"På en uges tid udviklede rygterne sig til at hele flokken var dubleanter," fortsatte Kennikin."Dem der havde gennemført det blev almindeligt beundret. Dem det gik ud over blev mere og mere paranoide, og klar til at tro hvad som helst. De gik til yderligheder for at skjule det. I kender jo resultatet. Sandheden lå, som sædvanligt i midten. Den vil de gerne begrave sammen med os, og fortsætte med rygter."
   "De kan jo bruges til hvad som helst, med tid og fingerfærdighed" indskød Michael.
   "Den har de masser af" bekræftede Magnus. "Så længe de styrer og sorterer informationerne, er det kun jer, der hænger på den. Så længe vi er sammen omfatter det også os - ikke at forglemme. Mine kolleger og jeg vil kort overeje hvordan vi kommer videre herfra."
   Han trak Freddy og Tejn med et stykke væk.
   "Dem, der får andres hundekunster til at hænge sammen, kommer altså slemt i klemme når det går galt." sagde Freddy højt og irriteret. "Hvad fanden stiller vi op med den flok og os selv? Skal vi efterlade dem eller tage dem med og lade dem snakke videre som de har lyst til?."
   "Smid hellere de romantiske ideer overbord sømand." sagde Magnus med et smil "De gik af mode i sidste århundrede engang."
   "Det ved jeg godt!" sagde Freddy medgørligt. "De, der sendte os afsted og frem til dig, havde vidst en helt anden forventning til den person, der skulle hentes."
   "Det er sgu deres problem" sagde Tejn grinende. "Husk du selv har fortalt muslimske kvinders slør først ryger efter bryllup og brudepris. Vi havde meget sjov ud af at gætte på hvorfor slørene bliver sat på igen."
   "De får også lov til at prøve fire gange for fanden. Vi får kun et forsøg" mumlede Freddy. Han stak hænderne i lommen og sparkede til en grankogle, der ikke havde gjort ham det fjerneste. Han rettede sig op, og så ud over busken og tog afsked med sine sidste forestillinger om opgaven.
   De gik rundt sammen et stykke fra hytterne og diskuterede om det hele havde udviklet sig til noget de ikke helt kunne overskue. De vendte og drejede de forskellige muligheder og ulemper ved dem. Den sårede Michael kunne kroværten i Bori måske tage sig af, til han var rask nok til selv at tage videre. Kroværten og hans søn kom også med i ligningen. Det kunne i allerhøjeste grad blive en ulempe for dem. hvis nogen af dem i hytterne blev fanget igen for tæt på Bori. En af dem kunne blive 'overtalt' til at røbe, hvem der havde hjulpet dem. De diskuterede længe frem og tilbage
   "Vi kan med sindsro anse opgaven for løst." mente Magnus da Freddy havde sundet sig et øjeblik. "I stedet for en person kommer vi bare med tre. De støtter hinanden med samme historie, uanset om den kan bruges til noget eller ej."
   "Der er såmænd rigeligt med tvivl om den officielle udlægning i forvejen" mente Freddy. "Lad os bare bidrage lidt til den, hvis nogen altså gider høre på dem."
   "Jeg trænger til at få sovet ud" meddelte Tejn og så på de andre. "Lad os bare komme afsted i morgen, og overlade hele det Circus til andre. Så må de finde ud af, hvad de vil bruge dem til."
   "Så er det også blevet den toogtyvende." sagde Freddy og konsulterede sin lommealmanak.
   Kilmovsky lovede han ville sejle nordpå, og tilbage mod vores folk igen den fireogtyvende. Det kan vi godt nå."
   De gik tilbage til hytten og meddelte Claudia, Mariana og Kennikin de indtil videre tog dem med til Vitebsk og at de alle skulle se at få sovet ud. Da de to damer foretrak at gå tidligt til ro foreslog Tejn, efter de var gået at de brugte resten af platfodsvagten til at formindskede bagagen.
   "Der er en flaske vodka igen." oplyste han da de stirrede undrende på ham.
   Hurtigt sad de med hvert sit glas.
   "Hvor mange vagter er der sømænd? spurgte Magnus og skålede
   "Seks af fire timer" svarede Freddy. "De næste er hunde- og morgenvagter. Dem må vi deles om".
   De udvekslede en række historier om muntre gener i soldaters og i hemmelige og almindelige politifolks muntre oplevelser, mens de ryddede op i andres roderi. Det viste sig at Leonid Kennikin havde været politimand i Sankt Petersborg indtil han sluttede sig til Lenin. Magnus havde en onkel, der var politimester i Tyskland et sted og havde hørt flere sjove ting fra ham. Fælles for det dem alle var at den måde ordrer blev afgivet, forstået og udført på skabte morsomme misforståelser overalt.
   De slappede af og morede sig glimrende og glemte for et øjeblik alt om revolutioner. De enedes om at det var nemmere at få tilgivelse end tilladelse og i at give pokker i vagter den nat.

Meget senere blev Tejn vækket af fuglenes normale morgenhilsen til solen. Han følte sig igen udhvilet men vendte sig alligevel om på siden og snuppede en halv time til. Tejn nød roen og lydene fra skoven omkring dem. Vinden i træernes grene fortalte ham, det var blæst lidt op i løbet af natten.
   Til sidst stod han stille op, gik ud og tændte op i ildstedet og tog sit lommeur frem. Gamle vaner er åbenbart svære at få bugt med tænkte han. Om et øjeblik ville Gunnar starte på at malke derhjemme inden han gik ind og spiste morgenmad. Han glædede sig ved udsigten til snart at komme hjem og lovede sig selv at det her blev hans sidste udflugt.
   "Godmorgen sømand!" lød det bag ham. Magnus kom frisk ud af døren med et muntert smil. Han satte sig på trappen og så ud over naturen.
   "Jeg kunne godt tænke mig at være en flue på væggen når dem, der sendte os afsted, diskuterer hvad de skal stille op med den flok og den historie de fortæller. Der er alt for mange bortforklaringer i forvejen."
   "De får i hvert falt ikke helt det, de troede de betalte for. Det gør man nok aldrig alligevel. Spørgsmålet er hvordan de bruger det. Jeg tror den ene har en fabrik i Estland han gerne vil beholde. En af de andre er godt tilfreds så længe jernbanen stadig kører helt til Vladivostok."
   "Det skal den nok komme til, på et tidspunkt" kom det fra Leonid Kennikin, der også kom ud og sluttede sig til dem.
   "Helt tåbelige er de jo ikke. Indtil videre drejer det sig kun over hvem der bestemmer hvad. Det mener jeg efterhånden, jeg har bidraget nok til. Skal vi vække de andre?"
   Lyden af en hest der vrinskede i det fjerne hørtes tydeligt gennem skovens andre lyde.
   Tejn og Magnus sprang op. Magnus trak sin pistol frem. Tejn løb ind og hente sin og ruskede Freddy vågen undervejs hvorpå han styrtede ud til Magnus igen.
   Magnus havde bedt Kennikin om at vække de sidste. Han stod og stirrede anspændt mod stien i skovbrynet.
   "Lad os først se hvad der sker" sagde han roligt "Når en hest vrinsker er der som regel en anden der svarer."
   Stilheden fortsatte til de kunne se en enlig rytter nærme sig i galop af stien.
   "Det er Jacob fra kroen" sagde Magnus lettet.
   Kort efter hoppede Jacob af hesten, der dryppede af sved.
   "For et par timer siden kom der to biler med en hel masse folk. De tosser rundt og stiller spørgsmål, ingen kan finde hoved eller hale på. Beskrivelserne af jer er ikke til at tage fejl af - desværre"
   "Er der også en kraftigt, myndig fyr med en kartoffel i stedet for næse og en hat en landsstryger ville skamme sig over?" spurgte Kennikin alvorligt.
   Det bekræftede Jacob omgående der var og tilføjede:
   "Hans mænd ser ud som om de er bange for ham. Han traver frem og tilbage og opfører sig som en ildsprudende drage. Han har højre arm i bind."
   "Så ramte en af os da noget" sukkede Kennikin. "Det forhindrer ham desværre ikke i at bruge hovedet. Det lykkedes undertiden! Det er min tidligere kollega Nigurskij, Han er en brutal skiderik for det meste."
   "Så må vi altså væk herfra" afgjorde Tejn bestemt. "Hvordan fanden fandt de os så hurtigt?"
   "Det kan måske være min skyld" sagde Michael, der i det samme kom til. Heldigvis så han lidt bedre ud.
   "Jeg smed mine notater om togtider mellem Bori og Mogilev i papirkurven i entreen, sammen med et par gamle biletter, da jeg fandt dem i lommen."
   "Dem kan selv Nigurskij finde ud af, med lidt hjælp i hvert fald" mumlede Kennikin. "Der er vel mange i byen, der kender hytterne her. Hvad kommer vi ud til, hvis vi fortsætter ned af en af stierne der?"
   Heldigvis kunne Jacob give en udførlig beskrivelse af forhold og byer i den anden ende af stierne. Tejn noterede det hele i sin lommebog efterhånden som Jacob nævnte de forskellige byer.
   De ønskede ham og hans hest god tur tilbage, og pålagde ham at være forsigtig inden Michael tilføjede.
   "Jeg bryder mig ikke om selskabet inde i byen så jeg må hellere tage med jer et stykke. Det betyder du bliver ejer af en motorcykel. Se godt efter, om jeg har efterladt en sjat blod på den og tør det af."


"Tør vi køre op og komme ud gennem Vitebsk eller skal vi gemme os i Minsk, Orsa eller Smolensk. Vi kørte udenom Orsa i forgårs?" spurgte Freddy.
   "Det var der en god grund til" indskød Magnus. "Lenin er lidt for populær der."
   "Det er han også i Smolensk" indskød Kennikin. "Hvis jeg henvender mig til de forkerte der, bliver det ikke behageligt. Så er der altså Minsk og Vitebsk tilbage. Hvad gør vi?"
   Tejn slog et par sider tilbage i lommebogen og studerede sine notater.
   "Må jeg foreslå en mellemløsning! Hvis vi starter med stien mod Minsk ender vi enten i Bischenkowich eller Kruslaw sagde Jakob. Fra dem kan vi komme op til enten Leipel eller Syanno. Derfra er der ikke så langt til et par steder der hedder Budna eller Rubioz."
   "Sker der noget interessant der?" spurgte Freddy. "Og hvorfor skal vi bruge den vej?."
   "Fordi begge ender i den bue hvor Daugava skifter retning fra sydøst til en nordligt. Den kommer vores pram frem til den femogtyvende hvis Kilmovsky holder aftalen. I mellemtiden har din ven Nigurskij ti til tolv veje, han kan more sig med at undersøge og kun to biler at gøre det med. Ud fra hans synspunkt befinder han sig stadig i et område hvor han må opføre sig lige så diskret som os."
   "Hvor fanden har du det fra?" spurgte Magnus
   "Kilmovsky havde landkort, der rakte langt nok. Da jeg havde orienteret mig om Mogilev, noterede jeg både alternativerne og fortalte Laimis om dem."
   "Nigurskij har aldrig været passende selskab for damer." mente Kennikin. "Din metode lyder passende indviklet, til at forvirre ham."
   "Den stemmer jeg også for" sagde Magnus og rejste sig?"


De brugte de næste minutter på at fjerne alle spor af deres tilstedeværelse. Derefter kørte Kennikin forrest i bilen. Magnus, Tejn og Freddy gjorde deres bedste for at slette sporene efter den, de første kilometer. Stien krævede forsigtig kørsel og skoven fortsatte en evighed, føltes det som. Tilsidst nåede de frem til den korsvej Jacob havde beskrevet. Vejene til Minsk gik enten gennem Bischenkowich eller Kruslaw, hvor de ville dreje af igen.
   De kontrollere også beholdningen af benzin. Hispanoen drak som en tørstig kamel og havde heldigvis tre fulde dunke, spændt fast til karosseriet.
   "Efter Jacob beskrivelse skulle højre vej gerne ende omkring Kruslaw" fortalte Tejn efter et blik på sine notater.
   "Der må kan vi nemt spørge os for igen" mente Freddy optimistisk.
   "Med mindre ham Nigurskij tænker i de samme baner. Der er tre veje mod nord og vest ud af Bori. Du kender ham bedst." han så spørgende på Kennikin.
   "For det meste er han bare en dum bunke muskler. Han klarer sig bedst med bestikkelser og frygt. Det sker undertiden han tænker sig om, må jeg indrømme." sagde Kennikin ærligt.