Freddy dukkede op igen efter sit næste hvil, i samme øjeblik som toppen af fyret på Hammer Odde blev synligt over horisonten. Da Tejn mente de var tæt nok på land lagde han kursen om og begyndte at spejde efter næste fyrtårn nede ved Lindesdahl. Lettelsen, da det planmæssigt kom til syne, gav ham ny energi. Han begyndte at planlægge hvad de skulle sige, når de ankom til Vang.
   Det diskuterede han med Freddy mens han udpegede landmærkerne ved både Sæne Bugt og ved Våde og Tørre Ovn efterhånden som de kom forbi. Der knyttede sig minder til dem alle, som han fik med samtidig. Da kajen ved Vang kom til syne efter Borrelyng prøvede han stadig at overbevise Freddy at hans sidste landmærke faktisk både hed og officielt var afmærket som Pissebæk. Freddy havde overtaget roret under hans forklaringer og foreslog de svingede ind mod kajen i Vang for lidt mindre sejl, hvis de ikke skulle smadre båden mod kajen.
   Tejn gav ham ret, ignorerede sine smerter og kæmpede sig forud og fjernede forsejlet, til at starte med.
   Mens han surrede sejlet holdt han øje med kajen. Ketchen var allerede bemærket af et par mennesker, der sikkert spekulerede over hvad de vanvittige mennesker derude egentlig havde tænkt sig. Tejn var kun lige startet på at tage storsejlet ned, da Ketchens lønning skurede mod kajens kant. Han så op på de skeptiske tilskuere, præsenterede sig og bad om lidt hjælp med sejlet.
   Det fik han omgående. Snart var der samlet en lille flok beboere, der udmærket kendte hans familie. Desværre var der også et par, der havde hørt mere end rigeligt om hvorfor den unge Vagn i sin tid tog afsted som sømand, i stedet for at finde et anstændigt erhverv. Det fik gruppen en del morskab ud af. Deres forskellige skrammer vakte indtil videre kun lidt opmærksomhed.
   Da rygtet havde bredt sig langt nok dukkede Vagns onkel endelig op. Han viste sig at være lige så stor og bredskuldret som Tejn. Forinden havde Tejn fortalt Freddy og Maraina, der var vågen og sad på dækket, at onklens mor i et anfald af optimisme havde insisteret på navnet Alf. Da hans udvikling gjorde navnet en smule misvisende hed han bare lillebror Svendsen, som blev til bror Svendsen.
   "Hvad har du nu rodet dig ind i Vagn?" spurgte Bror Svendsen hovedrystende. Han sagde det som om Vagns flugt fra øen, var noget, der skete ugen før, i stedet for tredive år tilbage. I tillæg til hans størrelse var han udstyret med både kraftigt krøllet skæg og hår og lignede en skovtrold tænkte Freddy for sig selv.
   Bror Svendsen hoppede ned fra kajen og fik Ketchen til at gynge.
   De satte ham hurtigt ind i deres situation mens han rystede mere på hovedet af dem, men kom med et minimum af kommentarer.
   Med stenbrud som hovederhverv havde alle en masse erfaring med sår. Med Bror Svendsen som mellemmand enedes de om at rense og behandle de forskellige sår, så godt forholdene tillod. Ingen så nogen grund til at blande alt for mange myndigheder ind i den sag når Vagn Svendsen helst ikke ville have det. Tejn forsikrede dem om at han bedst kunne styre den slags problemer, hjemme hos sig selv og at de bare behøvede lidt hvile.
   Det fik de i to døgn mens Bror Svendsen og hans bekendte holdt øje med forholdene. De brugte det meste af tiden til at diskutere den tossede verden udenfor.
   Ved middagstid stod Ketchen ud mod de sidste to hundrede sømil. Den havde fået friske forsyninger af mad og vand og en væsentlig friskere og udhvilet besætning samtidig.

Freddys ben var blevet helt stift selvom det nu var bedre forbundet og renset. Mariana var også blevet en smule friskere men fortalte hun stadig havde smerter fra det sår, hvor der sad et projektil. De sad alle og talte sammen og betragtede Bornholms kyst glide forbi og så frem til slutningen. Bølgerne blev højere og vinden skiftede igen, der hvor Bornholm sluttede. Det fik efter et øjeblik Mariana til at ofre den mad, hun havde spist ud over siden. Da hun havde sundet sig lidt bad hun om hjælp til at komme ned i køjen og tilføjede at hun aldrig ville sejle mere. Freddy rejste sig med besvær og mente han også burde have en lur, inden Tejn skulle afløses.
   Freddy holdt fast i ruffets top og støttede Mariana mens hun tog trinene ned i lukafet og lagde sig på sin køje. Freddy forsikrede de sås om et par timer og vinkede og humpede nedenunder.
   Samtidig fangede sejlet et skævt vindstød. Ketchen gearede voldsomt, tog den næste bølge i en forkert vinkel og vippede modsat. Freddy mistede grebet i rufkanten og faldt nedenunder med et brag, der kunne høres helt hen op til roret.
   Tejn fik båden under kontrol, surrede roret, sprang op, ømmede sig og tog de to skridt hen til lukafet og kikkede ned.
   Mariana sad ved siden af Freddy, der lå på dørken, og så hjælpeløst op.
   "Han slog hovedet mod køjen da han faldt ned."
   Freddy var dybt bevidstløs og trak vejret tungt. Med fælles hjælp fik de ham bakset op i den anden køje.
   "Han støttede nok kun på det sårede ben da båden slog over" konstaterede Tejn og følte efter. Til han lettelse kunne han ikke mærke nogen brud på Freddys kranie. Han gik op og indstillede sig på en lidt længere vagt, mens han håbede at Freddy snart vågnede igen.
   Der gled flere skyer over himlen. Han så op. Både Sydkorset og Nordstjernen var helt tydelige. Han justerede dystert bådens kurs i forhold til dem. Gennem udsejlingen fra Øresund holdt han skarpt udkik efter om der var andre skibe, der krydsede deres kurs. Kun en enkelt gang måtte han vige af for at gå bag om en damper. Efter syv timer begyndte han at holde udkik efter fyret ved Gedser, der gerne måtte dukke op inden det blev lyst, tænkte han.

Et par timer efter rundede han Gedsers pynt og gik med besvær ned og sprøjtede vand i hovedet på Freddy. Det fik kun Freddy til at stønne.
   Mariana sov også, og der var ingen grund til at vække hende. Han overvejede kort simpelthen at sætte båden på land og tage tingene i den rækkefølge de kom, med den last af skudsår, de havde med. Efter et øjeblik ombestemte han sig og justerede kursen igen.
   Vinden drillede mens solen langsomt stod op og han sled med at krydse frem og tilbage så de få sømil mod vest føltes dobbelt så lange som de var. Til sidst kom fyret på Kjeldsnor til syne og Tejn sukkede af lettelse.
   Han styrede op gennem bæltet og velsignede den stille vind, der nu kom ind fra agten og fik sejlene og båden til at samarbejde som en drøm. Han begyndte på et tidspunkt at se alting dobbelt og turde ikke lægge sig ned, af frygt for at falde i søvn. Han åbnede og lukkede hænderne forsigtigt, stak dem ned i det kølige vand og sprøjtede masser af friskt vand i hovedet. Han prøvede at lade være med at tænke og styrede båden op gennem bæltet med en hånd og sparede bedst muligt på sine sidste kræfter mens han kæmpede mod søvnen. En måge slog ned på stævnen og han rystede for gud ved hvilken gang udmattelsen af sig, fandt kikkerten og spejdede frem.
   Pludseligt stod han ud mellem Omø og Langelands nordspids og så Korsør og Nyborg på hver sin side af bæltet. Han smilede sejrssikkert for sig selv og begyndte at forestille den opstandelse deres ankomst ville forårsage.
   Han følte sig mere død end levende i et delirium af træthed og stak for sidste gang hænderne ned i vandet og sprøjtede litervis i hovedet for at bekæmpe de sorte prikker, der dansede for hans øjne. Nu var han på hjemmebane og krydsede lidt inden han styrede Ketchen lige ind mod midten af Noret og så sin gård ligge i solen.
   Han lod bare ketchen gå på grund til den satte sig fast i den bløde sandbund.
   Tejn lænede sig op af masten og kæmpede mod bevidstløshed, uden han kunne huske hvornår han sidst havde sovet.
   "Skide være med det" tænkte han omtåget. Han skød linerne til sejlene over og undgik, med nød og næppe, at blive viklet ind i dem da de faldt ned.
   Han lå på ryggen og skød med lange mellemrum, op i luften til han ikke havde flere skud tilbage. Himlen forsvandt fra hans øjne da han faldt ned et sted mellem bevidstløshed og coma.

***
   "Velkommen til overfladen igen sømand" hilste Gunnar muntert. "Du har snorket omkring atten timer, hvis det har nogen interesse. Tante Elisabeth sover i øvrigt i stuen af samme grund."
   "Hvilken dato har vi efterhånden?" brummede Tejn
   "Det er så småt blevet den attende juli. Det er niogtres dage siden onkel Freddy lokkede dig med til Estland på en to måneders udflugt, plus minus en uge, lovede i vidst. Både onkel Freddy, tøsen og du selv har det ifølge doktor Frandsen bedre end i sikkert fortjener. Han kikker ind i morgen igen. De vil komme sig fuldstændigt, minus et ar eller to, lovede han. Hvem er hun for resten? Hun er mægtigt sød."
   "Du bliver nødt til at tro på at jeg faktisk ikke aner det." kvækkede Tejn "Var det dig der slæbte mig hele vejen herop, uden jeg vågnede?"
   "Hvad tror du vi har høstvognen til? spurgte Gunnar. "Det gik skam meget nemt da Jesper og jeg først fik jer hevet på land. Moster Elisabeth hentede doktor Frandsen mens vi tog os af det praktiske. Din bils kofanger har fået en skramme ekstra. Hun kan heller ikke ramme porten."
   "Næste gang jeg får tilbudt en spændende opgave, er du velkommen til at overtage, som du tilbød."
   "Du kan faneme tro nej, sømand. Dit næste tilbud kommer du til at klare selv. Det må du hellere ha' til gode til du har hvilet dig lidt mere."
   Gunnar forlod ham med et muntert smil. Tejn havde hverken lyst til at stå op eller høre mere om det. I stedet blev han bare liggende og smådøsede. Han fik kun korte besøg af sin kone, når hun kunne afse lidt tid til ham mellem de to skrog, han havde belemret hende med.
   Det lød ikke engang som en bebrejdelse tænkte Tejn undrende og faldt i søvn igen.