Næste formiddag ankom Tejns gode ven, lægen og tilså sine patienter efter tur. Han kom frem til Tejn efter han havde kontrolleret Mariana og Freddy.
"Velkommen tilbage Vagn! Hvad har vi fået de par måneder til at gå med?" spurgte doktor Frandsen frisk og frejdigt.
Lige som Elisabeth brugte han altid sine patienters rigtige navne, uanset hvad de ellers blev kaldt.
Selvom han gjorde sit bedste for at se ud, som om det var en normal begivenhed at nogen kom anstigende med en bådfuld skudsår, kunne han ikke skjule sin nysgerrighed. På den anden side gav Tejn ham, uden diskussion, fri adgang til alle gårdens vildt og fiske- områder. De både jagede, fiskede og spiste byttet sammen. Undertiden endte dele af gårdens slagtede dyr i doktorens spisekammer, til betydelig irritation for den lokale slagter.
"Jeg ved jo ikke så meget om hvad du har lavet Frandsen. Jeg har ikke kedet mig ret længe af gangen og tog lidt arbejde med til dig. Så har du andre udfordringer end hoste og brækkede fingre. Hvordan har de det?"
"Efter omstændighederne glimrende men skudsår skal altså anmeldes, ved du jo nok."
"Selvfølgelig skal de det" sagde Tejn og tog med besvær et stykke papir. "Når du er færdig med at drille mig må du sende et telegram til København. Dem, der stiller her, inden for en uges tid skal nok klare det problem."
Doktor Frandsen så på teksten med hævede bryn, og lovede at sende det hurtigst muligt.
"Både Friederich og den unge dame kræver absolut ro i flere uger og masser af pleje."
"Det vil give Jespers snottede møgunger en pause, fra Elizabeths plyndren om dem." brummede Tejn. "Det vil de blive henrykte for."
"Jamen så er det jo godt. Så er det din tur"! mumlede lægen.
Han hev Tejns dyne til side og betragtede de nye sår mellem Tejns gamle samling af skrammer og ar.
Han begyndte at rense strejfsåret på skulderen grundigt for den betændelse, det havde udviklet. Tejn bed tænderne sammen og fandt sig godvilligt i det. Lægen mente det burde sys men lod sig overtale til at nøjes med at rense det. Tejns sidste sår kunne han ikke blive klog på. Han spurgte, hvad de stammede fra og tilføjede at der slap han ikke for nålen.
"Sprængstykker fra en håndgranat" meldte Tejn lakonisk. "Røde Kors medarbejdere oplever skam lidt af hvert."
Han smilede til Elisabeth, der i de samme kom ind. Hun så på ham og rystede på hovedet.
"Hvordan går det med dine patienter, skat?" spurgte han. "Tøsen hedder for resten Mariana. Hun har nok ikke lyst til at tage videre foreløbig. Såret fik hun samtidig med, jeg også fik et par ridser. Kan du afreagere dine moderfølelser på hende, så længe det er nødvendigt."
Doktor Frandsen mumlede noget utydeligt. Han var færdig med undersøgelsen og gjorde sig klar med skalpel og pincet. Tejn så uforstående på ham.
Lægen traf en hurtig beslutning og stak uden varsel en skalpel ind i det første sår. Tejn ømmede sig stadig da lægen pillede en lille stump ud.
Lægen fortale den næste splint var større men nemmere tilgængelig. Den ville han tage med et snuptag, når Tejn var klar.
Tejn betingede sig en stor snaps inden, ømmede sig, åndede ind og ud, prøvede at slappe af.
"Tag hellere hele flasken med" tilrådede lægen da Elisabeth gik ud. Han Holdt sig klar til Tejn gav ham lov.
"Øve sig på hvad?" spurgte Tejn. Han nedsvælgede snapsen og nikkede til Frandsen, om at gå i gang.
"Hvad fanden sker der" spurgte Jesper ude i et rum i længen. Han så forskrækket mod lyden og tabte næsten en kniv, han og Gunnar var ved at give en omgang med slibestenen. De gik hen til døren og lyttede til de mærkelige vræl.
Gunnar vovede sig ud i gården og gik forsigtigt nærmere mod hylene. Han lyttede omhyggeligt.
"Det er bare den gamle, der griner og ømmer sig samtidigt." betroede han Jesper, da han kom tilbage igen.
"Jeg tror sømanden lige har fået at vide, han stadig skal skifte sejl."
"Tager han afsted igen?" spurgte Jesper.
"Skulle faneme ikke undre mig. Det ville jeg også gøre. Deres afsked i København var åbenbart ret grundig. De sejl kaldes også bleer"
***
Der gik kun ti dage inden forbindelsesofficeren kom hastende ind på gården. Tejn, Freddy og han startede med at genopfriske deres gamle bekendtskab fra Bangkok. Officeren blev ledsaget af en mand der, trods årstiden, var iført en let frakke og en blød hat.
Ledsageren anså det slet for relevant at nævne han både overværede deres og før dem, korpsets afrejser.
Mellem masser af minder fra Bangkok, femogtyve år før, fløj Tejn og Freddy med lysets hast op til Mogilev og indflettede det, de oplevede og hørte under deres udflugt.
De to herrer kunne fortælle deres venner i korpset snart ville komme hjem men at de havde lidt store tab under hårde kampe ved Ostrov. Det meste af tiden og mændenes interesse samlede sig om flere og flere, uddybende spørgsmål om det, Tejn og Freddy havde set og hørt mellem Mogilev og Riga.
Mariana blev hjulpet forsigtigt ned i stuen. Hun fortalte både om sin rolle som dublet, om deres flugt fra Perm, ned af Volga og tilbage igen til Mogilev, mens Kenniken og Michael prøvede at ryste deres forfølgere af sig. Begge mændene spurgte og noterede flittigt. Det tog tre dage, før de løb tør for spørgsmål og ville tilbage til København.
***
"Alle overså at mens Lenin og Trotskij forhandlede åbent med hinanden, forhandlede de altså, hver for sig, med Dennikin og admiral Koltsjak" sammenfattede den anonyme mand og rystede på hovedet.
Næste morgen stod de og ventede midt på gårdspladsen mens Gunnar startede bilen.
"Netop" sagde forbindelsesofficeren med et smil. "Korpset kan stadig blive en dundrende succes, hvis vi bruger det rigtigt."
"Hvordan fanden gør vi det?" Den anonyme rystede så meget på hovedet hans hat næsten faldt af. "De fandt jo ikke nogen af dem, vi håbede de ville" indvendte han. "Forhandlingerne med Dennikin og Koltsjak er sluttet med en række skud i Jekaterienburg, og revolutionen kører videre for fuld fart. Est- og Letland er stadig under angreb."
Forbindelsesofficeren smilede opmuntrende. Han gav Freddy helt ret i at sandhed blev relativ, når lederne var mere interesserede i magt, end i nye mellemregninger. Han gav også Freddy helt ret i at små sandheder ofte væltede store løgne. Tryllekunstnerens, altså hans, opgave var at få tingene til at tage sig overbevisende ud, bagefter.
Der faldt nemt lidt vigtigt ud, når næste led kørte på med det, de mente de forstod, under deres forudsætning. Uanset hvad der ellers foregik, fik drabene i Jekaterienburg, mere opmærksomhed end det, der skete andre steder. Måske var det ikke usandsynligt, nogle af dem havde været dubletter tænkte han og missede op mod solen.
"Det gjorde de nu alligevel. Hvem var det der blev skudt. Var det dubletterne eller de rigtige? Sandhed er relativ. Husk hovedreglen for diplomati, og politik? Hvor var det vi fik den oprindelige oplysning fra?" spurgte forbindelsesofficeren den anden.
"Har politikere og diplomater hovedregler? Fra gesandten i Moskva selvfølgelig. Han havde det fra den tyske ambassadør. Det ved du jo i forvejen."
"Hovedreglen er at spørge om det, de andre har lyst til at svare på, og at du kender det meste af svaret i forvejen. Jeg tror det oplysningerne kom fra Lenin, da Trotskij forhandlinger med Admiral Koltsjak i Omsk gik lidt for godt."
Forbindelsesofficeren holdt en pause og så den anden stift i øjnene.
"Lenin var jo i gang med en tilsvarende forhandling med General Dennikin. De skulle begge bruge en zarfamilie som gidsler i de forhandlinger. Den supplerede Lenin med et hold vellignende statister, der rejste frem og tilbage mellem Perm og Jekaterienburg. De blev blandet med de rigtige, så ingen vidste hvem der var hvor.
Molkte, og Kennikin, hed han vidst, mødtes i et tysk tog, der holdt i Jekaterienburg. De møder blev flyttet til Mogilev men lykkedes heller ikke. Trotski var lige så lidt interesseret i at Lenin og Dennikin blev enige, som Lenin var interesseret i at Trotski slog sig sammen med Koltsjak.
Nu må Lenin og Trotskij altså finde sig i hinanden, hvad enten de har lyst, eller ej. Hvad tror du der sker, hvis vi diskret fortæller dem begge, vi kender begge sæt hemmelige forhandlinger og har en af statisterne. Hende skal vi nok passe godt på, så længe de opfører sig ordentligt?"
Den anden var stadig irriteret.
"Det er altså forklaringen på alle de steder medlemmerne af zarfamilien er blevet set. Nu bliver de jo bare enige om en ny, officiel forklaring, uanset hvor dårligt det ellers går. Vi finder aldrig ud af sandheden."
"Sandhed er relativ, i forhold til det du har lyst til at indrømme. Det der er skabt på store løgne vælter tit på små sandheder. Der opstår absurde løsninger når nogen forlader idealismen for at bevare deres magt. Så længe slutresultatet er kendt og vedtaget kan vi vel overtale dem til at lade Estland og Letland være i fred, mod at vi både holder kæft, med deres private forhandlinger, og rod med dubletter, hvad enten det er rigtigt eller ej.
Det kan starte laviner af aggressive spørgsmål, fra pressen, som ikke skal undervurderes, og ikke mindst fra deres tilhængere. Når de begge lyver lige så hurtigt som et par heste kan rende, er der, med garanti, ingen af dem, der har lyst til at svare på noget som helst."
Hans kollega forstod og lyste op.
"Så uanset om vi hjælper Lenin med at holde Trotski i skak eller omvendt, kan vores vidner, få det til at hænge sammen, på en helt anden måde."
"Netop" svarede forbindelsesofficeren. "Magtkamp kræver både støtte og tillid fra andre. Tillidden mister de hurtigt, hvis de får mistanke om, at den de støtter, snyder dem alt for meget og forhandler om støtte fra nogen, de ikke vil acceptere. Det tager nok et par år og et par veltrimmede dødsfald til, inden de bliver helt færdige. Sådan er det jo med revolutioner"
"Tror du Tejn og Freddy vil holde mund?"
"Det betyder ikke noget længere" sagde officeren ligegyldigt og kravlede ind i Tejns bil. "De tror det drejede sig om noget helt andet. Det er den bedste måde."
"Kan du ikke tage det nye Finland med, udover Estland og Letland, når du går i gang alligevel. Så har du mere at handle med, og korpset får opfyldt sit formål."
"Lad os bare prøve det også" lovede forbindelsesofficeren skikkeligt. "Jeg kontakter gesandten, når vi kommer hjem."
Tejn stod på trappen og vinkede efter bilen da Gunnar kørte dem af sted til paketbåden. Han var godt tilfreds med, han havde udeladt Kennikins sidste utydelige ord, inden han døde. Tejn var hverken sikker på at han hørte rigtigt, eller om det var hallucinationer fra Kennikins side. Han mente Kennikin prøvede at fremstamme at Mariana slet ikke var dubleant. Det opfangede han ikke så meget af. Efter det, hun havde oplevet, måtte hun hellere selv afgøre hvem hun havde lyst til at være, uden alt for mange, blandede sig i det.
-SLUT-
PS: Se 'The Kornilov Affair' og Dennikin.
og Kap 1: Kanonkongen. Dennikin og Kornilov kan ikke fordrage hinanden