"Stædige stodder" tænkte Tejn. "Hvordan har han nået både at spore os, fundet nye hjælpere og sneget sig ind i Riga."
   Antallet af de sympatisører med revolutionen, der gemte sig overalt, gjorde sådan set det spørgsmål overflødigt. Kennikin havde et par gange fortalt at begge sider brugte bunker af tid på at få telegraf og jernbane til, at fungere, og brugte dem flittigt mens de saboterede dem på, den anden side.
   Tejn tog omhyggeligt sigte på Nigursikj, og skød uden varsel.
   Nigurskijs sidemand slog armene op og faldt om uden en lyd. Det fik resten til at kaste sig i dækning. Tejn fortsatte med to hurtige skud mod skyggerne og hørte endnu et vræl derovre.
   Alle skød tilbage så Tejn måtte dukke ned og flygte tilbage. Han dækkede sig bag de både og skure, der lå på kajen. Mændenes spredte skud kom nærmere til han fandt dækning bag en solid båd. Han skottede rundt og så Kennikin stå skjult bag en anden båd. Han havde Magnus' gevær i hånden og en haglbøsse hængende over skulderen.
   Kennikin vinkede Tejn videre tilbage.
   Det lod Tejn sig ikke sige to gange. Han affyrede to skud midt i det sted hvor skyggerne stadig lå i dækning og løb i en bue bag om Kennikin. Kennikin skød efter mundingsglimtene flere gange inden Tejn sluttede sig til ham. Lyden af skud fra et kraftigt gevær fik dem i skyggerne til at blive der.
   "Der er brød og vand i din køjesæk" sagde Kennikin og sparkede til køjesækken, der lå ved hans fødder. Samtidig smøgede han haglgeværet af og rakte det til Tejn med en håndfuld ammunition.
   "Godt du huskede det" gispede Tejn. Han rev sækken op og stak hånden ned. "Magnus gav mig en hilsen til fjolset, hvis han dukkede op igen."
   Hans hånd kom op med et rør med en håndgranat. Han afgjorde med beklagelse at Nigurskij og hans hjælpere lå for spredt og for langt væk. Han den stak den i lommen og slængte sækken over skulderen.
   Så løb de mod den sti Freddy og Mariana havde fulgt. Ved hushjørnet stoppe de og affyrede begge deres geværer mod de mørke skygger. Det blev belønnet med endnu et hyl fra mørket efterfulgt af et par skud. Tejn mærkede varmen fra en kugle, der susede forbi ham i mørket.
   De bukkede sig ned og løb videre frem i dækning af en rodet oplagsplads. Freddy sad og ventede ved hjørnet af et skur, længere fremme, for enden af pladsen. Han spejdede ned langs en vej, der løb langs enden af oplagspladsen. På den anden side hørte de Nigurskijs skingre stemme råbe op. I ryggen havde de et stort havnebassin men der var mindst tre hundrede meter over til det bassin hvor de de havde fundet en båd.
   Freddy skød mod en skygge, der løb over vejen for enden af vejen. Den anden skød tilbage og Nigurskij skreg op igen ude fra mørket. Hans ord gik tabt da Tejn og Kennikin skød, ud i mørket samtidig.
   Freddy vinkede dem videre og lovede han blev der et øjeblik.
   Kennikin løb straks i forvejen og Tejn fulgte efter. Hans løb blev hæmmet en smule af køjesækken, som han overvejede at smide.
   Kort efter nåede han Kennikin. Han havde fundet Mariana bag et hushjørne, hvor hun sad på Freddys køjesæk og så bange ud.
   Bag dem lød en eksplosion. Freddy have brugt sin håndgranat. Tejn spejdede ned af vejen til Freddy sluttede sig til dem.
   "Så er der ikke langt igen" gispede Freddy og tog Mariana i armen.
   Han trak hende videre i løb mens Kennikin og Tejn vendte sig og spejdede ud i mørket, inden de fulgte efter. Der var ingen at så de nikkede til hinanden og fulgte Freddy. Efter få skridt lød et skud bag dem, Tejn mærkede et ryk i køjesækken og en svien af et strejfskud over skulderen.
   Han snurrede om og affyrede begge haglgeværets løb ud i mørket, men kunne intet se.
   "Videre" råbte Kenneikin. "Jeg dækker dig."
   Tejn løb videre ned af vejen og ignorerede det sved i skulderen. Han nåede enden af havnebassinet. Den båd de havde valgt lå for enden af en mole på den anden side. Der var gode muligheder for skjul, inden de nåede hen til molen, men så kneb det. Foran ham kom der skud fra Freddy. Nogle af forfølgerne var kommet foran dem, ovre fra bagvejen. Tejn nåede frem til Mariana og Freddy. På venstre side glimtede vandet i det rigtige bassin, men det skulle de skulle hen til enden af først og ud af molen. Tejn så bagud.
   Bag dem affyrede Kennikin et skud langs den vej de kom fra. Det blev besvaret af skud ude fra mørket og Kennikin skød tilbage. Et vræl trængte tydeligt gennem natten. I samme øjeblik blev månen dækket af en stor sky og det blev bælgmørkt.
   Usikre skridt lød gennem mørket. Kennekin dukkede endelig op.
   "Den sidste fik mig i skuderen" sagde han roligt. Han holdt en klud mod den sårede skulder hvor blodet stadig løb ud.
   "Så må du skyde med haglbøsse med venstre hånd." sagde Tejn roligt "Giv mig geværet i stedet. Bøssen er ladt."
   Der var helt stille bag dem.
   "Vi skal bare hen for enden af dette bassin og ud af molen" sagde han roligt og spekulerede på, om de nåede så langt.
   Den eneste fordel de kunne benytte sig af var at modparterne ikke anede hvor de var på vej hen. Måske ville de løbe for langt. Han vinkede de tre forud og spejdede både ned af vejen bag dem og ned af sidevejen. Der var ingen i sigte. Efter et øjeblik fulgte han de andre. Det virvar af rod og fiskerhytter, mellem dem og deres forfølgere blev erstattet af større lagerbygninger. Der var stilhed på alle sider. Selv Nigurskij var holdt op med at råbe.
   Skyen forsvandt fra månen og de fik bedre udsyn. En mand skilte sig ud fra skyggen af en hytte og pilede mod dækning. Tejn og Freddy skød samtidig, men manden pilede videre.
   "Gad vidst om Nigurskij husker, det er nemmest at afhøre folk, der er i live?" kom det tørt fra Kennikin. "Det lader han til at have glemt.".
   "Du må hellere tænke over hvordan vi kommer ud ad molen, uden at blive set i månelys" vrissede Tejn. Såret på ryggen sved. "Så må din ven sgu løse sine egne problemer."
   "Det er nemt nok" kom det fra Freddy. "Det kan vi nemlig ikke. Lad os gemme os et øjeblik bag den åbne port. Den larm vi laver må snart tiltrække nogle mennesker."
   De smuttede ind gennem porten og fandt nogle kasser de gemte sig bag.
   "Det var ikke ret smart. Vi var lige i hælene på jer" kom det hoverende, ude fra, et minut efter.
   Kennikin gentog spørgsmål om hvordan Nigurskij ville afhøre nogen han havde skudt.
   "Hvad får dig til at tro, jeg vi fange jer i live?" Nigurskijs stemme dryppede af had og edder.
   "Der findes ikke flere vidner end os." mindede Kennikin ham om. "Michael og jeg var de eneste af holdet fra Perm, der var tilbage. Resten faldt i kamp et par uger efter. Hende der trænede og sminkede dubleanterne er allerede på vej til Tyskland."
   Der var stilhed et øjeblik.
   "I bliver nødt til at komme ind og hente os" råbte Tejn. "Vi kan sagtens blive her til i morgen."


Månen lyste ind gennem porten. Ikke en lyd lød på nogen af siderne. En tid hørtes kun mågeskrig, gennem stilheden. De varslede det var ved at blive morgen og det begyndte så småt at lysne så de så, morgendis glide forbi, oppe på himlen.
   Stilheden begyndte langsomt at gå dem på nerverne. Alle fire lå godt skjult bag kasser inde i lagerrummet.
   "Er der slet ingen der undrer sig over al den larm vi har lavet" spurgte Freddy dæmpet, på et tidspunkt.
   "Det er de nok vant til" kom det fra Kennikin. "Som bekendt er der revolution og strejfpatruljer fra begge sider støder sammen om natten. Stedet her ligger i udkanten af Riga."
   Ventetiden fortsatte mens de hørte på mågerne.
   Der blev pludseligt kastet en brændende fakkel ind gennem porten. Den blev efterfulgt af et par mere. De nåede længere og længere ind på lageret. Det spredte rod begyndte snart at brændte lystigt og røgen blev hurtigt tyk og uigennemsigtig.
   Fem mand, talte Tejn, styrtede ind gennem døren og skød i alle retninger. De gik dækning i mørke, på begge sider af porten og fortsatte med at skyde mod bagenden af rummet.
   Tre mundingsflammer var samlet i en klump på højre side af porten. Tejn rev tænd snoren ud af sidste håndgranat, kastede den og holdt sig klar.
   Granaten eksploderede midt i en af faklerne. Den spredte flammer og sprængstykker i alle retninger. Tejn mærkede han blev ramt af et par sprængstykker, ignorerede smerterne og løb frem mod de to sidste mænd. Freddy var lige i hælene på ham.
   De skød mod dem, der gemte sig bag et par stolper. De var desorinterede af eksplosion og røg. Den ene der lå ned og affyre et skud mod Freddy. Freddy tumlede tilbage, skød i det samme og ramte manden mens Tejn tog sig af den sidste. Han så mod Kennikin der besværligt kom frem gennem røgen og gik derhen, hvor Nigurskij burde ligge.
   Mirakuløst nok havde Nigurskij overlevet, men var alvorligt såret. Han løftede den ene hånd og forsøgte at sige noget. Det blev ikke til noget men blod sivede både ud af flere sår hans mundvig.
   Kennikin stod og pegede på ham med sit rystende haglgevær. Tejn betragtede dem og skottede bagud. Freddy var ved at forbinde et sår i benet med et tørklæde.
   "Kan du høre mig" kom det fra Kennikin."Var det dig, der skød min lillebror?"
   Nigurskij nikkede bare svagt.
   "Det var bare det jeg ville vide." Kennikin vendte sig mod Tejn. "Hvor ligger den båd? En kugle rikocherede og ramte Mariana."

Mariana var ved bevidsthed. Såret var ikke slemt. De forbandt det interimistisk og Tejn tog hende op og bar hende. Kennikin og Freddy støttede hinanden og humpede efter ham. De gik så hurtigt, de kunne ud af det brændende pakhus og tog retning mod kajen med den rigtige båd.
   Der var stadig ikke et øje i syne nogen steder.
   De nåede kun et par meter væk fra porten da der lød et skud bag dem.
   Kennikin trimlede om. Freddy snurrede rundt, faldt ned på knæ og affyrede begge haglgeværets løb mod porten.
   Trods hans sår var det lykkedes Nigurskij at kravle hen til porten. Hans hoved blev opløst i en blodsky.
   "Lad mig ligge" kom det svagt fra Kennikin. Freddy ignorerede ham og prøvede at hive ham op. Det var for meget med et såret ben.
   Mariana påstod hun selv kunne gå. Hun og Freddy støttede hinanden. Tejn hev Kennikin over skulderen i et brandmandstag og prøvede at ignorere sine egne smerter.
   De nåede frem til Ketchen, vaklede ombord, kastede los og stagede den ud af havnen med lange stænger der lå på molen. Da de kom fri af molen hejste Tejn og Freddy sejlene, så hurtigt som deres sår tillod. Så tog de sig tid til at lægge ordentlige forbindinger på hinanden. Tejns og Freddys sidste skjorter blev revet i strimler.
   De sejlede ud mod åbent vand og så Riga forsvinde i baggrunden i sammenbidt tavshed. Kennikin lå bevidstløs i en køje under dæk mens Mariana stadig sad indpakket i et tæppe, støttet op mod Ketchens lille overbygning.