De kørte videre, så langt, det var muligt. Vejen var fredelig og stort set ubefærdet. Egnen så frodig, luftig og særdeles indbydende ud. Ude på siderne lå der spredte gårde som regel i klynger hvor beboerne gik rundt og passede sig selv. Nogle vinkede til bilen mens andre bare så efter den. På et tidspunkt kom en hestevogn med en enkelt man mod dem. Kusken hilste alvorligt og da de passerede hinanden. Bagefter kikkede Freddy bagud og så at manden kikkede længe efter dem.
   Himlen, nuancerede mellem mørkerød orange og gul overtrukket med enkelte mørke skystriber. De mørke striber skiftede i løbet af ingen tid til flere som blev til mørkere og lavtliggende skyer. Siden tordenvejret på floden havde det holdt tørt og hveken Freddy eller Tejn havde lyst til at blive udsat for en tilsvarende skylle i det fri.
   De begyndte at spejde efter et sted krybe ly mens mørket tiltog. De huskede stadig at se sig bagud ved mindet om at indbydende landskaber med sekunders varsel kunne ændre sig til livsfarlige t sted at opholde sig, hvis de fik uønsket selskab.
   "Leipel burde da snart dukke op forude" mente Tejn og spejdede gennem det tiltagende mørke. Da de kørte ind i en lille klynge huse med lys i en enkelt vindue stoppede han resolut. De talte kort sammen hvorefter Magnus gik over til lyset for at høre om det var muligt at gruppen kunne overnatte i høet i en lade til det blev så lyst, de kunne se hvor de kørte.
   En alvorlig mand kom frem med et haglgevær over armen. Han blev synligt beroliget ved synet af Claudia og Mariana der sad indhyllet i støvfrakker. De så ud som om de var lige ved at falde i søvn.
   Manden betragtede gruppen grundigt og brummede bekræftende. Han viste dem over til en lade med masser af friskslået hø, kunne de dufte. Tejn bakkede bilen i skjul i laden og .
   Freddy kørte sin motorcykel ind foran og vendte den om til hurtig afgang. Han steg af, stak hænderne i lommen, så sig optimistisk om. Samtidig nikkede han til manden og luftede et af de få russiske ord det var lykkedes ham at opsnappe, efter de ankom, et par og fyrre dage før.
   Claudia og Mariana steg omgående ud og gravede sig ned i en høstak i den bagerste ende
   "Spasiba" sagde manden med et smil mens han betragtede Claudia og Mariana.
   Han stirrede vantro på guldmønterne og trak sig bukkende tilbage, under mange taksigelser.
   "Nu tror han nok vi er bankrøvere eller sådan noget lignende" sagde Kennikin med et smil. Han betragtede scenen fra baggrunden.
   "Det er faktisk lige meget, hvis din ven Nigurskij alligevel ikke falder for vores lille omkørsel" mente Freddy med et ligegyldigt skuldertræk. "Vi har masser tilbage, i bunden af køjesækkene. Bliver vi fanget inden vi når frem til de rigtige, har vi alligevel ikke noget at bruge dem til. Gør dine tilligere kolleger tingene på en anden måde? spurgte han.
   Han modtog med tak en klump brød, og kød af det de havde købt i Kruslaw. Kennikin fik også uden videre et par klumper brød og kød.
   "Revolutionens hjørnesten er solidaritet mellem arbejdere " mindede Kennikin dem om. Han begyndte også at tygge mad i sig.
   "Hvis han når frem hertil og vores vært ikke er enig med det princip får han bare et par på skrinet og et spark i røven. Vasclav Nigurskij har aldrig været diplomat. Han bruger mest trusler og magt. Hans løsninger er som regel lidt mere permanente. Hvis der er overmagt, sker det også han bestikker sig frem, selvom han er hamrende nærig."
   "Har du kendt ham længe?" spurgte Magnus.
   "Alt for mange år desværre. Hans metoder gik ud over en person jeg holdt meget af. Da han sluttede sig til Mensjevikkerne og dermed Trotskij sluttede jeg mig til Lenin og fortsatte med at holde øje med ham. Dengang var vi lige så meget på talefod som vores nye ledere var."
   "Var de en dame det drejede sig om" spurgte Tejn med munden fuld af mad.
   "Lad os hellere stoppe der" mente Kennikin. "Det er indviklet nok i forvejen. Hver gang Nigurskuj lavede sine sædvanlige numre fik jeg som regel stoppet dem, inden nogen kom til skade. Det fandt lederne meget praktisk."
   "Vi har god tid, og jeg er alligevel ikke søvnig lige nu" forsikrede Magnus.
   Kennikin så på Tejn og Freddy der begge nikkede.
   "Først og fremmest var der flere revolutioner på en gang. Tsjenov var leder af PSR, Trotskij af Mesnjenvikkerne og Lenin af Bolsjevikkerne. I starten støttede PSR Kerenskijs provisoriske regering. De hjalp ham med at gemme zaren af vejen i Tobolsk. Da Kerenskij måtte flygte var det et spørgsmål om hvem PSR sluttede sig til. Trotskij råbte og skreg på en retssag. Lenin ville helst deportere det problem så de hvide styrker ikke kunne få et samlingspunkt. Da Tsjenov også forsvandt også ud af billedet tror vi at Trotskij også forhandlede i det skjulte med Admiral Koltjak i Omsk. Det var i hvert fald Nugurskij der sendte toget mod Omsk, ved hjælp af bestikkelser af vagterne. Jeg fik det dirigeret tilbage til Perm. Der ventede jeg med et par dubleanter så Trotskij troede han havde styr på det hele."
   "Det havde nok ændret magtfordelingen en smule hvis Mensjevikkerne pludseligt begyndte at støtte Koltsjak." mente Magnus.
   "Han havde ikke andre steder at gå hen dengang." mente Kennikin. "Kornilov ville nemlig ikke tale med hans repræsentanter, og de nåede slet ikke frem til Dennikin."
   "Hvorfor dog ikke" spurgte Freddy.
   "Fordi en eller anden plantede et rygte om at repræsentanterne var revolutionære attentatmænd. Nigurskij undslap og en begravelse fandt sted i stilhed. Da jeg ikke kunne være alle steder, på en gang, fik de en aftale af en art i stand med Admiral Koltsjak."
   "Hvad gik den ud på?
   "Koltsjaks folk skulle udråbe ham til leder af hele Rusland og han skulle lade sig skille fra sin kone. Hun er alligevel stukket af til Paris sammen med deres søn. Så kunne han bare gifte sig med en af zarens piger og lukke og slukke revolutionen med Trotskij som premierminister, troede Trotskij selv. Alt ville fortsætte som i gamle dage."
   "Hvordan kom der uorden nok til at vælte den plan."
   "Det gjorde der fordi Koltsjaks søde veninde Anna Timiryova ikke var ret begejstret for udsigten til at blive udskiftet, eller for at hendes elskers stab blandede sig i noget, der ikke ragede dem. Hun var ganske velorienteret og dukkede op i min kommandocentral i Perm en dag. Lenin forhandlede færdig med tyskerne, viste det sig. De sendte skam et luksustog til Jekaterienburg. Der stod og kedede sig det meste af tiden og ventede på at vores chefer blev enige. Trotskij forlangte nye vagter. Det blev hans egne folk, der kun så det, han ønskede, de skulle at se. De havde ingen mistanke til de fleste var udskiftet med nogen der lignede. Især ikke efter hele flokken blev klippet."
   Kennikin tænkte sig om et øjeblik.
   "Han måtte prøve at være artig og komme på talefod med bolsjevikkerne i en fart når det glippede med Koltsjaks flok. Det lykkedes kun delvist for under konferencen i Bolsjoj fik han at vide hvad de faktisk bevogtede i Jekaterienburg. Så gik jagten gik ind på mig, og resten. Rygterne udviklede sig til, de alle var dubletter. Trotskij blev til grin og i kender resultatet."
   "Med tilladelse til at fortsætte med at skyde lige så meget de vil, åbenbart" mente Freddy. Han havde stadig vejen til Syanno i frisk erindring.
   "Helst ikke". forsikrede Kennikin. "Lev Kadynov har aldrig forstået finere nuancer. Heldigvis kan man kun afhøre nogen, der er i live."
   "Og det nødvendige antal levende vidner omfatter hverken mine venner og mig." konstaterede Magnus bestemt.
   Han ville sige mere men brød af ved synet af ladens ejer der dukkede op med en håndfuld tæpper.
   Magnus modtog dem og takkede mens manden trak sig tilbage. Et af tæpperne var viklet rundt om en flaske vodka. Magnus kikkede kort på den, slog halsen af og drak en forsvarlig slurk og lod flasken gå videre.
   "For min skyld kan din og Nigurskijs chefer godt spille det skakspil færdigt i ro og mag uden at vi blander os yderligere. Hvem pokker vi tro det der, med den stak rygter og halve sandheder der er i omløb i forvejen?" spurgte Tejn.
   "Dem, der sendt os afsted forventede helt sikkert noget andet. Kan du levere det min gode kaptajn." fortsatte Freddy.
   Kennikin trak opgivende på skuldrene.
   "Dem vi måtte gemme i Altaj bjergene bliver der, til volgatyskerne er sikre på de får deres egen republik. Jeg er ikke en gang sikker på at Lenin må låne en enkelt, til fremvisning, længere." indrømmede Kennikin.
   "Det er vel ikke værre end nogen af de andre ting vi har rodet os ind i og ud af igen" mente Tejn. "Lad dem bare hænge på til vi er helt ude af klappen."
   Mændene holdt udkik mod vejen og sad indhyllet i tæpper og prøvede at hvile sig, så godt forholdene tillod. De vekslede kun enkelte dæmpede bemærkninger ind i mellem. Freddy begyndte at nikke på et tidspunkt. Han trak jakken op over ørene og lagde sig på jorden med en bemærkning om at han gik ud fra han blev vækket, når han skulle holde vagt.
   Tejn og Kennikin stirrede begge vagtsomt ud i mørket og mest mod vejen bag dem.
   "Hvor længe har du kendt Nigurskij?" spurgte Tejn
   "Alt for længe. Han var politistikker og småkriminel i Petrograd før revolutionen. Det er han stort set fortsat som. De kritiske punkter findes kun som bortforklaringer og udlægninger, han er for dum til at fatte aligevel" mente Kennikin. Han trak jakken tættere omkring sig og lagde sig ned.
   "Væk mig om et par timer" bad han.
   Længere henne var Magnus også faldet i søvn.


Midt på formiddagen, næste dag kørte de ind i Syanno. De kørte næsten på dampene fra den sidste benzin. Den smule benzin, der var i byen var ingen særligt villige til at skille sig af med.
   Den praktiske Freddy foreslog de handlede med en af motorcyklerne og fortsatte de sidste halvtres kilometer med resten..
   De fik også at vide at byen lige havde haft besøg af en patrulje af hvide styrker.
   Magnus foreslog de hurtigst muligt skulle prøve at indhente dem. Så ville de være i absolut sikkerhed og kunne nemt få eskorte op til hans korps, der ville bringe dem videre til deres eget.
   "Hvis prammen er sejlet for længe siden vil vi bare stå ved bredden af Daugava og føler os til grin. Nigurskij er stadig ikke helt ude af billedet." mente Freddy.
   Kennikin, Claudia og Mairana diskuterede hurtigt de løsninger indbyrdes. De betakkede sig alle for muligheden for at fortælle de hvide noget af den smule de vidste. De var meget usikre på hvordan det ville blive modtaget og brugt.
   Leonid Kennikin var på sin side ikke spor i tvivl om, hvordan en af modstandernes hemmelige politiagenter, ville blive modtaget. Han var heller ikke i tvivl om hvilken modtagelse han vil få derhjemme. Det rod hans overordnede havde skabt med forskellige fortolkninger af alle begivenhederne. Det ville kun starte forfra, hvis det ikke blev skjult for evigt. .
   "Så er i bare almindelige flygtninge fra et sted i baglandet. Find selv ud af hvorfra" foreslog Tejn. "Mor, far og datter passer vidst nogenlunde "mente han og betragtede Claudia, Kennikin og Mariana.
   "Og i har ikke det ringeste kendskab til de numre et par høje herrer har prøvet at lave med hinanden." tilføjede Freddy. "Det er nemlig kun deres egoer det drejer sig om nu. I tre er de eneste, der både kan bekræfte og bevidne nogen af det, indtil de rigtige kommer frem."