"Jeg troede både gyngede meget mere" kom det fra Mariana. "Jeg har aldrig sejlet på andet end floder til i dag."
   "Inde i Rigas bugt er der kun kattepoter, hedder det." svarede Freddy. Han flyttede forsigtigt sit sårede ben og hjalp Mariana med at sidde mere behageligt i hjørnet mellem rælingen og kahytten.
   "Du skal ikke glæde dig alt for tidligt" tilføjede Tejn, dystert. "Udenfor pynten ved Kolka bliver vandet dybt og bølgerne større." Han sad på en kasse foran roret på Mesanmasten. "Der er hundrede sømil derop. Med den her vind vi står nok ud i Østersøen, sidst på eftermiddagen."
   "Og fra Kolka er der hundrede og halvtres sømil til Gotland. Der må vi skaffe flere forsyninger. Vi har kun fire flasker vand og to brød i vores køjesække. Vi skulle helst ramme Gotlands kyst om femogtyve til tredive timer." Freddy var optimistisk.
   Retningen var nogenlunde nord til nordøst huskede Tejn. Han behøvede intet kompas for at holde retningen og så op mod himlen. Når solen står op i øst vender mastens skygge mod vest først på dagen. Ved middagstid står skyggen altid stik mod nord. Resten var et nemt regnestykke som Freddy havde lært ham flere år før. Han justerede Ketchens kurs en anelse og tænkte videre. Han og Freddy kunne sagtens klare sig et par dage. Kennikins og Marianas sår var en anden sag, han ikke kunne overskue uden lægehjælp.
   Da Freddy havde døset et par timer humpede han hen og tog roret og foreslog Tejn at gå ned og tage en lur.

Tejn var træt og vågnede med et sæt flere timer efter ved at båden tog en overhaling. Han hørte både Kennikin stønne i den anden køje og at fokken slog sig i linerne. Båden var vigtigst besluttede han og gik op på dæk.
   Freddy sad både og hang og så fremad, men var stadig vågen. Langt ude på bagbord kunne han se pynten ved Kolka. Den markerede sidste del af Letland. Så skulle de stå ud i Østersøen, hvor det blev alvor. Mariana var faldet i søvn. Tejn vækkede hende og hjalp hende ned i køjen inden han afløste Freddy.
   "Få noget søvn gamle ven" opfordrede han. "Vi får brug for dine hænder og øjne senere."
   Freddy protesterede ikke og humpede hurtigt nedenunder. Han viste sig igen fem til seks timer senere med en flaske vand og en humpel brød til hver. Han gned søvn ud af øjnene og snusede op mod vinden.
   "Det bliver dårligere vejr, men nok hverken i nat eller i morgen" mente han.
   Tejn nikkede svagt. "Forhåbentlig venter det tre til fire dage. Så er vi næsten hjemme," mente han. "Hvordan har vores passagerer det?"
   "De er begge i live og søsyge. Men nu sover de igen" meldte Freddy. "Det er også det bedste, der kan siges om den ting. De ligger begge uroligt."
   Bølgerne blev omgående længere og tungere og fik enkelte hvide kamme, efter de passerede pynten ved Kolka. Tejn justerede bommens vinkel en anelse så båden krydsede op mod vinden og tog bølgerne i bedste vinkel. De kendte begge legenden om kæmpen, Kong Neptun, nede i dybet, hvis brystkasse hævede og sænkede sig, ved hvert åndedrag, mens han sov. De havde begge den største respekt for ham og vidste at mange ubesindige søfolk faldt i søvn i køjen mens himlen var klar, for at vågne op til rasende have.
   Når kong Neptun vågnede til dåd kunne han rejse sig med kort varsel og så let som ingenting spille bold med en Ketch på fyrre fod.
   Normalt er vejr og bølger i juli til at have med at gøre, men der er stadig undtagelser vidste de begge og var indstillede på at vente det uventede.
   Freddy overtog roret mens og foreslog Tejn gik og hvilede sig. Tejn brugte et øjeblik på at se sig om. De havde kun to brød og tre flasker vand mere til fire mennesker. Han så både på Kennikin og Mariana. Deres læber var tørre. Han vædede deres læber fra flasken uden reaktion, fra nogen af dem.
   Tejn fortsatte med se Ketchens skabe igennem. Udover et ekstra tæppe, og et par tunge, tjærede ponchoer med hætter, fandt han intet anvendeligt. Freddy fik tæppet og en poncho mod regn, inden Tejn gik til køjs.

Da han stod op var stjernerne forsvundet mellem tætte skyer og kom kun frem med korte mellemrum. De så begge regelmæssigt op og kontrollerede både Sydkorset og Nordstjernen, for enden af Lillebjørns skaft. De og Karlsvognen havde hjulpet dem på rette vej før.
   De sad i tavshed og lod båden pløje sig gennem bølger og mørke. Begge regnede og dividerede forgæves på afstand og fart flere gange. Efter de kom fri af Kolkas pynt var vinden skiftet fra fralands til nordlig. Alle beregninger blev usikre af at de måtte krydse mod vinden. Ketchens stævn skar sig med hypnotisk regelmæssighed gennem bølgernes toppe med en kurs, der helst skulle bringe dem frem til Gotlands kyst.
   Nede fra kahytten lød et tydeligt og tungt støn. De så usikre på hinanden og lyttede. Kennikin kaldte svagt.
   Tejn og Freddy rejste sig begge og så spørgende på hinanden.
   Ingen af dem var i tvivl om at Tejn havde størst erfaring med sår og behandling af dem. Han gik nedenunder mens Freddy tog roret.
   Mariana sov eller var helt bevidstløs så han med et enkelt blik men Kennikin så på ham med slørede øjne, forsøgte at sige noget og løftede sin ene hånd.
   "Rolig" sagde Tejn og gav ham en slurk vand. Kennikin drak taknemligt, sank tilbage og trak vejret dybt, under store smerter.
   Tejn drejede ham forsigtigt og undersøgte såret i ryggen. Det blødte lidt og mandens hud var varm og spændt. Tejn sukkede! Han havde før set folk dø af indre blødninger. Han ofrede en sjat af det dyrebare vand og lagde en fugtig klud på Kennikins pande.
   Han kunne ikke gøre andet, vidste han og betragtede magtesløst mandens lidelser. Gennem de få dage var han kommet til at sætte pris på Leonid Kennikin. Han anså ham i bund og grund for at være venlig og gemytlig og gav pokker i hvad han ellers havde lavet under revolutionen.
   Kennikin fægtede igen med nærmeste hånd. Tejn lagde sig på knæ ved siden af køjen og greb ham i armen og mumlede beroligende.
   Kennikin slog øjnene op igen og greb fat i Tejns krave. Han trak Tejn nærmere med sine sidste kræfter. Anstrengelsen fik ham til at trække vejret dybere. Tejn mumlede igen, han burde spare sine kræfter.
   Kennikin rystede på hovedet og trak Tejns øre tæt til hans mund og begyndte at hviske.
   Kort efter gjorde Tejn sig fri. Han lagde for sidste gang Kennikins arm ned langs hans side. Han var ikke i tvivl om at den gemytlige mand havde kæmpet sin sidste kamp og tabt.
   Tejn kontrollerede nærmest for god ordens skyld, Kennikins puls og så ud gennem gattet. Han, rejste sig besværligt og prøvede at skåne sine egne sår. Han kikkede igen, forvirret, ned. Kennikin måtte fantasere bestemte han og gik op på dækket og satte sig. Han var ikke helt sikker på, hvad Kennikin havde prøvet at mumle, med sine sidste kræfter, eller om han havde hørt rigtigt.

Freddy så alvorlig ud da han kom op på dækket. Han behøvede ikke at spørge om noget, da han så Tejns ansigtsudtryk. De sagde heller intet til hinanden, mens de hjalp hinanden med at få Kennikin op af trappen. Det var besværligt, når de begge skulle skåne deres sår mest muligt samtidig. Freddy kunne efterhånden kun bruge det raske ben. Tejns skulder og sårene i siden smertede mere end han ville indrømme. Endelig kunne de overgive Kennikin til bølgerne.
   De stod længe og så efter ham i tavshed. Den varede til det første dagslys brød over horisonten mod øst.
   Deres stilhed fortsatte til den blev afbrudt af mågeskrig over mastetoppene. Flere måger cirklede pludseligt rundt
   De rejste sig, stadig i tavshed, og så mod stævnen. Gotlands kyst begyndte at vise sig i horisonten. Tejn brød tavsheden.
   "Problemet med skudsår er, de ikke ligner noget som helst andet. Skal vi spare dem på Gotland for at tage stilling til det, og sætte kursen direkte hjem.?"
   Freddy trak skeptisk på svaret. "Er der ikke stadig lidt langt?"
   "Vi kan dele det i to etaper. Når du ser fyret ved Hammer Odde, på Bornholms nordspids, kan du spytte ned til havnen ved Vang. Der bor min onkel, Vi kan ligge i læ og hvile ud, bag kajen ved stenbruddet. Tejn, hvor jeg voksede op, som flåden gav mig navn efter, er ni kilometer væk, på den anden side af øen. Måske bor vores gamle læge stadig i Sandkås. Han kan godt holde kæft."
   "Hvorfor sejler vi mod vest, hvis vi skal sydvest" spurgte Freddy med fast stemme.
   "Det er din tur til tage en lur" mindede Tejn Freddy om og lagde roret om.
   Freddy så ud til at ville modsige ham men forsvandt i læ. Han kom tilbage med en flaske vand og en lille humpel brød.
   "Næst sidste flaske" mumlede han lakonisk. "Mariana er vågen og klynker."
   Tejn nikkede og koncentrerede sig om at ramme bølgerne bedst muligt. Den sidste del af månen forsvandt i horisonten. Tidevand og tidefelt følger månen vidste han. Han vidste også hvordan han kunne udnytte det bedst muligt, uanset om vinden mente noget andet. Med jævn vind kunne han vel tvinge seks til syv knob ud af Ketchen. Selvom de måtte krydse en del regnede han med, de kunne nå ned til Vang på to døgn.
   Ved middagstid kom Freddy op igen og fortalte at Marianas sår havde givet hende feber, og at hun var vågen og havde spist og drukket en smule, selvom hun var søsyg.
   "Hun falder nok snart i søvn igen. Det er også bedst" mumlede Tejn.
   Fem timer efter kæmpede han selv for at holde øjnene åbne og overlod med lettelse roret til Freddy da han humpede op igen. Søvnen indfandt sig ikke til at starte med. Kennikins sidste ord gav hele tiden ekko i hans hukommelse. Endelig sov han også tungt.

Da Tejn vågnede, kæmpede sig på højkant op og gik op på dækket mente Freddy at den sydligste spids af Øland snart burde komme til syne. Det fik han ret i. Da de var klar af den skiftede skyerne udseende og der begyndte at falde en let regn. De beskyttede sig under de tjærede ponchoer og forsøgte at fange så meget regnvand, som muligt i de tomme flasker. Det lykkedes nogenlunde mens de også lagde hovederne bagover med åbne munde og fik væske ned i deres tørre struber. Regnen fyldte to halve flasker så Tejn gik ned og til Mariana, der var vågen. Han fik hende til at spise det sidste brød og drikke den ene flaske.