Skovlandet trak sig længere ud i baggrunden mens Daugavas floddal snørklede sig videre. På enkelte bakketoppe langs floden bemærkede Freddy ofte rester af ruiner af middelalderborge og udpegede dem for Tejn. Småøer, hvor et par også havde ruiner dukkede ofte op midt i strømmen. Skipper Kilmovsky kendte sin flod og undgik fristende områder med stille, men lavt vand. Bredden bestod over et længere stykke af mose på begge sider. Moserne veg for fladt land, der var gennemskåret af regelmæssige afvandingskanaler. De strakte sig så langt bagud øjet rakte. Ved en af kanalerne kom en stor bæver luntende, med slæbende hale og en gren i munden. Den havde retning mod en dæmning foran en mindre kanal.
   "Bævere betragtes som skadedyr af de fleste. De bliver skudt for skindets skyld" sagde Laimis og betragtede bæver og dæmning. "Næste gang vi kommer er den og dæmningen måske væk."
   En anden pram kom til syne fra sideflod forude og drejede af mod dem.
   "Drysna" meldte Laimis lakonisk. "Den smutter vi op af en gang i mellem. Det bliver ikke denne gang hvis den skiderik til Vincis allerede har ribbet dem, der bor der."
   Prammene passerede kort efter hinanden. De to skippere begyndte et muntert mundhuggeri på afstand, lød det som.
   "Næste stræk bliver nemt nok" forklarede Laimis og betragtede den anden pram forsvinde i det fjerne. "Mellem deres sædvanlige drillerier sagde Vinchis der er pause i kampene længere nede, og Kilmovsky fortalte ham han godt kan købe vodka i Kreuzburg igen."
   Skipper Vinchis var måske lige så tørstig som Kilmovsky tænkte Tejn og så efter den anden pram. Den var lige så udslidt at se på som den de var på og dens motor lød ikke et hak bedre.
   "Vi ses nok igen om en fjorten dages tid. Hvis forholdene tillader sejler han op til Riga og vender om. Her er der kun hvide styrker, over mod Polen. På den anden side er revolutionen i fuld gang."
   "Netop og uden ret meget respekt for gamle grænser, så vi lidt til i Estland og Letland" bekræftede Tejn.
   Han så ud over åbent land på flodens østlige side. Det var totalt tomt for mennesker og en anelse dystert. Rusland strakte sig flere tusind kilometer i den retning vidste han. Det var splittet i øjeblikket af konflikter mellem flere forskellige grupper der måske eller måske ikke, var ved at finde sammen. De havde fået flere advarsler om at der mellem konflikterne befandt sig et antal mindre grupper som kun bestod af brutale bøller. Op til ti mand blev betragtet som bander. Dem med større antal kaldte sig revolutionære eller hvide afhængigt af hvem, der var flest af omkring dem, mens de ragede til sig med begge hænder og skiftende metoder og succes.
   Lavlandet fortsatte uden afbrud, så langt de kunne se ned af floden. Enkelte steder stod der langhornet kvæg og græssede tæt ved huse, på den vestlige side. På den østlige side var landet stort set øde kun brudt af spredte bevoksninger af birk og enebærbuske. Et par enlige viber udgjorde det eneste liv man kunne få øje på derovre.

Monotomien blev brudt af en enlig bro på den østlige side, hvor der sad en mand og fiskede. Han satte flag ved synet af prammen sagde Freddy, efter et hurtigt blik med sin kikkert. Laimis entrede op, lånte kikkerten og betragtede bro og mand nærmere.
   "Genkender ham ikke".sagde han efter et hurtigt blik." Det betyder ikke noget men der ligger et rådyr ved siden af stodderen. Det kan vi komme af med i Polotsk, hvis det ikke er alt for gammelt. Det er en rigtig storby og de er ikke så kræsne længere."
   Laimis stormede tilbage til broen og meddelte skipper hvad han havde set. Kilmovsky tog farten af prammen og holdt den et stykke fra broen til han havde set nærmere på forholdene. Foran broen lå en lille robåd med endnu et skudt dyr og nogle fasaner og agerhøns.
   Laimis stod vagt med haglgeværet mens Kilmovsky anråbte den gamle.
   Han ville bare høre og han kunne komme med til Polotsk for et par fasaner. Han boede i Polotsk og var taget på jagt på den anden side af floden, mens der var roligt. Han ville gerne slippe for at roturen hjem mod strømmen. Kilmovsky kom frem og betragtede mand og omgivelser omhyggeligt. Efter endnu et par bemærkninger hoppede manden ned i robåden og afleverede sit jagtgevær til Kilmovsky.
   "Han lader til at være god nok" mente Laimis. "Vi kan være i Polotsk på fem til seks timer og han skal mindst bruge det dobbelte i en robåd. Det har vi prøvet før, somme tider uden betaling. For en sikkerheds skyld får han først sin kanon tilbage, når han går i land. Det er ellers en frisk gammel gut ser det ud til."
   Efter mandens robåd var taget på slæb præsenterede han sig som Pavel og slog sig ned sammen med Tejn og Freddy oppe på bakken og sludrede.
   Han fortalte at den østlige side af floden var mennesketom i øjeblikket og at urolighederne længere mod syd havde tvunget en del vildt mod nord. Det benyttede han sig af og hans båd var drevet længere mod nord end der hvor han normalt plejede at være, fordi han var faldet i søvn. Pavel var underholdende og fortalte levende om forholdene. Han var stort set ligeglad med, hvem der vandt revolutionen. Det ville ikke ville betyde den store forskel for ham. Hans indstilling mindede en del om deres gamle bekendte Janosch oppe i Kreuzburg lige til det fiffige glimt i øjet. Han skulle nok klare sig uden om andres problemer med hvem der bestemte hvad, uanset hvordan de løste det spørgsmål. Ham ville ingen komme til at bestemme over alligevel.
   Efter et par underholdende timer pegede Pavel frem. En af de markante løgkupler kunne så småt skimtes mod himlen, omgivet af en masse bebyggelse, så det ud til.
   "Sophias katedral" forklarede han. "Bag den ligger den hellige Euphrosynes kloster. Det er en af de ældste byer i området. Såvidt jeg ved er byens våbenskjold et handelsskib, lige som det her."
   "Forhåbentlig ikke lige som det her" gryntede Tejn. Hans russiske blev hver dag udvidet med nye ord. Til hans held havde han af en eller anden grund altid haft nemt ved at lære sprog.
   '"Er det her du skal af med din bagage?" spurgte han nonnen der kom ud af sin kahyt i det samme og lænede sig ud over rælingen.
   "Kun noget af den" bekræftede hun kort og gik igen op til skippers kones selskab i kabyssen.
   En fugleflok kom hen over himlen men ombestemte sig og skiftede retning til en anden vej, under arrige pip. De var blevet forstyrret af to små fly med Jernbrigadens mærke. Flyene slog et sving hen over flod og pram og lagde an til landing på en mark uden for byen hvor der lå en del telte. Tejn og Freddy betragtede marken med fly og telte gennem deres kikkerter.
   "Det er stadig de hvide der fører ordet her" mente Laimis lakonisk ved synet. "Længere nede er det sikkert en anden sag."
   Byen kom nærmere og nærmere til den fyldte hele synsfeltet. Kajen mod floden var lang. Der viste sig at være god plads, så Kilmovsky lagde til.
   Kort efter stillede en havne- eller byfoged med et par barske vagter. De forvissede sig om at prammen ikke indeholdt noget eller nogen, der kunne skabe problemer og opkrævede kajpenge som Kilmovsky brokkede sig over. Tejn og Freddy måtte vise deres Røde Kors papirer frem. De blev studeret grundigt mens de blev udspurgt om deres ærinde. Ved synet af nonnen lagde fogeden den barske mine til side. Han bukkede dybt og lovede at sende bud til klosteret. Tejns og Freddys papirer leverede han bare tilbage med et skuldertræk. Han kunne dog til Freddys glæde fortælle, at telegraflinjen til Berlin fungerede i øjeblikket. .
   "Kan vi få en anstændig øl derinde?" spurgte Tejn ved synet af første beværtning bag molen.
   "Det skal du ikke regne med" sagde Pavel. "Den der kro tilbyder mest andre forfriskninger. Gå med mig ned i en af de andre gader. Min ven Alexandro brygger selv sit øl. Han køber også noget af mit vildt."
   Et par let påklædte damer i kroens vinduer bekræftede Pavels forklaring. Et virvar af boder og masser af mennesker mellem havn og by fik omgående Kilmovsky og Laimis til at hente et passende udvalg af varer op fra lasten. Det fik også fogeden til at forhøje sit gebyr.

Tejn og Freddy gik med Pavel og nåede både at kontrollere både byens telegraf og øl inden de fandt tilbage til havnen igen. Antallet af kunder var ved at ebbe ud og kort efter gik alle til ro. Laimis holdt alligevel holdt vagt, for at bevare rytmen påstod han.
   Næste morgen kom der både gæster fra klosteret til nonnen og flere kunder til Kilmovskys varer. Han fik så travlt, han bad Tejn vække Laimis. Tejn forsikrede ham om han både kunne holde orden og gå til hånde. Kort over middag ebbede det ud i kunderne så Kilmovsky gjorde sin pram klar til at forlade Polotsk under højtidelige løfter om at de efter to overnatninger mere skulle anløbe Vitebsk, uanset hvad de ellers troede den hed.
   Da de var ved at kaste fortøjningen ankom et telegrafbud med et svar fra København. Det var en lidt kryptisk besked som Freddy og Tejn måtte diskutere indbyrdes.
   "De betyder nok vi stadig har elleve dage tilbage inden korpset forlader Kreuzburg. Det skulle helst være nok."
   De havde fået bekræftet at området syd for Polotsk i øjeblikket var nogenlunde roligt og at der i øjeblikket var pause i presset på både Dennikins styrker og Jernbrigaden. Kilmovsky sejlede videre i forvisning om at han for det meste kom godt ud af det med både bolsjevikker og hvide på grund af de ting han opsnusede gav videre til begge parter. Hvis han ikke hørte nok opdigtede han sikkert noget af det selv.

Sidst på eftermiddagen rundede de en bugt på floden og så en bro med et flag komme til syne, på den rigtige side af floden. Bag broen lå der også et par robåde.
   "Der må være vendt nogle tilbage siden sidst vi var her" mente Kilmovsky og drejede på håndsvinget til hornet.
   Lyden fik kort efter en ældre mand, der vinkede afslappet, til at komme frem. Manden kom nærmere, lagde et jagtgevær på broen og råbte over mellemrummet at han manglede støvler og ville bytte med et af sine jagtgeværer.
   Kilmovsky overvejede kort og bad manden skyde mod vandet for at se om den skyder duede. Imens holdt han fast i sit eget haglgevær.
   Mandens gevær virkede fint så Tejn og Laimis fortøjede og overtog haglgeværet inden manden kom om bord. Kilmovsky var kravlet halvvejs ned fra styrehuset da en sjette sans fik Tejn til at dreje hovedet. To mænd, der havde ligget skjult, nede i vandet og brugt bådene som dækning havde stille trukket sig op og hoppede over rælingen med pistoler i hænderne. Tejn rakte ind efter sin egen pistol og bandede for sig selv. Den havde ligget i hans køjesæk siden han prøvede at true en bjørn.
   "Jeg har skam også en pistol" kom det muntert fra manden. Han hev den hurtigt frem fra ryggen og rettede den mod Tejn og Laimis. Hans våde kolleger tog sig af Kilmovsky, Anna og nonnen, som var i kabyssen.
   Han piftede skapt. For enden af broen kom yderligere fire mand til syne med geværer i hænderne.
   "For satan" hviskede Laimis. "Det er smeden og hans bøller."
   "Det er altså ikke oprørere" hviskede Tejn roligt
   "De er vidst lige så oprørske som Paven i Rom normalt er."