De seks vagter skiftede stadig med to timers intervaller. Turene på latrinet gentog sig næste dag i samme orden, mens de passerede Polzak.Der var dog den forskel at alle fik en slurk vand og en humpel brød, inden de blev bundet igen. Som efter fælles aftale undgik de alle at møde Claudias bønlige blik om forståelse. Den først aften hulkede hun sig i søvn.
   Tejn brugte tiden på at studere hver enkelt vagt grundigt, efterhånden som de dukkede op, og prøvede at huske dem.Selvfølgelig gjaldt taleforbuddet ikke vagterne som ofte sludrede dæmpet. Særlig opmærksomhed ofrede han på Yuri Blasjenko, som Kennikin allerede havde nævnt som en af Nigurskijs faste følgesvende. Det fremgik af vagternes samtale at han havde ansvar for vagternes turnus. Nigurskij selv sad i kabyssen og passede sin sårede arm påstod han. Ellers drev han den af eller tog ofte en lur i en af kahytterne. Blasjenko så mildest talt kritisk ud når han kommentere det. Blandt vagterne hed den yngste Nikita. Han var et sludrechatol af den anden verden til stor irritation for en der hed Petrov, som Nikita delte vagt med.
   Under Nikitas sludder lykkedes det også Tejn og Kennikin at hviske forsigtigt sammen.
   Da vagterne skiftede ved middagstid hviskede Tejn til Vaida hun skulle bruge sin hattenål på vagten og springe overbord ved næste besøg på latrinet. Hun rystede bare på hovedet. Hun ville ikke efterlade sin bror, Laimis. Tjen sukkede og prøvede at holde rede på tid og afstand. Efter Polzak var der kun tredive timer og en overnatning mere med tre knob i timen omkring hundrede sømil. I Daugavapils ville Nugurskij læsse dem på et tog til Moskva. Der havde han ikke den fjerneste lyst til at komme hen. Det gjaldt hurtigt om finde på noget.
   Vagten skiftede igen. Det var den snaksalige Nikita igen. Han glædede sig allerede til at komme hjem til Smolensk og mest til at gense sin pige. Hende måtte han forlade da deres undergrundsgruppe havde fået et nødråb fra Mogilev. De sendte da gerne forstærkning firs kilometer op til Witebsk. Nikitas blandede beskrivelser af pigen, en kedelig biltur til Witebsk og at Nigurskij blev rasende over at der kun kom fire mand, manglede til gengæld intet. Nikita var heller ikke så meget for han omgående fik udleveret en pistol. Tejn regnede hurtigt efter. Der havde været otte mand i huset i Mogilev og to biler ude på vejen med syv til otte mere. De havde nedkæmpet den ene bil, ramt en mand i den anden og såret Nigurskij. Der var kommet to biler med en hel masse mænd til tre Bori efter Jakobs udsagn. Den ene lå ud udbrændt på vejen til Leipel. Efterhånden var der forhåbentlig ingen, der ikke tog Nigurskij alvorligt længere med de omkostninger.

Der opstod en pause i Nikitas snak. Petrov bad ham være stille et øjeblik og lænede sig behageligt tilbage med halvlukkede øjne.
   Han fik fred en halv times tid. Tejn prøvede stadig at få gode ideer. Det lykkedes også et par gange.De strandede når ham kom frem til problemet med at komme fri.
   Et par geværskud hørtes tydeligt gennem motorlyden, udenfor prammen.
   De blev efterfulgt af løbende fødder og spredte skud oppefra.
   Nikita og Petrov sprang op og stirrede forvirrede op mod dækket.
   Der lød tunge trin på stigen, Nigurskij sprang ned med ansigtet fortrukket af raseri. Han gik uden videre over og sparkede Kennikin i siden.
   "Hvem er det, der følger efter os?" råbte ham med fråde om munden. "Pjotor er død og Yuri er såret." Han sparkede Kennikin igen.
   "Jeg er sygeplejerske" lød det fra Vaida. "Skal jeg se på den sårede, inden han forbløder?"
   Det så ud som om Nigurskij hverken havde overblik eller lyst til tage sig af sårede. Han skulle af med sin frustration og så sig vildt om, med dirrende hænder.
   "Den ene kugle gik lige forbi mig" sagde han vantro og stirrede tomt ud i luften. Så besindede han sig og nikkede.
   Nikita gik hen og løsnede Vaidas reb og hjalp hende op af stigen.
   Petrov var pludseligt ikke tavs længere. Han pegede på Nigurskij med sin pistol.
   "Hvad fanden har du rodet os os ud i? Kammeraterne i Smolensk har indtil videre mistet seks mand på at hjælpe dig. Vi ved intet om de to, der tog med Kadynov. Den ene var cellelederens nevø. Det skal du selv forklare nede i Smolensk."
   "Lad os se hvad der er sket" brummede Nigurskij. Han genvandt med en anstrengelse, en form for selvkontrol og kravlede op af stigen. Pjotor kravlede efter, med et truende blik på fangerne.
   "Hvis jeg skal gætte tror jeg Magnus lige har fortalt os, han følger med endnu." kom det fra Freddy. "Hvordan kommer vi fri i en fart."
   "Med den foldekniv jeg har i lommen på blusen." kom det fra Claudia "Den undersøgte de ikke. Din hånd ligger lige ved siden af. Kniven er skarp."
   Freddy skyndte sig og rullede rundt så han fik hænderne over mod Kennikin.
   "Du kommer til at åbne den. Jeg kan ikke."
   Kennikin famlede efter Freddys hånd, fandt kniven, åbnede bladet og bad ham gå i gang uden at tage hensyn.
   Alle lyttede ansændt efter lydene fra dækket. Der var et større skænderi i gang.
   "Undskyld" kom det fra Freddy.
   "Fortsæt for helvede" hvæsede Kenniken.
   Et sekund efter var hans hænder fri. Han greb kniven og fortsatte med Tejns bånd. Dem skar han hurtigt skar gennem.
   "Har han ikke andet at få tiden til at gå med" brummede Tejn, ved lyden af Nigurskijs hysteriske stemme oppe fra.
   "Sådan har han altid været" sagde Kennikin dæmpet. "Hvis nogen siger to plus to er fire brokker han sig over at de slet ikke er blevet bedt om deres mening om det."
   "Sådan en skipper havde jeg engang. Han troede slet ikke skuden ku' sejle hvis han ikke var på broen. Heldigvis hadede han også katte. Jeg fangede en vildkat i en havn og slap den ud ud da han blev alt for irriterende. Han kunne den fineste samling eder og forbandelser jeg nogensinde har hørt."
   Kennikin blev færdig med rebene på sine ben og gav Tejn kniven. Nigurskij havde alvorlige problemer med disciplinen. Skænderierne oppe på dækket nåede nye højder da Kennikin sprang op og stillede sig så han ikke kunne ses udefra. Tejn fortsate med at befri Freddy.
   Da Freddys hænder efter kun et sekund var frie overtog han kniven. Tejn smuttede udenom Claudia, bøjede sig over Laimis og spurgte hvor hans pistol lå.
   Han løb forbi Kennikin, så hurtigt ind motorrummet, gik ind i Laimis lille kahyt og løftede den nussede madras i forenden. Det var en flok slemme amatører tænkte han ved synet af pistolen. Han greb den og kontrollerede at tromlen var fyldt. Han gik ud og gav den til Kennikin.
   "Dæk mig" hviskede han og kikkede op af trappen til kabyssen.
   Kilmowskys kone, Anna, sad sammenkrøbet i et hjørne med hænderne over hovedet. Hun bemærkede ham ikke engang.
   Han snoede sig over til døren til dækket og skottede ud.
   De fire uskadte sad sammenkrøbet eller lå under rælingen. Foran dem havde Vaida travlt med den sårede. Nigurskij så ud til at have genvundet en smule autoritet. Når Tejn kun kunne se de fire måtte den sidste holde øje med Kilmowsky, mens han styrede.
   Inde fra bredden lød endnu et skud. Splinter fløj op fra træværket ved siden af Nigurskijs hat. Den svarede helt til Kennikins beskrivelse af den og stak et øjeblik en smule op over rælingen.
   Nigurskij smed sig fladt ned på dækket med hænderne over hovedet.
   Oppe fra broen lød en skinger stemme. Det lød som om manden havde smidt sig ned på gulvet og var ved skydedøren på den modsatte side.
   Tejn spildte ikke et sekund på at overveje noget som helst. Han greb den mindste kniv i kabyssen, gjorde tegn til Kennikin og tog fat i øverste trin på stigen til broen. Lugen stod heldigvis åben.
   Han og satte de ene ben op, trak vejret dybt og vejede kniven i hånden. Det måtte enten briste eller bære.
   Han hævede sig hurtigt op, fik armen op og fri. Manden på gulvet prøvede både at se ned på dækket og holde øje med Kilmowsky samtidig. Han sansede bevægelsen bag sig og løftede sin pistol samtidig med at Tejn kastede kniven.
   Kilmowsky snurrede om med en fart Tejn aldrig havde tiltroet ham og sparkede ud efter manden på gulvet.
   I en brøkdel af et sekund stod tiden stille!
   Under mandens bevægelse ramte kniven ikke helt, som Tejn havde ønsket. Det gjorde Kilmowskys spark til gengæld. Det ramte lige i midten af mandens hoved med en dump lyd og hans pistol gik af.
   Skuddet var tiltænkt Tejn men ramte Kilmowsky. Han blev slynget tilbage og faldt næsten sammen ovenpå Tejn.
   Tejn skubbede Kilmowsky til side uden at se på ham, trak sig helt op og bemægtigede sig fyrens pistol. Så så han forsigtigt ned mod dækket.
   Nede fra dækket lød der flere skud.
   Tejn blev nede på dørken og brugte den faldne vagt som dækning.
   Stillingen havde ændret sig til det bedre. Kennikin have stukket hovedet op og affyret et skud, da alles opmærksomhed vendte sig mod styrehuset. Han havde ramt den nærmeste, der nu lå på dørken og skreg op. De to andre skød løs mod den luge, som Kennikin for længst havde trukket sig tilbage i igen.
   Nigurskij derimod levede helt op til Kennikins mening om ham.
   Han havde kastet sig bagud og til siden og grebet fat i Vaida. Han sad nu på dækket og dækkede sig med hende som skjold og en dirrende pistol.
   En af mændene skottede mod broen. Det var Petrov. Han skiftede omgående sigte og skød ved synet af Tejn.
   Han ramte i farten sin egen kollega i hovedet og og sluttede dermed en rigtig dårlig dag for ham tænkte Tejn. Han skød tilbage mod Petrov. Han sank sammen på dækket uden en lyd og tabte pistolen.
   Bag han gjorde Nikita ikke mine til at bruge sit våben mere. Hans skrækslagne øjne vandrede mellem Petrov, Tejn og lugen hvor Kennikin når som kelst kunne dukke op igen. Han ignorerede Nugurskij brølede op om at han skulle kæmpe videre.
   "Venter der stadig en pige i Smolensk?" råbte Tejn i en pause i Nirguskijs råberi. "Hop hellere i vandet og kom hjem med dig."
   Det lod Nikita sig ikke sige to gange til Nigurskijs raseri. Han skød efter ham men ramte ikke fordi Vaida sprællede som en fisk. Det fik kun Nikita til at skynde sig endnu mere. Han forsvandt ud over rælingen med et plask.
   Nigurskij selv spildte heller ikke tiden. Han rejste sig op, stadig med Vaida som skjold og så sig vildt omkring. Skytten inde på bredden mindede ham for god ordens skyld, om at han stadig var der. Daugava var blevet væsentlig bredere. Skytten havde ligget i baghold og skudt fra en pynt der ragede ud i vandet under et sving på floden. Den fordel havde han ikke længere og Daugava blev bredere og bredere.
   Nigurskij erkendte situationen hverken var holdbar eller særlig sund. Han trak sig baglæns, stadig med Vaida som skjold. Han affyrede et skud mod Tejn og lod sig falde baglæns ud i vandet og holdt stadig fast i Vaida.
   Tejn rejste sig, råbte til Kennikin der var klar bane. Han stirrede ned i floden. Motoren fik stadig prammen til at sejle ufortrødent videre. Vaidas hoved dukkede op bagude men Nigurskij var ikke i sigte.
   "Kan Nigurskij svømme?" råbte han bagud til Kennikin.
   "Som en fisk gid fanden havde ham" bekræftede sagde Kennikin. Han stod allerede ved rælingen og så ind mod bredden med pistolen klar til skud.
   Vaidas hoved dukkede op igen og gik ned. Tejn tøvede ikke et sekund, sprang efter hende og dykkede under i samme bevægelse.
   Den våde nonnedragt trak Vaida ned men Tejn havde ramt retningen fint. Han fik hurtigt fat i en arm og trak dem begge op til overfladen.
   Vaida hostede og spyttede flodens vand tilbage hvor det hørte til. Hun holdt sikkert fast om Tejns hals, hvilede hovedet mod hans skulder og trak vejret dybbt flere gange.
   Tejn svømmede på ryggen og væk fra den bred som Nugurskij sikkert ville prøve at nå. Oppe fra dækket lød et par skud og et par rasende forbandelser fra Kennikin.
   Han hørte prammens motor blive stoppet. Så ville den snart sætte farten ned.
   "Hvorfor tog det så lang tid?" kom det nede fra hans skulder. Tejn fortsatte med at svømme på ryggen og ud mod midten af floden for at komme væk fra den bred hvor der opholdt sig en mildest talt utilfreds Nigursikj.
   "Jeg skulle lige have en kop kaffe først" svarede han og svømmede videre.