanden for handelslauget og borgmesteren skændtes om, hvem der burde være den næste, blev talerstolen i hast sat bort til begge herrers ærgelse. Da bordet var tømt blev den del af styrken det ikke var lykkedes at stikke af beordret til antrædning. De marcherede til toget, sidst på eftermiddagen, ledsaget af klapsalver og samlede deres andre kolleger op undervejs. De der ønskede at få smagen af kaffe skyllet bort måtte for det meste konstatere deres kolleger kun var tørlagte udvendigt.
   Toget dampede videre til Werro efter alle var talt op. Da landets ubudne gæster efter oberstens forsikringer var blevet fordrevet totalt et par dage før, insisterede Freddy på, at de sagtens kunne hænge på indtil videre. Det fik han og Tejn lov til, på eget ansvar - af den praktiske årsag sidstnævnte og Ivar var slumret ind, lænet op af hinanden i toget. De havde skålet for kommende aktioner med guvernøren lidt flere gange end Freddy anså for strengt nødvendigt. De lænede sig op af hinanden og sov tungt mens Freddy og kammandoofficeren talte dæmpet sammen på den anden side, selvom de sagtens kunne have råbt..

Toget dampede videre og standsede først efter midnat med en hvinen og et ryk. Tejn var lige ved at trimle ned på gulvet da Ivars støtte forsvandt. Han så sig forvirret om. Alle var ved at gøre sig klar. De stod opmarcheret i midtergangen og holdt fast i deres våben. Tejn rev sin vadsæk ned og rodede i den og kastede et blik ud af vinduet. Det var blevet nat udenfor. I det svage månelys kunne han se at toget holdt stille midt i et åbent, kuperet terræn, der sluttede med bjerge langt ude. Månen hang over bjergene og gav dem et dystert og truende udseende. Enkelte træer og mindre bevoksninger trak skygger over landskabet så langt han kunne se. Der var ikke et menneske i syne nogen steder.
   En trillefløjte lød kort efter gennem natten. Toget satte sig langsomt i bevægelse igen. Adjudanten bevægede sig langsomt fra vindue til vindue. Han beordrede undervejs lyset slukket vinduerne åbnet og tobakken bort. Alle stak geværerne ud af vinduerne og var klar til kamp.
   "Ser man det!" sagde han muntert da han nåede frem til Tejn og Freddy. "Vores non-kombattanter er måske ikke helt fredelige alligevel. Vi er flere, der har gjort os nogle tanker, som vi holder for os selv."
   Tejn og Freddy smilede fjoget til hinanden da de opdagede de begge sad og viftede med hver sin pistol. Freddy havde den nye elegante mens Tejn holdt sig til den gamle Webley tromlerevolver.
   Adjudanten drejede bare om og kom kort efter tilbage.
   "Bare rolig de pacifistiske herrer eller hvad fanden i er. Vi stopper fem minutter før Werro om et øjeblik. Derfra sender vi spejdere frem til byen til opklaring. Indtil videre vil Røde Kors måske sørge for første fange."
   Han stak en snor i hånden på Tejn. Tejn kikkede ned for enden af snoren. Kompagnihunden Røv stod og ventede tålmodigt. De havde allerede stiftet bekendtskab med hinanden. Køteren var helt overbevist om at alle i dens omgivelser kun eksistrede til det formål at give den godbidder eller kæle med den. Den smagte også gerne på øl som den drak som en garvet soldat og sov og pruttede bagefter.
   "Hvad med at smide et par rekylgeværer op på lokomotivet inden vi kører?" foreslog Tejn og klappede hunden. Den smed sig omgående ned og drejede om på ryggen, for at blive kløet på maven.
   "Der har været skytter på toget siden Tartu. Du sov mens vi satte rekylgeværer på samtlige platforme." grinede adjudanten. Bare roligt. En del af Rekylkorpset nedstammer fra de tidligere Livjægere. Det her bliver femte gang korpset går til kamp siden de blev stiftet i 1801. Vi mener vi har lidt erfaring at trække på."
   Han betragtede undrene de afslappede, men kampklare, Røde Kors folk og nikkede for sig selv.
   "Inden der bliver ro bør du måske forberede et par passende forklaringer. Guvernørens historie spredte sig som løbeild gennem hele toget."
   "Jamen nu er jeg er faktisk landmand, og hjælper min svoger" forsikrede Tejn med eftertryk.
   I samme øjeblik satte toget sig i bevægelse. Det kørte kun ti minutter og stoppede. Uden for vinduet så de en halv snes mørke utydelige skygger passere i løb. Tejn fulgte med i det hele med anspændte sanser og ignorerede kompaniets mascot slikkede ham i hovedet.
   Efter at have holdt stille et kvarters tid trillede toget langsomt videre og ind på banegården i Werro.

Bag bygninger rundt omkring stod fortroppen med tændte lanterner og gjorde tegn til, der var klar bane, indtil videre. Den mørke station var et virvar af skiftespor, der fortabte sig i mørket i det fjerne. Ude på siden stod flere godsvogne. Stationsbygningen og de omliggende huse var helt mørklagt og stille. Stilheden blev brudt da lokomotivet lukkede damp ud. De hørte dørene åbnede sig fulgt af mange støvlers trampen. Det fik tændt lys i et vindue. Kort efter kom en mand ud i nattøj og jernbanekasket. Han stirrede forbløffet på sceneriet inden han blev gennet tilbage i huset. .
   Styrken foldede sig gruppevist og hurtigt ud, med minimal støj. De gennemgik de tomme vogne og terrænet grundigt . Længere nede i togstammen kunne man høre at et par protesterende heste blive ført ned fra deres vogn. Kort efter red chefen, ledsaget af et par husarer ind i byen Werro. Hvis der stadig var et par oprørere til overs glemte de alt om at lave oprør og holdt sig i ro sammen med Werros øvrige beboere, der også blev inden døre.
   Efter alt var kontrolleret i en times tid, uden episoder af nogen art, til manges skuffelse faldt der ro over byen igen. Et mindre antal vagter blev udstillet mens resten blev lagt i hvil i byens teatersal. Det nærmede sig morgen og spændingen over at nærme sig fronten og den russiske grænse gjorde alle snakkede mere end hvilede.

Tejn og Freddy havde rullet sig ind i deres tæpper og sov i en lille garderobe. De vågnede først midt på formiddagen, gik ud og fandt adjudanten og kommandoofficeren i samtale med et par estiske officerer. De gik på rundtur i byen for at se sig om og fandt til deres glæde også et åbent gæstgiveri der både havde kaffe og de lokale pandekager med fyld til morgenmad. Da de kom tilbage til teateret stod adjudanten og spejdede mod syd.
   "Richard mente gutterne havde godt af at strække benene og nærstudere en kampzone. Så ved de, hvad de kan vente sig de næste par dage" fortalte han. "De kommer nok tilbage om et par timer. De er gået på rundtur fem til seks kilometer i den retning, sagde han og pegede . Der kan i også få syn for sagen, hvis i har lyst." sagde han alvorligt.
   "Herfra bliver det nok fra knudepunkt til knudepunkt i jernbanenettet med oprydning i mellemrummene." mente den kombinerede kommando- og efterretningsofficer og sluttede sig til dem. "Så vidt jeg kan se på kortet ligger det næste på den anden side af grænsen i Estland. De revolutionære bringer tropper og forsyninger frem med pansertog så vidt vi ved. Hvis vi besætter banernes knudepunkter er de færdige med det pjat..Nord for os ligger der en enhed fra Skandinaviska Kåren under Lundberg. Puskar der holdt tale i Tartu ryddede op mod syd, for en uge siden med 2. division. Modparten forstod vidst ikke rigtigt meningen, så vi kommer til at tage os af dem, hans folk overså. Undervejs skal vi arbejder os frem til vi får forbindelse Kaptajn Grants Estiske frikorps af landeværnet. De hænger nord for kroen i Sirul, så vidt vi ved."
   "Det er vel ikke det værste sted at hænge fast" mente Tejn optimistisk. "Er der ikke også nogen der heddder Jernbrigaden et eller andet sted?. Det har jeg da hørt."
   "Vi får se" mente adjudanten. "Først og fremmest skal vi sikre banerdriften. Det afskærer forsyningslinjerne. Uden krudt og mad kan de revolutionære godt traske hjem igen."

Et par timer efter marcherede korpset tilbage efter at have været gennem deres første kampzone. Folkenes stilhed og eftertænksomhed var til at tage og føle på. Tejn og Freddy tog deres kikkerter og fandt, efter Ivars anvisning, en bakke et par kilometer væk fra Werro hvor de havde et fint overblik. Fra toppen af bakken kunne de tydeligt se en del forladte kampstillinger og flere udbrændte bygninger, der stadig røg. Selv på afstand lugtede der brændt. I et hjørne af slagmarken kunne de se en række friske gravsteder. Der var ikke et øje i sigte nogen steder.Selv fuglene holdt sig fra området. Stemning og lugt var deprimerende. De så på hinanden og blev enige om de havde set nok indtil videre og gik tilbage med raske skridt.
   "Lugten og slutresultatet ændrer sig aldrig" mente Tejn. "Nu må vi høre hvad gutternes samvittighed siger til at producere det de lige har set."
   "De har set hvordan Valby kan kome til at se ud, hvis samme indstilling breder sig til os. Husk her er både en hvid og rød mening om tingene, der ikke særligt enige. Jeg fortalte dig vist at nogle syndikalister, med sympati for den røde politik protesterede mod at korpset tog afsted. Der var både slagsmål et par gange og strejke i havnen før afsejlingen."
   "Og vi sikrer bare flertallet bliver hørt, som han sagde i toget." sagde Tejn optimistisk.
   "Nogen blir vel nødt til at prøve" mente Freddy. "Området her liger bag Brest/Litovsk linjen og var besat af tyske tropper til kejseren blev fyret. Nu ændrer russerne flertallet lidt ved at ved at sende bevæbnede hjælpere, ligesom tyskerne gjorde i Holsten for femoghalvtres år siden." sagde Freddy med et smil. "Lad os høre hvad gutterne siger, nu de har syn for sagen."
   Alle havde fordøjet deres indtryk da de kom tilbage til teateret. Der var bunker af gætterier og en vis utilfredshed med, de ikke straks kom til fronten. Den var kun var få kilometer væk så de kunne ofte høre skydning i det fjerne. Freddy og Tejn fik besked om at indlogere sig på et gæstgiveri, indtil videre..

***
   Under deres rundture konstaterede Freddy også at byens telegraf undertiden virkede. Det gjorde den, den dag så Freddy sendte, som aftalt, et telegram på få ord til Røde Kors om deres opholdssted.
   Da han modtog Røde Kors kontorets bekræftelse havde han ingen anelse om et cykelbud, samtidig asede af sted til en adresse i den indre by.
   Telegrammet blev overladt til en mand, der efter et enkelt blik bar det over i bagbygningen. Der sad der, så vidt han vidste, sad en pensioneret forbindelsesofficer og løste et par praktiske opgaver, ingen andre gad lave alligevel.
   Bemeldte herre læste kort efter telegrammet med tilfredshed. Han betragtede derefter et oversigtskort og trak nogle linjer med en blyant og rynkede bryn. En mindre justering var stadig nødvendig.
   Tre telegrammer gik kort efter afsted. Det ene vendte i Berlin og blev sendt videre. Det andet gik til Tallin.
   De telegrammer fik to dage efter den tyske Jerndivision til at sende patruljer i en anden retning end end kommandanten kunne se nogen logik i. Estlands generalstab i Tallin erfarede til deres undren, at man i København havde hørt fra en russisk flygtning, hvordan han var kommet ud som blind passager blandt nogle forsyninger til oprørerne. især blev det noteret hvor de forsyninger blev fordelt fra. Staben justerede deres planlægning i overensstemmelse med det og bemærkede at når det danske frikorps havde løst sin første opgave indenfor næste uges tid kunne de passende fortsætte et halvt hundrede kilometer for at undersøge de rygter, der kom fra deres egne folk.
   Det tredje telegram adviserede en ungarsk journalist og Røde Kors mand, troede mange, I Kiev, om at et par af hans kolleger fra Røde Kors snart ville ankomme for at hjælpe ham. Journalisten mente bestemt ikke at Jernbrigaden havde brug for mere hjælp fra Røde Kors. Han pakkede og undersøgte togforbindelserne alligevel, på grund af en bestemt kombination af forbogstaver i ordene.