Prammen gled stadig en smule med strømmen. Tejn hørte et par plask bag sig. Han håbede de plask betød at nogen smed ankre ud. Han svømmede ufortrødent videre på ryggen med begge hænder. Vaida lå stille, stadig med skrækslagne øjne. Hun holdt godt fast i ham selvom det våde tøj truede med at trække dem begge ned. Tejs skottede både mod flodbredden og bagud. Prammens fremdrift var langsomt ved at tage af. Den var stadig et godt stykke væk men på vej mod mere stille vand langs ved hjælp af ankrene.
   Tejn besluttede sig til, det ville være nemmere at svømme ind på den fredelige side og nå frem til fods.
   "For god ordens skyld må jeg hellere sige det er en pistol" sagde han og holdt en pause, da Vaida rørte på sig.
   "Det er jeg ikke i tvivl om og særlig behagelig er den altså ikke." lød det tørt. Hun havde genvundet lidt af sin normale ro.
   Da de nåede frem til bredden kom Magnus frem fra et skjul hjalp dem op, uden kommentarer.
   Trods det våde tøj kom de hurtigt på højde hen til prammen, der nu lå stille, gennem skoven. De vinkede ud til Freddy og Laimis, der stod og spejdede efter dem. Kennikin stod stadig på den anden side og han holdt udkik efter Nigurskij.
   De vadede alle ud i vandet igen. Freddy smed et tov ud og trak dem, en af gangen, resten af vejen. Han og Laimis hjalp dem ombord med store velkomstsmil og gensynsglæde over Magnus.
   Kennikin opgav ikke at stirrede hen mod det sted, hvor Nigurskij var vadet i land og forsvundet mellem buskene.

Da alle havde fundet tørt tøj begyndte Magnus at fortælle om sine oplevelser i brudstykker. De andre bidrog med deres undervejs.
   "Jeg indhentede allerede patruljen næste formiddag. Det var nogle af Kornilovs hvide fra den Ukrainske front. De skulle finde ud af hvor langt den vestlige polske front var nået sydpå. Det kunne jeg heldigvis fortælle. De tog gerne med tilbage, hvis jeg kunne love dem et par ægte revolutionære. Det gjorde jeg bare. Vi fandt både frem til det sted, vi aftalte og efter lidt søgen fandt vi også bilen. Jeg gik ud fra prammen var nået frem. I hvert fald blev de så glade for bilen, de både gav mig et gevær og en håndfuld ammunition. De fulgte mig også op til næste sideflod og hjalp til med at lempe motorcyklen over. Der kunne jeg fortælle der vidst stadig lå en mindre fortrop af vores folk udenfor Polotsk. Det var bare det de ville vide. Deres kort gav mig en nogenlunde en ide om vejene op til Polotsk. Jeg kørte alt hvad remmer og tøj kunne holde og måtte spørge mig for et par gange undervejs."
   Han holdt en pause og lænede sig mageligt tilbage.
   "Jeg nåede det lige. Jeg stod i hvertfald på kajen og så en pram passere med et par passagerer. Det var jo ikke dem, jeg håbede at se men så så en med en landsstryger hat. Det hjalp det lidt på forståelsen. Jeg fulgte efter et stykke og blev sikker i min sag da Mariana blev ført ind i et rum. Hvad foregik der?"
   Kennikin havde opgivet at holde udkik mod bredden og svarede på alles vegne.
   "Det var såmænd kun et latrin?"
   "Naturens gang er en fordel" grinede Magnus. "Hvad med jer?"
   De forklarede i munden på hinanden hvordan de blev taget til fange, og hvad de siden havde hørt. Magnus nikkede indforstået.
   "Det med at indsætte dubletter til afledning, mens to parter strides om gidsler, forklarer måske en del af de søforklaringer, der cirkulerer."
   Han rystede på hovedet. "Det kan jeg ikke overskue lige nu. Hvad med ham der?" spurgte han med et blik på Blasjenko.
   Blasjenko rørte lidt på sig i det samme.
   "Hans sår er såmånd ikke alverden" sagde Vaida."Selv revolutionære mener et skudsår om dagen er nok. Jeg overtalte ham til at ligge stille mens i klarede de andre."
   Hun viste en spids saks frem med et frækt smil og kikkede ned.
   "Det mener han altså stadig er en god ide. Luk du bare øjnene op."
   Det gjorde Blasjenko omgående. Han blev stadig liggende uden et ord og så sig om.
   Claudia kom modløs op fra lastrummet. Hun gik over og satte sig med ryggen mod rælingen og så ned på dækket, og sagde dæmpet.
   "Nigurskij har aldrig sagt noget om en retssag. Jeg skulle kun fortælle hvor vi var og hvor vi tog hen. Han påstod de ikke stolede på dig."
   Hun så direkte på Kennikin.
   De hankede op i Yuri Blasjenko og satte ham ved siden af Claudia. Trods Vaidas forsikringer om at såret ikke var noget videre ømmede han sig vildt og protesterede.
   Det stoppede han med, da Tejn og Kennikin stillede sig side om og så truende ud, i tavshed.
   Sådan gik der et øjeblik. Freddy betragtede scenen et øjeblik og kom i tanke om Kilmovsky familien. Han bad Vaida fortsætte som sygeplejerske mens de fik snakket færdig.
   Petrov lå stadig stille og blev ovestået på et øjeblik. Vaida rejste sig hurtigt og rystede på hovedet. Hun fulgte med Freddy mod kabys og styrehus for at undersøge Kilmovsky nærmere og hanke op i hans kone Anna. Hun gemte sig stadig i et hjørne af kabyssen.
   Magnus tog fat i Petrov og lempede ham op så han lå over rælingen. Så han ned på Yuri med et smil.
   "Er det ikke nemmest at lade dem følges ad, nu jeg er i gang alligevel?"
   Han gav Petrov et let puf. Plasket i vandet fik Blasenko til at bestemme sig.
   "Vasili Kukushkin og dine børn er ikke engang i husarrest." sagde han til Claudia.
   "De er flyttet og er kun under opsyn en gang i mellem for at se om du kommer hjem. De tror du er stukket af med kaptajn Kennikin."
   Claudia så ud som om alverdens byrder gled af hende.
   "De vidste intet om hvad jeg blev ansat til. Det gjorde jeg for resten heller ikke selv i starten. Jeg skulle bare instruere i Perm i et par måneder," forklarede hun. .
   Hun rejste sig og så sørgmodigt ud over vandet.
   "De må hellere blive i den tro! Hvis du tager hjem, kan du blive farlig for dem" mindede Kennikin hende om. "Det gælder også for mig, nu jeg tænker nærmere over det.Vi står ret slemt i vejen for de officielle forklaringer, uanset hvem der siger hvad."
   "Og det er der et par kedelige løsninger på, når der er revolution alligevel" sagde Magnus med et opmuntrende smil. "I kan tage med mig tilbage til Tyskland, efter vi kommer op til Kreuzburg. Jeg har alligevel set revolution nok. Når vi er hjemme kan i sige alt det i har lyst til."
   "Det er der alligevel ingen der tror på, med den stak rygter, der er i omløb i forvejen" mente Kennikin. "Vores ledere er kun socialister når aftaler bliver holdt og æren skal fordeles. Ellers er de stokkonservative."
   "Er der nogen der kan fortælle mig om vi arbejder i Lenins interesse eller det modsatte lige nu" sagde Tejn. Han så fra Magnus til Kennikin.
   "Det kan jeg ikke" indrømmede Kennikin. "Og vi skal ikke, uden videre, afskrive den anden side eller Nigurskij. Han kan ikke stille ret meget t op uden de vidner vi har her. Han kan blive farligt endnu."
   Tejn pirkede til Blasenko med en tå. "Hvad stiller vi op med ham der?"
   Et plask bagude fik dem til at kikke derhen.
   Freddy var ved at rydde op med en bestemt mine. Da han havde fået vagten fra broen af vejen hjalp han og Laimis hinanden, med at bakse Kilmovskys lig ud af styrehuset. Laimis så lidt bedrøvet ud.
   På dækket så de til i tavshed mens Kilmovsky forsvandt ud over siden for at indgå i kredsløbet i en flod, han havde levet af i årevis.
   Vaida kom ud fra kabyssen og rystede endnu engang bedrøvet på hovedet.
   "Et af skuddene mod lugen gik gennem væggen og ramte Anna i hovedet. Hun nåede ikke at opfatte, hvad der skete."
   Kort efter fulgte Anna Kilmovsky sin mand, lige så stille, som hun altid havde været.