Manden med en bløde hat holdt øje med tre barkkasser, der langsomt nærmede sig kajen. Han trak frakken tættere om sig. Selvom foråret burde være på vej var der stadig kold luft tidligt om morgenen.
   Han rettede på hatten og så sig om igen for at forvisse sig om at der ikke var alt for mange der var interesserede i det, der foregik. Derefter så han ud over vandet mod nord.
   Damperen Merkur lå for anker i læ af Trekroner og ventede tålmodigt. En lyd af taktfaste skridt fik ham til at vende sig om.
   Da lastningen af Merkur startede et par dage før blev den stoppet i en fart. Syndikalisterne blandt havnens folk og slæbebådes mandskab blev for en gangs skyld enige. De glemte alle diskussioner om det var vigtigst at laste eller losse skibe eller at slæbe dem ind og ud. Havnearbejderne skulle ikke have noget af at laste Merkur med den nuværende last. Slæbebådenes mandskab bekendtgjorde i sympati de heller ikke havde i sinde at slæbe den nogen steder hen.
   Kaptajn Jokinen styrtede rasende frem og tilbage og bandede på finsk, som ingen heldigvis forstod. Han var alvorligt hæmmet af at tredje styrmands papirer helst ikke skulle undersøges alt for grundigt. Tingene var gået helt i hårknude til skibets mægler tilbød kaptajnen et læs levnedsmidler i stedet, plus en anden aftale, der ikke blev sagt spor om.
   Det faldt i bedre jord blandt syndikalisterne. Dagen efter blev et mindre læs fødevarer og konserves indlastet i Merkur efter en overfladisk kontrol. Kontrollen afslørede hverken at det var de samme kasser som dagen før, eller at mærkerne i nattens løb var udskiftet med nye med andre beskrivelser af indhold og bestemmelsessted. Heldigvis var ingen der undrede sig over vægten af nogle af kasserne.

Da alle var tilfredse og trak slæbebådene Merkur ud på åbent vand akkompagnmeret af kaptajn Jokinens højlydte forsikringer om at det skulle vare meget længe før han anløb København igen. Det gjorde han sådan set heller ikke men da mørket indfandt sig, kort efter Dragør, vendte han Merkur om og kastede anker ud for Trekroner. Der var der ingen, der ingen blandede sig i det, det passede ham at fragte.
   De barkasser, der var fremskaffet til resten af lasten havde allerede taget et par ture frem og tilbage siden den tidlige morgen, uden nogen havde råbt op om noget. Forskellige grupper ankom stilfærdigt med halv times intervaller, efter klokken fem og blev lige så stilfærdigt roet ud til Merkur. Manden betragtede næste gruppe, der stod og ventede mens bådene tilbagelagde det sidste stykke.
   Stilheden blev brudt da en kraftig rødmosset mand trådte frem foran gruppen og betragtede dem hver for sig.
   "Man kan gå til kamp på to måder. Enten når vi ved vi er stærkere end modstanderne eller bedre skytter. Hvad er skyttekorpsene drenge?"
   "Vi er bedre skytter" kom det spredt fra geleddet.
   Manden med den bløde hat så ærgerlig ud. Den slags reklame kunne de sagtens undvære.
   "Kan vi ikke nå at skaffe ham et knald eller lidt humoristisk sans inden vi tager af sted?" spurgte en af de bagerste dæmpet sin sidemand. "Ellers bliver han da ikke til at holde ud, er jeg bange for."
   "Så skal du nok skynde dig." svarede sidemanden lige så dæmpet.
   Manden med den bløde hat smilede. De to unge mænd havde begge Akademisk Skyttekorps mærke på jakkerne. Han spekulerede på hvilken uddannelse de var pjækket fra.
   Den rødmossede mand så barkasserne lægge til, vendte sig irriteret med et ryk og så bestemt på geleddet.
   "Det kunne jeg sgu da ikke høre! Hvis nogen er i tvivl om noget er det faneme på tide de skrubber hjem. Hvad er i så?"
   "Vi er bedre skytter sergent." kom det taktfast. Ingen forlod geleddet.
   Sergenten beordrede en flok bådene og så dem tage plads. Han vendte sig mod de sidste. Længere nede kom næste hold allerede gående langsomt.
   "Her er plads til to mand til. En i midten og i stævnen"
   Et par trådte hurtigt frem og blev vinket videre. De løb hurtigt hen til kajkanten og klatrede ombord i barkassen, der omgående stødte fra.
   "Far! Hvad fanden laver du?" råbte en ung mand fra barkassen ved siden af. "Hvad siger mor?"
   "Det kan vi forhåbentlig ikke høre, når hun finder mit brev. Du skal ikke have det sjove alene. Ro for helvede."
   Barkasserne sejlede væk fra kajen under de ombordværendes latter og satte kurs mod Merkur.
   Den nye gruppe var i mellemtiden kommet frem og ventede i baggrunden. Manden med den bløde hat havde været spændt på om der ville møde 200 mand op og tage af sted. De kunne sagtens have ombestemt sig. Hvervningen var foregået over tre måneder med mund til mund metoden, blandt medlemmerne af Akademisk, Københavns Amts og og andre frivillige Skyttekorps. Ingen lagde skjul på noget som helst eller oplyste alle formål, for en sikkerheds skyld. Åbenhed havde en fordel, bare den ikke blev overdrevet. Uanset de forventede indvendinger, fra de forventede sider, havde projektet den fordel at det ikke var spor ulovligt at hjælpe nogen til at rejse et andet sted hen. Han smilede for sig selv over ordvekslingen. Han stillede sig diskret bag om de sidste inden den bestemte sergent også fandt på at smide ham i en båd.
   To ture til. Så var alle ombord. Damperens tredje styrmand var sikkert allerede blevet general igen gået i gang med kontrakterne. Et par andre morgenvandrere betragtede sceneriet med undrende miner. Den ene hilste med hatten på dem der tog afsted.
   Manden hilste tilbage på alles vegne og vendte sine skridt mod Toldboden. Hans kolleger ventede i et af husene bagved.


"To hundrede mand plus et par ekstra måske" sagde han kort efter, tilfreds, og tog hat og frakke af.
   Rederen skænkede Lysholmer op i store snapsglas. Admiralen prøvede at bestemme sig. Malaria gjorde han burde holde sig fra spiritus og det lykkedes ham, med enkelte undtagelser.
   "Så bliver det spændende om de vil gøre lige så meget nytte som vi forventer og får klaret begge mål for den udflugt" mente rederen. "Billigt har det sgu ikke været, indtil videre."
   "Stolthed koster" mente den tidligere plantageejer fra baggrunden. "Vi har givet løfter ingen af os vil drømme om at bryde, når man tænker på hvem de er givet til. Under alle omstændigheder er det lidt for sent at tænke på omkostningerne."
   Den tidligere plantageejers kendte engagement i frivilligt arbejde og de fremvoksende forsvars- og spejderbevægelser gjorde ingen sagde ham imod.
   "Vi skal nok få dem tilbage for at passe på jeres fabrik, når de har løst den første opgave." lovede han drillende manden med den bløde hat.
   Admiralen bestemte sig og greb en Lysholmer med fast hånd og gav pokker i følgerne.
   "Lad os skåle for dem, der gider gøre noget."
   "Det er jeg helt med på" sagde rederen "Især da det også er os. Jeg tænker nærmere over alt det vi ikke kan fortælle. Hverken nu og bagefter."
   "Der er reserveret en særlig varm plads i Helvede til de passive mennesker" står der vidst et eller andet sted sagde Admiralen.
   "Fik du ikke varme nok i Siam, Admiral?" spurgte den tidligere platageejer. "Det fik jeg nemlig. Pastoren i Søllerød prøver at reservere et plads med sne til mig, når jeg rejser den vej."
   "Spøg til side" formanede rederen og skålede. "Lad og ønske dem held og lykke med det nye vikingetogt til Livland og Kurland."
   "Knæk og bræk." mente manden med den bløde hat og bundede Lysholmeren. Han tænkte nu mest på sin fabrik.
   "Fandt du nogle pålidelige mænd til at klare det praktiske mellemspil og tilbageturen?" spurgte den tidligere plantageejer Admiralen.
   "Det er næsten på plads! De følger efter de andre, når kaptajnen fortæller hvor de skal mødes." forsikrede Admiralen med et smil. "Jernbrigaden dækker i øjeblikket et ret skiftende område. Von Krogh eller Molkte sender nye bulletinner hver anden dag så vi ved hvor de kan kontaktes. De er de eneste der kender den del af slutmålet. Så må vores brigade kæmpe sig frem til dem på en eller anden måde og løse resten. "
   "Vil du garantere for, dine folk kan løse sådan en opgave, på passende vis." spurgte fabrikanten.
   "Jeg sørger for de får akkreditiver som Røde Kors repræsentanter. Så kan de betragte begivenhederne bagfra, til det bliver alvor."
   "Er de helt igennem pålidelige og kan holde kæft?" spurgte rederen.
   "Det har de været før. Du kender jo kaptajnløjtnant Mollerup. Begge hans sønner er kadetter i flåden. Selv blev han fritstillet fra flåden under indskrænkningerne. Han skaffer en til, der er lige så god."
   "Kan han det og er det nok?" spurgte rederen skeptisk. Han så vist på Admiralen.
   "Det mener han bestemt. Vi har aftalt Von krogh overtager når de er i forbindelse med hinanden og giver dem sidste orientering." sagde Admiralen beroligende. "Mollerup spørger sin svoger, og regner ikke med nogen problemer."
   En pensionerede kaptajn havde indtil da holdt sig i baggrunden og kun lyttet til de andres snak. Det var meningen at han holdt rede på trådene og gjorde det så enkelt som muligt. Samtidig var han forbindelsesofficer og klarede det, de andre ikke kunne gøre åbent. Som for eksempel at skaffe tre barkasser.
   "Vi sender ikke hvem som helst af sted på sådan en opgave" sagde han bestemt "Nu må du ud med sproget. Såvidt jeg ved mistede Mollerup sin kone under den Spanske syge og ved ikke rigtigt, hvad han skal stille op med sig selv."
   "Det er desværre rigtigt. Han boede en tid hos sin søster og svoger i provinsen og kom til hægterne hos dem. Nu er han altså tilbage."
   "Var hans søster ikke enke?" spurgte rederen. "Jeg kendte deres far på børsen, mens han levede"
   "Hans forslag til hende om passende partier stoppede af gode grunde efter hans bisættelse. Hans første forslag gik nemlig ikke overvældende godt. Nu er hun er gift igen."
   "Og Mollerup havde altså hverken den gamles mening eller forslag" spurgte rederen med et smil.
   "Det turde han ikke. Hun ligner åbenbart deres mor for meget" grinede Admiralen og fortsatte.
   "Hun genså en gammel flamme og snuppede ham. De har en gård et sted i provinsen."
   Admiralen bøjede sig ned og sagde dæmpet noget til den pensionerede flådeofficer som lænede sig tilbage i stolen med et smil.
   "Godkendt" sagde han uden tøven.
   Der gik en prås op for rederen. Han skænkede en snaps, drak den omgående, og fyldte glasset igen.
   "I er kraft-edeme mere vanvittige end dem, der er ved at dampe af derude" hylede han arrigt.
   De så Merkur var i gang med at trække ankeret op. Den sidste barkasse stødte fra og der væltede fed sort røg ud af skorstenen.
   "Man kan ikke betro soldater ret meget uden at have dem snor" sagde han opgivende og skænkede tredje snaps.
   "Mollerup kender skam både Emma Gad og 'Takt og Tone.' forsikrede Admiralen.
   Plantageejeren så spørgende fra den ene til den anden.
   Rederen nedsvælgede sidste snaps og så igen på flasken.
   "Det er faneme ikke ham jeg er urolig ved. Hende gider hans nye svoger nemlig ikke, hvis jeg gætter rigtigt.
   "Det gør du" forsikrede Admiralen med et bredt grin.
   "Måske er han en smule optimistisk" mente forbindelsesofficeren beroligende. "Men han er god at have ved hånden i en sæver vending."
   "Kanonkongen fra Nicobarerne er jo komplet utilregnelig."