De tætpakkede rækker bevægede sig i sammenbidt stilhed over broen. En let regn gjorde et forsøg på at skylle lugten af krudtrøg og død væk fra området. Mændenes stilhed skyltes at Ingen vidste, hvad der ventede på den anden side af Odze floden. Ingen havde overblik over hvor mange oprørere, der nåede at stikke af.
   Ingen havde anelse om hvilke styrker, der lå i området bag broen, men vidste at vejen gik videre herfra til en jernbane, der hurtigt kunne bringe flere styrker frem. Det danske korps vidste at når de havde været i reserve var det deres tur næste. De betragtede de ubehagelige spor efter kampen, gjorde ophold og mændene hjalp hinanden med oprydning og begravelser. Der udviklede sig til et andet og bedre sammenhold blandt folkene i begge enheder.
   Efter tidlig skafning om morgenen marcherede de hurtigt videre mod Kreuzburg efter dem, der var stukket af, uanset hvem de ventede sammen med der.
   Efter tre timers udmattende ilmarch i tavshed og sommervarme, nåede enhederne op på sidste bakke før Kreuzburg , gjorde holdt og tog et overblik. Delingerne belv opstillet skulder ved skulder så alle kunne få et overblik over den stille by. Kompagnihunden stod forrest og blev holdt i snor og logrede forventningsfuldt og trippede. Et par af de nærmeste smilede af den, trodsede trætheden ovenpå den hurtige fremrykning og begyndte at nynne korpsets slagsang. Flere faldt i, enkelte steder hørtes omkvædet til 'Grisen faldt og brak sit lår'. Den havde holdt humøret ved lige siden de gik i land. Melodien satte som regel også esterne i godt humør og fik dem til at nynne med, selvom de ikke forstod teksten.
   Der var stilhed og ingen tegn på liv blandt Kreuzburgs ruiner. Der blev kommanderet fremad og første kolonne satte sig i bevægelse ned af bakkens stejle vej. Vejen bestod af et opkørt morads med runde brosten imellem. Normal et-march var helt umulig så rækkerne blev spredt på begge sider af vejen. De sidste måtte hjælpe med at holde igen på trainets vogne hvor hestene vaklede gennem de runde brosten og undertiden snublede. Hestene var lige så udmattede som mændene. Mange af vognene blev kørt af lettisk og russiske frivillige, som til alt held ikke forstod det, de blev skældt ud for under nedturen. Nedturen fortsatte i tavshed mens de første kolonner spredte sig i byens udkant. Som sædvanlig var der ingen mangel på frivillige til at støtte kokkens vogne med forråd eller til gullaschkanonerne. Uanset de ironiske eller muntre betegnelser om det, der kom ud af kanonerne var kokken og hans folk korpsets mest populære medlemmer i konkurrence med ham, der udbetalte den sparsomme løn. Det var heller ikke undgået nogens opmærksomhed at deres estiske kolleger meget gerne spiste sammen med dem, når de havde mulighed for det. De vogne, der var fremskaffet efter behov undervejs var også så overlæssede at de mænd der holdt igen i reb under nedfarten ofte gled på det glatte græs eller opkørte underlag. Ingen brød sig rigtigt om tanken om at undvære hverken mad eller ammunition.

Kolonnerne stod i tavshed foran de første huse i Kreuzburg og betragtede dem. Flere skorstene havde overlevet bombardementer og ild. De stod stadig i trods mod himlen som monumenter for tåbeligheder. Skorstenene stod fast mellem de sodsværtede ruiner af resterne af husene. Tre mand brød pludseligt ud fra kolonnen og satte i løb mod venstre. Jens styrtede efter og skulle til at råbe efter dem men stoppede og gik tilbage med et smil. Mændene kom efter kort tid tilbage og medførte et par modvillige køer som de trak bagud til kokken hvor der kort efter lød to skud.
   "Så får vi nok gæster til middag igen" mente Jens roligt. Han begyndte at fordele folkene i patruljer til opklaring og vagter og gav resten et hvil. Tejn og Freddy var som sædvanligt kommet lidt for langt frem og gik frivilligt tilbage til træn vognene inden de fik besked på det. Begge havde givet en hånd med ved vognenes nedfart af bakken og deres tøj bar tydelige spor af mudder. Det tog de med en tur i soveposerne et øjeblik mens de dæmpet vendte dagens hændelser.
   Flygtninge, de havde mødt undervejs havde spredt rygter om at oprørene i Kreuzburg troede fortroppen bestod af en engelsk panserdivision med kampvogne. Alle vidste der også var et engelsk frikorps et sted i nærheden af Archangelsk med enkelte kampvogne. Løse rygter og en solid respekt for kampvogne havde måske enten fået oprørerne til at sende tog fra Kreuzburg til Daugavapils, på den anden side af grænsen. Om togene hentede flere eller blev brugt til tilbagetrækning var usikkert. Rygter kunne enten være venner eller fjender blev de hurtigt enige om.
   "Det her er sgu da ikke til at holde ud" gryntede Tejn og kravlede ud af soveposen. "Mon ikke jeg er tilstrækkeligt tør efterhånden?"
   Freddy mente også han havde hvilet tilstrækkeligt for denne gang og sluttede sig til ham, . Der kom lidt tør og varm vind fra syd som nok klarede det sidste. I løbet af dagen var temperaturen steget til omkring tredive grader. Den hurtige march havde tæret på alle ressourcer. Rundt omkring lå der stadig flere og hvilede og forberedte sig.
   De så sig nysgerrigt omkring. Mellem Kreuzburgs ruiner hjalp de estiske dragoner med til afsøgning. De kikke alt overfladisk alt igennem mens deres egne mænd kom bagefter og r gik alle ruiner og kældre mere grundigt igennem. På den anden side af Daugava floden kunne de se lige så mange ruiner i Kreuzburgs tvillingby, Jakobstadt. Den havde med god grund fået tilnavnet Ny Jerusalem, men måtte vente til senere.
   Der begyndte at dukke enkelte mennesker op mellem ruinerne. Af en eller anden grund var ikke alle flygtet men havde trodset kampe og bombardementer. De gemte sig for det meste i kældre fandt de senere ud af.
   De så at de estiske kavalerister forsvandt mellem mindre beskadigede huse længere væk med deres egne folk i hælene på dem. Tejn og Freddy gik nærmere for at se sig om. I de tomme skaller af huse så man stadig, støvede møbler ligge, hulter til bulter mellem brokker fra tage og mure. Stilheden blev kun brudt af enkelte råb mellem folkene, under den sidste afsøgning.
   "Klar bane!" lød kom det højt fra fire mand, som kom ud af en ruinhob foran jernbanestationen.
   "Samme her" lød det fra næste hus, hvor fire andre kom ud.
   "Pas på gammelfars stok. Han har stadig lidt kamplyst."
   Grupperne forsvandt i løb efter de andre. Indtil videre havde der ikke lydt et eneste skud.
   En ældre, gigtbøjet mand, støttet til en stok, og omgivet af en flok børn kom ud af huset. Stationsbygningen lignede resten af byen. Jernbanesporene bag den hang sammen med tydelige tegn på reparation.
   Ved synet at Tejn og Freddy trak børnene sig tilbage i skjul. Den gamle rettede sig op, efter bedste evne, klappede hælene sammen og gjorde stram honnør.
   "Sehr glücklich die engländern sind angekommen. Hertzlich wilkommen. Melde gehorsahmst, Früher kaporel Janosch Jermack im dritten regiment"
   "Spasiba. Russere har du måske set nok til, indtil viderel?" spurgte Tejn og gengældte den gamles honnør. Sår begyndte han skånsomt at rette på den gamles forventning til nationaliteter.
   Danskere kunne også bruges lod det til. Estere var under overvejelse med et par skæve sideblikke til Johnsons ryttere, der netop vendte tilbage. De begyndte, til gubbens misbilligelse at hejse det estisk flag i den flagstang, der stod foran stationen endnu. .
   Gubben knaldede træskoene sammen igen med ny honnør og et tandløst smil, der gik fra dørkarm til dørkarm. "Wilkommen jedenfalls"
   Manden fortsatte, uden betænkning, med at tilbyde at hjælp med alt hvad han kunne. Tejn foreslog ham, han kom med tilbage, inden han ombestemte sig. Så kunne nogen måske hale lidt nyttig information ud af koporal Janosch Jermack. Resten af byen løb nok ingen steder så længe.
   De stoppede og lyttede til lyden af et rekylgevær, på den anden side af byen. Enkelte geværer faldt i og kort efter blev der stille igen.
   De overlod Janosch til tolk og kommandoofficer kort efter. Efter et enkelt blik på de tynde og lasede børn foreslog kommandoofficeren at Tejn og Freddy trak flokken hen til kokken og spurgte om han havde lidt til overs.
   Kokken havde haft brød i ovnen siden de gjorde holdt på toppen af bakken. Han bagte stadig på flere. Da duften af det friske brød og gullasch fra kedlen ved siden af ovnen nåede børnene, var der ikke den ringeste tvivl om at kommandoofficerens forslag var godt.
   Tejn hjalp kokkens folk med at skære brød og hælde Gullasch i ungerne. Det forsvandt med betænkelig fart.
   Flere voksne med børn begyndte så småt at vise sig rundt omkring. De måtte afvises inden rygtet bredte sig så meget at man fik hele byen til frokost. Efter en time dukkede Jens op sammen med Janosch, der skulle hente sine unger. Janosch fik også lidt at spise og delte så meget ud til børnene at kokken på et tidspunkt gik i fast rutefart mellem ham og sine gryder.
   "Dem der ikke var plads til på sidste tog trasker hjem med tre timers forspring." fortalte Jens, der også spiste. "Vi lader dem bare traske videre i fred. Et eller andet geni efterlod bagsikring med en enkelt asiat bag et maskingevær. Det tog fjolset ret alvorligt i stedet for at stikke af. Vi nænnede ikke at skyde ham. Han kunne alligevel ikke finde ud af at ramme."
   "Hvorfor gik det så hårdt ud over byerne her?" spurgte Freddy.
   "Skaderne er fra 1917, sagde Jannosch." Jens havde munden fuld og tyggede af. "Før krigen med Tyskland havde byen ti tusind indbyggere. Russerne havde stillinger både her og ovre i Jakobstadt, på den anden side af floden, under tilbagetoget i 1917. De fleste af skyttegravene er fra dengang. Da russere og tyskere var færdige med at bombardere og slås med hinanden var der kun et par hundrede indbyggere tilbage i hver by. Nogle vendte tilbage og stak af igen. På grund af jernbanen holdt de revolutionære en garnison på tusind mand her. Vi gætter på at russerne i kun har haft et eller andet sted mellem femten- og tyvetusinde mand udsendt til Estland og Letland til at forstærke de lokale bolsjevikker. De fleste kom her igennem. Vi har nok haft tusind mand løbende foran os siden Werro. De kom igennem byen og trak sig tilbage. Siden Werro har vi tilbagelagt to hundrede kilometer på seks dage. Det gik så stærkt de aldrig så sig bagud og fandt ud af hvor få vi var. Rygtet om kampvogne startede med Svenska Kårens panserbiler og den måde de brugte dem på, og spredte sig derfra."
   "Hvordan fanden har de, der blev tilbage, klaret sig¤? spurgte Tejn
   "Skjulte lagre og sortbørs lader det til. Kreuzburg og Jakobstadt var hovedsagligt jødiske byer med tradition for handel før krigen. Had og forfølgelse af jøder er nærmest en forpligtigelse her. De er vant til turen."
   Han rejste sig og begyndte at gå, tog sig i det og vendte tilbage.
   "I skal lige rundt om lægen hurtigst muligt og vaccineres mod kopper, mener jeg det var. Vi efterlod et par sårede og en der var dårlig hos Valmeri bataljonen i Schwnenburg. De har lige sendt en kurer med frisk vaccine."
   "Jeg håber ikke det var en vi kendte." mumlede Freddy en smule utilpas ved tanken om kopper.
   "Det var jeres ven Guvernøren." sagde Jens beklagende.